Polens historiepolitik sletter kommunismens sidste monumenter

2019-01-28T09:40:20+00:00 mandag, 28. januar, 2019|

30 år er gået siden kommunismens fald i Polen. Alligevel konfronterer landets regeringsparti stadig ideologien og dens symboler. Kontroversielle love har de seneste år forpligtet myndighederne til at fjerne de omtrent 200 sidste sovjetmonumenter på polsk jord. Rusland har udtrykt fortørnelse over nedrivningerne, og i Warszawa er meningerne delte, efter at et kendt sovjetisk krigsmindesmærke for nylig blev revet ned i en park.

Baggrund af Kristoffer Dahl Sørensen

Folk kigger forundret ind bag sprækkerne i metalhegnet, mens lyden af boremaskiner og en lastbilmotor i tomgang brummer. Bag afskærmningen er de førhen mægtige kampesten forvandlet til knuste rester af det, der indtil for nylig var et kendt, tilbageværende sovjetmonument i Warszawas Skaryszewski-park. Opført af russerne efter Anden Verdenskrig nåede monumentet i over 70 år at ære 26 ”helte fra Den Røde Hær, som faldt i kampen for befrielsen af hovedstaden,” ifølge inskriptionen.

For veninderne Ivona og Beata på henholdsvis 59 og 49 år er det et trist syn, da de denne dag i oktober ser monumentet blive revet ned.

”Det er forfærdeligt. Det er et mindesmærke,” siger Ivona lettere forarget til trods for, at hun fremhæver de frygtelige overgreb, som de sovjetiske styrker begik i landet.

Beata er enig.

”Vi burde ikke fjerne dette mindesmærke, for det er vores historie, og intet kan ændre på historien,” siger hun.

Begge har minder om dengang monumentet stod uberørt.

”Mine børn legede rundt om monumentet,” siger Ivona, mens Beata husker at gå ture forbi stedet som barn.

De mener, at regeringspartiet, Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), begår en fejltagelse med nedrivninger af Polens sovjetiske levn.

Opgøret fra højre
Ikke desto mindre er nedrivningerne af tilbageværende sovjetmonumenter kulminationen på en årelang politisk mærkesag, som PiS har arbejdet for siden 2005 gennem valgprogrammet polityka historyczna – historiepolitik. Tvillingebrødrene Lech og Jaroslaw Kaczynski, der grundlagde partiet i 2001, ønskede et gennemgribende opgør med den kommunistiske fortid og tilmed fremme kristne værdier, patriotisme og suverænitet.

Sådan så det ud i oktober, da arbejdet med at fjerne monumentet var igang. – Foto: Kristoffer Dahl Sørensen.

Efter at PiS genvandt præsident- og parlamentsvalgene i 2015, vedtog parlamentet i de efterfølgende to år en lovpakke, der endegyldigt påkræver lokale myndigheder at fjerne kommunistiske symboler fra det offentlige rum. Det forklarer Ewa Ochman, der er lektor i Østeuropa-studier ved Manchester Universitet og har forsket i Polens erindringspolitik.

Landets opgør med kommunismen i forhold til monumenter kan siges at være blevet mere og mere reguleret.

”Nedrivningerne i de tidlige 90’ere var præget af spontanitet og vandalisme,” siger Ewa Ochman.

Op til 1993 blev godt og vel 2.000 sovjetiske mindesmærker fjernet for at legitimere den nye, selvstændige stat.

Modvilje fra lokale myndigheder, aktivister og oppositionspartier samt udenrigspolitiske prioriteringer i retning af EU- og NATO-medlemskab forsinkede midlertidigt et fuldt anti-kommunistisk opgør op gennem 90’erne og 00’erne. Det første lovudkast på spørgsmålet blev nedstemt i 2000, og i 2007 blev PiS’ forslag på området afvist.

Ewa Ochman nævner, at mens Polens politiske partier var enige om EU- og NATO-medlemskab, har spørgsmålet om bevarelsen af sovjetmonumenter været genstand for langt større splittelse.

Kritikerne mente, at indgrebet i det lokale selvstyre var for stort samtidig med, at prominente polske historikere udtrykte bekymring for, at forholdet til Rusland ville lide skade, og at historieskrivning ikke var en sag for politikerne.

Kommunismen som påskud
Ewa Ochman vurderer, at PiS snart, hvis ikke allerede, er lykkes med dets historiepolitik, eftersom lokale myndigheder skal fjerne de sidste monumenter. Opgaven med at overvåge og styre processen ligger hos Polens Institut for National Erindring (IPN). Et statsligt organ, som i 2016 anslog, at 229 sovjetmonumenter stod rundt om i landet. Det aktuelle tal er uvist.

”Hvis vi vil skabe et grundlag for vores fremtidige historie, skal vi færdiggøre det [nedrivningerne, red]. Det var vores fejl, at vi ikke gjorde det endeligt i 90’erne, og derfor bliver vi nødt til at afslutte det nu, sagde instituttets tidligere præsident, Lukasz Kaminski, til Radio Free Europe i 2017.

Anna Wójcik, der researcher i erindringslovgivning ved Institut for Jurastudier under Det Polske Videnskabsakademi i Warszawa, fremhæver, at regeringens historiepolitik ikke blot bruges til at fjerne sovjetiske symboler.

”PiS bruger de-kommunismen til at legitimere nogle af dets kontroversielle, politiske tiltag, som kritiseres for at underminere retsstatens principper,” siger Anna Wójcik.

Hun nævner, at Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, i Europa-Parlamentet i Strasbourg har forsvaret udskældte og senere suspenderede reformer, der agtede at afsætte højesteretsdommere ud fra begrundelsen om at rense ud blandt kommunistiske aktører.

”Post-kommunismen er ikke blevet slået ned endnu, og det er, hvad vi vil gøre med reformerne af domstolene,” lød det fra premierministeren.

Røde traumer
Polakkernes splittelse over bevaringsværdigheden af sovjetmonumenterne er vævet ind i en række traumer. Godt nok mistede Sovjet 600.000 mand i kampen mod Nazityskland i Polen. Men Sovjet stod samtidig bag massevoldtæger og deportationer af 1,5 mio. polakker til Sibirien og Kasakhstan i 1940-1941.

Dertil kommer Warszawa-opstanden i 1944, hvor Sovjet, ifølge Polen, ikke støttede hjemmehærens to måneder lange gadekampe, der endte med, at nazisterne fik nedkæmpet oprøret.

Endelig stod den sovjetiske sikkerhedstjeneste bag massakren på 22.000 polske officerer, politifolk og intellektuelle i Katyn-skoven nær Smolensk i 1940. Og samme sted 70 år efter omkom Polens daværende præsident Lech Kaczynski og 95 andre i et flystyrt, der har polariseret det politiske landskab yderligere.

Fortiden indvirker kraftigt på Polens historiepolitik, der gentagne gange er blevet mødt med fortørnelse i Moskva.

”Den destruktive anti-russiske politik i forhold til mindesmærker er ikke blot amoralsk men også en grov krænkelse af internationale og retlige forpligtelser. Dets ødelæggende effekt på bilaterale relationer er uundgåelig,” lød det fra talskvinden Maria Zakharova i det russiske udenrigsministerium sidst i oktober, efter at monumentet i Skaryszewski-park var fjernet.

I samme ombæring omtalte en komité i Dumaen nedrivningen som ”statslig vandalisme.”

Dialogens vej
Fortørnelsen fra Rusland har Lukasz Adamski, vicedirektør for det polsk-russiske dialogcenter i Warszawa, registreret ved at have fulgt debatten siden 2006. Selvom han arbejder for at fremme forståelsen mellem de to nationer, støtter han nedrivningerne.

”Monumenterne falsificerer historien,” siger han med henvisning til, at Sovjet blev en ny besættelsesmagt efter nazismen, og at det polske folk aldrig ønskede dem opstillet.

Lukasz Adamski er trist over at opleve et Rusland, der betragter Anden Verdenskrig som ”noget helligt”, hvor al kritik af krigen bliver ”reduceret til blasfemi”.

”Jeg ser ingen chance for, at vi når en forståelse, så længe Putin har magten,” siger han og begrunder det med, at Putin politisk har gjort krigen til en slags skabelsesmyte.

På længere sigt er Lukasz Adamski overbevist om, at nedrivningerne faktisk gavner landenes forhold til hinanden:

”Eliterne i det Rusland, vi vil se efter Putin, bliver gjort opmærksom på, hvilken politik de skal undlade at føre over for Central- og Østeuropa, hvis de vil have venskabelige relationer med deres naboer.”

Sådan ser der ud i Skaryszewski-park, efter at monumentet er blevet fjernet. – Foto: Kristoffer Dahl Sørensen

Tilbage i Skaryszewski-park i oktober. Mindet om Den Røde Hærs selvopofrelse er nu væk. 20-årige Karolina, der kommer ilende forbi, stopper op. Hun tager sit headset ud af ørene og kigger forundret hen på stedet, hvor monumentet før stod. Hun begræder ikke nedrivningen. Faktisk havde hun ikke en gang lagt mærke til, at monumentet var fjernet og griner nærmest undskyldende.

”Jeg kan ikke relatere til det,” siger hun.

Fakta: Polens historiepolitik

  • Polens Instituttet for National Erindring (IPN) har været en aktiv del af Polens historiepolitik, siden det statslige organ blev stiftet i 1998. IPN har afdelinger i de større polske byer.
  • IPN dokumenterer bl.a. kommunismens og nazismens forbrydelser. Flere gange er institutionen blev kritiseret for at fremme en for ensidig opfattelse af polsk identitet.
  • Lokale myndigheder havde indtil marts 2018 til at fjerne deres monumenter, men den tidsfrist har flere byer overtrådt. IPN vurderede i 2016, at 229 sovjetmonumenter står tilbage i landet. Det aktuelle tal er ukendt.
  • IPN overvåger og styrer processen med at fjerne kommunistiske symboler fra det offentlige rum. Arbejdet udspringer af en lov, som blev vedtaget i december 2016 og forbyder udbredelsen af totalitære symboler i bl.a. bygningsnavne og organisationer. Loven fik to tilføjelser i løbet af 2017, der også omfatter obligatorisk nedrivning af totalitære monumenter.
  • Det største oppositionsparti, det liberale PO, stemte også for hele lovpakken.
  • Loven forbyder at fremme og minde kommunismen gennem navne på veje, bygninger, institutioner og objekter. Omkring 1.000 navne på veje skal også ændres, og omkring 230 monumenter skal fjernes for i stedet i visse tilfælde at blive opbevaret på museer.
  • Sovjetmonumenterne stod typisk foran rådhuse, i rundkørsler, i parker eller på offentlige pladser og blev opført umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Monumenterne mindede typisk om det polske folks taknemmelighed for Sovjets befrielse, faldne sovjetiske soldater og enkeltpersoner samt broderskabet mellem Polens hær og Den Røde Hær.
  • Rusland beskylder Polen for at bryde en bilateral aftale fra 1994, der gensidigt forpligter landene på at beskytte kirkegårde og gravsteder. IPN afviser beskyldningerne. Kilde: Sejm, IPN, Ewa Ochman m.fl.

Kristoffer Dahl Sørensen er journalist (cand.public) fra Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

Foto i artiklens top: Ritzau Scanpix/AP/Alik Keplicz/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon