Kim Kielsen har serveretten i kompliceret grønlandsk regeringsspil

2018-05-08T13:53:33+00:00 torsdag, 26. april, 2018|

Efter det grønlandske valg kan Siumuts partileder Kim Kielsen nu sætte bolden i spil i forhandlingerne om igen at lede en regeringskoalition som formand for Naalakkersuisut. Koalitionskabalen mellem nu hele syv partier til kun 31 pladser er dog ikke nødvendigvis lige til efter tilbagegang for begge de traditionelt store partier, Siumut og IA.

Baggrund af Rasmus Leander Nielsen

”Nuuk er en IA-by”, hedder det sig, men Inuit Ataqatigiit (IA) tabte ved valget i tirsdags en del stemmer i hovedstaden til især det socialliberale parti Demokraterne. Dermed kan Kim Kielsen (til højre på billedet) fra Siumut sandsynligvis fortsætte som formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, de næste fire år.

Eller mere præcist: Kielsen har nu ’serveretten’ i forhold til at lede de koalitionsforhandlinger, der ser noget mudret ud efter valgmatematikken havde fordelt de 31 pladser i Inatsisartut, det grønlandske parlament. Trods en markant tilbagegang på syv procentpoint for Siumut i forhold til sidste valg. Kielsen signalerede på KNR – Grønlands pendant til DR – tidligt onsdag morgen efter valgresultatet var offentliggjort, at han var klar til at koalitionsforhandle med alle partier.

Bogstavleg og syvpartiskabale
For en ny Naalakkersuisut-koalition har så langtfra været givet på forhånd. Og med syv partier valgt ind (i øvrigt det samme antal som i Færøernes Løgtingið) er der flere mulige kombinationer i spil.

To nye partier, Partii Nunatta Qitornai og Samarbejdspartiet, nåede lige akkurat i tide at indsamle de knap 1.000 underskrifter, det kræver for at blive opstillet som parti til Inatsisartut-valg. Begge blev valgt ind med ét mandat, men med modsatrettede dagsordener angående en henholdsvis afvikling eller udvikling af Rigsfælleskabet med Danmark og Færøerne. Hvor meget de nye partier ville fiske af stemmer hos de etablerede partier var bestemt ikke givet på forhånd.

Optælling af stemmer i Godthåbshallen i Nuuk, efter landstingsvalget den 24. april 2018. – Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix/

Der har blot været to meningsmålinger op til valget, og begge bygger på en så lille stikprøve, at den statistiske usikkerhed er ganske betragtelig. Ligeledes har der blandt valgkommentatorer været fremført en metodisk anke med hensyn til, om målingerne havde en Nuuk-bias. Altså hvorvidt hovedstaden var overrepræsenteret i prognoserne i forhold til resten af Kysten(erne), med en indbygget overvurdering af IA som det største parti, hvilket viste sig at være tilfældet.

I den første af målingerne fra slutningen af marts kom IA tæt på valgresultatet fra 2014 på 33,5 procent, og i den seneste fra i fredags blev partiet spået til at få 31 procent af stemmerne, men opnåede kun 25,5 procent. En stor del blev tabt i Nuuk med en tilbagegang på 14 procentpoint, men også i en anden IA-højborg som Aasiaat gik partiet 9 procentpoint tilbage.

Serveretten på en mudret bane
Med 31 pladser i en syvparti-kabale skal man kunne tælle til mindst 16 mandater. I modsætning til Danmark er der ikke tradition for mindretalsregeringer og en række mere eller mindre sandsynlige koalitionskonstellationer kan opstå de kommende dage.

Parti Antal stemmer Mandater
Atassut 1.730 2
Demokraterne 5.712 6
Inuit Ataqatigiit 7.478 8
Nunatta Qitornai 1.002 1
Partii Naleraq 3.931 4
Siumut 7.959 9
Samarbejdspartiet 1.193 1
Blanke og ugyldige stemmer 291
Afgivne stemmer i alt 29.296
Stemmeberettigede 40.769
Stemmeprocent 71,9

Kilde: Naalakkersuisut

Et alternativt flertal uden om Siumut og IA er ikke muligt, så spørgsmålet er, om de begge – eller kun det ene af dem – vil indtræde i et kommende Naalakkersuisut. Trods tilbagegang for begge de store partier på 7-8 procent kan de to ’gamle’ venstrefløjs- partier stadig danne en flertalsregering, hvis de kan indgå ikke uvæsentlige kompromisser på blandt andet fiskeri- og råstofpolitikken.

Det er nok mere sandsynligt, at mindst et andet parti også vil deltage i koalition, for eksempel en fortsættelse med den samme konstellation som før valget sammen med Partii Naleraq, der dels har fiskere og fangere som kernevælgere, dels har kørt den mest markante selvstændighedskampagne. En af partiets spidskandidater, Pele Broberg, betegnede undervejs i den netop overståede kampagne partiet som værende en mellemting mellem Enhedslisten og Liberal Alliance, hvilket også viser nogle de udfordringer, der er i forhold til at oversætte grønlandsk politik ud fra en traditionel højre-venstre-skala.

En mulighed for Kielsen er at skifte Naleraq ud med Demokraterne, der blev valgets sejrsherre med en fremgang på knap otte procentpoint, i en bred koalition. I den seneste valgperiode har Siumut siddet i koalition med de borgerlige partier Demokraterne og Atassut – et tidligere meget pro-Rigsfælleskabsparti – i den første halvdel og altså med IA og Naleraq i den anden halvdel. Men de to borgelige partier sad ligeledes i koalition med IA fra 2009-13, selv om en gentagelse af dette vil kræve indrømmelser fra mindst én af parterne på bl.a. skatteområdet. Det kræver også, at Siumut misser førsteserven i koalitionspillet.

Et par gange i 1980’erne endte Atassut med flest stemmer, men uden at kunne danne flertal. Siden er der opstået en norm om, at partiet med flest stemmer sætter dagsordenen for koalitionsforhandlingerne á la en dansk dronningerunde. Serveretten er Kielsens, men intet er givet på forhånd, og meget vil afhænge af hvilke politikområder, der kommer til at dominere de næste dages sonderinger og forhandlinger. Heriblandt kan uran-udvinding, fiskekvoter, forfatningskommissionen eller noget helt fjerde hurtigt lukke for bestemte koalitionsmuligheder og åbne for andre kombinationer i syvparti-kabalen.

Rasmus Leander Nielsen er adjunkt ved Afdeling for Samfundsvidenskab, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og tidligere ansvarshavende redaktør på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Christian Klindt Sølbeck/

Læs også vores tidligere tema “Grønlands nye internationale rolle”