Tema: CPH:DOX inviterer til europæisk fordybelse i biografmørket

2014-10-21T22:05:46+00:00 Af |Kategorier: Tema|Tags: |

I november flyder Københavns biografer over med opsigtsvækkende, eftertænksomme og afslørende dokumentarer fra hele kloden. Med udgangspunkt i en række udvalgte film fra CPH:DOX-programmet dykker Magasinet Europa ned i medrivende europæiske problemstillinger og fortællinger, der sjældent når offentligheden.

7.11.2013 | DOX:TEMA | Engang var dokumentarfilm oftest propaganda, der var bestilt af de politiske eliter. Nu laves filmene af aktivister, NGO’er, journalister og andre, der kritiserer eliterne og kaster lys over glemte eller underbelyste historier. De bedste er så underholdende, at man ofte glemmer, at handlingen ikke er fiktion.

Filmene skildrer virkeligheden. Eller den virkelighed, som instruktøren ønsker at indvie publikum i. De er provokerende og kunstneriske, ofte smukke, men altid tankevækkende. Der er CPH:DOX på biografernes lærreder, og i Magasinet Europa kommer vi bag om nogle af festivalens mest originale film – og ind i væsentlige, men ofte oversete europæiske problemstillinger.

Med dokumentarfilm som ramme skal vi til dramatiske forhandlinger mellem Serbien og Kosovo, under huden på en række skæve eksistenser i Prags natteliv og indenfor på et psykiatrisk hospital, hvor fem indsatte grønlændere fortæller deres historier til filmens instruktør, der indvier Magasinet Europa i chokerende detaljer, som ellers er gemt til rulleteksterne.

Anders Elleby Nielsen er journalist og redaktionel konsulent på Magasinet Europa. 

Om billeder i temaet: Alle anvendte billeder er stillet til rådighed af CPH:DOX.