Kan den russiske råstoføkonomi bremse Kremls imperie-ambitioner?

2017-06-30T10:08:02+00:00 Af |Kategorier: Analyse|Tags: , , , |

Et forældet produktionsapparat og pressede oligarker kan risikere at indsnævre Putins udenrigspolitiske handlerum og dermed spænde ben for præsidentens stormagtsambitioner i Ukraine.

29.3.2015 | RUSLAND | Siden starten af det nye årtusinde steg den almene russers levestandard betydeligt. Forklaringen på opblomstringen kunne man finde i de stabilt tiltagende oliepriser og præsident Putins strategi mod at gøre Rusland til global energieksportør.

Infrastruktur, statsindtægter og politisk styrke i Kreml fulgte med, og gav omsider Rusland en genoprejsning efter Sovjetunionens sammenbrud. Satsningen på energi havde leveret varen, og fremtidsudsigterne for Putins stormagtsambitioner syntes velforvarede.

Igennem de seneste måneders krise er det dog blevet klart, at disse tider er forbi. Rublen er styrtdykket til omtrent halv værdi i forhold til 2014. Inflationsraterne har længe været tocifrede. Og i slutningen af januar meddelte den russiske finansminister Anton Siluanov, at man ville skære de statslige finanser med 10 pct.

Vestens sanktioner har utvivlsomt givet russerne en ydre modstander at samles imod og en årsag til at stramme livremmen ind. Men er disse tiltag nok til at holde økonomien kørende uden at påvirke Kremls imperie-ambitioner?

Den bløde energisovepude
De russiske råvareindtægter har igennem årene formået at dække store dele af statsudgifterne. Og dermed sparet administrationen for nyinvesteringer i produktionsapparatet. Justeringer af den centrale økonomiske model, i Sovjet såvel som i dagens Rusland, har derfor været begrænset.

Den seneste nedgang i oliepriserne har imidlertid åbenbaret den russiske økonomis svagheder. Mange af de russiske sektorer er stadig baseret på økonomisk vækst ved ekstensiv produktion, hvilket vil sige, at man vækster ved at tilføre højere input af ressourcer, frem for at forny og strømline produktionsapparatet. Højteknologi og forarbejdede produkter bliver importeret udefra til gengæld for eksport af energi og råstoffer.

Eksempelvis har den nationale energisektor store potentialer at hente gennem effektivisering. FN’s udviklingsprogram anslår, at Rusland vil kunne reducere 45 pct. af energiforbruget i sammenligning med 2005-værdier. Det vil give en meromsætning på 80-90 mia. USD og kunne i forhold til Kyoto-protokollen holde Ruslands CO2-udledning under 1990-målene frem til 2050.

Krisen mærkes i samfundets top og bund
Det seneste års krise har sendt den russiske økonomi i stagnation. Inflationen nærmer sig 17 pct., og rublens fald betyder en nedgang i den russiske købekraft. En udvikling, som rammer særligt de russiske borgere. Hertil kommer det politiske spil om sanktioner, som har givet yderligere svie.

”Da Vesten indførte økonomiske sanktioner mod nogle af de oligarker og politikere, som er tættest på Putin, så valgte Putin at indføre sanktioner på importen af fødevarer fra vestlige lande. Putins sanktioner har minimal betydning i Europa og USA, men har ramt de russiske forbrugere i betydelig grad,” fortæller Karsten Stæhr, som er professor i international og offentlig økonomi ved Tallinns Tekniske Universitet.

På længere sigt er de største udfordringer ved krisen dog forbundet til det det russiske erhvervs- og finansliv. Kapitalmarkedet er svækket som følge af sanktionerne, og den dalende rubel, økonomisk usikkerhed og olieprisernes fald har ført til intern kapitalflugt og et indre banksystem i knæ.

Ifølge Erik Lonning, ekstern lektor ved Center for europæiske studier på Copenhagen Business School, vil de finansielle sanktioner særligt påvirke de russiske oligarkers muligheder for at videreføre deres investeringer, og dermed ikke kunne få deres kapital til at yngle.

