Tankernes kongerige

2020-01-05T21:27:46+00:00 lørdag, 4. januar, 2020|

Lige siden folkeafstemningen om det fremtidige medlemskab af EU har Storbritannien været kastet ud i et politisk kaos, som man skal langt tilbage i historien for at finde fortilfælde for. På alle planer drages briternes magtpolitiske position nu i tvivl.

Analyse af Thomas Lie Eriksen

TEMA: BREXIT | Når man tænker på Storbritanniens magtpolitiske symboler, er det primært parlamentsbygningen med Big Ben, Westminster Abbey samt området omkring Downing Street nr. 10, der umiddelbart falder en ind. De udgør centre for den politiske magt og prestige, hvorfra Det Forenede Kongerige styres. Engang udgjorde de midtpunkt i et verdensrige.

Der findes dog andre former for magt end den hårde økonomiske og militære, der traditionelt forbindes med Whitehall. For den anglo-amerikanske verden, der i tiden efter 1945 og særlig efter 1989 har domineret verdenspolitikken, er der ved siden af den hårde magt, hvad den amerikanske politolog Joseph Nye definerer som “soft power,” blød magt, som i form af fx. det engelske sprog har været med til at fastholde og udbygge den dominerende position, som USA og Storbritannien indtog i efterkrigstiden. Briterne har naturligvis ikke kunnet matche amerikanerne på ret mange områder, men der findes undtagelser.

Lidt nord for London finder man et epicenter for en særlig form for blød britisk magt: Oxford, en mellemstor provinsby med lidt over 150.000 indbyggere, men på grund af sit legendariske universitet er byen en magnet for mennesker fra hele verden, der kommer for at læse og studere eller blot som turister. Jeg tilbragte selv nogen tid i byen i min efterårsferie, og det kan varmt anbefales. Centrum med de gamle universitetsbygninger danner en stemningsfuld kulisse for hyggelige gåture, hvor man kan udforske byen, de enkelte colleges eller det berømte Bodleian Library. Oxford er dog meget mere end sine arkitektoniske mesterværker. Det er et tankernes kongerige, der gennem mere end 800 år har uddannet den britiske elite, gejstlig såvel som verdslig, og som siden 1945 har udviklet sig til et globalt brand, der fortsat har enorm betydning for Storbritanniens placering i det internationale samfund. Hvordan vil det herskende globale kaos påvirke den agtværdige og meget engelske institution? For at finde svar på dette spørgsmål må vi bevæge os langt tilbage i historien.

Oxford Universitet blev grundlagt i 1214 som det blot tredje i Europa efter Bologna og Paris. At det var en provinsby, der i modsætning til de større kontinentale metropoler kom til at danne hovedsæde for engelsk lærdomskultur, gør ikke historien om Oxford og dets universitet mindre interessant. Få år efter grundlæggelsen i Oxford fulgte det næste universitet i Cambridge, som skulle blive den evige rival og samarbejdspartner. I løbet af middelalderen var Oxford en af Europas førende institutioner inden for undervisning og forskning med berømte filosoffer og teologer tilknyttet universitetet. Oxfords (og Cambridges) rivende udvikling blev imidlertid standset af reformationen, der forvandlede de indtil da selvstyrende enheder til intellektuelle våben i kongens hænder i den ophedede kamp om den europæiske religiøse orden. Dermed standsede også den intellektuelle udvikling, og de to hæderkronede institutioner gik i dvale. Sådan var forholdene endnu i det britiske imperiums storhedstid.

Imperiets opblomstring indebar et behov for større uddannelsesmæssig bredde og udbud. Fra slutningen af 1800-tallet blev der derfor oprettet en række nye engelske universiteter, hvilket betød, at Oxford og Cambridge mistede det monopol på højere uddannelse, som de havde besiddet siden grundlæggelse i middelalderen.

