Nord og syd tørner sammen

2020-03-30T15:23:09+00:00 mandag, 30. marts, 2020|

Corona-krisen giver anledning til ekkoer fra fordums finanskrise og Grækenlands nærdødsoplevelse som medlem af Eurozonen. Forleden stod Portugal og Holland i front, da EU nok engang var delt i to lejre. Det er de velnærede velfærdssamfund mod de vakkelvorne solskinslande. Hvad handler det om?

Baggrund af Sara Høyrup

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Den forgangne uge blev på forhånd udråbt til den hårdeste, vi havde i vente i Spanien. Ordene var Pedro Sánchez’. Den socialdemokratiske statsminister dyrker det, som den spansk-catalanske klummeskribent Ramón de España kalder for ”patriotisk optimisme”. Nu, søndag aften klokken 20, har folk nok engang været ude på balkonerne (gud ske tak og lov for balkonerne!). Vi klapper tak til sundhedspersonalet, som sætter liv og helbred på spil i kampen mod virussen, der har slået os alle hjem i ludo. Og så råber vi Bona nit! til hverandre: Godnat nu.

“Det hele skal nok gå”, står der ved indgangen til plejehjemmene. – Foto: Sara Høyrup.

Forude venter flere svære uger. Der er forlydender om en kvinde, der har kastet sig ud fra tredje sal i den pæne bydel Eixample i Cataloniens hovedby. Hun kunne ikke mere, råbte hun. Min mand mishandler mig psykologisk, skreg hun stadig, da hun blev reddet af en parkeret bil, som stod i vejen. Og hun valgte altså i sin kvide vejen ud ad balkondøren frem for hoveddøren, som vi alle sammen har fået besked på at holde lukket.

Resigneret accept
Den spanske regering lader fagfolkene tale, når nationen skal informeres. Den betryggende chef for nødberedskabet, Fernando Simón, er mødeleder. Pressen lytter spændt til informationerne og stiller kritiske spørgsmål til hele håndteringen. Alt i alt er stemningen dog fuld accept af totalkarantænen, som strammer mere og mere. Folk ved godt, at det spanske sundhedssystem ikke ville kunne bære byrden fra Corona-virussen i fuld udfoldelse.

Der er firserschlagere i luften, når naboerne underholder hinanden med de stærkeste højttalere, og weekenden går på hæld. Alle dage føles som søndag uanset.

Ud i fri luft på sjette etage. – Foto: Sara Høyrup.

Folk lokker nøglen til den aflåste terrasse ud af portneren og slikker solskin og hinandens selskab med mindst en meter imellem sig. ”Resistiré” har gjort comeback: firsersangen om resiliens. El Dúo Dínamico synger om at bøje sig som sivet for at klare sig igennem, når modgangen truer.

Smalhals forude
Modgang bliver der nok af. Migranten Sebastián Ruelas er blevet udsat for en såkaldt ”ERTE”: krisetiders tilladte form for omgående fyring af overflødigt personale. Og overflødige er de fleste lige nu.

Busserne kører pligtskyldigt rundt i ring uden passagerer. – Foto: Sara Høyrup.

Den catalanske nabo fire etager under Magasinet Europas udsendte er freelancer og driver et lille tøjfirma af den slags, der vil redde verden med lokal produktion. Hun er helt uden indtægter nu og stoler ikke stort på de lovede hjælpepakker.

”Men det er nu dejligt selv at sidde og sy igen. Jeg var jo endt med at sidde med talkolonnerne som firmaejer.” Hun rækker mig to hjemmesyede masker, som hun selv har lavet. Man skal selv putte køkkenpapir ind i dem, for at de virker. Hvis de altså virker.

Økonomisk nedbrud
Når dørene igen går op, vil mange små firmaer være krakket og mange privatøkonomier brudt sammen. Turismen, som hele vandkants-Spanien er helt afhængig af, vil lade vente på sig. Hotel- og restaurationsbranchen vil ikke få brug for nyt personale i sommersæsonen. Og hvad skal folk så leve af?

Når man ikke engang kan få sig en kop kaffe. – Foto: Sara Høyrup.

Der er ikke megen margen til katastrofer i de sydlandske hjem – og det skønt folk faktisk er imponerende gode til at spare op af deres elendige lønninger. Fordi alle godt ved, at de gode tider ikke varer evigt. Der er en større realisme sydpå end nordpå om den rå virkelighed, der kan ramme hvem som helst når som helst.

Hernede ved vi godt, at den, der ikke har et arbejde, har ikke til dagen og vejen. Det sociale sikkerhedsnet er ikke spundet tæt om alt og alle, sådan som det er nordpå. Her er der ingen, der fnyser foragteligt ad bekymringer for, hvad Corona-håndteringen gør ved økonomien. For det er jo den, vi lever i og af. Også den betyder forskellen på liv og død, sundhed og sygdom.

Europæisk skæbnefællesskab
Også Portugal har lukket samfundet ned nu. Og landet, som ingen rigtigt regner for noget, og hvis udgave af socialdemokratisme ingen forstår, har ladet høre fra sig. Til det seneste møde mellem Eurozonens medlemmer var det det mindste af de iberiske lande, som slog på tromme for, at Sydeuropa har brug for Nordeuropas solidaritet. Igen.

Og det syntes Nederlandene virkelig ikke. Måske på vegne af Tyskland? Nord står mod syd i den nye disput om, om gælden skal være fælles, eller om hvert land skal sejle sin egen sø. Thomas Lauritzen og Rikke Albrechtsen belyser dilemmaet i Altingets nyeste EU-podcast.

Danske Susanne Sayers forklarer Portugals position:

”For Portugal handler det om selve EU’s eksistensberettigelse. I Danmark har vi nok en tilbøjelighed til at se EU som en økonomisk union, der dybest set ellers bør blande sig uden om nationalstaternes måde at gøre tingene på. For portugiserne er EU i nok så høj grad et spørgsmål om international solidaritet og et europæisk skæbnefællesskab.”

Sayers underviser på Journalisthøjskolen og har boet deltids i Lissabon siden 2016. Herfra skriver hun opdateringer, der kan indgyde enhver lyst til at flytte til byen med det smukke lys og de mange brostensgader.

Syden syder
”Landene i syd føler, at de blev pålagt ekstraordinære byrder især af Tyskland efter den forrige økonomiske krise. Siden har portugiserne arbejdet hårdt for den økonomiske genopretning. Nu står Europa så med en krise, der ikke skyldes økonomisk uansvarlighed, men som er global og kan ramme alle.

“De troende er fritagne fra højmessen.” – Foto: Sara Høyrup.

I den situation bør EU naturligvis udvise solidaritet på tværs af landegrænser, mener portugiserne. Kan de europæiske nationer ikke enes om det, så er det begyndelsen til enden for EU, for så magter unionen ikke at leve op til sit formål, mener de.

Og skønt Portugal foreløbig ikke er hårdt ramt af selve Covid-19, så er det økonomiske opsving gået fuldstændig i stå. Det var i vidt omfang drevet af turismen, og der er nu udsigt til en egentlig recession.

Portugal har modsat andre europæiske lande ikke haft en voldsomt øget nationalisme de senere år. Ideen om at beskytte en enkelt nation på bekostning af det fælles bedste er meget langt fra politisk tankegang i Portugal.”

Europas fattige
Her overfor står Hollands holdning om, at med al den hjælp, som Sydeuropa har fået i tidens løb, så må det være nok nu. Spørgsmålet er, hvad det gør ved det europæiske fællesskab, hvis kontinentets fattige lades i stikken? Og Sydeuropa er uhjælpeligt fattig i forhold til Nordeuropa, skønt Østeuropa er unionens nye ludfattige slægtning.

Man kan også spørge sig selv, hvem det egentlig er, der er forkælet: Dem, der beder om hjælp igen og igen? Eller dem, som har det så mageligt, at de end ikke forstår behovet for hjælp?

Ét er vist: Spanien identificerer sig med det portugisiske ønske om hjælpepakker. Også Spanien føler sig stødt på manchetterne over Nordeuropas afvisning af at gøre fælles sag for at komme godt om på den anden side af en sundhedskrise uden fortilfælde i mands minde.

Pedro Sánchez opfordrer til en ny art ”Marshall-plan”. Der er brug for en fælles forsikring mod arbejdsløshed og for massive investeringer fra den Europæiske Investeringsbank, siger Spaniens statsminister.

Nødretstilstand
En anden ting, man kan skændes om, er, hvilken strategi der virker bedst: at sende alle mand hjem og låse døren, som Spanien og Danmark har gjort? (Skønt den danske version af karantæne er svær at tage alvorlig set sydfra, hvor bliv hjemme betyder bliv hjemme, og vi hverken må omgås hverandre eller dyrke udeliv.) Eller at følge modellen med at holde de mest sårbare grupper væk fra smittefaren og lade andre mennesker gå løs?

Politiet spærrer udfaldsvejene ved nattetide i Barcelona. – Foto: Sara Høyrup.

Man kan i alt fald ikke gå ud fra, at den benhårde kinesiske løsning på miseren er vejen frem, for man kan slet ikke regne med tallene fra Kina. Det påpeger Albert Garrido i det tosprogede dagblad El Periódico de Catalunya. Han nævner ”den kinesiske nærighed med informationer” i starten af pandemien. Ikke for ingenting er Kina ”et etpartidiktatur, som ikke kerer sig om menneskerettighederne og individernes selvbestemmelsesret”, minder Garrido om. Og det ved vi jo godt, men i tider som disse lokker behovet for en stærk stat, så vi rent risikerer at glemme alt, hvad vi ellers mener.

Lokale magtkritikere som Albert Soler fra Diari de Girona gør opmærksom på, at også i Catalonien fuskes der med tallene: Hvis man slet ikke tester de døde for dødsårsag, kan man nemt komme uden om at stå ved katastrofens omfang. Og en katastrofe er det: Da hærens redningsteam mødte frem på plejehjemmene rundt om i Spanien, lå der døde side om side med de levende. Den spanske valenhed ved at udlicitere de gamle til dyrekøbt fællesomsorg vil vinde frem efter Corona-krisen.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. Hun flyttede til Barcelona i 1996. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: