Der er så rart oppe nordpå

Med briternes exit bliver den irsk-nordirske grænse samtidig Storbritanniens landegrænse til EU. Det har både praktisk og symbolsk betydning. I Belfast har konfliktturismen kronede dage, det samme har boligproblemerne, mens Brexit truer i horisonten.

Baggrund af Annemarie Majlund Jensen

”It’s nice up north” (2006) er titlen på en britisk komediedokumentar med efterhånden et årti på bagen. Under udsagnet gemmer sig et portræt af Shetlandsøerne, filmet af den verdenskendte Magnum-fotograf og dokumentarist Martin Parr. En film der i bund og grund handler om, at jo længere nordpå i Storbritannien man kommer, jo nicere er de mennesker, der bor der. Foruden at have lagt linse til denne delvist sarkastiske rejsebeskrivelse af de nordligste britiske øer, er Parr dog mest kendt for sine portrætter af Vestens klassesamfund – især det britiske, og især forbrugersamfund og masseturisme.

Sidste år kunne man i Nordirlands hovedby, Belfast, se netop Parrs seneste fotoudstilling under overskriften Welcome to Belfast, hvis samling af farverige fotografier er et undersøgende kig ind i et af de mere kuriøse, og for nogle moralsk dubiøse, knopskud på den nordirske konflikt: konfliktturismen, som de seneste år har udviklet sig fra spirende lokale forretningsidéer til en egentlig millionforretning i fuldt flor.

Turismen er på flere måder en indikator for, hvordan det står til – politisk og med økonomien – i en region, der indtil for ganske få årtier siden lagde muld og tørv til voldsomme sekteriske stridigheder mellem irsk-sindede nationalister (der primært er katolikker) og pro-britiske unionister (hovedsageligt protestanter) i den pågående kamp om lige rettigheder og politisk selvbestemmelse, der fra 1960’erne til 1990’erne gik under navnet ”The Troubles”.

Krig, fred – og økonomi
Ser man bort fra Titanic (og Game of Thrones…), der er Belfasts anden store turistattraktion, har konfliktturismen – eller ”Troubles Tourism” som denne ”mørke” form for turisme kaldes i byen med henvisning til konflikten under samme lokale navn  – nemlig både gjort det ud for et nødvendigt økonomisk boost til en, efter europæiske forhold, socialt og økonomisk plaget region, ligesom den har været katalysator for en interessant udvikling i forhold til spørgsmålet om, hvordan man håndterer de udfordringer, Nordirlands voldelige fortid, med alle dens efterdønninger, fortsat afstedkommer.

Det er på den ene side sprængfarlige fortællinger, Belfast præsenterer, for det er historierne om konflikten, der sælger. De ved de berømte ”Black Taxi”-guides, der tager turister med til højborgene for Irish Republican Army (IRA), Ulster Volunteer Force (UVF) og Ulster Defence Association (UDA) i Belfasts traditionelle arbejderklassekvarterer omkring Falls Road og Shankill Road. Her er det de farvestrålende mere eller mindre militaristiske murals, der trækker turister, ligesom ikoner og portrætter af konfliktens ideologiske martyrer – hos republikanerne eksempelvis den sultestrejkende Bobby Sands, hos loyalisterne i UVF og UDA for eksempel medlemmer blandt historiske personer med tilknytning til den britiske sag – får folk til at mindes dengang, det var Nordirland og ikke Mellemøsten, der producerede terrorgrupper- og bomber.

Fortællingen om freden fylder i denne lukrative henseende mindre, hvis man ser bort fra, at de meterhøje bymure i jern, beton, pigtråd og hegn, som hvert år tiltrækker tusindvis af nysgerrige udlændinge, men som også fortsat adskiller mange fortrinsvist protestantiske indbyggere fra deres katolske naboer og vice versa, kaldes Peace Walls – fredsmure.

499 km fornuft og følelse
På den anden side er netop Belfasts konfliktfyldte historie og fredsmurene noget af det, der gør byen til en turistforretning med en vis ”curiosity factor” som Belfast City Councils seneste udviklingsplan formulerer det. ”Troubles to Peace”- temaet er en integreret del af byrådets strategi mod at fastholde den opadgående turist-kurve.

Men med en turistandel på 74 procent, der rejser til Nordirland via Republikken Irland og et Brexit lurende i horisonten, frygter man nu bump på kurven. Nordirlands image som et attraktivt – og sikkert – turistmål overvåges tæt, ikke mindst i lyset af Brexit-forhandlingerne, der indledtes for nylig. Med Brexit bliver Nordirland nemlig den eneste del af Storbritannien med en fast landegrænse til EU, en blot 499 kilometer lang grænse, der dels som årsag til, dels som følge af, konflikten er behæftet med stor symbolsk betydning – for både nationalistister og unionistister, såvel som for EU-medlemmet Irland.

Et flertal på 56 procent af stemmerne gik til remain-siden i Nordirland ved folkeafstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU i 2016. Brexit og herunder muligheden for en egentlig grænse mellem Irland og Nordirland skaber således spænding i en allerede kompliceret politisk situation.

Kamp om magt, penge og et hus at bo i
Med til Brexit-billedet hører spørgsmålet om magtfordeling, der er en af hjørnestenene i den nordirske fredsproces, som indledtes med Belfastaftalen i 1998. Lige nu fordeles magten i landet mellem de to største partier Democratic Unionist Party (DUP) og Sinn Fein og deres respektive vælgere. Men Nordirlands status som politisk enhed med et vist selvstyre bestående af to nationalt definerede befolkningsgrupper (den irsk-katolske og den britisk-protestantiske) og et magtdelingssystem baseret på etnisk-ideologiske kvoter er i sig selv kontroversiel.

Hvis det ikke allerede var det, stod netop dét klart for den europæiske offentlighed med den britiske premierminister Theresa Mays udmelding om at indgå samarbejde med DUP – det fortrinsvist protestantiske, pro-britiske (og altså, i forhold til Storbritannien, pro-unionistiske) parti i Nordirland. En udmelding, der rejser spørgsmål om Mays ”upartiskhed” i forhold til den kamp om selvbestemmelse, der historisk udgør roden til selve konflikten mellem pro-britiske unionister og irsk-sindede nationalister i landet.

Sagt på en – i bogstavelig forstand – mere jordnær facon, handler retten til selvbestemmelse helt konkret om retten til at administrere den jord, som både protestanter og katolikker i Belfast og resten af Nordirland gør krav på, og hvor katolikkerne traditionelt er blevet diskrimineret i forhold til deres protestantiske medborgere. Også i dag kan man derfor argumentere for, at de politiske kampe – i befolkningen og i parlamentet, Stormont – handler om fordelingen af ressourcer, herunder byggetilladelser, blandt den, især i arbejderklassen, meget opdelte befolkning.

I Belfast foregår en daglig kamp om investering i og afgørelse af, hvem der skal have adgang til ikke mindst acceptable boligforhold, men også sundhed, uddannelse og job med videre. Den etno-politiske opdeling af befolkningen er derfor i høj grad et socialt problem. Eftersom der stadig investeres flere offentlige midler i de ”protestantiske” kvarterer i Belfast står katolikkerne langt dårligere end protestanterne når det f.eks. gælder henvisning af boliger.

Symbolik og praktik
I den forløbne weekend blev det så slået fast, at briterne med Theresa May i spidsen ønsker en ”soft border”, en såkaldt ”usynlig grænse” mellem Nordirland og Irland – og dermed altså mellem Storbritannien og EU. Efter alt at dømme er det også netop introduktionen af en ”hård grænse” med implementering af blandt andet grænsekontrol og toldafgifter, der har givet rynker i panden på den irske ø – på begge sider af de 499 kilometer vel at mærke.

Beholder man de nordirske briller på, er dette blevet tydeligt ved, at der er sket en markant stigning i antallet af ansøgninger om irsk pas afsendt ikke mindst af nordirere, der frygter for deres rettigheder i forhold til blandt andet det europæiske arbejdsmarked efter et ”hard Brexit”. I 2016 så man ifølge avisen The Independent en stigning på 27 procent til 67.972 ansøgninger om irsk pas, alene i Nordirland, en udvikling der er fortsat i 2017. I hele Storbritannien lå stigningen efter afstemningen på hele 40 procent i sammenligning med samme periode i 2015. Passet er en slags adgangsbillet, sine qua non EU-pengene, jobbene og den frie bevægelighed afskæres – Brexit eller ej. Med til billedet hører dog, at det kun er en ganske lille del af den nordirske arbejderklasse, for hvem det at rejse på tværs af EU egentlig spiller en rolle, og hvor et pas derfor har så godt som ingen betydning.

Men passet markerer også tilhør, hvilket kan være nok så væsentligt i et land med både britiske, irske og europæiske traditioner. I Nordirland har man i kraft af fredsaftalen fra 1998, Belfast Aftalen, ret til både irsk og britisk statsborgerskab. Med både Irland og Storbritannien som en del af unionen, har det ikke gjort den store praktiske forskel, hvorvidt man som nordirer ”bekendte” sig som det ene eller det andet; mulighederne indenfor EU var de samme uanset, om man havde papir på at være brite, irsk eller begge dele. Og hvor EU har været med til at sikre vigtige fondsmidler i understøttelsen af fredsprocessen indenfor Nordirlands grænser, er det nu Storbritannien selv, og efter alt at dømme de nordirske unionistpartier, der skal agere ”upartisk” ressourceformidler. Sikkert er, at med Brexit er det politiske forum for diskussionen om Nordirlands fremtid genåbnet.

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Peter Morrison.