Når diplomater bliver anarkister

2017-03-12T08:34:04+00:00 Af |Baggrund, Tema: CPH:DOX|

Alt tydede på en lang og glorværdig karriere for Carne Ross i den britiske stats tjeneste. Men særligt forløbet op til invasionen af Irak i 2003 ændrede hans tro på, at borgerrettigheder og demokratiske idealer blev holdt i hævd af Vesten. Hans søgen efter et mere direkte demokrati bringer ham forbi Noam Chomskys kontor og via Spanien til det borgerkrigsramte Syrien, hvor en nordlig, anarkistisk skanse forsøger at holde Islamisk Stat væk. 

12.03.2017 | TEMA: CPH:DOX | Britiske Carne Ross blev diplomat næsten samtidig med Berlinmurens fald i 1989. Det var den ultimative triumf for det vestlige demokrati, og blev udnævnt som historiens endeligt, da det nu havde vist sig, troede man, at Vestens værdier og samfundsopbygning havde sejret. I John Archers og Clara Glynns Accidental Anarchist viser Carne Ross de fodspor frem, han satte som ung, håbefuld medarbejder i det britiske udenrigsministeriums gemakker.

Det førte ham senere til FN’s Sikkerhedsråd i 1997, hvor han var den britiske regerings forlængede arm i spørgsmålet om Irak og de masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som incitament til at vriste Saddam Hussein fra tronen én gang for alle. Det var Storbritannien imod ondskab, diktatur og aggression, som han fortæller det, og han holdt Union Jack højt i diplomatiske forhandlinger, hvor han stolt viste sig som en af sit lands førende og mest effektive embedsmænd.

Han fik en lejlighed på Manhattan med direkte udsyn til World Trade Center, hvor han flere uger efter 11. september kunne se røgen fortsat rejse sig fra Ground Zero, når han stod op om morgenen.

Aldrig havde han og kollegaerne i Sikkerhedsrådet været så hurtige til at forfatte en fordømmelse af et angreb, og han kunne høre krigstrommerne buldre, fortæller han.

Han blev sendt på en diplomatisk mission til den britiske ambassade i Kabul, Afghanistan, tre måneder efter starten på krigen, hvor han var med til at tale med de lokale ledere om de yderst tilspidsede omstændigheder. Løfterne fra dengang om at støtte Afghanistan og opbygge demokrati klinger atonalt i hans ører, da der stadig så mange år efter foregår hårde kampe, siger han.

Ånden fra 1989 forsvandt med Irak-krigen
Men det var særligt situationen omkring Irak-krigens begyndelse i 2003, der ændrede Carne Ross. Følelsen af stolthed over at være britisk diplomat, overbevist af ånden fra 1989 og det vestlige demokrati og dens kapitalismes overhånd, blev nu afløst af skam. De resolutioner og handlinger, han havde været med til at sætte i gang, blev tyret tilbage i hovedet på ham, da en iraker spurgte Ross, om han havde været med til folkemordet på det irakiske folk. Han fandt i stigende grad frem til, at han og den britiske regering havde sat deres sikkerhed højere end ganske almindelige menneskers behov. Og på et fejlagtigt grundlag, da masseødelæggelsesvåbnene ikke var blevet fundet.

Ross begyndte at miste troen på sit arbejde og det system, han havde været en del af i flere år. Han valgte at tage et sabbatår, som han især brugte på biblioteket på New York University, i søgen efter noget, der kunne erstatte den bristede drøm fra 1989, som han forklarer det, med noget andet.

Samtidig var Storbritannien ved at gøre klar til krig, og Ross holdt en tæt kontakt med venner og med kollegaer inden for Sikkerhedsrådet og den våbeninspektørenhed, han havde været med til at støbe. Blandt samtalepartnerne var Dr. David Kelly, der senere uofficielt videregav informationer til en britisk journalist om den britiske regerings overdrivelse af truslen fra Saddam Hussein. Samme informationer stillede derved også store spørgsmålstegn ved grundlaget for invasionen af Irak.

Det var den efterfølgende heksejagt på Kelly blandt politikere og medierne, der blev det endelige vendepunkt for Carne Ross. Han sagde op hos udenrigsministeriet efter den chokerende nyhed om Kellys selvmord.

Ross valgte at tage imod den mulighed, det britiske parlament gav ham for at lægge sin version af hændelsesforløbet op til Irak-krigen frem. Denne mulighed gjorde ham også fri af risikoen for at blive retsforfulgt. Under den senere Chilcot Inquiry forklarede Ross, at Saddams Irak ikke var blevet nævnt som en trussel i hans diplomatiske kredse, fordi der slet ikke var nogen beviser på hverken eksistensen af masseødelæggelsesvåben eller intentionerne om at anskaffe dem.

Ross udforsker andre veje
Der var alternativer til krig, og at lyve om krig, er det værste en regering kan gøre, fortæller Ross. Han havde troet, at han skulle være i diplomatisk tjeneste resten af sit liv, men efter en tid som rådgiver for Kosovos regering, begyndte han sin søgen efter de steder, hvor der var blevet gjort et forsøg med at give magten tilbage til almindelige mennesker. De bør være en del af de beslutninger, som vedrører dem,’’ siger Ross.

Dette bringer ham i filmen på en dannelsesrejse, der blandt andet. tager ham til Barcelona for at høre nærmere om den anarkistiske revolution i 1930’erne, og som George Orwell beskrev i sin Hyldest til Catalonien. Revolutionen blev slået ned af Stalin, der bidrog til fascisternes sejr i den spanske borgerkrig, men lever videre i både ånd og praksis i den andalusiske landsby Marinaleda, hvor et kollektivistisk folkestyre holder et lille idealsamfund kørende, og hvor alle hjælper til med at bygge de huse, de skal bo i.

Tilbage i USA får Ross af filosoffen Noam Chomsky indsigt i anarkismens plads i historien og dens potentiale i samfundet . Hjemme i New York City er der i Brooklyn og Williamsburg de samme tiltag som i Marinaleda, og Ross forsøger at finde frem til, hvad fællesskaber kan gøre, når de ikke er opbygget hierarkisk, og hvorfor nogle mener, at Occupy Sandy-netværket fungerede langt bedre, end Røde Kors nogensinde ville kunne, da Orkanen Sandy ramte New York i efteråret 2012.

Men borgerinddragelse og direkte demokrati kan, som alt andet, også være betinget af økonomisk støtte, og hvad gør man, når man spørger om penge fra de selv samme mennesker og virksomheder, der er med til at opretholde status quo?

Dette leder en stadig mere (ærgerrig) Ross hele vejen til Syrien, få kilometer fra Islamisk Stats frontlinje, hvor man i den autonome enklave Rojava prøver anarkismen af i stor skala, omringet af voldsomme kampe.

Accidental Anarchist får premiere til CPH:DOX, hvor man ved filmens visning i Grand Teatret og Empire Bio henholdsvis den 21. og 23. marts kan møde den veltalende og indsigtsfulde Carne Ross. Det er en film, der sætter spot på de mulige løsninger på den krise, demokratiet i stigende grad bliver anset for at være i her i Vesten.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Hele vores tema om CPH:DOX 2017 kan findes her.

Billede i artiklens top: Fra dokumentarfilmen Accidental Anarchist.