NATO-topmøde i en østeuropæisk sommer på frysepunktet

2017-06-30T10:07:51+00:00 Af |Baggrund|

Trods talrige konflikter i Europas periferi bliver Rusland det vigtigste emne ved de næste dages NATO-topmøde i Warszawa. Op til topmødet advarer lederen af Münchens Sikkerhedskonference, Wolfgang Ischinger, bekymret om risikoen for yderligere konfrontation og et nyt atomvåbenkapløb.

07.07.2016 | NATO OG RUSLAND | Det kommer til at gå hedt for sig de næste dage, hvor stats- og regeringschefer fra de 28 medlandslande mødes til det 26. NATO-topmøde i Warszawa. Tidens trussel lyder nemlig på en ny og uvis udgave af Den Kolde Krig – inklusiv atomvåbenkapløb.

Det mener Wolfgang Ischinger, lederen af Münchens Sikkerhedskonference, der ligefrem advarer mod, at risikoen for en eskalation mellem Rusland og NATO i dag “måske er større end i Den Kolde Krig”, som han formulerede det i Berlin før sin afrejse til den polske hovedstad.

Forsvar udenfor forbundet
Med Syrien, Yemen, Libyen og en bekymrende lang række andre konflikter i Europas periferi er der pt. nok at diskutere for NATO, der ved årets topmøde bl.a. vil fokusere på “stability beyond our borders” – en stabilitet som også skal øge forbundets indre sikkerhed i terrortunge tider. Det gælder for eksempel Afghanistan og et Irak med behov for massiv støtte i kampen mod IS.

Desuden vil topmødet fokusere på cyberspace som et “operationelt krigsdomæne” ved siden af land, luft og hav, og der skal ses grundigt på organisationsstrukturen og medlemslandenes bidrag, der efter en længere årrække med fald atter er på vej mod en markant stigning.

Afgørende tidspunkt
“Denne uges NATO-topmøde kommer på et afgørende tidspunkt for vores sikkerhed, med trusler og udfordringer fra mange sider. Som et svar på disse lagde vi ved det sidste topmøde i Wales (i 2014 efter Ukraine-krisens udbrud, red.) planer for den største opgradering af NATO’s kollektive forsvar siden Den Kolde Krig,” lød det fra NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg ved en briefing op til topmødet.

Ved samme lejlighed krævede Stoltenberg bl.a. en hurtigere og stærkere alliance med “robuste, multinationale bataljoner i Estland, Letland, Litauen og Polen” – en 4.000 mand stærk indsats med bl.a. canadisk opbakning, som formodes at blive bekræftet på topmødet.

“Det er et vigtigt bidrag til vores fælles sikkerhed. Og et klart signal om, at vores nationer vil forsvare hinanden på begge sider af Atlanten,” kommenterede Stoltenberg.

Aggressive anklager
Ifølge den polske forsvarsminister Antoni Macierewicz vil topmødets beslutninger “få Rusland til at glemme alt om at true Polen, europæiske lande eller andre lande,” som han har udtrykt det overfor Associated Press.

“Kun demonstration af reel parathed til at forsvare vores grænser kan effektivt stoppe Ruslands aggressive intentioner,” mener den polske minister.

Omvendt har NATO’s planer om at sende soldater til de tre baltiske lande og Polen fået den russiske præsident Putin til at tale om “NATO’s aggressive adfærd”, som Rusland kun kan besvare ved at udbygge det russiske beredskab.

Den russiske forsvarsminister Sergej Shoigu har ifølge den statsejede TV-station Russia Today samstemmende hævdet, at NATO’s aktiviteter foran Rusland gadedør har ført til en “erosion af den strategiske stabilitet i Europa og tvunget Rusland til at udføre modtræk”. Her henviser han bl.a. til juni måneds militære øvelser “Saber Strike” med ca. 10.000 soldater fra 13 stater i de baltiske lande samt operation “Anakonda”, hvor Polen sammen en række NATO-partnere foretog omfattende øvelser med over 30.000 soldater.

Afskrækkelse og invitation
Denne udvikling og NATO’s “endimensionelle Rusland-strategi” giver Wolfgang Ischinger dybe panderynker ved  Herthies School of Governance i Berlin, hvor han ved siden af forpligtelserne for Münchens Sikkerhedskonference leder det ny Center on International Security.

“Topmødet vil have ét centralt tema, nemlig omgangen med Rusland, herunder NATO’s dobbeltstrategi,” mener Ischinger.

“Hermed mener jeg både evnen til at forsvare og afskrække og samtidig give en troværdig bekræftelse af tilbuddet om samarbejde.”

Denne strategi har rødder helt tilbage til Harmel-rapporten fra 1967, der fik afgørende betydning for NATO’s og Den Kolde Krigs udvikling. Ifølge den belgiske udenrigsminister Pierre Harmel var der to hovedkomponenter i at opnå vedvarende fred: tilstrækkelig militær styrke til at virke afskrækkende og forsvare alliancens territorium på den ene side, samt muligheden for at knytte diplomatiske bånd til fredelige løsninger af grundlæggende politiske problemer på den anden. M.a.o. var militær sikkerhed og afspændingspolitik ikke mere modsætninger men komplementære størrelser, som det bl.a. kom til udtryk i de gensidige våbenkontroller mellem Vesten og Sovjet i 1970’erne og 1980’erne.

“Harmel-rapporten er næsten 50 år gammel, men derfor er det ikke forkert stadig at bygge på den i dag,” mener Wolfgang Ischinger.

“Efter topmødet må det ikke se ud som om, vi kun satser på forsvar og afskrækkelse. Den anden søjle – diplomatiske og politiske bånd – forbliver mindst lige så vigtig.”

Retfærdiggjorte øvelser
På den ene side plæderer Ischinger for at tage den østeuropæiske følelse af at være truet meget alvorligt. Derfor er det i hans øjne også rigtigt, at NATO for første gang i mange år gennemfører øvelser til forsvar af forbundets territorium mod øst. Den planlagte udstationeringen af soldater i Baltikum ser han her ikke i strid med kompromiset i NATO-Rusland-forliget fra 1997, som Ischinger selv var med til at forhandle.

“Rusland indvilgede i udvidelsen af NATO, men med visse betingelser, nemlig at NATO ikke må stationere permanente trupper på de nye medlemslandes territorium. Efter min og almindelig vestlig overbevisning brydes denne bestemmelse ikke på grund af 4.000 mand – et par brigader er ikke en substantiel kampenhed, heller ikke ifølge klassisk russisk definition.”

Åbne døre uden visum
På den anden side holder Ischinger fast i, at NATO mere end nogensinde må holde dørene åbne mod øst .

“På diplomatisk-politisk plan må vi komme med konkrete forslag for at skabe tillid og dialog: det gælder fx Nato-Rusland-rådet og våbenkontrol. Men vi må også komme med forslag til den russiske befolkning,” siger Wolfgang Ischinger og nævner stipendier og styrket udveksling af studerende og forskere som muligheder.

En offensiv vej til forsoning kunne også være ophævelsen af visum-pligten mellem Rusland og EU.

“Vi forhandler jo også ophævelsen af visum-pligten for tyrkere og ukrainere – hvorfor så ikke også for normale russiske borgere? Vi gør det jo heller ikke af kærlighed til tyrkerne, men fordi det er en nødvendig del af en forhandlingsproces, en tilnærmelse. Tænk, hvis vi ikke så visum-friheden som et knæfald for Putin, men som en gestus overfor den russiske befolkning,” siger Ischinger med hævede øjenbryn.

“Generelt vil åbenhed gøre det langt sværere for de russiske propagandister at udspy deres gift i den politiske suppe.”

Atom-frygt
Som følge af det enorme tab af tillid mellem Vesten og Rusland efter Krim-annekteringen og aggressionerne mod Østukraine, har der de seneste år stort ikke fundet sikkerhedsdialoger sted mellem de to parter. Samtidig er der til stadighed ikke klarhed omkring, hvorvidt Rusland bl.a. i enklaven Kaliningrad opstiller raketsystemer, som er i stand til at bære atommissiler.

I Wolfgang Ischingers øjne er den aktuelt største trussel, at den “uhyre vigtige” INF-nedrustnings-kontrakt sættes ud af spil.

“Skrækscenariet er lige nu, hvis INF-kontrakten opsiges fra den ene eller anden side,” siger Ischinger med henvisning til nedrustnings- og våbenkontrolaftalen mellem USA og Sovjet fra 1987, der reducerede antallet af de mellemdistanceraketter.

“Der er i øjeblikket strid om, hvorvidt den ene eller andet part har brudt aftalen – det svirrer med alle mulige rygter. Denne udvikling kan blive for katastrofal for Europa”.

Afrustning uden ansigtstab
“De russiske bekymringer om nuklear ligevægt vil tage til. Er det ubegrundet? Det er muligt, men vi må tage til efterretning, at man – med eller uden rette – ser anderledes på det i Kreml.  Vi bliver nødt til at tale mere om vores opfattelser af den strategiske stabilitet,” siger diplomaten med en bekymrende bekymret mine.

“Det må ikke ske, at vi læser i avisen, at russerne har installeret det ene eller andet strategiske eller taktiske system i Kaliningrad eller på Krim eller andre steder.  Så er det netop, at vi havner i den oprustningsspiral, som det gælder om at forhindre i den nuværende situation” siger Ischinger.

“Jeg vil have, at vi om et par år kan kigge tilbage og oprigtigt sige, at vi har gjort alt for at undgå en ny oprustning i Europa. I kraft af tilbud, der ikke får russerne til at tabe ansigt, men som også er i deres interesse.”

Russisk fravær
At Rusland i denne situation ikke engang er med på sidelinjen ved topmødet i Warszawa er i Wolfgang Ischingers øjne beklageligt, men det bør ikke udløse panikstemning.

“Det mest ønskværdige vil være, hvis repræsentanter flyver til Moskva søndag og fortæller om resultaterne. Vi ønsker transparens og har intet at skjule overfor Rusland. Vi har i de sidste 15 år haft NATO-topmøder, hvor den russiske præsident har deltaget som gæst. At Rusland ikke deltager denne gang, er ikke en katastrofe. Vi skal i hvert fald ikke bruge fraværet til yderligere konfrontation,” siger Ischinger og åbner perspektivet:

“Syrien kan vi også kun mestre, hvis vi har Rusland på vores side. Der bliver nok at se til i Warszawa.”

Mathias Irminger Sonne er freelancejournalist bosat i Berlin

Foto i artiklens top: Jonathan Ernst/AP/Polfoto