Skubber statsskoleelever kostskoledrengene ud af Oxford?

2020-06-07T12:51:58+00:00 søndag, 7. juni, 2020|

Uddannelsessektoren ses som en motor for ulighed i det engelske samfund. Størstedelen af dem, der når til tops, kommer fra privatskoler og fra kun to universiteter – Oxford og Cambridge. Men de to universiteter åbner nu deres lange korridorer for stadig flere studerende fra statslige skoler.

Baggrund af Anne Sofie Feld

Radliffe Camera er én af Oxford Universitets mest karakteristiske bygninger. Biblioteksbygningen (billedet ovenfor) er cirkelrund og opført i de for England så typiske sandfarvede kalksten. Studerende skubber med jævne mellemrum døren op. I mange år har universitet primært været for de få privilegerede. Men til efteråret vil flere med et eksamensbevis fra en offentlig skole gå ind ad biblioteksdøren.

Oxford Universitet har optaget et rekordhøjt antal studerende fra offentlige skoler. Mere præcist 69 procent. Det er interessant, fordi de studerende, der bliver optaget på det prestigefulde universitet, historisk set har gået på privatskoler med andre elever fra det øverste samfundslag.

Langt de fleste af Storbritanniens skolebørn går i en form for offentlig skole. Den klart mest udbredte er state comprehensive, som nogenlunde svarer til en dansk folkeskole. I England og Nordirland findes der dog også en anden type statslig skole, nemlig grammar school. Der er optagelsesprøve til grammar school, og man kan først søge ind på den fra 11-årsalderen. Grammar school kan bedst sammenlignes med den gamle, danske realskole. Oxfords og Cambridges studerende bliver dog i udpræget grad fundet blandt de syv procent, der går på privatskole.

At Oxford nu har optaget flere studerende fra offentlige skoler, er et resultat af, at særligt nogle kollegier på universitetet har øget fokus på området. Det er også resultatet af NGO’er og frivillige organisationer, som arbejder målrettet med at få flere gennem portene på de 24 førende universiteter i Storbritannien, der samlet kaldes Russell Group.

Luke Roberts er én af de frivillige. Han læser sidste år på sin bacheloruddannelse på Oxford, og så er han også formand for lokalafdelingen af Project Access, en frivillig organisation hvis mål er at hjælpe flere studerende fra statsskoler ind på topuniversiteter.

”Det er svært at tro, at dem, der kommer ind på Russell Group-universiteter lige nu, afspejler det talent, der er derude. Jeg tror, det er bedre både for universitetet og de studerende, hvis det gør det muligt for flere fra offentlige skoler at komme ind,” siger Luke Roberts.

Luke Roberts gik selv på en state comprehensive-skole. Da han besluttede sig for at søge ind på Oxford, fik han ikke hjælp af nogen organisation. Men han var heldig at kende én, der selv havde søgt ind på universitetet. Han hjalp ham med at komme igennem optagelsesprøven.

Det er ikke ligegyldigt, hvem der kommer ind på de mest anerkendte universiteter. Særligt ikke Oxford og Cambridge, der i folkemunde er kendt under sammentrækningen Oxbridge. Studerende derfra ender nemlig ofte på de øverste poster i det britiske samfund.

Sidste år udkom en undersøgelse fra Sutton Trust og Social Mobility Commision, der er et rådgivende organ under Uddannelsesministeriet. Den viser, at selvom under én procent af befolkningen går på Oxbridge, så udgør dimittender derfra 71 procent af Storbritanniens højesteretsdommere, 59 procent af departementscheferne og 57 procent af regeringens ministre (under den daværende konservative premierminister Theresa May). Blandt de 100 mest indflydelsesrige redaktører, tv- og radioværter havde 36 procent gået på ét af de to universiteter.

Det er også en af grundene til, at Francis Green mener, at Storbritanniens uddannelsessektor er uretfærdigt. Han er professor ved University College London og har sammen med historikeren David Kynaston skrevet bogen: Engines of privilege: Britain’s private school problem.

Her påpeger de, at skævhederne i uddannelsessystemet stammer fra historiske forskelle mellem statslige og private skoler, der aldrig er blevet rettet op på.

”Problemet startede tilbage i tiden med en privilegeret overklasse, og af forskellige historiske grunde blev det opdelte uddannelsessystem aldrig moderniseret. Der har være muligheder for at ændre det i takt med, at uddannelsessystemet voksede og blev ændret før og efter Anden Verdenskrig, men det er aldrig sket,” siger Francis Green.

Studerende ser op, mens de lytter til the Magdelen College Choir, der synger fra et af Oxfords mange tårne. Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Dylan Martinez/

Én af skævhederne handler om ressourcer. Det er dem øverst på indkomststigen, der har råd til at sende deres børn på privatskole. For hvert pund de statslige skoler modtager i finansiering, får privatskolerne tre. De penge bliver brugt på flere lærere pr. elev, mere skræddersyet undervisning og flotte sportsanlæg. Men hvis forskellen mellem offentlige og private skoler er et problem, hvorfor er der så ikke sket noget?

”I dag har privatskolerne transformeret sig til en moderne, effektiv serviceindustri, og de udgør en meget magtfuld lobby. Så hver gang nogen foreslår ændringer, står der en velfinansieret og konservativ lobby klar til at modsige dem,” siger Francis Green.

Privatskolerne klæder også deres elever godt på til at klare optagelsesprøverne til eliteuniversiteterne med særlige forberedelseskurser. Derfor mener Francis Green, at det er positivt, at Oxford Universitet er blevet mere bevidst om at rekruttere bredt.

”Jeg mener stadig ikke, vi ser en substantiel forandring, men det er et skridt i den rigtige retning,” siger professoren.

I sin bog foreslår han, at positiv diskrimination af statslige elever kan være med til at skubbe på en udvikling, hvor privatskoler bliver stillet mere lige med offentlige skoler.

”Hvis det blev indført i udpræget grad, så ville det have en signifikant effekt på forældres efterspørgsel efter privatskoler. Det er der ingen tvivl om,” siger Francis Green.

Men han advarer også imod at indføre for strenge kvoter, da han mener, at det vil føre til en politisk modreaktion. For eksempel hvis Russell Group-universiteterne besluttede sig for kun at optage 10 procent af sine elever fra privatskoler.

”Og modstanden ville være nem at retfærdiggøre. Det ville virke unfair at diskriminere mod så stor en gruppe, som privatskoler udgør. Så jeg tror positiv diskrimination kan være en del af løsningen, men ikke hele løsningen,” siger professoren.

Det er ikke bare Oxford, der er begyndt at ændre sin sammensætning af elever. Cambridge optog en næsten lige så stor andel af studerende med statsskolebaggrund sidste år. Der er også andre tegn på forandringer i den britiske uddannelsessektor. Kort tid inden valget i december sidste år foreslog Labour, på sigt, at nedlægge alle privatskoler.

I første omgang skulle det ske ved at fratage privatskoler deres mulighed for at registrere sig som velgørende organisationer. Ifølge avisen The Times er størstedelen af Englands 2.250 privatskoler i dag registreret som netop dét. Det betyder, at de sparer mindst 80 procent af den selskabsskat, de ellers skulle betale. Ifølge The Times sparer det alene den kendte, engelske kostskole Eton 500.000 pund om året. Statslige skoler derimod kan ikke slippe uden om selskabsskat.

Skotland har allerede vedtaget, at privatskoler skal betale fuld skat – med effekt fra september i år. Der har privatskoler dog advaret om, at større skatteudgifter vil tvinge dem til at hæve gebyrerne, og at det vil ramme socialt skævt.

Det er ikke kun i Skotland og hos Labour, der er en kritisk holdning over for privatskolernes økonomiske fordele. I marts advarede også den konservative regering om, at skolernes mulighed for at registrere sig som velgørende organisationer snart kan være forbi.

Dén debat har Francis Green også bidt mærke i. Han ser det som et tegn på, at uddannelsesdiskussionen så småt er ved at flytte sig. Han tror, det vil kunne ses i samfundstoppen, hvis privatskolernes indflydelse bliver mindre, og flere fra statsskolebaggrunde kommer ind på eliteuniversiteterne.

”Vi lever i et meritokrati. Meget mere end for bare 50 år siden. Så hvis du har gode resultater i uddannelsessystemet, så får du mulighed for at komme i betragtning til indflydelsesrige stillinger. Jeg udelukker ikke, at der kan findes andre måder end uddannelse til at videregive privileger, men jeg tror, at uddannelse og den slags universiteter, vi har her i landet, er den primære kanal, hvori privileger flyder fra én generation til den næste.”

Det er en vurdering, som Luke Roberts er enig i:

”Prestigefulde universiteter åbner op for mange jobmuligheder. Se bare på den nuværende regering. Vi har en premiereminister, der er uddannet på Eton og Oxford – og det er bestemt ikke usædvanligt. Det var mange af de forrige også. Mange af ministrene er det også. Derfor håber jeg, at et mere lige uddannelsessystem er vejen til en bedre repræsentation i topstillingerne.”

Anne Sofie Feld er journalist og bosat i London.

Billedet i artiklens top: Eddie Keogh/Reuters/Ritzau Scanpix


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: