Stormagtsdrømme

2014-10-22T22:15:08+00:00 Af |Analyse|

Med iværksættelsen af et importforbud af iransk olie den 1. juli 2012 forsøger EU at tvinge Iran til at stoppe dets formodede atomvåbenprogram. Meget er på spil – både for Iran, men i sandelighed også for Bruxelles, for med Iranforhandlingerne forsøger EU at slå sin position som betydningsfuld international aktør fast.

05.07.2012 | EUROPÆISK UDENRIGSPOLITIK | Den 1. juli 2012 trådte EU’s handelsforbud mod iransk olie i fuld kraft. EU har siden 2010 iværksat en række unilaterale sanktioner overfor Iran i et forsøg på at presse landet til at opgive dets omstridte atomprogram. Hvor Teheran insisterer, at programmet fuldt og holdent er til civilt brug, hævder den såkaldte P5+1 gruppe bestående af USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, at Iran forsøger at udvikle atomvåben. I januar i år besluttede EU’s ministerråd at stramme de eksisterende sanktioner yderligere. Fra den første juli i år har Bruxelles forbudt al import af iransk olie til EU-landene, herunder også alle former for importrelateret beskæftigelse såsom europæisk forsikring af ikke-europæisk skibstransport af iransk olie til blandt andre Kina og Sydkorea. Det er således et meget vidtrækkende importforbud, der også rammer mange andre lande end blot EU-landene. Sanktionerne ventes derfor at have store økonomiske konsekvenser for Iran og dermed lægge et betydeligt pres på landet for at imødekomme kravene fra P5+1.

Iran som lakmusprøve
Iran er på mange måder en vigtig case for EU. Udover et sikkerhedspolitisk ønske om at forhindre landet i at udvikle atomvåben, er Iran også magtpolitisk et prestigeprojekt for EU. Uenigheden om Irak-krigen i 2003 efterlod ikke blot et dybt splittet EU, men ramte også Unionens udenrigspolitiske selvbevidsthed hårdt. Kissingers gamle sarkastiske spørgsmål om, hvem han skulle ringe til, hvis han ville tale med Europa, fremstod nu igen yderst relevant. Mange kommentatorer tilskriver derfor EU’s store engagement i Iran som et forsøg på at genoprette udenrigspolitisk konsensus i Unionen. Bruxelles ønsker at overbevise omverdenen om, at EU stadig er en relevant aktør på den globale sikkerhedspolitiske scene.

EU blev involveret i Iran i 2003, hvor Tyskland, Frankrig og Storbritannien indgik i forhandlinger med Teheran om landets atomprogram. Med EU’s udenrigspolitiske chef Cathrine Ashton som forhandlingsleder fremstår Unionen i dag som den politiske leder af P5+1 gruppen, som EU i øvrigt ynder at kalde E3+3. Ifølge den hollandske EU-ekspert, Peter Van Ham, så er Iran EU’s lakmusprøve. Med Iran skal Unionen ikke blot vise, at dens strategi mod spredningen af masseødelæggelsesvåben virker. EU skal også overbevise omverdenen om dens relevans som sikkerhedspolitisk aktør – at EU er ikke blot normativ stormagt men også en magtpolitisk stormagt.

Strategien mod spredning af masseødelæggelsesvåben: Pisk og gulerod
EU’s sanktioner mod Iran har politisk fodfæste i EU’s Strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben. Strategien blev udarbejdet i 2003 i forlængelse af udgivelsen af Unionens første sikkerhedsstrategi og blev revideret uden de store ændringer i 2008. Strategien bygger i høj grad på klassisk EU blød magtpolitik med særligt fokus på effektiv multilateralisme, som er blevet EU’s nye udenrigspolitiske nøglebegreb eller buzz-word om man vil. Ét element i strategien er massiv politisk og økonomisk støtte til organisationer, der arbejder for ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben som f.eks. det internationale atomenergi agentur, IAEA. Et andet element retter sig mod stater og i særdeleshed stater, der potentielt kan udvikle atomvåben. Her benytter man sig af en tostrenget strategi bestående af pisk og gulerod. For at starte med sidstnævnte så består guleroden blandt andet af en række økonomiske incitamenter som f.eks. muligheden for at opnå frihandelsaftaler med EU dog med visse handelsklausuler. EU kræver, at tredjeverdens lande overholder den globale ikke-spredningstraktat (NPT) for at kunne opnå handelsaftaler eller bistand med Unionen. EU forsøger herved at sprede sine værdier og interesser ud ved at gøre handel og bistand afhængig af ”god opførsel”.

Men virker guleroden ikke, indeholder strategien også mere tvingende midler af både økonomisk og militær art, nemlig iværksættelsen af unilaterale sanktioner (dvs. udenom FN) samt anvendelsen af militær magt. Det er altså her, at EU kan spille med musklerne og vise, at EU ikke kun er fra Venus, men faktisk også kan benytte sig af hård magtpolitik og dermed også har lidt Mars i sig. Men hvor sanktionerne kan iværksættes unilateralt, så gælder dette ikke for militær magtanvendelse. Her fremhæves det i strategien, at militær magt kun må anvendes som en sidste udvej og kun med mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

Militær magt mod Iran
Brugen af militær magt overfor Iran er dermed i princippet ikke udelukket fra EU’s side. Men med klare russiske og kinesiske afvisninger af militær magtanvendelse mod Iran synes det dog yderst usandsynligt, at FN’s Sikkerhedsråd vil autorisere dette. Hvis en militær intervention mod Iran skulle finde sted, vil det derfor efter al sandsynlighed være uden FN-mandat og dermed i strid med ikke blot EU’s egen strategi men også Folkeretten. Israel har dog ved flere lejligheder truet med at angribe Irans atomanlæg men har endnu ikke opnået amerikansk støtte til dette. Men det betyder ikke, at Washington har afskåret militær magt som en mulig sanktion overfor Iran. Hvor Obama ofte pointerer, at militær magtanvendelse stadig er en mulighed, så er EU-landene meget mere vage, hvis ikke tavse, i deres udmeldinger. En del af forklaringen på denne tavshed er formentlig, at de ikke ønsker, at Iran skal udvikle sig til et nyt Irak for EU. Så længe man ikke diskuterer muligheden for et militært angreb, så er man heller ikke uenig. EU’s strategi er derfor indtil videre at satse på stadig skrappere sanktioner som dem, der trådte i kraft første juli. Hvis sanktionerne fortsat ignoreres af Teheran, vil tiden vise, om EU så også er klar til at rulle det tunge skyts frem og sammen med USA at lægge et militært pres på Iran.

Bestået?
Har EU bestået lakmusprøven? Dette er selvfølgeligt svært at svare på, da det endnu ikke er lykkedes at få Iran til at acceptere P5+1 gruppens krav.  Men indtil videre synes tilfredsheden med den europæiske indsats at være ganske stor – især fra USA’s side, som jo har haft held til at overtale EU til at følge dets eget eksempel og iværksætte unilaterale sanktioner, der er langt mere indgribende end FN Sikkerhedsråds. Washingtons tilfredshed med EU betyder dog ikke, at Unionen slipper for kritiske røster både internt og eksternt. Særligt tredjeverdenslandene kritiserer EU for at være dobbeltmoralsk, idet man på den ene side med skarpe vendinger og midler modsætter sig Irans atomprogram, men samtidig på den anden side holder hånden over Israel – og dette endda ganske åbenlyst. Internt er det særligt EU’s politik overfor Indien, der har bragt kritik fra blandt andet EU Parlamentet. Hvor EU modsætter sig Irans atomprogram, har man i dag accepteret Indiens. Mange EU-lande er endda gået så langt til at støtte indisk medlemskab af den internationale interesseorganisation Gruppen af Leverandører af Nukleart Materiale, selvom Indien ikke har underskrevet den globale ikke-spredningstraktat (NPT). Parlamentet kritiserer Ministerrådet og EU-medlemslandene for at være selektive og dobbeltmoralske og dermed skade EU’s troværdighed som en ledende forkæmper for ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. Det er en kritik, der på mange måder er ganske berettiget. EU’s selektive implementering af dens ikke-spredningsstrategi kan da også give bagslag i forhold til Iran. Med en lidt flosset troværdighed står EU nu svagere i forhold til at overbevise både Teheran og omverdenen om, hvorfor Iran ikke må udvikle sit atomprogram, mens Israel og Indien godt må. Hvis EU’s ikke-spredningsstrategi og Unionens indsats overfor Iran skal opnå den ønskede effekt og give EU stormagtsstatus, så er det ikke nok at satse på kun at tilfredsstille USA. At have stormagtsstatus kræver også en vis grad af global legitimitet, og dét opnås ikke gennem selektivitet og dobbeltmoralskhed.

Johanne Grøndahl Glavind er Ph.d., adjunkt, Aarhus Universitet

Forsidefoto: Catherine Ashton (til venstre), EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, diskuterer Iran-politik med den britiske udenrigsminister William Hague på et møde i Bruxelles (UK Representation to the EU Flickr)