Idomeni 2016: “Spectres are haunting Europe” er en poetisk hvidbog over Europa som fælleskab. De 99 minutter, filmen varer, er et kakofonisk mikrokosmos, hvori diskussionen om, hvem der fortjener at komme ind i Europa, og hvem der ikke gør, udspilles og forhandles.

Anmeldelse af Annemarie Majlund Jensen

TEMA: CPH:DOX | Lad det være sagt med det samme: Det her er ikke en påtaget objektiv iagttagers betragtninger over en hvilken som helst film om flygtningekrisen. Og lad det være sagt med det samme, at det heller ikke er et mislykket forsøg på at levere en objektiv vurdering af en alt andet end ligegyldig film. Til gengæld er det en engageret iagttagers begejstrede indførelse i en film om et af de måske nok mest begejstringsløse emner: situationen i flygtningelejren i Idomeni, ved det nordlige Grækenlands grænse til Makedonien, umiddelbart før de græske myndigheder jævnede lejren med jorden tilbage i foråret 2016.

Det er den græske dokumentarist Maria Kourkouta, der i samarbejde med kollegaen Niki Giannari har instrueret Spectres are haunting Europe, som begynder med en serie lange scener, der hver især skildrer flygtningelejrlivet, så ingen er i tvivl om den sårbarhed – fysisk, mental, eksistentiel – livet som flygtning indebærer, også indenfor, Europas skarpt optrukne territoriale og mentale grænser.

Ophavskvinderne arbejdede som frivillige i Idomeni under arbejdet med filmen, hvilket har sat sit præg på dokumentarens udtryk, der med sans for de detaljer og rutiner, der træder frem ved nærmere kendskab til det sted og de mennesker, den portrætterer, viser hvordan flygtningelejrlivet ikke bare er en hændelse, ”noget der sker” på flugten. Det er en tilstand. Som Kourkouta formulerede det i forbindelse med filmens modtagelse ved filmfestivalen i Jihlava sidste efterår, er flygtningetilstanden en situation hvor alt er midlertidigt; Flygtningelivet er der hvor selve det at vente på at turen til Europa kan fortsætte – og det normale liv, altså livet, genoptages – er hverdagens egentlige indhold.

Europæisk mikrokosmos
Det er de endeløse diskussioner om hvor, hvorfor og ikke mindst for hvem og hvornår, EU’s grænser åbnes eller lukkes, der er omdrejningspunktet for dokumentarens anden del. Eller, det er ét af flere omdrejningspunkter, der hver især følger forskellige sensoriske spor.

Umiddelbart kan det se ud som om Spectres are haunting Europe først og fremmest er en visuel oplevelse kun. Det er den også, men lytter man efter (eller læser underteksterne, hvis man ikke er stærk i syrisk-arabisk og græsk), er også talesporet interessant, fordi det udgør en slags moralsk underspor, et soundtrack af stemmer, der tilsammen taler som, om og til Europas (herunder EU’s) samvittighed. De 99 minutter, filmen varer, udgør på denne måde et kakofonisk mikrokosmos, hvori diskussionen om, hvem der fortjener at komme ind i Europa og hvem der ikke gør, udspilles og forhandles.

Særligt tydeligt står det opgør i en af de længerevarende sekvenser hvori en gruppe syriske flygtninge diskuterer med sig selv og hinanden hvorfor netop de burde få ubetinget adgang til EU (dvs. udgang fra Grækenland og adgang til Nordeuropa), og hvornår netop dét bliver gjort til virkelighed. De ved, at det sidste afhænger af magtspillene imellem EU’s medlemsstater og mellem EU og Tyrkiet, der i de samme minutter, diskussionen i lejren finder sted, og altså under filmens tilblivelse, netop var i gang med at forhandle ”flygtningeaftalen” på plads.

Kan du mærke mudderet?
Hovedparten af Spectres are haunting Europe er således skudt i dagene op til EU-Tyrkiet aftalens indgåelse og lukningen af grænsen mellem Grækenland og Makedonien og resten af Balkanruten i d. 20. marts sidste år. Den derefter overfyldte flygtningelejr blev ryddet i slutningen af maj, og de på daværende tidspunkt mellem 8.000 og 9.000 beboere i lejren flyttet til modtagecentre. Filmens primære dagsorden er dog hverken lokal- eller storpolitisk. Tværtimod. Der er meget langt fra Idomeni til der, hvor Idomeni-lejrens skæbner besluttes.

Det sidste får vi at se og føle ikke mindst i første tredjedel, der mest af alt er en lang og sej tur igennem mudder. Og sko. Små sko, store sko, herresko, damesko. Der er så meget fodtøj i denne her film. Og ve den, der ikke har noget. I marts 2016 var Idomeni nemlig mudder blot, og vi får syn for sagn. Nogle har måske fortrudt, at de tog dansesko på, da de forlod deres hjem, eller de er taget afsted i en sådan hast, at de ikke har nået at skifte. Uanset hvad, er det spraglede fodtøj en påmindelse om, at der, indtil for ganske nyligt var noget, der hed et almindeligt liv, med dagligdagsting som arbejde, indkøb, familiebesøg og dansetimer. Man aner hvordan der, inde bag de ensfarvede regnfrakker og i alt det gråbrunemudder findes vidt forskellige mennesker, der ikke lader sig reducere til ”flygtninge” blot.

Og forskelle findes og de bemærkes – også indenfor Idomenis rummelige flygtningekategori. Der tales syrisk-arabisk, for det meste, men kurderne holder sig for sig selv, får vi at vide af en ukendt stemme udenfor kameraets vinkel. ”De dukker ikke op til protesterne i lejren”. De ”holder sig til deres ”egne””. Der er så mange sindssyge detaljer i den tilsyneladende mudrede ensformighed. Og nogen stikker ud, fordi de er afsindigt smukke. Som mange mennesker jo er, men her kan vi altså som beskuere nå at bemærke det, fordi der ikke er klippet stort i det filmiske råmateriale, og fordi instruktørerne holder lige netop den observerende stil, der kendetegner filmen vejen igennem: Den skynder sig ikke videre, haster ikke med at drage konklusioner.

Poetisk hvidbog
At der ikke drages konklusioner, betyder ikke, at der ikke er nogen fortælling. Dokumentaren er en poetisk hvidbog over Europa som fælleskab, og måske især, som flygtningefællesskab; Der var engang, hvor det var grækerne, der flygtede til Syrien, og ikke omvendt. Filmen stiller skarpt på ulykkens vilkårlighed og indeholder samtidig en implicit civilisationskritik, idet den rører ved et af de helt essentielle paradokser i forestillingen om Vesten, som et kulturelt knudepunkt: tendensen til på en og samme tid at være håbløst besat af (vores og andres) kulturelle forskelle, og (vores og andres) stædige forsøg på at udligne dem.

Filmens iøjnefaldende titel, med dens lidt for direkte historiske reference til trods, er Spectres are haunting Europe en vedkommende skildring af flygtningekrisen, og i særdeleshed af Idomeni anno 2016, som fortolket af Kourkouta fremstår hæslig og smuk i sin menneskelighed. Muligvis vil også de, der faktisk opholdt sig i Idomeni genkende, hvordan det var at være der, sidste forår, i en af de mest berygtede flygtningelejre på europæisk grund i nyere tid.

Afhængigt af temperament, kan filmen desuden ses som et sobert bidrag til en flygtningedebat, hvor de barske menneskelige realiteter og omkostninger ved flugt, har en tendens til at træde i baggrunden for de dele af flygtningeproblematikken, der kan bruges af dem, der gør sig i kortsigtet politisk leflen for den indre, griske svinehund.

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Fra filmen Spectres are haunting Europe.