Et normalt liv i en unormal by

2017-06-30T10:07:35+00:00 torsdag, 15. juni, 2017|

Pyla er den eneste blandede by i Cypern og udgør dermed et unormalt eksempel på, hvor normalt sameksistens mellem græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter kan være. Under forhandlingerne om en genforening af middelhavsøen rettes opmærksomheden ofte mod Pyla, hvis model måske kunne blive udbredt til resten af Cypern.  

15.06.2017 | CYPERN | Hjerter, trumf og pas! Dybe stemmer høres inde fra en hvid- og blåmalet cafe, som bærer navnet ”Makedonia”. Enhver besøgende i den cypriotiske landsby Pyla – der ligger midt i den FN-kontrollerede bufferzone, der deler øens to befolkningsgrupper – bliver uvægerligt tiltrukket af den lille restaurant, der byder alle velkommen fra midten af pladsen. På et gammeldags tv i hjørnet kører en græsk-sproget udsendelse, indtil nogen skifter til en tyrkisk-sproget kanal og derefter tilbage til en græsk. Latter bryder ud, da et par mænd skændes over, hvem der fik pointene fra denne rundes Belote.

Kortspillets resultater bliver nedfældet i en rynket notesbog, der indeholder point fra hundredevis af runder. Selvom der normalt kun skal to par til at spille Belote, udgør spillene en bikube i Pyla og lokker både græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter til at spille sammen.

Efter at have brugt 10 dage på at rejse rundt i det opdelte Cypern, er det forfriskende at se et så forenet miljø. For Pyla er en blandet by i dette ingenmandsland mellem Republikken Cypern og den ikke-anerkendte udbryderrepublik, Den Tyrkiske Republik Nordcypern (TRNC). I Pyla lever græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter side og side. Livet går sin gang, uforstyrret af de håb og den frygt, der har præget resten af Cypern i løbet af de sidste 43 års adskillelse.

En teenagepige trækker på skuldrene, da hun prøver at sætte ord på spørgsmålet om, hvordan en dagligdag i samhørighed er mulig:

”Vi er her på grund af sandwichene,” svarer Saren Dogalcan, mens hun tager en stor bid af Halumi-brødet.

Hun har startet samtalen ved at introducere sig selv som “cypriot” – ikke tyrkisk-cypriot, som hun ellers normalt ville blive kategoriseret som, fordi hendes modersmål er tyrkisk. Sådan blev hun opdraget i Pyla, hvilket understreger, hvor forskellig denne by er i forhold til resten af øen.

”Alle accepterer hinanden her,” konkluderer Saren prosaisk.

Saren Dogalcan nyder at spise frokost på den græsk-cypriotiske cafe, selvom hendes modersmål er tyrkisk og hun normalt ville blive kategoriseret som tyrkisk-cypriot. Men om de fleste andre i Pyla kalder hun sig blot cypriot.      – Foto: Tihomira Doncheva.

Under de igangværende forhandlinger om en genforening af Cypern – i øjeblikket bor græsk-cyprioterne på den sydlige del af øen og tyrkisk-cyprioterne på den nordlige del – rettes øjnene ofte mod netop Pyla.

”For to dage siden kom to andre journalister hen og spurgte mig om, hvordan jeg kan leve sammen med tyrkisk-cyprioterne. Alle ved, at jeg er født her, og at jeg bor side og side med dem – det er dumt,” siger vicepræsidenten for Pyla Community Council, Andreas Kasenides, irriteret.

For livet i Pyla er ganske enkelt normalt i disse efter cypriotiske forhold unormale omgvielser: Kirken og moskeen, der står lige over for hinanden, og de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske caféer side om side.

Alt passer mærkeligt nok ind i samme puslespil, hvilket gør landsbyen lige så normal som en hver anden landsby i ethvert andet land, og samtidig statuerer den et eksempel for hele resten af Cypern.

Den ortodokse kirke og moskeen i Pyla. – Foto: Petros Karadjias/AP/Polfoto

 

Pylas centrale torv er i sig selv symbolsk for landsbyens unikke identitet. Under opsyn fra FN’s fredsbevarende styrker deles både græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter om samme landsby. Kirken, moskeen, tyrkisk-cypriotiske og græsk-cypriotiske caféer giver tilsammen byen atmosfære. – Foto: Anne-Laure de Chalup

”Vi er sammen,” siger Andreas Kasenides og peger i retningen af en mand, der passerer forbi bordet.

Den nyankomne stopper og hilser på græsk. Kasenides introducerer ham som Berpis, en tyrkisk-cypriot og ven, mens han tilbyder Berpis sin cigaret. Efter et hvæs bevæger Berpis sig over til Belote-bordet. Han har ikke noget at tilføje til sin vens svar om livet i Pyla.

”Du

[Kasenides] har sagt det hele om det, vi tror på,” råber Berpis fra det andet bord og tilføjer:

”Ingen indvendinger herfra.”

Pylaiske cyprioter – en sjælden race
Belote-spillet bliver ved med at tiltrække gadens få folk som en magnet. Det eneste menneske udenfor er en enkelt FN-fredsbevarer, som bliver på sin post. Hans kikkert er fast rettet mod en tyrkisk militær-post, der lurer over byen fra en bakketop.

Dette syn har ikke ændret sig siden konflikten i 1974, da den tyrkiske hær besatte Nordcypern og stoppede kun tre kilometer fra Pyla på selvsamme bakke.

”Da krigen startede, besluttede hele byen at vandre sammen til den britiske base, hvor de boede i telte i månedsvis og blev sammen. Krigen sluttede, og de ankom gradvist tilbage til byen. Den tyrkiske hær advarede tyrkisk-cyprioterne mod at vende tilbage med den begrundelse, at græsk-cyprioterne ville slå dem ihjel. Men fordi de havde levet sammen i teltene, vendte de tilbage alligevel,” mindes den Pyla-fødte Maria Antoniou og deler familiefortællinger, der fremhæver Pylas særegenhed.

Alle repræsenteres
En af de vigtigste spørgsmål i genforeningsforhandlingerne mellem de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske ledere er, hvordan en aftale om et delt administrativt system kan opnås. Men Pyla udøver allerede rollen som en vellykket føderation med to borgmestre, eller ”Mukhtarer”, der repræsenterer begge befolkningsgrupper.

”I Pyla kan man godt sige, at systemet virker. Og fordi begge befolkningsgruppers interesser er beskyttede og fordi, der er respekt for systemet, deles magten til fulde. Hvis ens rettigheder bliver beskyttet og bevogtet på en eller anden måde, hvorfor skulle vi så ikke kunne leve sammen?” undrer den tyrkisk-cypriotiske Mukhtar, Enver Nejdet sig.

”Pyla er blot et lille eksempel. Hvis der opstår et problem diskuterer vi og Mukhtaren [den græsk-cypriotiske borgmester] og den anden Mukhtar [den tyrkisk-cypriotiske borgmester], og vi finder på en løsning.”

Andreas Kasenides er enig. Selv som født og opvokset i Pyla kan han ikke huske sidst, de havde et alvorligt problem.

”Måske aldrig.” bemærker Mr. Kasenides.

Men fordi systemet fungerer gnidningsfrit, bliver det også ofte brugt som eksempel ved de højdiplomatiske møder om en fremtidig genforening af hele øen. Den græsk-cypriotiske Mukhtar, Simon Mitides, føler sig udnyttet af Republikken Cyperns regering og er irriteret over at blive brugt som eksempel. Det faktum, som alle undlader at anerkende, er ifølge Mitides, at livet i landsbyen har været på denne måde i mange år, og at det er den eneste måde folk her kan leve på.

”Man kan ikke bruge Pyla som model for resten af landet, for vi er unikke. Men de bruger altid Pyla som et eksempel på en løsning for hele Cypern.”

Sammen men adskilte
Professor i jura fra University of Central Lancashire in Cyprus, Dr. Klearchos Kyriakides ser i Pyla vigtige undtagelser fra hvad der ligner et ”helt integrationsbillede”:

”Umiddelbart er det et integreret samfund, og det er velkomment, men dét folk har arvet her, uden at have noget at skulle have sagt, er det adskilte skolesystem.”

I Pyla går børn enten i en tyrkisk-sproget eller græsk-sproget skole, de kører i biler med forskellige nummerplader, og når der sker kriminalitet, er det FN, der har hovedansvaret for efterforskningen – og kun med tyrkisk-cypriotiske eller græske-cypriotiske politifolk inde over, hvis det er nødvendigt.

Samtidig er ”Pyla dét tilbageværende eksempel på, at det er muligt. At leve sammen er ikke et problem og det burde det ikke være,” lyder det fra lektor i diplomati på University of Central Lancashire in Cyprus, Zenonas Tziarras.

Et spørgsmål for folket
Klokken er 17.00. Antallet af tilskuere, der er samlet omkring Belote-bordet, er fordoblet. Men i stedet for at følge med i spillet, får de deres daglige dosis politisk diskussion. En almindelig irritation blandt landsbyfolket viser sig at være, at stormagterne blander sig i Cypern-problemet.

Ifølge den tyrkiske Mukhtar er det vigtigt at gøre fremskridt hver dag, men ”Grækenland, Tyrkiet, Storbritannien og USA har alle særinteresser.” Og i stedet for at kæmpe for de fremskridt, som cyprioterne ønsker sig, bevæger snakken om genforening sig bagud, og ”man kan ikke opnå noget som helst.”

”Alle leger med os, ingen bekymrer sig om folket. De store magter vil ikke lade os være,” udtrykker også Andreas Kasenides med en skuffet mine.

Sameksistens dag for dag
Pyla følger ikke en opskrift på fredfyldt sameksistens. Landsbyboerne har sammen betrådt en lang sti siden splittelsen i 1974. Den tyrkiske Mukhtar, Enver Nejdet, fortæller om de væbnede konfrontationer i tiden omkring splittelsen, men skifter de dystre minder ud med en glad tanke om, hvordan torvet her har huset en festival med mere end 3.000 græsk- og tyrkisk-cyprioter som drak, spiste, dansede og sang sammen.

”Hvad vi vil? Vi vil glemme fortiden. Vi efterlader fortiden et eller andet sted, og vi kigger mod fremtiden, og der bør aldrig være undertrykkelse fra den ene eller den anden side,” smiler den tyrkiske Mukthar håbefuldt.

Dagen går på hæld. Den unge pige Saren Dogalcan deler en sidste ting om sin nye hobby, som er at deltage i en danseøvelse for begge befolkningsgrupper, som finder sted i de kommende uger. Dansen bliver opført ved dette års sommerfestival.

Dette er blot endnu en dag for ”Makedonia”, hvor de ældre spiller Belote. Det er blot endnu en dag for Saren og hendes nye hobby. Og det er blot endnu en dag for de to Muktharer og deres arbejde for lokalsamfundet. Og som livet i Pyla fortsætter på sin egen vis, bliver den tyrkiske Mukhtar inspireret og håbefuld omkring et fremtidigt genforenet Cypern:

”Folk begynder at forstå, at denne ø hverken er græsk eller tyrkisk ejendom. Den er cypriotisk ejendom. Da briterne og franskmændene kæmpede, tog det dem hundredevis af år, men de er venner nu, så krig kan ikke vare evigt. Der kommer fred en dag. Så enkelt er det.”

Tihomira Doncheva er studerende i europæisk journalistik på programmet “Europe in The World” i Utrecht og Aarhus.

Oversat af Daniel Andreas Bye Walus.

Foto i artiklens top: Tihomira Doncheva.