Ruslands “suveræne demokrati” fylder ti år

2017-06-30T10:07:49+00:00 Af |Analyse|

Når russerne søndag går til parlamentsvalg er det en begivenhed, der finder sted inden for rammerne af Ruslands såkaldte “suveræne demokrati.” Det var præsident Vladimir Putins daværende spindoktor, Vladislav Surkov, der for ti år siden lancerede begrebet, som stadig bruges, og som vi endnu ikke har set alle konsekvenserne af.

16.09.2016 | RUSLAND | Valget til det russiske parlament, Dumaen, på søndag finder på en måde sted midt i et jubilæumsår. I år er det nemlig ti år siden, at et af de mest omdiskuterede begreber i russisk politik så dagens lys: “Det suværene demokrati.”

Dengang, i 2006, var der sket det, at flere fremtrædende russiske politikere hen over året talte imód revolutioner á la dem, der havde ramt Georgien og Ukraine to år forinden. Samtidig talt de for “evolution”: at opbygge et kontrollerbart demokrati, der  kunne styre Ruslands modernisering. Og den 20. november 2006 definerede begrebets ophavsmand, Vladimir Putins spin-doktor Vladislav Surkov, så for første gang begrebet “suverænt demokrati” i artiklen “Nationalisering af fremtiden”.

I sin samtid blev teksten kritiseret voldsomt. Set i lyset af de seneste års russisk udenrigspolitik virker den i dag næsten uhyggeligt ukontroversiel. Det gør den til et interessant historisk dokument, hvis teser stadig bruges og hvis sidste konsekvenser vi endnu ikke har set.

Udfordringerne
Det russiske demokrati stod ifølge Surkov overfor en række udfordringer:
“Her, i Rusland, skal demokratiet prøve globaliseringen på egen krop og bruge den til egen fordel; fortrænge korruptionens skyggeinstitutioner, den kriminelle lovløshed, markedet for surrogater og forfalskninger; modstå isolationismens og oligarkiets reaktionære anfald. Skabe et nyt samfund, en ny økonomi, en ny hær, en ny tro. Bevise, at man også kan og skal tale om frihed og retfærdighed på russisk,” hedder det i artiklen.

Med “reaktionære anfald” mener Surkov faren for genetableringen af et sovjet-bureaukrati, som vil fjerne konkurrencen og føre til økonomisk forfald på den anden side, og på den anden side en “transnationalisering af alle ruslandske økonomiske og politiske aktiver” og opløse Rusland som stat i globaliseringen frem for at gøre Rusland til en aktør i globaliseringen.

Ydermere mener Surkov, at man er “forpligtet til at konvertere råstoføkonomien til en intellektuel økonomi, for at lægge Ruslands vej fremad, ud i fremtiden (…)”.

Et land med en mission
Men Rusland skal ikke kun blive en fri intellektuel økonomi og en fri demokratisk aktør:

“Idet man bevarer den demokratiske orden (alsdighedens enhed) i vores land, bliver dets borgere i stand til – for at beskytte egne rettigheder og indtægter — at deltage i opretholdelsen af alsidighedsbalancen i verden. I stand til at være på de suveræne demokratiers (og det frie markeds) side — imod hvilke som helst globale diktaturer (og monopoler). At gøre national suverænitet til en faktor i retfærdig globalisering og i demokratisering af internationale relationer.”

Hvordan dét skulle udlægges, fik verden at se, da præsident Vladimir Putin på sikkerhedskonferencen i München fire måneder senere rettede en sønderlemmende kritik mod Vesten for at opretholde en utidssvarende og amoralsk unipolær verdensorden. I slutningen af 2007 havde Rusland mere end én finger med i de gadeoptøjer, der brud ud i  Tallinn, da bystyret besluttede at flytte et sovjetisk krigsmonument. Året senere rykkede russiske styrker ind i Georgien.

Teserne fra Surkovs tekst blev i løbet af 2007 integreret i Putins parti Forenet Ruslands partiprogram, og “doktrinen” benyttes stadig. Da vicepræmierminister Arkadij Dvorkovitj i januar 2016 deltog i et økonomisk forum i Hong Kong, udtalte han:

“Rusland har en særlig rolle i at fremme (…) demokrati i internationale relationer. Alle lande har en stemme. Og alle lande én stemme! Ikke hundrede stemmer til USA og én til hvert andet land. Ét land — én stemme. Ligesom i FN eller i WTO.”

De måske egnede
Hvordan hænger det sammen med Ruslands krig i Georgien, annekteringen af Krim og den pågående ikke-erklærede krig i det østlige Ukraine? Igen finder man argumenter i Surkovs tekst fra 2006, der blev til i kølvandet på den orange revolution i Ukraine og rosenrevolutionen i Georgien to år forinden:

“Selvfølgelig krones langt fra alle landes politiske håndværk med opnåelse af reel suverænitet. Mange lande, som traditionelt står under under beskyttelse af andre lande og af og til skifter beskytter, stiller sig slet ikke den opgave. Formering af underholdende ‘revolutioner’ og (udefra) styrede demokratier, synes kunstig, men er faktisk yderst naturligt blandt sådanne lande. Hvad angår Rusland, så er et holdbart fremmed styre her utænkeligt.”

Man aner antydningen af, at de foregående års omvæltninger i Ukraine og Georgien havde været styret udefra. Og man aner ringeagten for lande, der ikke selv kan udstikke deres udenrigspolitiske kurs uden at skele til større magter.

Hjemmel til alt
“Nationaliseringen af fremtiden” spænder fra nøgterne konstateringer af de objektive udfordringer, Rusland stod overfor i 2006 til deciderede drømme. Fra meget skarpe retoriske udfald mod Europa, oligarker og gammelkommunister til uklare passager om, hvad der konkret skal gøres. Så uklare, at de både kan tydes som en retfærdiggørelse af de indhug i pressefriheden, der allerede var sket, og som en hjemmel til mange af de skridt kreml har taget siden, både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk.

I teksten nævner Surkov 16 gange ordet “folket” og ordet “regering” to gange. Ordet “valg” er slet ikke nævnt, og hvordan det “suveræne folk” i praksis skal udøve sin suverænitet, kommer Surkov ikke ind på.

Demontage af demokratiet
Dette forhold problematiserede tidligere præmierminister Mikhail Kasjanov allerede i juli 2006 på basis af den måde, begrebet suverænt demokrati var blevet brugt på mundligt:

“Målene med denne doktrin er åbenlyse — for enhver pris at koncentrere og beholde politisk magt og ejendom. Følgerne står også ligefor –  en sejr for populismen, en fortløbende ødelæggelse af samfundsmæssige og statslige institutioner, et skridt væk fra principper om lov og orden, demokrati og markedsøkonomi.”

Tidligere sovjetisk præsident Mikhail Gorbatjov var heller ikke imponeret:

“(…) Sådanne definitioner forvrænger essensen i demokratiet, præcist ligesom koncepterne ’socialistisk’ eller ‘folkelig’ gjorde det.”

Suveræn fiasko
Målt på, hvorvidt det russiske samfund har “konverteret råstoføkonomien til en intellektuel økonomi”, har Surkovs drømme fejlet eklatant. Mens Rusland fra 2000 integrerede sig i den globale økonomi og i 2007 havde værtsskabet for G8, er Rusland lige siden haft kurs mod protektionisme og isolationisme i en grad, at flere iagttagere taler om en “suveræn globalisering”.

Opgaven med at “fortrænge (…) markedet for surrogater og forfalskninger” er også slået fejl. Hvad angår “korruptionens skyggeinstitutioner”, så har de højst skiftet ejermænd og kontrolleres nu af uofficielle netværk bestående af embedsmænd, politikere, dommere og oligarker.

I det omfang, at det russiske demokrati har bevist, “(…) at man også kan og skal tale om frihed og retfærdighed på russisk”, er det frihed og refærdighed for de få.

Én holdbar holdning
Alt i alt skulle man mene, at de seneste ti år burde have sendt Surkovs teser dybt ind i historiens skammekrog, men nej. Verdensopfattelsen fra artiklen lever i bedste velgående — en opfattelse af et Vesten, der forsøger at inddæmme et fredselskende Rusland sportsligt, millitært, økonomisk, politisk og teknologisk. En verdensopfattelse, der udnyttes dygtigt af Kreml til at retfærdiggøre eksempelvis forbud mod udenlandsk ejede medier og registrering af udenlandsk finansierede NGO’er.

Det suveræne demokrati har imidlertid to bivirkninger. For det første har man under håndhævelsen af det reelt afskaffet enhver form for feed-back fra bund til top. I fraværet af frie valg, en fri presse, frie domstole, fri forskning og et frit marked vil det blive svært at skabe eller tiltrække teknologi og produktion. For det andet har håndhævelsen af suverænt demokrati været med til at sikre en lille elite suveræn eneret på enorme rigdomme.

Den nationalisering af fremtiden, Surkov foreslog i 2006, er snarere blevet til en privatisering af Ruslands fremtid. Hvor længe den russiske befolkning vil acceptere det, og hvilke konsekvenser det får for Ruslands umiddelbare naboer, må tiden vise.

Jesper Gormsen er skribent på Magasinet Europa

Foto i artiklens top: Dmitri Lovetsky/AP/Polfoto