En mesters penselstrøg over Armenien

2017-06-30T10:07:47+00:00 Af |Reportage|

Martiros  Sarjan var en af Sovjetunionens mest feterede malere. Han bliver sammenlignet med Gauguin og Matisse, men hans værker er kraftigt præget af Armeniens overdådige bjerglandskaber, farverige natur og traditionelle befolkning. Efter flere års restaurering åbnede Martiros Sarjans Husmuseum i Jerevan endelig igen i tirsdags. Dermed bliver hundredvis af hans malerier atter tilgængelige for offentligheden.

10.11.2016 | KUNST | Armeniens mest ikoniske malerier omgiver receptionsgæsterne på alle sider. Langstilkede glas klinker mod hinanden. Martiros Sarjans Husmuseum summer af stemmer og stumper af samtale. Efter flere års renovering slår institutionen endelig dørene op på ny. Uniformsklædte tjenere har fade med pindemadder i hænderne og baner sig vej gennem skarerne af kunstinteresserede besøgende.

”Enhver armenier kender Sarjans værker. Vi er vokset op med malerierne og lever og dør med dem,” siger en af gæsterne, Seda Mavian , mens hun peger rundt på de mest kendte.

Flere gengiver Armeniens overdådige natur. Kunstneren fandt inspiration på talrige rejser rundt i det bjergrige land i begyndelsen af det tyvende århundrede. Dramatiske slugter, sneklædte bjergtoppe og dansende landsbyboere træder frem på kanvasserne i klare farver og udført med en dygtighed, der gør at Sarjan ofte sammenlignes med Paul Gauguin og Henri Matisse.

3

Vigtig del af national identitet
”Jeg er ikke sikker på, at han er min yndlingsmaler. Det er svært at bevare et distanceret forhold til Sarjan, fordi han er allestedsnærværende i armensk kultur og udgør sådan en vigtig del af vores fælles identitet,” siger Mavian.

Martiros Sarjan blev født af armenske forældre i den russiske by Rostov i 1880. Han studerede på Kunsthøjskolen i Moskva fra 1897 til 1904. I de følgende år rejste han vidt omkring i Orienten. Han tog ned langs Nilen, malede travle gader i Konstantinopel og skitserede basarene i Persien. I 1932 tegnede den sovjetiske stjernearkitekt Aleksandr Tamanjan et hus til den feterede maler, som i 1967 blev indrettet til museum. Sarjans barnebarn har senere fået titel af direktør for institutionen.

”Faktisk siden indvielsen af museet for næsten 50 år siden har bygningen trængt til at blive sat i stand, så det er en stor dag for os,” siger Rusan Sarjan, der netop har sendt receptionens æresgæst ud ad døren.

Armeniens præsident Sersj Sarksjan ville ved selvsyn erfare, hvordan museet der hører til Jerevans vigtigste attraktioner, nu tager sig ud.

Tabte værker
Martiros Sarjan tilbragte årene 1926-28 i Paris. Her imponerede hans udstillinger franske kunstkritikere. Derefter gjorde maleren sig klar til at vende hjem til den armenske del af Sovjetunionen. Frugten af kunstnerens skaberkraft fra Paris-årene – næsten 40 værker fra højdepunktet af Sarjans karriere – sendte han i forvejen med båd.

”I havnen i Konstantinopel udbrød der brand på skibet. Kun en lille flig blev tilbage af mine 40 kanvasser,” huskede kunstneren bedrøvet.

Flammerne åd flere års produktion, som Sarjan dermed tog afsked med. Men han tog også afsked med denne del af verden for altid.

”Min bedstefar er ikke så kendt i Vesteuropa, som han måske kunne have været,” siger museumsdirektøren og uddyber:

”Det hænger sammen med, at da han vendte hjem til Sovjetunionen fra Frankrig i 1928, lukkede Jerntæppet sig bag ham. I de følgende årtier var der meget lidt udveksling og kontakt mellem øst og vest. Han fik aldrig mere mulighed for at vende tilbage til Vesteuropa, men tilbragte resten af sit liv i det sovjetiske Armenien. Med genåbningen af hans museum håber vi, at skabe fornyet bevågenhed omkring, hvor stor en kunstner han var.”

Modtog Lenin-ordenen tre gange
Martiros Sarjan blev tildelt en lang række hædersbevisninger og udmærkelser for sit arbejde. Blandt andet modtog han Lenin-ordenen – Sovjetunionens svar på Elefantordenen – tre gange. Han omgikkes blandt andre de amerikanske forfattere John Steinbeck og John Updike, hvis personlige hilsner er udstillet i museets stueetage. Så stort var Sarjans ry, at da den dansk statsminister Viggo Kampmann besøgte i Moskva i 1961, forærede Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov ham et stilleben af maleren.

”Statsministerens familie solgte senere billedet til en russisk samler, så det befinder sig ikke længere i Danmark,” fortæller Rusan Sarjan.

Reddet af en præmie
Hans berømmelse kan også have været med til at redde ham fra terroren, der hærgede det sovjetiske samfund i anden halvdel af 1930’erne, ifølge museumsdirektøren. Udrensningerne ramte mange af kunstnerens venner og kolleger, der enten blev skudt eller idømt mange års straffearbejde i lejrene i Sibirien

”De franske arrangører sendte ham en guldmedalje for hans dekorationer til den sovjetiske pavillon på verdensudstillingen i Paris i 1937,” fortæller hun, og peger ind bag montren, hvor udmærkelsen hænger.

”Prisen gjorde, at der var en vis international opmærksomhed rettet mod ham. Derudover kan styret have været interesseret i at bruge ham som reklamesøjle for Sovjetunionen,” siger Rusan Sarjan (billedet herunder), og tilføjer:

”Jeg tror den medalje reddede min bedstefars liv.”’

2-rusan-sarjan

Sikkerhedstjenesten brændte 12 værker
Det uhyggelige politiske klima i de år gjorde, at 12 portrætter fra Sarjans hånd af prominente sovjetborgere, der var blevet ofre for repressionerne, brændtes af den berygtede sikkerhedstjeneste NKVD. Eksempler på hvordan Martiros Sarjan tilpassede sig sovjetisk ideologi findes også på museet, selvom teksttavlerne ved malerierne forsøger at presse kunstneren ind i et nationalt narrativ. På det mesterlige Bjergmarchen fra 1932 vrimler den Røde Hærs heltemodige soldater hen over Armeniens formidable panoramaer efter den Russiske Revolution i 1917. Og han flirter dygtigt med socialistisk realisme i fremstillingen af kobberfabrikken i den nordarmenske by Alaverdi – et værk der hænger i rummet, hvor Sarjan havde sit atelier, og som udgør en del af museet.

”Den første berøring mange udlændinge har med Armenien sker gennem hans værker. Hvis de senere rejser rundt i landet, genkender de landskaberne fra lærrederne,” siger Rusan, inden hun viser ud på den solbelyste gade, der bærer bedstefarens navn.

Jens Malling er freelancejournalist med speciale i Central- og Østeuropa.

Alle fotos: Jens Malling