Politisk apati er Putins værste fjende

2018-04-24T11:26:26+00:00 fredag, 16. marts, 2018|

Vladimir Putin kan roligt glæde sig til valget på søndag, hvor russerne skal (gen)vælge deres præsident. Han står til at få mellem 65 og 70 procent af stemmerne, og ingen af de syv øvrige kandidater er i nærheden at true ham. Og derfor får han også den kåring som landets ubestridte leder, som han går efter. Eneste sten i skoen er den udbredte politiske apati, der breder sig uden for de store byer. Nåh ja, og så måske/måske ikke den diplomatiske krise med Storbritannien.

Baggrund af Simon Kratholm Ankjærgaard

16.03.2018 | RUSLAND | En tidligere reality-stjerne. En kommunistisk millionær. En kommunistisk jernbanetekniker af den gamle skole. En kasakhstaner, der i sin tid stemte for ikke at opløse Sovjetunionen. En tidligere oberst. En forretningsmand. Og en stædig oppositionspolitiker.

Det lyder som starten på en politisk vittighed om en broget flok, der kommer ind på en bar, men det er de syv topkandidater, der ved søndagens præsidentvalg i Rusland skal tage kampen op med den siddende præsident, Vladimir Putin. I hvert fald i en teoretisk forstand, for ingen af dem truer reelt Ruslands absolutte magtikon, der står til at vinde valget med en meget stabil margin. Adskillige meningsmålinger giver ham et sted mellem 65 og 70 procent af stemmerne – og dermed en komfortabel sejr.

”Der er ingen af de øvrige kandidater, der kan true Putin – og flere af dem, eksempelvis kommunisterne og nationalisterne, er ikke en reel opposition i Dumaen,” fortæller Kim Frederichsen, der er næstformand i Dansk-Russisk Forening.

”Putin er på jagt efter en decideret kåring hér, hvor han er på vej ind i dét, der formentlig er hans sidste periode. En kåring kræver en stor sejr, og det eneste, der i virkeligheden kan ødelægge det, er den politiske apati, der er ret udbredt i store dele af Rusland,” fortsætter Kim Frederichsen – og uddyber:

”Generelt er flertallet af russerne tilfredse med deres Rusland – og med Putin. Og udover en gennemgående træthed over den store korruption, så er de fleste vælgere i Rusland både ret konservative og apatiske, særligt udenfor byerne. Putin skal bruge en stor stemmeprocent for at sikre sig, at valget får karakter af en kåring, men også for at sikre, at han får over 50 procent af stemmerne og dermed undgår en anden valgrunde”.

Putins strategi er ’worst case scenario’
Selv hvis de politiske modstandere mobiliserede al deres optimisme, nogle vil sikkert mene naivitet, er der ikke meget, der tyder på, at Putin ikke bliver valgt – ej heller, at sejren bliver så lille, at han skal ud i en anden valgrunde. Der er ingen stærk og reel opposition blandt de syv i den brogede flok.

Ksenia Sobtjak er den tidligere reality-stjerne. Hun kaldes – meget lidt flatterende – for Ruslands Paris Hilton og stiller op som løsgænger.

Ksenia Sobtjak. – Foto: /RitzauScanpix/AP/Alexander Zemlianichenko/

Hun kritiseres for at være en brik i Putins magtspil med den opgave at trække vælgerandelen op og at legitimere Putins sejr. Hendes far, en tidligere borgmester i Sankt Petersborg, var i sin tid Putins mentor.

Hele to kommunistiske kandidater konkurrerer med Putin – og med hinanden. Den ene er Pavel Grudinin, millionær og chef for Ruslands største jordbærproducent, der faktisk ikke engang er medlem af partiet. Den anden er Maxim Suraijkin, der anses for at være kommunist af dem gamle skole, og som har været formand for centralkomitéen for Ruslands kommunister siden 2012. Han er meget kritisk overfor sin kommunistiske modpart, om hvem han har sagt: ”Jeg har svært ved at se, hvordan en millionær skulle være en protestkandidat”.

I Folkeunionen finder man Sergeij Barburin, der blev valgt ind i Dumaen allerede i 1993 og som i sin tid stemte imod opløsningen af Sovjetunionen. Han er oprindeligt fra Kazakhstan og støtter Putins styre og landets ageren i både Ukraine og Syrien.

Så er vi fremme ved den tidligere oberst. Vladimir Zhirinovskij er et kendt ansigt i russisk politik – og hører til på den absolutte, ultranationale højrefløj til trods for det mere centrumorienteret navn på hans parti; Liberal-Demokraterne. Zhirinovskij og hans parti er antivestligt og antieuropæisk med en ambition om at genskabe det russiske imperium – nærmest zarstyle. Under valgkampen har han med vanlig sans for aggressiv adfærd blandt andet kaldt Ksenia Sobtjak en ’møgluder’.

Boris Titov fra Vækstpartiet har siden 2012 været Putins ombudsmand og står med sit parti, ROST, for en økonomisk liberal politik, der ønsker øget handel med Kina og flere udenlandske investeringer.

Sidste oppositionsspiller på syv-mandsholdet er Grigorij Javlinskij fra Ruslands ældste oppositionsparti, Jabloko, som han selv var med til at stifte. Han har tidligere siddet i Dumaen, men hverken han eller partiet har repræsentation dér i dag.

Meningsmålingerne giver kommunisterne og nationalisterne omkring ti procent hver, mens de øvrige står til et par procent hver.

”Putin er så sikker på sejren, at han ikke fører valgkamp,” fortæller Kim Frederichsen.

”Han har holdt én stor tale på Ruslands største stadion, Luzinski, i Moskva. Han bruger sin taletid, sine tv-valgindslag og sine plakater på at fortælle, hvor galt det vil gå for Rusland, hvis han ikke genvælges. Han er god til at fortælle historien om sig selv som den stærke mand, der har genrejst Rusland og den russiske økonomi – og det er da også rigtigt, at landet under hans periode som præsident, premierminister og præsident igen har rykket Rusland fra at være på en økonomisk 22. plads i verden til en placering i dag på sjettepladsen. Det er sket ved at sælge olie og gas til høje priser, men krisen er begyndt at kradse – og sanktionerne er ved at vise deres effekt,” siger Kim Frederichsen.

Alle har fokus på 2024
Da Dmitrij Medvedev fra 2008 til 2012 holdt det præsidentielle sæde varmt for Putin, der i samme periode tog en tørn som premierminister, var han instrumentel i at sikre, at præsidenterne fremover sidder i seksårige perioder. Det betyder, at Putin – når han forventeligt blive genvalgt på søndag – vil være Ruslands præsident frem til 2024. Men hvad der så sker, er det helt store spørgsmål – og noget, der optager russerne og udlandet meget mere end denne 2018-udgave.

”De offentligt ansatte har traditionelt stemt på Putin, fordi de er afhængige af deres jobs i staten. Hos pensionisterne finder man store grupperinger af kommunister og nationalister. Men så er der alle de unge. Det bliver meget spændende at se, hvor deres stemmer går hen om seks år – forudsat at de ser en mening i at stemme og ikke er blevet ramt af den politisk apati,” siger Kim Frederichsen.

Frem mod valget i 2024 nævnes Ksenia Sobtjak som et bud på oppositionens første reelle mulighed for at vise, at der er et alternativ til Putinstyret. Der kigges også i retning af Aleksej Navalnyj, der har været forhindret i at stille op til dette års præsidentvalg, fordi han tidligere er blevet idømt ubetinget fængsel i fem år for ’politisk motiveret bedrageri’.

Aleksej Navalnyj. – Foto: /RitzauScanpix/AP/Evgeny Feldman/

Han har været en af oppositionens stærkeste stemmer de sidste seks-syv år med et markant fokus på at bekæmpe korruption. Han ryger ind og ud af fængslet hver gang, der er demonstrationer mod Putinstyret og har kaldt det russiske valg for et ”pseudovalg”. Der er bred enighed om – i udlandet om ikke andet – at retssagen mod ham og dommen over ham var konstrueret og iscenesat af Kreml.

Diplomatisk krise – eller håndsrækning
Det russiske præsidentvalg har fået et ordentligt skud krydderi med den internationale krise mellem Rusland og Storbritannien efter giftangrebet på den 66-årige russiske agent Sergej Skripal og hans 33-årige datter Julia Skripal. Fra Downing Street 10 har Theresa May i meget klare vendinger anklaget Rusland for at stå bag og har efterfølgende smidt 23 russiske diplomater hjem.

I en analyse i Altinget kalder Mikkel Vedby Rasmussen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, den stigende konfrontation mellem Vesten og Rusland for ”Putins største udfordring”.

”Efterhånden som Vladimir Putin har sat sig i spidsen for et opgør med de liberale værdier, som underbygger verdensordenen, og ladet hånt om grænserne i Europa og støttet regimer, som holder sig ved magten med kemiske våben, er Vesten begyndt at konfrontere Rusland,” skriver han blandt andet.

Kim Frederichsen fra Dansk-Russisk Forening har en anden tolkning.

”Med denne diplomatiske krise – og med beskyldningerne fra Storbritannien – har han fået mulighed for at vende historien om og gøre det til sin egen fordel,” lyder hans vurdering.

”Han kan fortælle sine borgere – vælgerne – at Storbritannien åbenbart ikke er i stand til at passe på russiske statsborgere, og at landet derefter har den frækhed at beskylde Rusland for at stå bag. Han kan få det passet perfekt ind i fortællingen om, at Rusland er omgivet af fjender, og at dét, landet har brug for, er en stærk leder. Ham selv,” siger Kim Frederichsen.

Søndag udløses spændingen … eller mangel på samme.

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og moderator. Desuden cand.scient.soc., Historie og Internationale Udviklingsstudier.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Alexander Zemlianichenko/