”For det første vil oligarkerne vil ikke være noget værd, hvis krisen fortsætter og de bliver klædt af til skindet. Hverken i forhold til tredjepart eller Putin. For det andet kan man forestille sig, at inden det kommer så vidt, så vil de miste støtten og tilliden til styret. Og for at redde deres forretninger slår de i bordet og siger ‘nu stopper vi!’. Hvilket der selvfølgelig er en politisk risiko ved for Kreml,” siger Erik Lonning.

Indtil videre har Kreml klaret bankernes og virksomhedernes låneproblemer ved at trække på stabiliseringsfonden. Rusland har brugt omkring 90 mia. USD af sine reserver, og er nu under 365 mia. USD for første gang siden 2009.

Men sikkerheden varer ikke ved. Den dalende økonomiske aktivitet begrænser skatteindtægterne, der sammen med lave energiindtægter lægger yderligere pres på fonden. Ifølge en analyse fra Bloomberg Business vil stabiliseringsfondens reserver kun holde tre år ved en fortsat oliepris omkring 50 USD/tønde.

Økonomisk krise som udenrigspolitisk faktor
I forhold til Ruslands engagement i Ukraine er et nærværende spørgsmål derfor om den økonomiske recession kan få Rusland til at ændre kurs i sin udenrigspolitiske fremfærd?

”Putin har kastet Rusland ud i den største udenrigspolitiske krise siden landet blev selvstændigt i 1991. Jeg er sikker på, at Putins hovedinteresse er at fortsætte bestræbelserne på at dominere Ukraine og eventuelt erobre yderligere territorium i den østlige del af Ukraine. Disse imperiale ambitioner er tydeligt vigtigere end andre hensyn,” påpeger Karsten Stæhr.

Rusland er dog stadig tvunget til nedskæringer. Siluanovs Anti-krise-pakke skærer i de statslige udgifter, men løser ikke behovet for modernisering i det russiske produktionsapparat. Snarere tværtimod. En del af pakken indbefatter en 50 pct. reduktion i alle langsigtede statsfinansierede byggeprojekter og en udsættelse af alle nye efter 2015.

Der er derfor ikke umiddelbart udsigt til fundamentale ændringer i den russiske økonomi, trods behovet herfor. Og hvis olieprisen fortsætter i sit lave leje, vil Rusland ikke kunne redde sig fra kriseskærene som de gjorde i 2008. Her gav en stigning i olieprisen fra 10 til 100 USD/tønde en hurtig saltvandsindsprøjtning og fik økonomien op at køre igen.

Erik Lonning ser vigtigheden af økonomiske reformer og drager ligheder til Tyskland i 1920’erne:

”Hvis Rusland ikke formår at rette økonomien op, kan man komme til det samme ekstrem, som man så det i Tyskland sidst i 1920’erne. At pengestrømmen simpelthen holder op. Og man står tilbage med et økonomisk kredsløb, som svinder ind til ingenting.”

Ifølge Karsten Stæhr skal vi også helt derud før, at det vil få indflydelse på udenrigspolitikken:

”Hvis Rusland på den anden side oplever en langvarig recession, kan det måske reducere Putins appetit på imperiale eventyr. Selvom jeg ikke tror, at effekten er stor. Selv da Rusland var i dyb økonomisk krise i begyndelsen af 1990’erne var der fortsat ressourcer til indblanding i Moldova, handelsboykot af de baltiske lande og militæroperationer i Tadsjikistan.”

Det vil være svært at forestille sig et opgør med den russiske administration fra folket eller erhvervslivet. Men som krisen og usikkerheden fortsætter, vil Putin have svært ved at beholde sin titel som ’manden, der leverede stabilitet og velstand til det russiske folk’.

Der er ingen tvivl om, at Putin er presset fra mange sider. Men hvis Kreml tager sine egne stormagtsambitioner seriøst og på længere sigt ønsker at fortsætte som en dominerende spiller på den internationale scene, bliver det nødvendigt at modernisere økonomien og se nogle af de strukturelle udfordringer i øjnene. Ellers er det muligt, at han bliver indhentet af de interne kræfter i landet, som han indtil videre har sendt krisen og sanktionerne til.

Andrej Lawaetz Bendtsen er journalist på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Kishjar