Storbritannien: Den modvillige europæer

2017-06-30T10:08:01+00:00 Af |Baggrund, tema-goodbye-eu|

Storbritanniens forhold til EU har siden landets indmeldelse i 1973 været fodslæbende og turbulent, og Camerons valgløfte om en folkeafstemning er blot seneste symptom på landets geografiske identitetskrise.

19.4.2015 | BREXIT:TEMA | Når briterne for seksoghalvtredsindstyvende gang skal til parlamentsvalg den 7. maj, så er det den siddende konservative regeringsleder, David Cameron, og Labour oppositionslederen, Ed Miliband, som er spidskandidater til at indtage premierministerboligen i Downing Street 10.

De to kandidater ligger tæt i meningsmålingerne, så valget er langt fra afgjort på forhånd, men Camerons konservative, der siden 2010 har dannet koalitionsregering med Nick Cleggs liberaldemokrater, er presset af at miste stemmer til det ultra EU-skeptiske UKIP med Nigel Farage i spidsen.

Mens det er usikkert, hvem der skal indtage premierministerboligen efter valget, så er én ting til gengæld sikkert: parlamentsvalget får betydning for Storbritanniens position i EU. Til trods for, at briternes mest EU-positive parti, Liberaldemokraterne, har siddet med i Camerons regering, har det været den traditionelt konservative skeptiske linje, der har domineret på EU-politikken.

I 2012 nægtede Cameron eksempelvis at underskrive Finanspagten, hvor Storbritannien som det eneste land, udover Tjekkiet, således står udenfor. Desuden har den nuværende premierminister flere gange truet med at trække landet ud af EU. Det skete blandt andet i forbindelse med valget af Jean-Claude Juncker som Kommissionsformand, da den EU-ivrige luxembourgenser havde alt for føderalistiske idéer for den konservative brite. Og i opløbet til valgkampen har David Cameron så lovet de britiske vælgere en folkeafstemning om EU-medlemskabet, såfremt han bliver genvalgt.

EU-skepsis er ikke nyt
At både Cameron og en del af de britiske vælgere udviser en del EU-skepsis, er der ingen tvivl om. Men briterne har nu heller aldrig været jubeleuropæere. Når man taler om Storbritannien og fællesskabet med resten af Europa, skal det understreges, at skepsissen ikke er et nyt fænomen. Det med at se på fortiden for at forstå nutiden kan til tider være ganske nyttigt, så lad os kaste et blik på landets historisk turbulente forhold til det europæiske samarbejde.

Pudsigt nok var ingen ringere end den tidligere konservative premierminister Winston Churchill en af de første til at foreslå et tæt europæisk samarbejde efter Anden Verdenskrig. ”A United States of Europe” hed det sig ligefrem i den berømte Zürich-tale fra 1946. At Churchill så ikke forestillede sig Storbritannien som en af disse forenede stater, var en anden sag. Briterne udviste ingen interesse i at være med i det europæiske samarbejde ved dets start i 1950’erne, og briterne blev som bekendt først medlem i 1973. Den sene indtræden i EF har flere årsager.

I årene efter Anden Verdenskrig havde Storbritannien en stabil økonomi, og man følte desuden et delvist mere nært bånd til USA. Derfor eksisterede der ikke et behov for europæisk samarbejde i den britiske bevidsthed.

Det tætte transatlantiske forhold fik også betydning, da briterne i 1960’erne af to gange, forgæves søgte EF-medlemskab. Den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto mod britisk optagelse i både 1963 og 1967, fordi han så Storbritannien som en trojansk hest for USA i Europa. Briterne blev dog endeligt lukket ind i det forjættede Europæiske Fællesskab i 1973, da de Gaulles efterfølger, Georges Pompidou, så Storbritannien som en sikring mod tysk dominans. Og således skal man aldrig undervurdere magtpolitik.

Turbulent forhold til det europæiske kontinent
Selvom briterne kom med i EF, var begejstringen til at overse. Den konservative Margaret Thatcher, som var siddende premierminister gennem 1980’erne, var på mange måder inkarnationen af den britiske EU-skepsis. Ikke mindst havde hun problemer med det britiske bidrag til EF. ”I want my money back”, fremturede jernladyen i 1980. Efter fire års kamp fik Thatcher justeret prisen for briternes medlemskontingent af den europæiske klub, men det kostede til gengæld på forholdet til de andre medlemsstater.

På den ene side ville Thatcher gerne deltage i den europæiske frihandel, og underskrev traktaten om det indre marked. Men hun så også andre dele af EF som et direkte socialistisk og centralt styret projekt, der berøvede Storbritannien dets suverænitet.

Thatchers idé om ”dominance from Brussels” endte med at koste hende premierministerposten i 1990, hvor den knap så EU-skeptiske, men stadig konservative, John Major tog over.

Selvom EF-kritikken blev dyr for Thatchers politiske karriere, og var for meget for hendes eget parti, så er Thatchers syn på det europæiske samarbejde stadig udbredt hos store dele af de britiske konservative og ikke mindst UKIP. Det med at afgive suverænitet til EU bliver bare aldrig briternes kop te.

Da Tony Blair blev premierminister for New Labour i 1997 varslede han ganske vist en ny start for Storbritannien med en mere positiv EU-tilgang. Han kvitterede ved at underskrive det sociale kapitel fra Maastricht-traktaten, som briterne hidtil havde haft forbehold for. Kapitlet betød blandt andet, at de britiske arbejdstagere fik tilført en række rettigheder, der var forsvundet under Thatcher, hvor fagforeningerne havde mistet deres styrke.

Trods den positive EU-start på Blairs premierministerkarriere, så blev Blairs deltagelse i Irak-krigen i 2003 af flere set som en opblomstring af det særlige forhold mellem Storbritannien og USA. Og selvom Irak-krigen af flere årsager langt fra kan ses som en afgørende faktor for briternes forhold til EU, er det sikkert at sige, at Storbritannien ikke har vist sig voldsomt positive over for det europæiske samarbejde siden Blairs tidlige regeringsperiode.

Og hvad så nu?
Som skrevet er Thatchers syn på EU stadig populært i britiske konservative kredse. Man skal derfor heller ikke undervurdere det pres, som Cameron er under fra partiets bagland, når det gælder tilgangen til EU. Dertil kommer UKIP, der de sidste fem år har nydt godt af, at de EU-skeptiske vælgere har hængt lavt på træerne. Partiet står i øjeblikket til 14 pct. af stemmerne til valget i år mod de 3 pct., de kunne mestre i 2010.

Nigel Farages popularitet skyldes dog i høj grad også debatten om den såkaldte velfærdsturisme, som vi også kender fra Danmark. Også briterne har oplevet et stigende antal østeuropæiske arbejdstagere og er kritiske over for den fri bevægelighed, og retten til sociale ydelser der hører med for vandrende arbejdstagere.

Kombinationen af en traditionel konservativ EU-skepsis og en stadig varmere debat om velfærdsydelser til udenlandske arbejdstagere kan mærkes i Downing Street 10, og derfor har Cameron lovet den famøse folkeafstemning om britisk medlemskab af EU. Afstemningen skal holdes senest i 2017, og Camerons plan er at genforhandle de britiske vilkår for EU-medlemskabet inden. Ganske vist har den konservative brite adskillige gange truet med britisk udmeldelse, men et oprigtigt ønske om for alvor at forlade EU og tage de økonomiske konsekvenser, har han næppe.

Håbet er derfor, at briterne kan få en mere favorabel aftale på plads inden afstemningen, så han uden at tabe troværdigheden kan anbefale et ja til fortsat medlemskab i 2017.

Ida Synnestvedt er debatredaktør på EUtropolis

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / R Barraez D´Lucca