Sonderingstider i Stockholm

2018-09-27T11:09:22+00:00 torsdag, 27. september, 2018|

Riksdagens talman har indledt sit arbejde med at sondere terrænet for at danne en ny regering efter det uklare valgresultat i Sverige. Moderaternas Ulf Kristersson (billedet) er den umiddelbare favorit til statsministerposten, men regeringsknuden kan hurtigt blive strammet helt til igen.

Analyse af chefredaktør Henrik Brun

TEMA: SVERIGES MANGE SIDER | Nogle gange kan en frokost eller en kop kaffe hjemme i privaten, fremfor på arbejdspladsen, være med til at ryste kolleger sammen efter en tid med murren i krogene. Det synes at have været filosofien hos Ulf Kristersson, lederen af Moderaterna, det største borgerlige parti i Sverige, da han onsdag havde inviteret de tre øvrige partiledere i Alliansen hjem til sig selv for at drøfte de kommende regeringsforhandlinger. Centerpartiets Annie Lööf, Liberalernas Jan Björklund og Ebba Busch Thor fra Kristdemokraterna blev da også hurtigt enige med værten om, at de ville pege på netop Kristersson som kandidat til posten som ny statsminister i Sverige.

Budskabet blev torsdag fremført over for Riksdagens talman, Andreas Norlén, der har fået i opdrag at sondere terrænet for en ny regeringsdannelse, efter at et flertal i Riksdagen bestående af Alliansen (tilsammen 40 procent af stemmerne ved valget den 9. september) og Sverigedemokraterna (godt 17 procent af stemmerne ved valget) havde afsat lederen af den rødgrønne koalitionsregering (tilsammen 40 procent af stemmerne ved valget), socialdemokraten Stefan Löfven, fra statsministerposten.

På Sverigedemokraternas nåde
Beslutningen om at pege på Moderaternas leder er på papiret ikke overraskende, for det var, hvad partierne i Alliansen gik til valg på. Men der har alligevel været intern strid blandt de fire borgerlige partier i kølvandet på valget. Dels fordi de fire partier i den blå blok langt fra har flertal i Riksdagen, og dels fordi de faktisk er lidt mindre end den rødgrønne blok. Alliansen er udelukkende ved at få initiativet, fordi Sverigedemokraterna, ledet af Jimmie Åkesson, hellere ser Kristersson som statsminister end Löfven. Og netop spørgsmålet om at samarbejde med eller forhandle med Sverigedemokraterna har ført til store interne diskussioner i Alliansen, idet både Centerpartiets Annie Lööf og Liberalernas Jan Björklund ikke vil være med til dette, mens Moderaterna og Kristdemokraterna ikke vil udelukke en form for samarbejde.

Men den diskussion blev der altså foreløbig lagt låg på i onsdags, da de fire partier efter mødet hos Kristersson plæderede at gå efter at danne en regering sammen, og at de ville samle støtte til den hen over blokgrænsen, nærmere betegnet Socialdemokraterna. Problemet er bare, at Löfven kategorisk har afvist at støtte sådan en regering, hvorfor et samarbejde mellem Alliansen og Socialdemokraterna umiddelbart kan afvises som gangbart.

Når Centerpartiet og Liberalerna alligevel er så forhippede på at tvinge den midtersøgende linje igennem i Alliansen, skyldes det en frygt for, at Moderaterna og Kristdemokraterne skal sprænge Alliansen og søge støtte hos Sverigedemokraterna. Det ville være dødsstødet til den borgerlige alliance, som faktisk har været ved magten i to regeringsperioder, siden samarbejdet startede i 2004, nemlig fra 2006 til 2014 med Fredrik Reinfeldt, Moderaterna, som statsminister.

En smal mindretalsregering?
En mulig udvej er, at Moderaterna og Kristdemokraterna på egen hånd danner en mindretalsregering, som accepteres af såvel Sverigedemokraterna som Centerpartiet og Liberalerna. Hvis Jimmie Åkesson vælger en blød linje og undlader at stemme denne regering ned – man kan i Sverige godt regere, så længe der ikke er et flertal imod én i Riksdagen – kan dette godt vise sig at fungere.

Et andet alternativ er, at Centerpartiet og Liberalerna selv sprænger Alliansen og går sammen med Socialdemokraterna i en regeringsdannelse hen over midten. Det er det, som Stefan Löfven går og håber på, for så vil han få dobbelt gevinst. Han vil beholde statsministerposten og derudover splitte de borgerlige partier for en rum tid fremover. Nogle har fremført, at et kompromis blandt Centerpartiet, Liberalerna og Socialdemokraterna kunne være, at Annie Lööf blev statsminister, men det vurderes dog som mindre realistisk, da partiet fik under ni procent af stemmerne.

Spørger man svensk erhvervsliv til råds, så vil man her foretrække en storkoalition efter tysk mønster mellem Socialdemokraterna og Moderaterna. Det er der dog betydelig modstand af internt i de to partier, men det kan ikke helt udelukkes, hvis alt andet glipper.

Nyvalg eller regering?
Talman Anders Norlén har således i alt fire forsøg til at få en statsministerkandidat godkendt i Riksdagen. Hvis det ikke lykkes, er der ikke andre muligheder, end at der udskrives nyvalg. Spørgsmålet er, hvor mange partier der i sidste ende er interesserede i det, og det vil være for at undgå dét scenarie, at storkoalitionen kan komme på tale.

De næste uger bliver kaotiske og spændende i svensk politik. Først vil Ulf Kristersson forsøge at undgå, at et flertal af de 349 riksdagsmedlemmer – det vil sige 175 – vil stemme ham ned, uanset om han danner en Allians-regering eller en to-parti-regering. Mislykkes det, står Stefan Löfven klar til at forsøge sig i det, der ifølge ham er et nyt politisk landskab, efter at blokpolitikken er begravet.

Hvis Sverige får en blå regering med enten fire eller to partier, vil Sverigedemokraterna få en eller anden form for indflydelse som betaling for at undlade at vælte regeringen ved en snarlig, ny lejlighed. Hvis Löfven vender tilbage til magten som leder af en regering hen over midten, kan det godt være, at Sverigedemokraterna ikke får direkte indflydelse de næste par år, men det vil næppe skade partiet ved næste valg. Jimmie Åkesson kan med andre ord lægge armene over kors og afvente slagets gang.

Henrik Brun er chefredaktør på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Jonathan Nackstrand/

Læs hele temaet “Sveriges mange sider”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon