Søndagens folkeafstemning i Tyrkiet handler om meget mere end øgede beføjelser til præsident Erdogan. Et ja vil skade landets skrøbelige demokrati og sandsynligvis kvæle den gamle tyrkiske drøm om Europa.

10.04.2017 | TYRKIET | På et vælgermøde den 2.april gjorde Recep Tayyip Erdogan det krystklart, hvordan han ser mulighederne for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union: “EU-lederne rejste til Vatikanet og lyttede underdanigt til paven. Forstår I nu, hvorfor de gennem 54 år har nægtet at optage Tyrkiet i EU?”, lød det fra den tyrkiske præsident. “Situationen er krystalklar: Det er en alliance af korsfarere. Det skal I også tage stilling til den 16.april”, sagde præsidenten med henvisning til den kommende folkeafstemning.

Erdogan (billedet) har det med at bruge store ord, men forårets hetz mod EU signalerer en ny fase i relationen. Tyrkiet ofrer sin gamle drøm om at blive en del af Europa for at få en friere hånd som en regional stormagt, der kan slå hårdt ned på kurdere, islamister og gülenister uden at skele til liberale værdier.

Atatürk så mod Europa
Tyrkiets integration i Europa var ellers en proces, der havde været undervejs i næsten hundrede år. Efter Det Osmanniske Riges fald og den tyrkiske uafhængighedskrig, skyllede der en moderniseringsbølge ind over landet, der blev ledt af republikkens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk. I 1924 introducerede Atatürk en forfatning, der med europæisk retspraksis og en vifte af nye rettigheder lagde endeligt låg på det islamiske kalifat og bragte Tyrkiet tættere på Europa.

Reformerne gjaldt ikke kun det politiske liv: Skoleelever skulle lære det latinske alfabet, kvinder måtte fjerne tørklæderne i offentlige bygninger og universiteterne blev reformeret efter europæisk forbillede. Lærebøgernes fokus på absolut monarki blev sågar udskiftet med liberale teorier af Montesquieu og Rosseau.

Men som det ofte er tilfældet med dramatiske reformer, haltede virkeligheden efter lovgivningen, for det varede helt til 1946 før landet reelt fik et flerpartisystem. Men herefter gik det hurtigt med at integrere sig i det internationale samarbejde. Medlemsskaber af Europarådet (1949), NATO (1952) og OECD (1961) skulle knytte landet tættere sammen med Vesten, frem for Sovjetunionen eller den arabiske verden. Med associeringsaftalen med EØF i 1963 mente mange at Tyrkiet indenfor en overskuelig fremtid ville blive et fuldgyldigt medlem af forløberen til EU.

Erdogans europæiske ambition
Men kort efter begyndte den tyrkiske drøm om Europa at slå sprækker. Kuppet i 1960 viste sig ikke at være en enlig svale, for i både 1971 og 1980 afsatte militæret landets regering for at beskytte, hvad man kaldte “den kemalistiske ideologi” – altså Atatürks principper om en sekulær og fremsynet statsmagt. Med henvisning til kuppene og besættelsen af det nordlige Cypern, valgte medlemmerne af EØF derfor at “vente på bedre tider”, før man ville sætte Tyrkiets optagelsesproces i gang.

Det kan være svært at tro, når man i dag hører Erdogan tordne mod “fascisterne” i EU, men det var faktisk ham, der for alvor satte skub i den europæiske drøm efter storsejren i parlamentsvalget i 2002. “Vi vil gøre alt for at fremskynde Tyrkiets optagelse i EU”, lød det kort efter valget. Den følgende sommer satte det moderat-islamiske parti handling bag ordene: Kurderne fik flere rettigheder, militærets magt blev indskrænket og tortur blev formelt bandlyst.

Erdogan havde tre grunde til at gennemføre disse reformer: For det første skulle det kupglade militær overbevises om at det islamiske AK-parti ikke havde en religiøs eller autoritær dagsorden. For det andet ville reformerne udløse en vigtig international blåstempling af den nye regering og for det tredje havde Tyrkiet desperat brug for øget handel med Europa efter en dyb økonomisk krise med negativ vækst på 10%.

