Ny kold krig er indledt

2020-08-14T12:14:43+00:00 fredag, 14. august, 2020|

Sommeren 2020 blev starten på en ny kold krig mellem USA og Kina, og den handler ikke kun om handelskrig og kamp om højteknologi. USA forsøger at inddrage Vesten i en opbremsning af den kinesiske vækst og internationale udvikling. Er det i Europas interesse? Klar modstand i Tyskland og Frankrig mod en ny todeling af verden.

Analyse af Hugo Gaarden

I løbet af sommeren 2020 fik vi for alvor starten på en ny kold krig mellem USA og Kina, hvor USA aktivt forsøger at skabe en alliance mellem demokratiske lande mod Kina og autoritære systemer. Udenrigsminister Mike Pompeo (billedet) er frontfiguren. Det mærkede Danmark under hans besøg i sommer.

Hverken Pompeo eller præsident Donald Trump siger, at de bevidst søger at skabe en ny kold krig. Men udviklingen kan næppe beskrives anderledes. Striden med Kina handler ikke længere kun om handelskrig, spionage eller kinesiske højteknologiske selskaber som Huawei. Den er heller ikke kun en reaktion på den skærpede sikkerhedslovgivning i Hongkong eller interneringen af en million uigher i Xinjiang-provinsen.

Kina har altid været et autoritært styre, så hvorfor kommer et anti-kinesisk opgør nu? Fordi USA – langt om længe – har opdaget, at Kina er ved at overhale USA økonomisk og højteknologisk. Selv de store Silicon Valley selskaber som Google erkender, at de ikke kan klare kineserne uden opbakning fra den amerikanske stat. Med kunstig intelligens og digitalisering kan Kina få en global lederrolle, som USA har haft i industrialiseringens og bilens århundrede, i løbet af højst 10 år.

De bedste kinesiske selskaber er på mange områder bedre ledede og mere dynamiske end de vestlige. Økonomien og pengepolitikken er mere solid end den amerikanske, og højteknologien har fået en militær dimension. Kina er ved at udvikle et finansielt og teknologisk alternativ til USA. Alt dette er ikke en nyopdagelse, men det går først op for USA netop nu med en politisk presset Trump og hans katastrofale håndtering af coronakrisen. Havde USA håndteret coronakrisen lige så effektivt som Taiwan, ville USA have haft 119 døde og ikke 160.000.

USA vil hindre kinesiske virksomheder i at true de amerikanske high-tech selskabers globale dominans og vil stimulere eller tvinge vestlige virksomheder til at forlade Kina, ligesom kinesiske selskabers investeringer i udlandet skal begrænses. Kineserne skal heller ikke være på Færøerne eller i Grønland! Den nye alliance skal altså knække den kinesiske fremgang, og her skal Vestens erhvervsliv involveres, ligesom autoritære systemer skal betragtes som en trussel mod demokratierne. Det er altså også en ideologisk alliance, USA vil etablere mod kina.

Mike Pompeo fejer næsten 50 års Kina-politik af banen ved at kritisere præsident Richard Nixons åbning over for Kina. ”Den underminerede de amerikanske interesser, og vi kan ikke fortsætte med at have et ”blindt” engagement med Kina,” siger Pompeo. Der må rettes op på ”den ubalance, der er opstået over årtier, så vi ikke kommer til at stå i valget mellem frihed og tyranni.” Justitsminister William Barr beskylder amerikanske virksomheder for ”selskabs-appeasement” og siger, at Kina fører ”økonomisk blitzkrieg.” Sikkerhedsrådgiveren Robert O’Brien siger, at kommunistpartiet vil omforme verden i dets eget image og sammenligner præsident Xi Jinping med Stalin. Så er banen linet op. Skal Kina gøres til et nyt Ondskabens Imperium?

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, har i de seneste måneder sagt, at der er sket en ”fundamental forskydning” af den globale magtbalance, og at NATO bør arbejde tættere sammen med lande i Fjernøsten – om end han siger, at intet NATO-land ”direkte” trues af Kina. Men han noterer, at Kinas store investeringer i infrastrukturen i Europa samt i Mellemøsten og Afrika er en udfordring, ligesom han er bekymret over Kinas ekspansion i Det sydkinesiske Hav. Stoltenbergs forgænger, Anders Fogh Rasmussen, appellerer til de demokratiske lande om at tage udfordringen op, og han mener, at virksomheder bør flytte produktionen fra Kina, hvis Kina ikke åbner sine markeder fuldt ud. Han vil dog ikke tale om en ny kold krig. ”Vi befinder os snarere i en hybridkrig.”

Men hvad er forskellen? Hvad er konsekvensen, hvis koldkrigen eskallerer her i valgkampefteråret? Kinas arrestation af bladmanden Jimmy Lai i Hongkong viser, at Kina ikke frygter en amerikansk reaktion. Præsident Xi Jingping vil have fuld kontrol med Hongkong. Men hvad sker der, hvis Kina eller USA fremprovokerer et flådesammenstød i Det sydkinesiske Hav? Vil USA anmode om NATO-assistance? Vil Folketinget sende en ny version af Olfert Fischer afsted – til en konflikt mellem to atommagter? Har det overhovedet været gennem tænkeboksen?

Kina ændrer vitterligt den globale magtbalance, men det har Kina-iagttagere talt om i mange år, og Henry Kissinger har i årevis manet til sam-udvikling mellem USA og Kina. Ifølge Kissinger må man leve med, at én magt bliver stærkere end en anden. Det er slående, at de sydøst- og østasiatiske lande ikke vil tvinges til at vælge mellem Kina og USA, som Singapores premierminister, Lee Hsien Loong, skriver i Foreign Affairs.

Hvad vil Europa? Tysk erhvervsliv vil ikke vælge side, men satser på at udvikle europæiske alternativer til bl.a. tech-mastodonterne i Øst og Vest. Ikke mindst tyskerne betragter Kina som en afgørende økonomisk aktør, og hvor Asien bliver økonomisk vigtigere end Vesten. I Frankrig og Tyskland er der massiv modstand mod den amerikanske kurs – i Tyskland fordi USA vil hindre færdiggørelsen af Nord Stream 2 gasledningen fra Rusland til Tyskland. Virksomheder, der deltager i arbejdet, trues med at blive udelukket fra USA, og selv deres bankforbindelse trues med udelukkelse. Så er grænsen nået, mener tyskerne. Hvis USA også vil tvinge tyske virksomheder til at forlade Kina, ”må Tyskland og Europa udvikle en modstrategi,” siger den borgerlige EU-parlamentariker Markus Pieper.

Udspillet fra USA og en begyndende debat i Europa viser en klar tendens: én fløj vil bevare den amerikanske dominans ved at slå Kina tilbage, mens en anden fløj vil opbygge et stærkt EU som en selvstændig aktør i en multilateral verden.

Kun få europæere har trukket udfordringen så klart op som den tidligere danske topdiplomat i EU, formanden for tænketanken Europa, Poul Skytte Christoffersen, der har udtalt, at ”EU må lære at stå på egne ben” og tage ansvar i sine nærområder. Han påpeger, at Europa kan få en global førerrolle.

Europa har en unik erfaring i at afbalancere stridende kræfter. Europa kan blive et alternativ til en ny to-delt verden – til to stridende supermagter.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen/