Konference i kølvandet på Dayton-aftalen

2015-12-14T12:29:08+00:00 Af |Reportage|

Hvad er resultatet af Dayton-aftalen, og hvad er perspektiverne og udfordringerne i dagens Bosnien – og i Europa? Det forsøgte en række eksperter at give bud på, da Magasinet Europa og Magasinet rØST afholdt konferencen ”Krig i fredens Europa – 20 år efter Dayton-aftalen” d. 13. november.

14.12.2015 | BOSNIEN | For 20 år siden skrev parterne fra borgerkrigen i Jugoslavien under på en rammeaftale, som blev kendt som Dayton-aftalen. Aftalen, der afsluttede krigen i Bosnien-Hercegovina i 1995, sikrede ikke blot fred. Den leverede også en forfatning og en administrativ struktur for den nye stat.

Siden da har Bosnien på mange måder været et socialt eksperiment og en øvelse i learning-by-doing. Det har været en lang periode med statsopbygning, fredsbevarende missioner og internationale repræsentanter, som nogle af de vigtige instrumenter, man har brugt i forsøget på at skabe en holdbar stat.

Øjenvidneberetningen: Ny tilværelse et midlertidigt sted
Gennem øjenvidneberetninger og oplæg fra eksperter blev der på konferencen gjort status her to årtier efter aftalen blev indgået i november 1995 på Wright-Patterson Air Force Base nær byen Dayton i Ohio, USA. Og formelt underskrevet i Paris for præcis 20 år siden i dag.

“Dette er en fantastisk lejlighed til at diskutere udfordringerne på Balkan, som tit bliver overset af verdenssamfundet. Selvom flygtningesituationen har ændret på det, så er der ikke meget fokus på den fastlåste situation, som især Bosnien befinder sig i. Landet er fortsat langt fra målet om at komme ind i EU, og vi har et ansvar for at huske at få alle med,” lød de indledende ord fra moderator Anne Haubek, der er journalist og radiovært på Europa Lige Nu og Orientering i DR.

Herefter fulgte en øjenvidneberetning fra forfatteren Alen Mešković, der er født og opvokset i Bosnien og som 17-årig fik opholdstilladelse i Danmark.

”Nogle af de ting, jeg husker bedst, er Titos tilstedeværelse i skolen. Han er det første, man møder i skolegangen. I de digte, man læser. Han var alle steder. Derfor var det også et stort punktum, der blev sat, da han døde. Krigen satte spørgsmålstegn ved alt, man havde lært,” fortalte Alen Mešković.

Mešković var 14 år gammel, da Bosnien i 1992 erklæredes selvstændig, hvilket blev indledningen til den krig, der kostede over hundrede tusinde livet og drev millioner på flugt. Blandt de flygtende var Alens familie, der fra 1992 til 1994 måtte bo i en lejr for fordrevne bosniske flygtninge. Erindringerne fra krigen og flygtningelejre er siden hen blevet til bogen Ukulele-jam.

Den historiske analyse: Hvad skete der ved Titos død?
Christian Axboe Nielsen, lektor ved Aarhus Universitet, gav herefter det historiske overblik gennem en spændende analyse af, hvad der skete, da det tidligere Jugoslavien faldt fra hinanden.

”Da Tito stiller træskoene i 1980 og dermed forlader posten som leder af det socialistiske Jugoslavien, efterlader han en stat, der har enorme sociale, økonomiske og politiske udfordringer. Først og fremmest skal man finde ud af, hvem der skal lede landet efter ham. Desuden var landet allerede bankerot i 1978, men det vidste folk bare ikke på det tidspunkt. Man skulle med andre ord finde ud af, hvem der skulle betale for regningen. Og det var ikke nemt, da mange delrepublikker havde vidt forskellige forudsætninger. Slovenien havde en arbejdsløshed på 2,5 pct., mens 65 pct. var arbejdsløse i Kosovo,” opridsede Christian Axboe Nielsen.

Han understregede, at den socialistiske partistat fungerede i kraft af sloganet ”broderskab og enhed”, der accepterede de mange folkeslag og religioner under et flag. Om de så var serbere, kroatere eller bosniere.

”Du skulle bare acceptere, at du levede i en socialistisk og kommunistisk partistat – og at alle skulle bo ved siden af hinanden. Det fungerede i store træk. Dog også med et stort apparat, som var klar til at slå ned på dem, som stillede for store spørgsmål til statens eksistens.”

Efter Titos død bevægede borgerne sig længere væk fra hinanden og mange statsledere forsvarede en løsning, hvor man oprettede selvstændige etniske homogene enheder.

”Jeg plejer at sige, at nøglespørgsmålet til at forstå Jugoslavien, er: ”hvorfor skal jeg være mindretal i dit land, når du kan være mindretal i mit land?”. Den eneste måde at komme ud af Jugoslavien på, var at blive herre i eget hus. Krigen startede blandt kroatere og serbere, men bredte sig så til den tredje, store homogene gruppe, bosnierne,” forklarede Christian Axboe Nielsen. 

Dysfunktionel stat
I slutningen af 1995 satte Daytonaftalen en stopper for den tre år lange borgerkrig. Men har aftalen helet sårene her 20 år efter? Ph.d.-studerende Ismar Dedovic leverede et lokalt perspektiv på, hvordan tingene fungerer i dagens Bosnien.

”Mange bosniere er i en fastlåst situation, hvor håbet for fremtiden ikke er til stede. Man er utilfreds med de korrupte politikere, som ikke har en interesse i at få normaliseret Bosnien, da de får mere ud af en dysfunktionel stat, hvor korruption og nationalistisk politik sikrer dem rigdom og magt, som ville være utænkelig i en velfungerende stat.”

Dedovic mener, at EU synes at køre på automatpilot, hvor man ikke sætter krav til, hvordan man skal få Bosnien tilbage på rette kurs. Politikerne forsøger på overfladen at bringe landet tættere mod EU, men gør i realiteten ikke andet end at føre magten videre til deres familie og venner.

”Bosnien bliver regeret af politikere, som kun har egeninteresser at tage hensyn til. De forstår at holde sig inden for de spilleregler, som Dayton-aftalen har sat op. Så længe at både USA og EU vælger at fralægge sig ansvaret for Bosniens fremtid, vil landet fortsat være dysfunktionelt,” fortalte Ismar Dedovic.

Paneldebat: Vi må stole på ungdommen
I den efterfølgende paneldebat var der bred enighed om, at vi, 20 år efter Dayton-aftalen, kan se fremskridt på det sociale plan, i forhold til hvor blodig krigen var. Til gengæld vil de økonomiske omstændigheder, den høje arbejdsløshed og de nationalistiske politiske tendenser fortsat volde Bosnien problemer.

”Der er nytænkning på vej. Vi må sætte vores lid til, at den erhvervsbaserede middelklasse også vil støtte op om en velfungerende stat i fremtiden. Vi [EU] forsøger at søsætte projekter, som kan hjælpe økonomien frem i Bosnien. Men disse ting tager lang tid,” fortalte Ole Hammer, som arbejder for EU-delegationen i Bosnien.

Samme håb var at spore hos den daværende danske indenrigsminister Birte Weiss:

”Vi bliver nødt til at stole på, at ungdommen kan stå samlet og løse nogle af Bosniens problemer i fremtiden. For hvis vi ikke kan stole på dem, hvem kan vi så stole på?”

Retsstat med udfordringer
Men hvorvidt kan man bruge resultaterne fra Dayton-aftalen i nutidens konflikter? Konferencens andet panel fokuserede på dette.

Maj Lervad Grasten, ph.d. studerende ved CBS, forsker i, hvilke sociale og politiske følger lokale fortolkninger kan have for implementeringen af internationale rammeaftaler i post-konflikt lande. Hun brugte Kosovo som eksempel.

”Politikerne bag Dayton-aftalen indsatte her såkaldte hybrid-domstole, hvor der både var internationale og hjemlige dommere repræsenteret for at afprøve sager vedrørende krigen. Domstolene blev indsat for at bidrage med internationale kompetencer inden for et felt, hvor lokale dommere og advokater ikke var særligt erfarne,” forklarede hun.

Selvom der er opstået mange udfordringer i kølvandet på Dayton-aftalen, som verdenssamfundet ikke har været i stand til at løse, så er det fortsat vigtigt, at vi ikke bare efterlader Bosnien alene, mener Frederik Harhoff, der er professor ved SDU og tidligere dommer ved den internationale krigsdomstol i Haag.

”Efter konflikter forsøger man jo at genskabe livet som det var. Man skaber kommissioner, opretter domstole og laver forsoningsmøder parterne i mellem i forsøget på at genskabe samfundets infrastruktur. Man opbygger institutioner, hvor man indsætter folk, som man stoler på ikke tog del i konflikten.”

Det internationale samfund har fortsat et ansvar
Det samme ser man til dels med Dayton-aftalen, der de facto satte en stopper for krigen på Balkan. Til gengæld tog aftalen slet ikke højde for de konflikter, som kom efter krigen.

”En af de rigtig store problemer med Dayton-aftalen var, at der ikke var en plan b. Den gik ind og satte en stopper for krigen, men der var jo ingen genopbyggelse af staterne involveret i den plan. I dag ser vi resultaterne af det, jeg vil mene, var en kortsigtet løsning. Hver gang jeg er kommet tilbage på besøg i regionen, er det som om, at atmosfæren er blevet mere fjendtlig,” sagde Frederik Harhoff.

Han påpegede afslutningsvist, at han er nervøs for, at det internationale verdenssamfund en dag bliver træt af at tale om landene på Balkan, og derfor trækker sig helt ud.

”Vi bliver nødt til fortsat at støtte op om regionen indtil vi har fundet en længerevarende løsning, der kan tage over efter Dayton-aftalen.”

Kristian Foss Brandt er freelancejournalist

Billede i artiklens top: Fra konferencen “Krig i Fredens Europa – 20 år efter Dayton aftalen” fredag d. 13. november i Alexandersalen i København. Konferencen blev arrangeret af  Magasinet Europa og Magasinet rØST i samarbejde med SILBA, EUtropolis og Balkangruppen. Konferencen blev støttet af Europanævnet

I den kommende tid bringer vi et tema om Bosnien i anledning af 20-året for Dayton-aftalen og udgiver en e-bog herom i samarbejde med Magasinet rØST, der tidligere har bragt ovenstående artikel