Erdogans reformer gav pote. I 2005 satte Bruxelles og Ankara officielt gang i optagelsesprocessen, hvor Tyrkiet på 35 punkter skulle harmonisere sin lovgivning med unionens normer om f.eks. menneskerettigheder og demokratiske spilleregler. Men gennem de følgende år fik den ene sag efter den anden forhandlingerne til at løbe på grund, før de for alvor var kommet i gang. I 2006 truede Østrig og Frankrig med folkeafstemninger om Tyrkiets medlemsskab, i 2009 blokerede Cypern for forhandlingerne med krav om normalisering af forholdet mellem de to ærkefjender og i 2013 blev Tyrkiet skarpt kritiseret af Angela Merkel for dets brutale behandling af Gezi-park demonstranterne.

Vendte ryggen til Europa
Disse begivenheder var med til at omkalfatre Erdogans syn på EU: Hvad han betragtede som en økonomisk og politisk løftestang i 2002, begyndte han nu at se som en politimand, der bandt regeringen på hænder og fødder. “Jeg kan ikke genkende jer længere”, sagde Erdogan om EU efter demonstrationerne i 2013.

EU var blevet en spændetrøje for en tyrkisk præsident, der siden har følt sig presset til bruge autoritære metoder for at slå ned på en vifte af både reelle og forestillede fjender: Progressive unge i byerne, kurdiske militante, terroristerne i IS og ikke mindst kemalister og gülenister i landets militær og mediesektor. Men efter det mislykkede kup i 2016 følte regeringen sig med rette truet på eksistensen og gav fanden i Europas spilleregler: Titusinder af formodede sympatisører blev fængslet mens 127 medieorganisationer blev lukket af myndighederne.

Da Erdogan i marts beskyldte EU for at være “fascistisk og grusomt” (for ikke at tillade tyrkiske valgmøder) er det derfor et udtryk for at den tyrkiske præsident allerede har besluttet sig for at gøre sit til at knuse Tyrkiets næsten 100 år lange drøm om Europa. Med optagelsesforhandlingerne lagt i graven, kan han fortsætte sin rejse mod et autoritært styre uden at bekymre sig om reaktionerne fra Bruxelles.

Men Erdogan er ved at gøre det over med en forlovet, der selv forsøger at hive ringen af fingeren. De foreslåede forfatningsændringer er nemlig blevet evalueret op mod EU’s demokratiske normer af Venedigkommissionen, der offentliggjorde sine resultater den 13.marts. Ændringerne “harmonerer ikke med principperne om magtdeling, som er karakteristiske for præsidentielle demokratier”, lød det fra kommissionen. De juridiske eksperter konkluderede, at den nye forfatning ikke har de nødvendige stopklodser, der kan forhindre et skred mod et “autoritært styre og en-mands regime”.

Der er derfor meget på spil den 16.april. Hvis de tyrkiske vælgere godkender forfatningsændringerne, så bliver der to tabere. Tyrkerne må sandsynligvis vinke farvel til fællesmarkedet og udsigten til EUs støtteordninger, mens Europa ikke længere kan bruge forhandlingerne til at presse Tyrkiet til at gennemføre demokratiske reformer. Derimod vil flygtningeaftalen fra 2015 fortsat være et magtfuldt spillekort for den tyrkiske regering.

Den eneste vinder vil være de tyrkiske nationalister og Recep Tayyip Erdogan, som potentielt kan fastholde magten helt til 2029. På et vælgermøde i Ankara den 25.marts løftede Erdogan selv sløret for sine tanker: “Hvad hvis det bliver et ‘ja’ den 16.april og de vil nægte os adgang til EU?”, lød det. “Åh, hvis de bare ville træffe den beslutning, vil det gøre det nemmere for os (…) Tyrkiet er ikke nogens skødehund”.

Fakta: Hvad stemmer tyrkerne om den 16.april?
De 53 millioner stemmeberettigede tyrkere kan sige ja eller nej til en forfatningsændring, der vil ændre det politiske system fra parlamentarisme til præsidentialisme. Forfatningseksperter mener, at ændringerne vil koncentrere magten hos præsidenten, der blandt andet vil kunne:

  • udpege og fyre ministre
  • udpege 2/3 af landets højtstående dommere
  • gennemføre love per dekret
  • være partileder og dermed kontrollere parlamentet

 

Kasper Schlie er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Özer Kayhan/AP/Polfoto.