Ti års aktivisme bærer frugt i Armenien

2018-04-24T11:36:54+00:00 onsdag, 21. februar, 2018|

Anna Shahnazaryan er en af de centrale skikkelser i det borgerinitiativ, som for nylig tvang den danske stat og PensionDanmark til at trække deres finansiering af en ulovlig mine i Armenien tilbage. Danskernes projekt forvoldte alvorlige brud på menneskerettighederne og store miljøødelæggelser. Her fortæller den 33-årige aktivist om den spirende modstand mod udenlandske regeringer og transnationale virksomheders rovdrift på landets naturressourcer.

Interview af Jens Malling

21.02.2018 | PROBLEMATISKE INVESTERINGER | “EKF trækker sin finansiering til armensk mineprojekt”. Sådan lød overskriften på en pressemeddelelse fra den danske stats eksportkreditinstitut, EKF, i slutningen af sidste år.

Dermed bærer det såkaldte Save Teghut-initiativs arbejde frugt. Både før, under og efter opførelsen prøvede det armenske borgerinitiativ at stoppe minen. Kampen mod det ulovlige projekt begyndte allerede i 2007, og en ti år lang kamp har dermed nu nået en foreløbig kulmination.

”Jeg føler hverken stolthed eller, at vi har sejret. Det lykkedes os ikke at forhindre, at minen blev bygget. Derfor kunne vi heller ikke forhindre, at miljøet og lokalsamfundene blev ødelagt,” siger Anna Shahnazaryan.

Hun er en af de centrale skikkelser i den brede modstand, som det armenske civilsamfund har organiseret mod det ulovlige, danske mineprojekt.

Forudsigelser holdt stik
Den grumme forhistorie skygger for Anna Shahnazaryans glæde over, at EKF og PensionDanmark omsider har besluttet sig for at trække deres finansiering på 350 millioner kroner tilbage.

I 2013 indgik den danske statsfond EKF, det traditionsrige danske ingeniørfirma FLSmidth og pensionsselskabet PensionDanmark et samarbejde om at anlægge kobberminen i Armenien. Med Danmarks Eksportkredit og PensionDanmark i ryggen kunne det armenske mineselskab Vallex købe udstyr af FLSmidth til en værdi af 350 millioner kroner. Dermed blev danske skatte- og pensionskroner kastet i et projekt med katastrofale følger for mennesker og miljø. FLSmidth har opført minen i strid med internationale retningslinjer. Minedriften begyndte i 2014.

”Det var trist at være vidne til, hvordan alle vores forudsigelser og advarsler om uoprettelige skader som følge af minedriften viste sig at holde stik,” siger Anna Shahnazaryan.

Fuldstændig ude af kontrol
Hun ridser det kaos op, som den danske stat og de danske virksomheder har bidraget til: Floder er blevet forurenet. Flere hundrede hektar oprindelig skov med et væld af truede dyrearter er blevet fældet. Derudover fik i hundredvis af småbønder frataget deres jord under tvivlsomme omstændigheder for at give plads til minen. Flere sager om ekspropriering af jord til projektet venter stadig på afgørelser ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. En dæmning, der holder millioner ton giftigt og flydende affald fra minen tilbage, er i fare for at bryde sammen og begrave landsbyen Shnogh, idet dæmningen ikke er ordentligt sikret imod jordskælv. Kobberet fra mineprojektet smeltes af lokale arbejdere i en nærliggende provinsby under omstændigheder, som eksperter kalder horrible.

”Situationen omkring minen er uden opsyn og fuldstændig ude af kontrol. I længden kunne det ikke holdes skjult for den danske og internationale offentlighed. Minedriften sølede EKF og PensionDanmarks image til. Projektet sætter et stort spørgsmålstegn ved de danske aktøreres sociale ansvarlighed,” siger Anna Shahnazaryan.

Ignorerede appeller
Af EKF’s pressemeddelelse fremgår det, at den danske statsfond angiveligt først blev opmærksom på de alvorlige problemer med minen i 2016. I virkeligheden advarede det armenske civilsamfund – herunder Save Teghut – under hele processen de danske aktører om misforholdene.

Det fremgår af korrespondance mellem Save Teghut og de danske aktører. EKF’s medarbejdere ignorerede appellerne fra de bekymrede armeniere. Allerede på et tidligt tidspunkt så EKF’s medarbejdere gennem fingre med omfattende dokumentation på miljøødelæggelser, magtmisbrug og lovbrud. Anna Shahnazaryan var en af dem, der personligt kommunikerede med EKF. Hun prøvede ihærdigt at holde den danske statsfond op på de internationale retningslinjer, som den hævder at leve op til. Men først efter historien om mine-kaosset kom frem i danske medier i 2017, besluttede EKF at afbryde samarbejdet med det armenske mineselskab Vallex. Om den afgørende rolle som EKF og PensionDanmark spillede, forklarer Anna Shahnazaryan:

”EKF og PensionDanmark er ansvarlige for at den ulovlige minedrift kunne begynde: Det armenske mineselskab Vallex var dybt afhængig af at kunne købe mineudstyr for de penge, som danskerne stillede til rådighed for projektet.”