Statuen af Cecil Rhodes på facaden af Oriel College i Oxford. – Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Eddie Keogh/

Det stod samtidig klart, at der var et akut behov for at reformere de gamle universiteter, men hverken fra Oxford eller Cambridge udgik der nogle egentlige initiativer i den retning, hvorfor der blev iværksat en række politiske reformer og indgreb, der skulle bringe Englands førende eliteinstitutioner ind i den moderne verden. Imidlertid var det ikke kun politiske initiativer, der bragte forandringer til den fastlåste uddannelsesstruktur. Fra Tyskland og Berlins universitet udgik tanker om en forskningsbaseret højere læreanstalt anført af filosoffen Wilhelm von Humboldt, som endnu i dag udgør grundlaget for universiteter verden over. De politiske reformer kombineret med de nye tanker om forskning og uddannelse transformerede langsomt Oxford til en moderne forskningsbaseret organisation, som sammen med Cambridge kunne bevare positionen som Storbritanniens førende udannelsessteder og samtidig stå sig godt på europæisk plan. Positionen som ledende verdensuniversitet indtog Oxford dog først i tiden efter 1945, hvor globaliseringen for alvor tog fart.

Perioden umiddelbart efter Anden Verdenskrig var på uddannelsesfronten kendetegnet ved, at hovedparten af den vestlige verdens stater udviklede en opfattelse af, at det var nødvendigt med en veluddannet befolkning for at kunne klare den globale konkurrence, der for alvor tog fart i de første årtier efter den store katastrofe. Universiteterne i den engelsktalende verden, herunder Oxford, havde en naturlig fordel med den massive udbredelse af det engelske sprog og populærkultur. I kombination med Oxfords spændende historie og renomme, støttet af statslige tilskud og satsning på det naturvidenskabelige område kom Oxford (og Cambridge) til at udvikle sig til verdens førende uddannelsesinstitutioner og toppede diverse ranglister, mange gange foran deres amerikanske rivaler.

Den moderne globaliserede virkelighed er den afgørende forudsætning for den position, som Oxbridge universiteterne indtager i dag. Globaliseringen er imidlertid ved at udvikle sig i en skæbnesvanger retning, hvor blandt andet spørgsmålet om Brexit naturligvis vil få mærkbare konsekvenser for Oxford og Cambridge, når udmeldelsen bliver en realitet. Studerende fra kontinentet, som i dag sidestilles med deres britiske medstuderende, vil muligvis slet ikke kunne studere i UK, eller processen vil blive besværliggjort. Det vil naturligvis skade de britiske universiteter, men Brexit er ikke den eneste sky i horisonten.

Kinas og Indiens opstigning til globale magter betyder ikke kun øget stormagtsrivalisering og bekymring for den vestlige verdens position i den nye verdensorden. I første omgang har de asiatiske magters opstigning været en fordel for Vesten, som er blevet forsynet med billige forbrugsgoder og arbejdskraft. Selv den øgede økonomiske velstand i for eksempel Kina har på nogle områder været til Vestens fordel, ikke mindst på uddannelsesområdet, idet mange studerende fra Asien har bidraget mærkbart til de britiske og amerikanske eliteuniversiteters økonomiske og intellektuelle blomstring.

Her er udviklingen dog måske ved at vende. Der er et fald i antallet af kinesiske studerende på amerikanske universiteter, og udviklingen vil sikkert også ramme britiske universiteter. Udviklingen betyder ikke kun økonomisk nedgang, men også at asiatiske universiteter vil stige i prestige og dermed udfordre den engelsktalende verdens monopol på højere uddannelser.

Hvilke konsekvenser vil den beskrevne udvikling få for Oxford, Cambridge og Storbritannien som helhed? Globaliseringen, som Storbritannien og USA mere end de fleste andre har haft gavn af, vender sig nu som et våben mod de selv samme nationer, med økonomisk ulighed, komplicerede strukturelle politiske problemer og en begyndende magtesløshed i international politik. Alle områder af samfundet bliver ramt af denne udvikling, herunder udannelsesområdet. Oxford og Cambridge skal nok bevare deres position som britiske eliteinstitutioner, men den unikke globale position, som begge universiteter har nydt i efterkrigstiden, vil sandsynligvis blive sværere at bevare, når vi bevæger os længere ind i det 21. århundrede.

Thomas Lie Eriksen er cand. mag i historie – med speciale i internationale relationer – og freelanceskribent.

Foto i artiklens top: / Ritzau Scanpix/Reuters/Andrew Boyers/

Læs hele vores Brexit-tema


Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.