Macron passerer på sin socialliberale ”tredje vej” et fransk socialistparti i grøften

2017-04-24T12:56:08+00:00 Af |Interview, Tema: Quo vadis, Frankrig?|

Det franske præsidentvalgs favorit, Emmanuel Macron, og hans bevægelse bliver beskrevet som en fransk udgave af den socialliberale ”tredje vej”, som flere vil huske fra Tony Blairs New Labour i Storbritannien. Frankrig-kender Jørn Boisen forklarer, hvad der har ført til det franske socialistpartis nedsmeltning og til Macrons momentum.

24.04.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | Emmanuel Macron er efter første runde af præsidentvalget i Frankrig favorit til at blive republikkens næste præsident, da alle meningsmålinger viser, at han den 7. maj vil kunne slå sin finalemodstander Marine Le Pen fra Front National. Et opgør mellem to kandidater, der ikke tilhører de gamle partier i fransk politik.

For selv om Macron er tidligere økonomiminister i den afgående præsident Francois Hollandes regering, er han ikke en del af Socialistpartiet og dets nedsmeltning, men i stedet leder af bevægelsen En Marche. Han er ikke tilsodet af diverse skandalesager og korruptionsanklager og står med sine 39 år som et friskt alternativ.

Macrons program er socialliberalt, og hans bevægelse bliver omtalt som en fransk version af den såkaldte ”tredje vej”, der især leder tankerne hen på Tony Blairs New Labour i Storbritannien, hvor Blair og blandt andre rådgiveren Alastair Campbell var med til at sælge idéen om et regeringsdueligt Labour, der skulle bringe partiet ind mod midten af det politiske spektrum og ind i Downing Street efter atten år med konservativt styre.

Emmanuel Macron har imidlertid ført sin bevægelse uden om det kriseramte socialistparti, og han vil derfor fremover ikke som sådan trues af interne fløjkrige, og den type spændinger, som det britiske arbejderparti siden Blair-tiden har kæmpet med, og som med al sandsynlighed vil føre til yderligere magt til de Konservative ved det britiske valg den 8. juni.

Så hvad er Macrons tredje vej brolagt med, hvad kendetegner ham, og hvad har ført til det franske socialistpartis deroute?

Socialistpartiet har længe haft problemer
Det franske valgsystem har haft det med at favorisere to blokke, hvor der er blevet dannet koalitioner omkring de store partier, som Socialistpartiet og det førende borgerlige parti, nu under navnet Republikanerne. Det har ført til formløse partier, fortæller institutleder ved Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, Jørn Boisen. Man kan sammenligne situationen med USA, hvor alle, der vil have en politisk karriere, vælger et af de to store partier.

”I danske termer spænder det franske Socialistparti meget, meget bredt, fra Enhedslisten til Liberal Alliance,” forklarer Jørn Boisen og uddyber, at der er to hovedgrupperinger i partiet, der har det svært med hinanden. Den ene er baseret på et forsvar for arbejderklassen, overfor en socialliberal gruppe, der kan omtales som regeringssocialister og administratorer, som den afgående præsident Francois Hollande hører til.

Socialistpartiets problemer kan spores mange år tilbage, ifølge Jørn Boisen. Partiet har været for fastlåst ude på venstrefløjen, og først sent bevægede sig ind ad mod det politiske spektrums midte.

”Socialistpartiet sygnede hen under Mitterand (fransk præsident, 1981-95, red), hvor der kom meget få nye initiativer. De fik aldrig taget den samme drejning som de andre europæiske socialistpartier. Så da Hollande kom til, skulle man til at lave drejningen i en nedgangsperiode, og det har folk harceleret over. Hollande er kommet 10-15 år for sent til at gå Blair-vejen,” fortæller Jørn Boisen.

Hollande har derfor fået betydelige problemer, når han har forsøgt at komme igennem med socialliberal lovgivning, som stred imod, hvad han sagde under valgkampen.

En fransk tredje vej har ikke været mulig før nu
Den tredje vej har aldrig før reelt været en mulighed i fransk politik, fordi valgsystemet har ført frem til fløje. En politiker, som den tidligere præsident Valéry Giscard d’Estaing (i perioden 1974-81) kan nævnes som en midtersøgende borgerlig, men derudover er eksemplerne på den slags ganske få. Men det nye i år er, ifølge Jørn Boisen, at de gamle partier mangler legitimitet, koalitionerne omkring dem er brudt sammen, og deres kandidater står mere ude på fløjene end tidligere:

”Midten af fransk politik er blevet affolket, og det lukrerer Macron på. Han har fået en sekssporet motorvej i fransk politik, han kan manøvrere på. Før ville det være et handicap ikke at have nogen erfaring, men det er det ikke længere.”

Jørn Boisen mener, at Socialistpartiet allerede før først runde satte et kryds over dette valg, da de var klar over, det ikke kan vindes. Han anser det for sandsynligt, at partiet i stedet vil forsøge at samle sig på ny ved en kongres efter valget.

Macrons politiske program og vælgertække
Macron står for klassisk socialliberal politik, og svarer ganske godt til en radikal politiker i Danmark, forklarer Jørn Boisen. Han læner sig mod venstre på værdipolitiske spørgsmål; han er internationalist og bakker op om EU. Til gengæld står han også for liberaliseringer, reformer af arbejdsmarkedet, og begrænsninger af offentlige udgifter.

Macrons politiske program er et relativt teknokratisk ét, der blandt andet baseres på procenter. Det skyldes måske hans tidligere virke som bankmand. Til gengæld har han på visse valgmøder påtaget sig en rolle som en form for vækkelsesprædikant, der ifølge Jørn Boisen er med til at gøre Macron til en paradoksal figur:

”Han er en teknokrat, men med en meget følelsesladet, populistisk appel. Personligheden betyder rigtig meget, og man kan sige, at det er et fornuftsbaseret politisk program sat igennem følelser. Han har kunnet vække en begejstring, og har kunnet samle folk ind på de mest usandsynlige steder,” forklarer Jørn Boisen.

Tony Blair er imidlertid ikke én, man officielt har fundet inspiration hos, dertil har forløbet omkring Irak-krigen sat for dybe aftryk i Blairs eftermæle. Hvis man overhovedet kan forestille sig, at en franskmand ville fremhæve en brite som forbillede til at begynde med. Nej, i Frankrig påberåber alle sig De Gaulle, forklarer Jørn Boisen, også Macron.

”Macron ligner De Gaulle på den måde, at han heller ikke havde et parti bag sig, men en bevægelse, så Macron fungerer strukturelt som De Gaulle. Man vil hverken tilhøre det politiske højre eller venstre. Det handler i stedet om et projekt, som man vil gennemføre, og hvor folk så må støtte op eller lade være.”

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Thibault Camus/AP/Polfoto.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.