Mosaikmageren fra Georgien

2017-06-30T10:07:41+00:00 Af |Interview|

Store vægmosaikker idylliserede socialismen og udgjorde en udbredt kunstart i det tidligere Sovjetunionen. Siden opløsningen i 1991 forfaldt værkerne, og ophavsmændene blev forvist til glemslen. Vasja Misjveladse udførte mosaikker vidt og bredt i 1970’erne og 1980’erne. Den 73-årige georgier var feteret og anerkendt. I det nye kapitalistiske samfund så han sin karriere krakelere, og han lever nu en skyggetilværelse uden for Tbilisi.

21.02.2017 | GLEMT KUNST | Lige bag ham sidder mosaik-stenene sikkert i væggen. Manden på det sort-hvide foto (herunder) kigger direkte i linsen. Skjorten og habitjakken giver ham et selvbevidst udtryk. Som én, der er på toppen af sin karriere. Håret er endnu tykt og sort. Det bølger en anelse 70’er-agtigt ud over ørerne. Kunstneren poserer foran sit værk og fotografen har fanget en vis stolthed i ansigtstrækkene.

73-årige Vasja Misjveladse viser billeder fra sit lange arbejdsliv. Han var en af de kunstnere, der udsmykkede Sovjetunionen med mosaikker. Kunstretningen blomstrede i de 15 delrepublikker i 1960’erne og 1970’erne. Den særlige form for farverige udsmykning fik typisk plads på mure, hvor mange mennesker samledes. Utallige fabrikker, skoler, kurhoteller, metrostationer og busstoppesteder blev dekoreret med de små kakler.

”Jeg fik opgaver mange steder i Georgien. Ofte arbejdede jeg sammen med venner og gode kolleger. Af og til blev jeg inviteret til for eksempel nogle af de centralasiatiske republikker. Så boede jeg på hotel nogle måneder og fordybede mig i arbejdet med mosaikkerne,” husker den aldrende kunstner.

Fra høj løn til ydmyg tilværelse
Han bor ydmygt i et gammelt et-etages hus lige uden for hovedstaden Tbilisi. Nyt luksusbyggeri skyder op på flere sider og spærrer udsigten. På bordet i stuen står flere forskellige typer vin. Værten forsømmer ikke en lejlighed til at skåle med sine gæster – for kunsten og det smukke i livet.

”De sovjetiske kunstnere udførte glimrende arbejde. De modtog en høj løn og boede godt. Myndighederne viede dem meget opmærksomhed. En højtstående lokal funktionær fik 300 rubler om måneden. Men ved at arbejde flittigt med mosaikkerne – og jeg arbejdede meget – fik jeg 3.000, 4.000 nogle gange 10.000 rubler om måneden,” siger han og uddyber:

”At lægge mosaikker er ikke noget simpelt fag. Vi studerede det på Kunstakademiet og der var høje krav til kvaliteten. Seks-otte medlemmer fra Unionen af Kunstnere sad i et udvalg og bedømte forslagene. Hvis udkastene ikke levede op til forventningerne blev de bare kasseret. At lave mosaikker er et speciale. I alt studerede jeg syv år på Akademiet.”

Et stærkt politisk budskab
Misjveladse tager endnu et foto (herunder) frem. De forgangne 30 år har gjort farverne noget falmede. Alligevel undgår motivet ikke at imponere: På en enorm gavlmosaik ledsages fredsduer af en himmelstræbende kosmonaut. Stjerner, planeter og molekyler indtager deres pladser i den episke komposition. Smukke mennesker af forskellig nationalitet har blomster i hænderne. Arbejdsomme og målrettede går de fremtiden i møde med stor tiltro til den ideologi, samfundet hviler på.

Den storladne collage befinder sig i byen Gal i sortehavsrepublikken Abkhasien, hvor den stadig kan beundres. Vasja Misjveladse udførte kunstværket i 1983-84. Det er et eksempel på, at de sovjetiske mosaikker havde et stærkt politiske budskab. Det gjaldt om at udtrykke socialismens berettigelse og formåen. Ofte portrætterer mosaikkerne rødgardister, idealiserede fabriksarbejdere og smukke bondepiger. Normalt skorter det heller ikke på hverken kommuniststjerner eller hammere og segl. Kunstnerne stillede Sovjetunionen i et godt lys.

”Blandt andet lavede vi portrætter af medlemmerne af Politbureauet, portrætter af Marx og Engels samt kompositioner til temaet arbejde,” siger Misjveladse.

Til trods for deres imponerende antal samt historiske og kunstneriske værdi har det siden Sovjetunionens afvikling i 1991 været småt med interessen for mosaikkerne. De havnede i glemslen. En forklaring kan være at motiverne forherliger en form for social organisering, der gik til grunde med afslutningen på Den Kolde Krig. De fleste steder forfalder mosaikkerne frygteligt. Ingen tager hånd om dem. Med årene falder de små farverige fliser ned. Sprækker skærer sig gennem cementen bag ved. Motiverne revner.

Skønheden ved livet
Den gæstefrie vært løfter glasset på ny for – i bedste georgiske tradition –  af sige endnu et par sande ord om tilværelsen. Siden Sovjetunionen brød sammen har der dog i Misjveladses professionelle liv ikke været så meget at skåle for. I årene hvor hans værker i de tidligere sovjetrepublikker forfaldt mere og mere, så han samtidig sin karriere som kunstner krakelere.

”I 25 år har jeg ikke lavet en eneste mosaik. Jeg er gået over til at male i stedet. Nature morte og andet. Men kun for håndører og kun til private. Staten køber overhovedet intet. Udviklingen i mit arbejdsliv har ikke været så god. Jeg er allerede 73 år. Hvor mange aktive år har jeg tilbage? To, tre, måske fire? Så det er klart, at jeg ikke er begejstret for de nye forhold efter Sovjetunionen,” siger Misjveladse og gør rede for sine svære økonomiske forhold:

”Efter at have arbejdet hårdt i mere end 35 år får min hustru og jeg hver 160 lari (464 kr) om måneden i pension. For det beløb er det ikke muligt at leve. I går købte jeg to slags medicin. Det blev 52 lari (151 kr). Køber jeg blot lidt mere medicin, så er min pension væk. Vores døtre hjælper os og vi dyrker vores egne frugter og grøntsager for at overleve. Til sammenligning læste jeg for nylig, at medlemmer af det georgiske parlament får 27.000 lari (78.000 kr) om måneden.”

Ikke længere plads til det smukke
At være uddannet mosaik-mager giver i postsovjetiske Georgien ikke nogen som helst form for prestige:

”Ingen har længere brug for min profession. Nu laver man slet ikke noget smukt længere. Alt bliver lavet for penge. Disse nye forretningsfolk, hvem tjener de penge til og hvorfor? Menneskets liv er meget kort. Hvad vil de gøre med pengene når de er døde? Kommunisterne derimod tænkte på deres kammerater og medborgere,” siger Misjveladse, der ikke opfatter sine mosaikker som politisk propaganda.

Han lægger mere vægt på de efter hans mening elendige vilkår for kunsten og i samfundet efter Georgiens selvstændighed.

”Mosaikkerne udtrykker skønheden ved livet. Værkerne skænker mennesket skønhed. Gennem dette smukke kan mennesket hævde sig selv, så han ikke bliver skør af mylderet af biler, af at alt er gråt og grimt. Farverne og det æstetiske beroliger nerverne og hjernen. Mennesket får adgang til livets skønhed, til smukke steder og føler sig lykkeligt. Mosaikkerne gør mennesket lykkeligt. Det vidste kommunisterne og var meget opmærksomme på det. De gav kunstnerne arbejde og værdsatte deres arbejde. Mennesket skaber kunst for at stimulere sin forstand, for ikke at blive forrykt af kedsomhed,” siger Misjveladse, der håber at mosaikkerne på et tidspunkt vil blive restaureret.

Med den status de nyder i den herskende politiske diskurs, er der dog meget lidt som tyder på, at det kommer til ske.

Jens Malling er freelancejournalist med speciale i Østeuropa.

Billedet i artiklens top og øvrige billeder til artiklen: Jens Malling.