Trods farvel til britisk militærmuskel: EU’s forsvarssamarbejde kan ende med at blive styrket

2016-09-12T10:58:13+00:00 Af |Analyse, Tema: Brexit?|

Tyskland og Frankrig er den nye dynamiske duo, der vil sikre et udvidet forsvarspolitiske samarbejde i EU. De to landes forsvarsministre har op til EU-topmødet i Bratislava på fredag fremlagt et nyt forslag, som samtidig puster liv i EU’s nye udenrigspolitiske strategi.

12.09.2016 | TEMA: BREXIT | Forsvarsministrene fra Frankrig og Tyskland – henholdsvis Jean-Yves Le Drain og Ursula von der Leyen (billedet) – har op til EU-topmødet i Bratislava på fredag offentliggjort et forslag om dybere forsvarsintegration i EU, og det fryder formentlig EU’s udenrigsschef, Federica Mogherini.

For med det tysk-franske forslag, der blev præsenteret i fredags, er den nye globale strategi for EU, som Mogherini præsenterede sidst i juni, allerede er på vej til at komme et af sine mål nærmere. Et af målene var således, at forsvarssamarbejdet i EU skulle styrkes og opprioriteres.

Mediemæssigt fik Mogherinis strategi ellers ikke den bedste start på tilværelsen, da den endelige præsentation af udspillet kom blot få dage efter Brexit-afstemningen, den 23.juni. Der blev ikke levnet megen spalteplads og EU’s globale strategi druknede i historierne om David Camerons afgang, briternes reaktioner og EU’s nyeste krise til samlingen.

Resultatet af Brexit-afstemningen understreger dog vigtigheden af at formulere strategiske tiltag, der gør det muligt for EU at agere proaktivt og strategisk. Og med Storbritannien ude af billedet, er der nu lagt op til, at Tyskland og Frankrig kan sætte sig i førersædet og sætte skub på EU’s nye globale strategi.

Mere beskeden, men bedre integreret, forsvarspolitik
I EU’s nye udenrigspolitiske strategi har man bl.a. fokus på at styrke EU’s militære kapabilitet og samarbejde. Med EU’s mest veludrustede hær, skulle man mene, at Storbritanniens udtræden af samarbejdet vil svække mulighederne for at opnå dette mål.

Det gør det på sin vis også. Man vil ikke operationelt kunne udføre missioner af større karakter, da Storbritannien sidder på de logistiske ressourcer, som militære operationer kræver.

Med Tysklands og Frankrigs oplæg, der indeholder forslag om et nyt fælles permanent forsvarskontor samt oprettelsen af en logistisk og medicinsk militær enhed, vil EU dog, på sigt, selv opbygge nogle af de kapaciteter, der forsvinder med Storbritanniens udtræden.

Forslaget indeholder også ideer om mere koordinering af indkøb af militært udstyr. På sigt kunne det også åbne op for, at man købte og delte mere militært udstyr sammen såsom droner og helikoptere.

Storbritannien vil i den kommende tid næppe være særligt engageret i at deltage i operationer under EU-fanen, mens deres kommende EU-exit bliver taget i betragtning, og det vil i en del år fremover paralysere muligheden for at udføre fælleseuropæiske operationer. Til gengæld har Storbritanniens kommende exit banet vejen for, at Frankrig og Tyskland kan presse på for et tættere og mere effektivt forsvarssamarbejde i EU. Forsvarssamarbejdet er i øvrigt et område, hvor vi i Danmark står på sidelinjen grundet vores forsvarsforbehold.

Mere EU, mindre NATO
En EU-hær og tættere forsvarssamarbejde har flere gange været på tale i EU, men briterne har altid holdt igen overfor de mere villige parter på den anden side af forhandlingsbordet – Frankrig og Tyskland.

Storbritannien har typisk tippet mere til NATO-siden, hvilket generelt har stået i vejen for forsvarspolitisk integration i EU. Omvendt har Storbritannien fungeret som bindeled imellem de amerikanske interesser i NATO og de europæiske militære interesser.

Med briternes kommende farvel til EU bliver den snor, der holder de to sider af Atlanten sammen, kappet, og spørgsmålet er så, om strømmene gør, at EU og NATO flyder længere fra hinanden. Meldingerne fra Frankrig og Tyskland kan tolkes som et lille skridt i den retning.

Dog er det værd at huske på, at der også er store forskelle i tilgangen til forsvarspolitik mellem Tyskland og Frankrig. Med Frankrig som den mere offensive og Tyskland som den mere passive.

Tyskland har siden Anden Verdenskrig haft berøringsangst overfor offensive militæroperationer – også selvom det officielt er forsvarsaktioner, NATO foretager. Frankrig har ikke haft samme berøringsangst som Tyskland. Deres skepsis overfor NATO bunder i franskmændenes mistro, stolthed og misundelse til den de facto USA-ledet pagt.

Denne forskel på Tyskland og Frankrig bliver brudlinjen fremover. Dét bliver et af de områder, hvor konflikter om den integrerede forsvarspolitiske front vil opstå fremover.

Hvad med resten af EU?
Efter Frankrig og Tyskland, som vil være de største militære magter i EU efter Brexit, står Spanien, Italien, Polen og Sverige i næste række. Sverige er stor bidragyder til humanitære operationer, Polen investerer massivt i droner og har voksende våbenindustri,  mens Spanien og Italien begge har stor slagkraft, selv om økonomien lammer de to sidstnævnte i disse år. Ingen af disse øvrige militært stærke EU-lande ventes at ville stå i vejen for yderligere integration af EU’s forsvarssamarbejde.

Med de nye meldinger fra Tyskland og Frankrig synes vejen derfor banet for et tættere forsvarssamarbejde i EU, om end noget mere beskedent i omfang. Det er ret sikkert, at det ikke var det, Mogherini havde i tankerne, under udarbejdelsen af den globale strategi, men med Brexit in mente, er det ikke den værste måde at komme videre på.

Tarik Kehli er skribent på Magasinet Europa.

Billedet i artiklens top: Michael Sohn/AP/Polfoto.