Venstre om i Catalonien

2021-02-14T11:17:51+00:00 lørdag, 13. februar, 2021|

Socialdemokraterne står til at vinde – men hvad står PSC egentlig for? Og hvilken af de to uforsonlige blokke vil de trække stemmer fra? Dette er anden del af miniserien om Catalonien, der går til valg den 14. februar.

Baggrund af Sara Høyrup 

Den elegante give-no-fucks-type Arcadi Espada har været flabet nok til at skrive en bog kaldet Contra Catalunya, dengang catalanismen var nationalistisk men ikke åbenlyst separatistisk. Alene titlen er nærmest helligbrøde i et område, hvor det helt frem til oktober 2017 var nærmest utænkeligt at rokke båden og sige fra.

Allerede i firserne var Espada centralt placeret i den catalanske medieverden og fulgte catalanismens korruption på tæt hold. Dengang var det endnu ikke kendt stof, at landsfaderen Jordi Pujol med hjælp fra fruen fyldte fjerne bankkonti med enorme beløb, som han og hans allierede pumpede regionen for. Men korruptionens andre former var tydelige for de få, der ligesom den dengang unge journalist nægtede at stikke sig selv blår i øjnene.

Venstrefløjens svigt
Den evigt unge Espada er en åndsaristokrat. Han er elsket og hadet for en arrogance, som sætter ham i stand til at tale konsensus midt imod. Espada har en baggrund på den yderste venstrefløj. Det hedengangne kommunistparti PSUC har sammen med de lokale socialdemokrater et tungt medansvar for diskriminationen mod indvandrerne og deres efterkommere:

Herfra – og ikke fra de erklæret catalanistiske partier – kom initiativer som den fastgroede etsprogethed i regionen. Netop de partier, som skulle stå på arbejderklassens side, svigtede de mennesker ganz unten, der var rejst fra land til by og fra syd mod nord under senfranquismen. Og catalanismen gjorde sit allerbedste for at overtage deres børn.

Espada fortæller om sit ubehag og sin spirende mistanke om, at der var noget galt med det højhellige catalanistiske projekt. Det gør han til fotograf Cristina Casanovas storslåede projekt 40 años de resistencia (40 års modstand). Titlen henviser til de 40 år med demokrati, hvor catalanismen har fået lov at æde sig ind på alt. Samtidig er netop 40 år et fast begreb på spansk: De 40 onde år var diktaturets tid, der gik forud.

En borgerpligt at stemme
Espada er den eneste af de interviewede, der med fast stemme erklærer til Magasinet Europa, hvem der får hans stemme. Han vil endnu engang stemme på Ciudadanos: ”Ikke fordi jeg regner med, at de gør, hvad de burde gøre. Men fordi det er en borgerpligt at stemme.”

”Jeg nåede at opleve diktaturets sidste tid,” siger journalisten født i 1957. ”Jeg ved, hvor vigtigt det er at stemme.” Han har tidligere gjort opmærksom på, at det er et sygdomssymptom i demokratiet, når folk i et område stemmer afhængigt af deres modersmål. Alligevel betragter han det nu som det mest påtrængende problem at sikre de spansktalende deres eget parti, der kæmper for deres rettigheder.

Og hvorfor så det? Simpelthen fordi de i alle årene har manglet en stemme. Ingen har talt deres sag – ikke engang de selv. De ydmyge tilvandrede fra andre dele af Spanien sagde tak til og lod det lokale bourgoisi afgøre, hvad vi alle sammen skulle mene om det hele i Catalonien.

Man slås på symboler i Catalonien. Her er en plakat om “politiske fanger” reduceret til blot og bart “fanger”. – Foto: Sara Høyrup.

Det har gymnasielæreren Iván Teruel en dokumentarroman på vej om: hans andalusiske bedsteforældres ankomst til det forjættede Catalonien: ”De var den tids perkere.” Bogen beskriver også, hvordan skolesystemet er blevet til en trojansk hest for nationalismen. Og hvordan nogle af de nye indvandrerelever begynder at slå sig i tøjret, når de bliver tvunget til at studere på et andet sprog end de, de alle sammen taler ude i gaderne.

Den socialdemokratiske joker
De fleste unionister er enige om én ting: Socialdemokraterne kan man ikke stole på. Hverken de catalanske socialistes i PSC eller dem i det store søsterparti PSOE i Madrid. Uden socialdemokraternes eftergivenhedspolitik ville lokalnationalismen ikke have formået at overtage hele det catalanske samfund.

Det gælder dog uanset, om rød blok eller blå blok har siddet i landets regering. Madrid har alle dage svigtet unionisterne og de spansksprogede i Catalonien. Det minder en yngre catalansk journalist om: Juan Pablo Cardenal, der senest har udgivet Catalonien-bogen La telaraña (Edderkoppespindet), som vi skal høre mere om senere i serien.

En tredje catalansk konstitutionalist med intellektuelt vandmærke er Ramón de España. Han er fra Espadas og sangskriveren Alfonso de Vilallongas generation, og også han har tænkt sig i mangel af bedre at følge gammel vane. Og det er at stemme socialdemokratisk, fordi han simpelthen ikke kan få sig selv til at stemme på højrefløjen.

Det er den spanske sundhedsminister, der stiller op som regionschef for partiet. Og trods al utilfredshed med pandemihåndtering står Salvador Illa faktisk til at vinde. ”Jeg bliver nødt til at holde mig selv for næsen imens,” sukker Ramón de España opgivende. ”Og måske er det sidste gang, jeg stemmer.”

Vilallonga for sin del sammenligner en såkaldt sikker stemme på socialdemokraterne med at fiske en kugle ud af tombolaen: ”Man aner jo ikke, hvad man får.”

Pandemiens sociale ofre
Men lige så upålidelige socialdemokraterne også er i forsvaret for den spanske statsstruktur og for de spansktalendes lige borgerrettigheder i regionerne med den største selvfølelse – lige så nødvendige er PSOE/PSC også for at sikre velfærdsstaten. Spaniens socialprogrammer er på godt og ondt for vand at ligne mod de danske. Og de borgerlige catalanister afmonterede meget af sundhedsvæsnet for år tilbage, mens de selv fyldte lommerne.

Akademikeren Jordi Gracia fra Universitat de Barcelona er optaget af de mange børn, der lever under fattigdomsgrænsen i regionen. Det gør de eksempelvis i indvandrerbydelen Raval lige ovre på den anden side af Plaça de Universitat.

Splittelsen går midt ned gennem familierne. Akademikeren Jordi Gracia håber på at undgå løsrivelse. Hans datter er separatist. – Foto: Sara Høyrup.

Gracia er af den faste overbevisning, at der er brug for at udbygge velfærden i Catalonien. De problemer, det kan medføre i form af det, han kalder for ”patologier og invasion af privatlivet”, sådan som vi ser det i Danmark, mener han, at enhver ordentlig stat må være i stand til selv at monitorere.

Albert Garrido fra den tosprogede Periódico de Catalunya taler om pandemiens sociale ofre. Den erfarne politiske journalist finder det af stor vigtighed at løfte blikket fra kløften mellem separatister og unionister, catalanister og spanjolister. Det er tid til sammen at løse de påtrængende problemer.

Det samme siger expat Amy Holden, næstformand i den forfatningstro forening Europeans in Catalonia: ”De to modstandere må gå på kompromis og opnå konsensus om fælles projekter.” Det lader til at være foreningens nye dagsorden, for holdningen hører vi også hos foreningens belgiske radiovært, advokaten Grégoire Gathem.

I Barcelonas centrum bor fattigdom og fine restauranter dør om dør. – Foto: Sara Høyrup.

Første afsnit i miniserien handlede om højrefløjens kvaler. I morgen handler det om uduelige ledere på sæbekasser.

 

Miniserie: Catalonien går til valg

Efter en kombination af covid-virvar og partiske interesser ligger det nu fast, at oprørsregionen i det nordøstlige Spanien går til urnerne den 14. februar. Valget til regionsparlamentet står mellem separatister og unionister – og mellem højre og venstre.

Lokalstaten forsøgte i efteråret 2017 at rive regionen ud af det spanske fællesskab. En fem år lang ”proces” gik forud. Forsøget fik i 11. time den oversete halvdel af befolkningen op af stolene i protest. Løsrivelsen løb ud i sandet, men alle oprørsstrukturerne er stadig på plads.

Magasinet Europa spørger fremtrædende fortalere for det forfatningstro standpunkt om, hvad der nu skal ske. Vi taler også med medlemmer af den bløde mellemvare om de glemte dagsordner. Tidligere tilgængelige separatister og separatismeapologeter har ikke ønsket at udtale sig denne gang.

Interviewene er foretaget på spansk, catalansk, fransk og engelsk. De kan ses her og her.

Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer, bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: Sara Høyrup