Nægter at tage ansvar
Save Teghut-initiativet eksisterer ikke længere i sin oprindelige form. De armenske miljø- og menneskerettighedsforkæmpere har fundet nye måder at organisere sig på, ifølge Anna Shahnazaryan. Men arbejdet går videre. Nu gælder det oprydningen i området omkring minen.

”Vores mål er afvikling af minedriften, fuldstændig udbedring af skaderne og genoprettelse af miljøet,” siger hun.

Indtil videre løber både PensionDanmark, FLSmidth og den danske stat via EKF fra deres ansvar og internationale forpligtelser i Armenien. De vil ikke være med til at rydde op efter sig. Også selvom PensionDanmark har tjent et ukendt millionbeløb på miljøødelæggelserne og menneskerettighedsbruddene omkring minen. Hvor meget FLSmidt har tjent på projektet er også uvist.

De bekymrede armeniere har indberettet de danske aktører for Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd i København. Anna Shahnazaryan håber at den verserende sag kan føre til oprejsning for mennesker og miljø i den del af Armenien, hvor danskerne begyndte deres erhvervseventyr.

“Afstumpet” svensk statsfond
Samtidig med at Anna Shahnazaryan og de andre miljøforkæmpere holder fokus på konsekvenserne af det danske mineeventyr, er de nu tvunget til også at vende deres opmærksomhed et andet sted hen.

I lighed med Danmark har Sverige et eksportkreditinstitut. Det hedder EKN. Den svenske statsfond har netop engageret sig i et lignende mineprojekt i Armenien, i området Amulsar. Hvor danskerne bidragede til at udvinde kobber, er svenskerne interesseret i Armeniens guld. Svenskernes mine skal efter planerne åbne i år.

Dermed gentager historien sig. Ifølge Anna Shahnazaryan medfører svenskernes projekt omtrent lige så alvorlige menneskerettighedsbrud og miljøødelæggelser som danskerne er ansvarlige for. Gruppen af armenske miljøforkæmpere har allerede prøvet at advare den svenske statsfond ved at fremlægge omfattende dokumentation for guldminens negative konsekvenser. Men i lighed med deres danske kolleger ignorerer medarbejderne i EKN armeniernes appeller. Den måde EKN opfører sig og svarer de bekymrede armeniere på, får Anna Shahnazaryan til kalde den svenske statsfond for “afstumpet”.

Fra periferi til centrum
Modstanden mod de skandinaviske statsfondes skadelige aktiviteter i Armenien indgår i en større tendens, ifølge Anna Shahnazaryan. Hun peger på, at i et bredere perspektiv udgør aktivisternes arbejde eksempler på spirende modstand i det globale syd mod vestlige regeringer og transnationale virksomheders rovdrift på mindrebemidlede landes naturressourcer.

”Modstanden er desuden udtryk for stigende bevidsthed om det socialt uretfærdige i at flytte profit fra periferien til centrum i det globale, kapitalistiske system,” siger hun.

Det borgerinitiativ, Anna Shahnazaryan er en del af, gør et stort arbejde for at mobilisere lokalsamfund og skabe opmærksomhed omkring alternativer til den skadelige mineindustri. Derudover udveksler hun erfaringer med en ny generation af armeniere for at skabe mere kritisk bevidsthed om de nuværende magtforhold i landet.

Hvor kommer din motivation fra til at handle og prøve at ændre Armenien til det bedre?

”Min motivation bunder i ansvarsfølelse. Altså en bevidsthed om, at det er vigtigt at tage vare på jorden for fremtidige generationers skyld. Jeg vil gerne have børn. Og jeg vil gerne have at de kan nyde det samme ved naturen som jeg sætter pris på – for eksempel rent vand ved søen, hvor jeg voksede op. Fiskene der forsvinder nu på grund af forurening fra minedrift. Nogle gange bliver jeg ramt af kynisme og pessimisme. Men håbet og lysten til at arbejde videre vender altid tilbage. Håb er måske den største motivation. Og det motiverer at vide, at jeg ikke er alene. At jeg arbejder sammen med mennesker, der deler de samme værdier. Det styrker håbet og giver selvtilliden til at handle,” siger Anna Shahnazaryan.

Om Save Teghut-initiativet, som ikke længere eksisterer, men alligevel havde held til at presse danskerne ud af mine-projektet, fortæller hun:

”Save Teghut – både som en gruppe af miljøforkæmpere og som en overordnet kampagne – har sat vigtige spor i nyere armensk historie angående borgermobilisering og aktivisme. Initiativet satte en ny standard for social, horisontal og frivillig organisering og andre grupperinger opstod ud af Save Teghut.”

Jens Malling er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa.

Fotos: Jens Malling