Politisk-økonomisk forår

2019-07-07T14:53:55+00:00 søndag, 7. juli, 2019|

Trods risikoen for en ny to-deling af verden, er der klare tegn på et politisk og økonomisk forår, hvor befolkningerne begynder at reagere mod traditionelle politiske partier og opfattelser og mod den traditionelle kapitalisme. Det ses i Europa, USA, Afrika og Fjernøsten.

Analyse af Hugo Gaarden

Mens politikerne og befolkningerne har været optaget af populismen og finanskrisen de seneste ti år, så ser man så småt en helt ny tendens: Stadig større dele af befolkningerne reagerer mod de traditionelle politiske partier og den traditionelle kapitalisme eller neo-liberalismen. Et politisk-økonomisk folkeligt forår spirer frem, netop mens der er risiko for en ny koldkrigsagtig to-deling af verden.

Tendenserne ses overalt – i Europa, USA, Fjernøsten og i Afrika. Det minder lidt om Det arabiske Forår for knap ti år siden og protesten mod finanskrisen med Occupy Wall Street bevægelsen i 2011 og 2012. Men de nye tendenser er generelt mindre oprørske, og alligevel ser de ud til at have større gennemslagskraft.

Det påvirker allerede EU-politikken og den nationale politik i flere lande, og det kan få stor betydning på næste års valgkamp i USA. Det kan påvirke Kinas forhold til omverdenen, og det kan få gennemgribende betydning for erhvervslivets udvikling.

Især i Tyskland er klimaet blevet det helt afgørende tema, og dé, der kræver handling, kræver mere radikale forandringer, end de etablerede miljø-organisationer som Greenpeace. Det har bidraget til en eksplosiv stigning i tilslutningen til De Grønne, der gik stærkt frem ved valget til Europa-parlamentet og som sammen med midtsøgende liberale bryder de traditionelle partiers dominans i parlamentet og i EU’s beslutningsproces. De Grønne er i de seneste meningsmålinger blevet Tysklands største parti og har skabt dybt frygt hos de borgerlige partier CDU/CSU.

Samtidig har de voldsomme stigninger i huslejerne ført til omfattende protester i Tyskland (billedet i artiklens top), og samme udvikling er på vej i amerikanske storbyer, primært New York. Lejere i både Berlin og New York udfordrer ejendomsselskabernes praksis med at sætte lejen i vejret trods lejernes stagnerende økonomi. Ældre tvinges ud af storbyerne, og unge har svært ved at bo dér, hvor fremtidens jobs er. Det fører til krav om økonomiske og skattepolitiske ændringer. Lønningerne har i mange år stagneret i hele den vestlige verden, mens formuerne for de mest velhavende er steget dramatisk. Formuer er blevet en ny form for indtægtskilde, og dén ulighed reageres der nu så småt imod.

EU’s forslag til beskatning af internetselskaberne i forbrugerleddet og ikke på produktionsstedet kan også bidrage til, at skattepolitikken generelt reformeres. I mange år er brugerafgifter steget på alle tænkelige områder, fordi skattestigninger vækker modstand. Men brugerafgifter flytter det samlede skatte- og afgiftstryk over på den brede befolkning til fordel for de højst lønnede. Det har ikke mindst de franske Gule Veste gjort opmærksom på. Det kan føre til krav om, at brugerafgifter som parkerings- og vejafgifter skal afløses af øget beskatning af velstående og virksomheder – i et indgreb mod uligheden. Kravet om skatteændringer vokser, fordi nul-rentepolitikken forringer fremtidens pensioner, mens den samme nul-rentepolitik har øget de formuendes værdier.

I USA vil næste års valgkamp blive præget af økonomiske reformforslag, ikke mindst fra en af demokraternes præsidentkandidater, Elizabeth Warren. Hendes forslag går ud på at flytte skattebyrden fra lønmodtagerne til virksomheder, højtlønnede og investorerne. De enorme skattefordele, som velhavere har, skal reduceres dramatisk, og det skal finansiere betydelige investeringer i grøn teknologi samt lettelser for studerende og børnefamilier. Valget næste år kommer i høj grad til at stå mellem Trumps ego-politik og en skandinavisk-tysk velfærdsmodel. Warren går ikke ind for socialisme, men hun stiller spørgsmålet: Hvordan skal vi få kapitalismen til at arbejde for flest mulige, så alle får gavn af værdistigningerne?

I virkeligheden er det den samme debat, som mange topledere i finanssektoren fører, fordi de frygter en voldsom reaktion fra forbrugerne og vælgerne mod de seneste årtiers neo-liberalisme. Tidligere tiders kamp mellem socialisme og liberalisme er overstået. Nu er der bred accept af blandingsøkonomien. Til gengæld handler diskussionen nu om fairness, herunder om fordeling af værdierne. Fagforeningerne er blevet svækket, men forbrugerne kan i den digitale tid blive en enorm magtfaktor, f.eks. med øget fokus på grønne og ansvarlige investeringer samt enkeltsager og ikke på politik i almindelighed. Medejerskab og pensionsselskabers rolle kommer mere og mere i fokus, og samtidig vokser modstanden mod den såkaldte gig-økonomi, som svækker lønmodtagernes rettigheder.

I Afrika er der en voksende modstand mod den traditionelle udviklingsbistand. Det illustreres f.eks. i landbrugssektoren, hvor unge med høje uddannelser engagerer sig i avanceret fødevareproduktion ved brug af moderne teknologi for at undgå kinesisk eller amerikansk masseproduktion, der ikke giver jobs.

I den seneste tid har en million mennesker i Hongkong – en syvendedel af befolkningen – protesteret mod kinesiske forsøg på at få mere kontrol med Hongkongs retsvæsen, og det har fået Beijing til at gå i tænkeboks. Det bliver en test på, hvorvidt Kina kan leve med to politiske og juridiske værdisystemer, og det vil blive en test på, hvorvidt verden kan leve med forskellige politiske og økonomiske systemer. Hongkong bliver et laboratorium, som den tyske avis Frankfurter Allgemeine skriver.

Et andet folkeligt oprør kan komme i Storbritannien, hvor det konservative parti bliver mere og mere EU-fjendtligt, og hvor topkandidaten som ny premierminister, Boris Johnson, har antydet, at parlamentet bør holdes uden for beslutningsprocessen om Brexit. Det kan ende med en ny folkeafstemning, hvor borgerne én gang for alle tager den beslutning, politikerne ikke kan enes om, nemlig om en klar relation til EU, med eller uden medlemskab.

Alt i alt har der de seneste par år været flere tegn på, at folkets røst er ved at komme i forgrunden over for traditionelle partier og institutioner, som ikke har kunnet løse nutidens opgaver. De nye tendenser peger ikke i yderligtgående liberale eller socialistiske retninger, for mange vælgere lægger politiske mærkater til side for at løse nogle praktiske og nærværende problemer. Meget tyder på, at tendenserne er så gennemgribende, at de vil præge de næste årtier, uanset om der bliver voksende geo-politiske, strategiske spændinger.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Fabrizio Bensch/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon