Mordet på Jo Cox har fået symbolsk værdi som udtryk for en beskidt og brutal kampagne, der har varet alt for længe. Resultatet af den britiske folkeafstemning om EU på torsdag er usikkert til det sidste.

21.06.2016 | TEMA: BREXIT? | Mørke skyer har endnu engang trukket sig sammen over London, regnen står ned i stænger, og byen føles grå og trist, sådan som den har gjort det i store dele af juni måned. Som standhaftig EU-tilhænger fristes jeg til at drage paralleller til den forestående EU-afstemning. Dét, som startede med optimisme, diskussionslyst og solskin, er blevet forvandlet til mudderkast og regnvejr. Meningsmålingerne har ikke haft meget positivt at byde på, og det tætte løb mellem ja- og nej-fløjen op til afstemningen på torsdag den 23. juni, får mig til at ryste af kuldegysninger.

I slutningen af maj trak mange på smilebåndet ved tanken om, at Storbritannien kunne ende med at ryge ud af EU. Nu forbereder folk sig på lige netop dét scenarie. Omgivet af skræmmekampagner og skrækscenarier fra begge sider – og en offentlig debat, som med tiden er blevet mere og mere skinger. De respektive kampagner har hverken bygget på fakta eller fornuft – men på dommedagsprofetier, som sjældent har haft meget indhold. Det er svært at skelne mellem rigtigt og forkert.

Jeg spørger en kollega hvad han syntes. Han smiler skævt og siger: ”Det er bare trist.”

Aktiemarkedet går op og ned som vinden blæser, og arkitektbranchen er allerede begyndt at skære ned på ansatte. Siden maj er der kun kommet få nye byggeprojekter og branchen forbereder sig på en ny økonomisk nedtur hvis Storbritannien skulle ende med at stemme nej.

Det brutale drab
Det værst tænkelige skete, da Labour-politikeren Jo Cox i torsdags på brutal vis blev stukket ned, skudt og dræbt på vej til vælgermøde i Leeds. Den formodede gerningsmand skulle angiveligt have råbt ”Britan first” og have stærke forbindelser til den yderste britiske højrefløj.

Den afsluttende valgkamp var suspenderet i weekenden. Mordet har fået symbolsk værdi, og i respekt for familien er kampagnen blevet indstillet i begge lejre. Alligevel bliver drabet brugt politisk. Som et udtryk for en beskidt og brutal valgkamp. En valgkamp, som har været i gang alt for længe. En valgkamp, som heldigvis snart er forbi.

Mandag morgen meldte den konservative politiker Sayeeda Warsi sig ud af nej-kampagnen. Hun har valgt at tage afstand til den xenofobiske drejning, som Brexit-kampagnen har taget, og hun drager direkte parallel til den hadske stemning, som hun mener i sidste ende kan have ført til mordet på Jo Cox.

På en tragisk baggrund har ja-siden igen fået et spinkelt flertal. Men ingen ved om det holder til torsdag. Meningsmålingerne svinger som vejrudsigten. Ingen ved om der bliver regn eller solskin i weekenden.

Hvad betyder afstemningen egentlig?
På vej hjem fra kontoret hilser jeg på vores parkeringsvagt Peter. Jeg spørger, om han skal ned og stemme torsdag?

“Ja, det regner jeg med. Men hvorfor bekymre sig? Det er jo ikke sådan, at det ændrer noget alligevel. Men, forresten, vi ses nede på The Forrest i aften, ikke? Der er kick-off klokken otte.”

Jeg smiler ved tanken om at fodbold nok har langt større betydning hos hovedparten af den britiske befolkning. Både Wales og England er endt med at gå videre til ottendedelsfinalerne. Betyder det, at folk så synes, at Storbritannien skal blive i EU?

En solstråle trænger ind gennem en sky. Og måske har Peter ret. I sidste ende betyder det måske slet ikke det store. Hvis det bliver ja til EU på torsdag, så vender London tilbage til status quo igen på mandag. Hvis det bliver nej, så er det ikke helt til at sige.

Den juridiske stand sikret beskæftigelse
Hvis Storbritannien vil opretholde deres handelsaftaler og indgå et samarbejde under samme vilkår som Norge, så må et mindstekrav være en opretholdelse af arbejdskraftens frie bevægelighed. På den måde vil et negativt resultat ved den kommende afstemning sikkert ikke få så dramatiske konsekvenser, som ja-kampagnen vil have os alle til at tro. Premierminister David Camerons særaftale, som han indgik i Bruxelles før afstemningskampagnerne blev skudt igang, er måske slet ikke så anderledes end den aftale, som nej-siden vil ende med.

Kun én ting er sikkert. Den juridiske stand er sikret beskæftigelse. Hvad end det bliver ja eller nej, så får advokaterne travlt med at strikke et forslag sammen, som skal sikre et fremtidig britisk-europæisk samarbejder. Om det bliver under Cameron eller partifællen og rivalen Boris Johnsons ledelse må tiden vise. De to er måske slet ikke så forskellige, når det kommer til stykket.

En solstråle trænger igennem skyerne. Måske er der en smule positivitet at spore. Der er ikke andet for end at lukke øjnene, vente og håbe på det bedste.

Anna Damgaard Nissen er freelance journalist bosat i London og arbejder desuden for den britiske organisation Compas.

Billede i artiklens top: Matt Dunham/AP Photo/Polfoto.