Tomme ord og tæt løb: Barcelona går til valg

2019-05-31T12:23:22+00:00 lørdag, 25. maj, 2019|

Søndag er der kommunalvalg i det splittede Catalonien. Gade op og gade ned hænger kandidaternes kontrafejer i den afgørende kamp om magten i Barcelona. Nogle vil have turisterne ud og nationalisterne ind. Andre vil have genindført orden og fornuft.

Baggrund af Sara Høyrup

“Sæt dig selv fri” opfordrer en velplejet herre i sin bedste alder. Jordi Grauperas rutter ikke med informationerne om, hvad han står for, og han er tilsyneladende partiløs. Tilsammen giver slagordet, de lyserøde plakater og det milde åsyn indtryk af, at han sanker stemmer hos det store segment af homoseksuelle mænd i Barcelona. Det behøver ikke være nogen hindring for at omsætte marketingkonceptet the pink dollar til politik, at Grauperas i det virkelige liv er gift med en kvinde.

Foto: Sara Høyrup

Hvorfor den erklærede separatist stiller op uden for de tre etablerede nationalistpartier er uvist. Hans kampagneapparat virker effektivt, og der har været penge til flot design og topprofessionelt foto. Grauperas ligner en mand, der sigter mod posten som overborgmester i Cataloniens altafgørende hovedby.

Fru borgmesteren på genvalg
Men den post er Ada Colaus, kan man forstå på plakaterne hele vejen ned ad den store boulevard Diagonal, hvor den normalt nærmest usoignerede dame ligner en million. Plakaterne fastslår, at det jo altså er hende, som er alcaldessa: borgmesteren over dem alle. Den slags cirkelargumenter kan man tillade sig, når man allerede sidder på magten.

Foto: Sara Høyrup

Colau kommer fra boligbevægelsen og har skuffet fælt over en bred front. Alligevel kan hun blive set som det mindste onde af mange vælgere. Måske den erklærede feminist og angivelige biseksuelle borgmester vil blive tilgivet for sin elendige administration af den store by med de mange udfordringer: narkobuler og aggressive junkietiggere, voldelige teenagetyvebander og en altædende turisme, husudsættelser og børnearmod, afrikanske og østeuropæiske tvangsprostituerede hele vejen ned ad Ramblaen for blot at nævne de mest dramatiske.

Det siger noget om jagten på syndebukke, at det sociale problem, der får mest presse og hidser mest på de sociale medier, er sværmen af ureglementerede gadehandlere. De sindige senegalesere gør ikke anden skade, end at de står i vejen og tilbyder kopivarer billigt til de forbipasserende: solbriller og håndtasker, gummisko og sportstøj. Alligevel er de unge, sorte mænd genstand for en forestilling om, at Afrika har invaderet os, og at disse kulsorte mænd uden kvinder og uden opholdstilladelser udgør en fare af mytiske dimensioner.

Den franske cowboy
Selv den liberale borgmesterkandidat Manuel Valls tilbød på sin første pressekonference i Barcelona de sorte gadehandlere som syndebukke.

“De udgør en sikkerhedsrisiko” påstod han, hvilket er hårde ord i en by, der for ikke så længe siden blev ramt af et islamistisk terrorangreb.

Foto: Sara Høyrup

“Tag at gå ned og se det med egne øjne på Plaça Catalunya,” sagde den nyankomne franskmand kålhøgent til Deres udsendte, det flyttede til byen for 22 år siden. Det var franskmandens svar på et spørgsmål om diskrepansen mellem at kalde sig for “en mand fra venstrefløjen” og så at udråbe lumpenproletariatet til noget, der skal renses væk.

Valls lover at få styr på Barcelona i enhver henseende, og det løfte vil han om nogen kunne holde. Han er noget så avantgarde som en europæisk kandidat og har været både borgmester og indenrigsminister i Frankrig, hvor han er vokset op som barn af en spanskcatalansk migrant. Hvis den racistiske lokalnationalisme ikke udgrænsede enhver dissens, burde den tage imod den hjemvendte søn med kyshånd.

Separatisternes fjende
Men separatisterne hader franskmanden med det catalanske efternavn, ligesom de hader enhver anden effektiv modstander i regionen. Valls’ succésrige og yndige partifælle Inés Arrimadas er overgået til spansk politik efter at have tålt en årelang, hadsk og kvindefjendsk kampagne – ofte anført af erklærede feminister.

Franskmanden er den eneste af borgmesterkandidaterne, der vender sig klart imod løsrivelsesprojektet, og derfor stiller han op sammen med de liberale spanskpatrioter i Ciudadanos. Ideologisk har han allerede i Frankrig taget skridtet fra socialdemokrat til liberal, men det synes han ikke altid selv at kunne huske.

