Cyperns unge højrefløj graver stridsøksen frem igen

De strandede Cypern-forhandlinger om en genforening af den delte ø vækker jubel hos ungdomsafdelingen af det græsk-cypriotiske nationalistiske parti ELAM. Disse unge er stærkt imod genforening med tyrkisk-cyprioterne.

15.08.2017 | CYPERN | Det er ikke Cyperns hvide flag med dets kobberfarvede kort over øen og herunder to grønne olivenkviste, der vajer i blæsten over et fint hotel i Larnaka. Det er derimod Grækenlands blå-hvide flag. En 10-årig knægt vifter i stolthed med de græske nationalfarver. Der lyder pludseligt et pistolskud, som forbavser publikum. Den lille dreng spiller død, dræbt af landets fjender. Efter en times foredrag og taler, er det denne optræden, der afslutter det nationalistiske parti ELAM’s fejring af Cyperns befrielse fra det britiske imperium. Dette efterfølges af jubel, hujen og klapsalver. De monokromatiske billeder af soldater, dræbt i opgøret, opgejler tilskuernes nationalistiske lidenskab.

Det er dagen før den årlige fejring af begyndelsen på den oprustede kamp midt i 1950’erne mod det britiske kolonistyre. De kæmpende er, i nationalisternes øjne, helte, og hvert år fejrer ELAM denne begivenhed. I år falder størstedelen af publikummet i ungdomskategorien.

Det sidste glæder Panayotis Hasikos, et 17-årigt partimedlem, for han bekymrer sig generelt om, at hans generation forsømmer fortiden, og at de unge tror, at de ”ikke behøver at bekymre sig om fortiden.”

For han er det vigtigere end nogensinde før at huske fortiden, eftersom ”denne generation er vokset op i et land ødelagt af tyrkiske mordere.”

Tyrkiet den nye modstander
Det er nemlig – ifølge partiets unge medlemmer – Tyrkiet, der er nutidens modstander. Efter Cyperns uafhængighed fra Storbritannien i 1960 levede græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter sammen, men i 1974 invaderede Tyrkiet den nordlige del af middelhavsøen. Det skete som følge af et kortvarigt græsk-cypriotiske militærkup, orkestreret af den daværende militærjunta i Grækenland. Selvom kuppet, der havde til formål at indlemmet Cypren i Grækenland, kun holdt i få dage, så har Tyrkiet siden beholdt titusinder af soldater på det nordlige Cypern for at “beskytte” det tyrkisk-cypriotiske mindretal på øen. Tyrkisk-cyprioterne bor i dag i nord, mens græsk-cyprioterne bor på den sydlige del af øen. Talrige FN-forsøg på forhandle en genforening på plads er slået fejl. Nogle gange har det været lige ved og næsten, senest med to højdiplomatiske forhandlingsrunder i Geneve i Schweiz i år, men sidstnævnte brød forleden sammen, og mandag tog FN-forhandleren, nordmanden Espen Barth Eide, sin afsked.

Udviklingen er sød musik i ørerne for Panayotis Hasikos. For ham er fortiden endimensionel, græsk-cyprioterne er ofrene og tyrkisk-cyprioterne undertrykkere på grund af Tyrkiets tilstedeværelse på øen.

Zenonas Tziarras er forelæser på UCLan i Pyla, en blandet græsk- og tyrkisk-cypriotisk by, og politisk analytiker. Hans forklaring er simpel. Unge fra begge sider af den grønne linje, der deler Cypern, er opvokset uden tanken om en fremtidig genforening.

”De har behov for baggrundsinformation,” siger han og tilføjer, at ”nationalistiske talere forsimpler tingene.”

Nægter at krydse de grønne linje
ELAM kæmper for landet. De vil have de ”illegale bosættere”, hvilket vil sige folk, der efter 1974 er kommet til det nordlige Cypern fra Tyrkiet, til at forlade øen. De har dog heller ikke tiltro til, at sameksistens kan lade sig gøre, hvis de tyrkiske soldater og tyrkiske bosættere forsvandt, og der kun var tyrkisk-cyprioter og græsk-cyprioter tilbage.

”Vi kan ikke bo sammen,” som flere unge medlemmer udtaler i forbindelse med festlighederne.

De mener, at deres værdisæt er for forskellige til at kunne sameksistere, men de erkender samtidig, at de aldrig har besøgt den nordlige del af Cypern. Formanden for ELAM’s ungdom, Sotiris Ioannou, hævder, at hvis ELAM-medlemmer gik over den grønne linje, ville de blive arresteret, da de ville blive betragtet som terrorister i den selvudråbte tyrkisk-cypriotiske udbryderstat, Tyrkish Republic of Northern Cyprus, TRNC, som kun er anerkendt af Tyrkiet. Resten af verden anerkender regeringen for Republikken Cypern og dens græsk-cypriotiske præsident Nicos Anastasiades som de legitime repræsentanter for hele Cypern. FN anerkender officielt denne regering, mens den nordlige del af øen er udsat for en international handelsembargo.

Generelt set afviser ELAM-medlemmer at krydse den grønne linje af rent ideologiske årsager.

”Vi nægter at være turister i vores eget land,” udtaler et andet medlem, Maria Evangelou.

For hende vil det føles som en anerkendelse af TRNC, fordi de så skal “vise pas i deres eget land” til tyrkisk-cypriotiske politifolk. Mange andre græsk-cyprioter har dog valgt at blæse på dette og været på besøg i nord. Efter en opblødning, gennemført i 2003, har der været millioner af krydsninger af de i dag syv overgange mellem nord og syd, og det er stort set sket uden nogen form for negative episoder.

ELAM mener, at Cypern historisk set er en græsk ø, og at dens tilhørende værdisæt således er græskortodokst. Deres største frygt er islamisering af deres land, mener politisk forelæser Zenonas Tziarras. De er særdeles bange for Tyrkiets indflydelse og de tyrkiske bosættere. Det bekræfter formanden for ELAM’s ungdom, Sotiris Ioannou: “Bosættelse er en forbrydelse mod menneskeheden,” siger han.

Muslimer ikke velkomne
”Når jeg ser en tyrkisk-cypriotisk bilnummerplade, bliver jeg vred. Vi kan ikke lide muslimer, de er ikke velkomne,” siger Panayotis Hasikos og tilføjer:

”Nogle gange er vi nødt til at bruge vold”.

ELAM har før skabt overskrifter med deres aggressioner mod tyrkisk-cyprioter, og faktum er i hvert fald, at det voldelige billedsprog er rodfæstet i ELAM. Deres flag, et spartansk sværd i et græskblåt våbenskjold, bruges flittigt i deres foredrag som et symbol på, at ELAM er det eneste parti som ”kæmper” for nationen. Det handler om arv og race, og det er altafgørende at bevare den.

Forslagene til en løsning på Cypern-problemet variererr fra medlem til medlem. Den gymnasiestuderende Panayotis hævder, at en ren og simpel indlemmelse af Cypern i Grækenland er svaret. Maria Evangelou mener, at Cypern bør opdeles proportionelt med de to befolkningsgruppers antal. 80 procent af Cypern til græsk-cyprioterne, der udgør 80 procent af befolkningen.

Til fælles har medlemmerne dog, at en decideret genforening ikke kan komme på tale. ”Uladsiggørligt,” hævder Maria Evangelou, og ”en ægte fare for de kommende generationer,” kommenterer Panayotis Hasikos. Panayotis tilføjer, at det vil være en forvirrende opvækst for de unge, som ”vil være usikre på, om de er muslimer eller kristne”.

Tanken om en fremtidig fredfyldt og forenet befolkning forekommer disse unge nationalister som en modbydelighed. Fastbesluttet på at kæmpe kampen mod den fremstillede fjende, lader de til at opfatte verden igennem sort-hvide briller.

Anne-Laure de Chalup har netop afsluttet et studie i europæisk journalistik på programmet “Europe in The World” i Utrecht og Aarhus.

Oversat af Jonas la Cour.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Petros Karadjias/