Valls kandidatur er svækket af, at hans linje har været ekstremt uklar. Først havde han held med at appellere til de catalanistiske eliter, som har brug for ro i regionen for at kunne drive forretning, men de kom fra det og har skippet ham. For at gøre sig lækker for det segment udvandede Valls fuldstændigt den antinationalisme, der skulle have trukket stemmer til fra de mange spansktalende i regionen og alle dissidenterne, der har fået nok af al den catalanske nationsopbygning.

Ciudadanos gik i front for modstanden mod løsrivelsesforsøget i 2017 og vandt stor tilslutning. Med det løsgående franske missil i front tegner partiet til kun at få ganske få byrådsmedlemmer i Barcelona. Og det er alligevel overraskende i lyset af, at der ikke er flertal for løsrivelse, og Valls er den eneste rene antinationalist.

BZ din by
Den diametrale modsætning til den forfatningstro og tætbarberede Valls er det pyttelille nationalistparti CUP på yderste venstre flanke. De er BZ-lignende typer med en militant nationalistisk agenda.

Hvor både borgmesterinde Colau og de lokale socialdemokraterer er catalanister, er CUP den ægte vare. “Med faste skridt” vil de gå ud i solnedgangen, lover de. “Ulydighed” opfordrer de til. “Brud” siger de uden omsvøb.
Og derfor er de så små. De trækker ikke mange stemmer, men har en fabelagtig evne til at sætte sig i strategisk vigtige positioner, hvor de to store nationalistpartier tænderskærende må gøre, som de mandhaftige kvinder i CUP siger.

Partiets ungdomsafdeling Arrán har for vane at smadre unionistisk sindede medier og ethvert parti, der ikke makker ret, heriblandt de ellers så føjelige socialdemokrater. Kun den rene tro dur, og al decideret dissens skal lukkes ned.

– Foto: Sara Høyrup.

Favoritterne
Størst chancer for at vælte den siddende borgmester har PSC’s erfarne socialdemokrat Jaume Collboni med det venlige smil – og de “venstrerepublikanere”, som udenlandsk presse fejlagtigt opfatter som det catalanske socialdemokrati.

Esquerra Republicana Catalana er reaktionært og rabiat. På det senere har de dog klædt sig i moderationens gevandter, mens den borgerlige Carles Puigdemont gik agurk som ustoppelig eksilmartyr.

Og dét har gjort, at ERC ifølge meningsmålingerne fordobler sin tilslutning, mens Puigdemonts “Sammen om Catalonien” (som partiet hedder for tiden) halverer sin. Det helt store skred er sket internt mellem de to store nationalistpartier: De pragmatiske borgerlige i landsfader Jordi Pujols gamle Convergència er blevet illoyale, utilregnelige ekstremister og derfor skrumpet. Fordums rurale tosser i ERC har lidt et dobbelt martyrium med Puigdemonts hemmelige flugt, som sendte ERC’s ledelse i varetægtsfængsel. “Venstrerepublikanerne” er blevet pragmatiske og har taget føringen.

Maragall fra ERC. – Foto: Sara Høyrup

Det bliver ERC, PSC eller den siddende overborgmester, som får borgmesterstangen efter valget på søndag.

Nationalisme som religion
“CREIEM” står der, mens vi venter, på de gule plakater med de blodrøde tre streger (billedet i artiklens top). “Lad os tro”. Det ligner fingermaling fra børnehaven og danner nationalistsymbolet i henhold til myten om en martyr, der forbløder for sit “land”.

På plakaterne skuer toppolitikeren Joaquim Forn skråt op til siden på en måde, som det kræver træning i NLP at afkode. Regionens tidligere “indenrigsminister” var øverste ansvarlige for regionspolitiet, som i strid med sine forpligtelser forholdt sig passivt – eller ligefrem kollaborerede – under den forfatningsstridige afstemning om løsrivelse den 1. oktober 2019. Forn er en de løsrivelsesledere, som aktuelt sidder anklaget for kupforsøg i den spanske højesteret, og de stiller næsten alle op på alle mulige politiske niveauer i håbet om at opnå immunitet, subsidiært påvise at det hele er uretfærdigt.

Nu beder den varetægtsfængslede toppolitiker os om lade vores stemmegiving være en troshandling. Dermed viser den slagne og dog uovervindelige lokalnationalisme sig som et spørgsmål om følelser, der ikke kan modgås med fakta.

Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.

Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/ 


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon