Med tiden vil vigtigheden af dommen mod Mladic for alvor stå klart

Den bosnisk-serbiske general er efter en årelang og dyr retssag blevet idømt livsvarigt fængsel for krigsforbrydelser, forbrydelser imod menneskeheden og folkemord på grund af sin rolle i massakren på over 8.000 muslimske mænd og drenge i Srebrenica i 1995. Med dommen over den sidste af de store forbrydere fra Balkan-krigen i 1990’erne lukker krigsforbrydertribunalet i Haag for nye retssager.

Baggrund af Steen Ramsgaard

22.11.2017 | KRIGSFORBRYDELSER | Efter fire års krig på Balkan, 16 års flugt i Serbien, seks års varetægtsfængsling og fire år med retsmøder og -forhandlinger i Holland blev den tidligere bosnisk-serbiske general Ratko Mladic onsdag idømt livsvarigt fængsel ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) i Haag.

Med dommen er der 22 år efter krigens afslutning sat punktum for den sidste af en lang række højprofilerede sager. Krigen i Bosnien 1992-95 kostede 120.000 mennesker livet, mens omkring 20.000 mennesker i Kroatien blev dræbt.

“Det var vigtigt, at dommen blev fældet, og at den kom til at lyde på livstid. Både fordi det er et eksempel på, at en krigsforbryder reelt bliver dømt, og fordi det er bevist, at han har gjort det, han er dømt for. Det er et vigtigt signal at sende, både internationalt og for landene i det tidligere Jugoslavien. Og endelig er det meget vigtigt for ofrenes efterladte, at det var muligt at dømme Mladic,” siger Tea Sindbæk Andersen, der er adjunkt ved Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og med Balkan som speciale.

“Med dommen ser vi, at det er muligt for et internationalt retssystem at dømme en krigsforbrydelser. Der var så mange beviser mod ham, hvor han på tv pralede med sine gerninger. Det ville have været dybt skræmmende og utilfredsstillende, hvis man ikke havde kunnet dømme ham. Var han blevet frikendt, ville det have været et åbent spørgsmål, om man overhovedet kunne dømme andre,” understreger Tea Sindbæk Andersen.

Ratko Mladic fik tilnavnet ”Slagteren fra Srebrenica” efter den bosniske by, hvor hans hærenheder sammen med frivillige militser myrdede over 8.000 muslimske mænd og drenge i juli 1995. Ud over Srebrenica rummede tiltalen også seks tilfælde af folkemord begået i krigens første år, et punkt han dog blev frikendt for. Endvidere var han tiltalt for forbrydelser imod menneskeheden, krigsforbrydelser og for at tage fredsbevarende FN-soldater som gidsler. I alt lød anklageskriftet på 11 punkter.

Indtil det sidste forsøgte hans forsvarsadvokater at få dommen udskudt med henvisning til den tidligere feltherres helbred. Det lykkedes ikke, selv om Mladic angiveligt var svækket. Allerede inden han blev arresteret af en gruppe serbiske elitesoldater i maj 2011, havde Mladic haft to slagtilfælde, som bl.a. havde medført hjerneskader.

Men flere af de ansatte ved Krigsforbrydertribunalet udtrykte i ugerne op til dommen frygt for, at forsøget på at udskyde dommen blot var et behændigt trick for at undgå en næsten stensikker skyldig-kendelse. Et sådant forløb ville have været et mareridt for Tribunalet. En manglende afgørelse i en så afgørende sag ville have haft alvorlige konsekvenser for de efterladte til ofrene for Mladic’ gerninger og for følelsen af ret og retfærdighed.

”Alle serberes forsvarer”
Den nu 74-årige tidligere general har lige siden udleveringen til Tribunalet i Haag og under hele den fem år lange retssag insisteret på ikke at anerkende Tribunalet som retsinstans. Han har konstant nægtet at svare på spørgsmålet ”skyldig-ikke skyldig?” og i stedet blot hævdet, at han intet havde gjort forkert, fordi hans mission var ”at forsvare alle serbere”.

Anklagemyndigheden har på sin side konsekvent betegnet ham som en nådesløs og fanatisk kommandant, der både var ansvarlig for bombardementerne af Sarajevo og folkemord på civile muslimer i Srebrenica.

Sammen med serbiske politikere og højtstående officerer stod Mladic ifølge anklageskriftet bag en nøje planlægning af etniske udrensninger af det etnisk meget blandede Bosnien. Det skulle ske ved at angribe og terrorisere den ikke-serbiske del af befolkningen og ved at udrense store sammenhængende områder, som derefter kun var beboet af etniske serbere. Derfor, lød anklageskriftet, var ”etnisk udrensning selve målet med krigen og ikke et resultat af den”.

Under retssagen har anklagemyndigheden bl.a. afspillet en radiooptagelse, hvor Mladic direkte giver ordre til artillerister i bjergene omkring Sarajevo til at bombardere civile boligområder i den gamle osmanniske del af Sarajevo. Andre beviser imod ham stammer fra hans egne dagbogsnotater og brevvekslinger, skriftlige ordrer m.m., samt lydoptagelser af hans taler og telefonsamtaler. Materialet blev fundet i et hulrum i hans bolig i Beograd, og dokumenterne alene fylder næsten 4.000 sider.

Ratko Mladic’ entre ved sit første retsmøde i Haag afslørede en overlegen selvbevidsthed. Efter 16 års skjul i forskellige boliger i Serbien – med viden og hjælp af landets politiske og militære elite – erklærede han: ”Hele verden ved, at jeg er general Ratko Mladic”.

Han har heller ikke udvist nogen form for anger under retssagen. Da en bosnisk kvinde blandt tilhørerne i salen en dag råbte ”Grib!” efter ham, reagerede han ved at føre sin strakte hånd hen over halsen, som en knivs bevægelse. Det medførte en påtale af dommeren.

Krigens sidste store forbryder
Slagteren fra Srebrenica var en mand, der hurtigt blev lagt mærke til i det tidligere Jugoslavien, og som hurtigt steg i graderne. Overalt i de seks tidligere socialistiske, føderale republikker kan man møde mænd, der lærte ham og hans jerndisciplin at kende, mens de aftjente deres værnepligt. Sidst i 1980erne, umiddelbart før Jugoslaviens sammenbrud, var han chef for en garnison i byen Knin, der kort efter blev ”hovedstad” i de kroatiske serberes selvbestaltede udbryderrepublik Republika Srpska Krajina. Og i 1992 blev han stabschef for Republika Srpskas hær i Bosnien.

Den tidligere og nu afdøde serbiske præsident Slobodan Milosevic var sammen med de bosniske serberes leder Radovan Karadzic – der i marts 2016 blev idømt 40 års fængsel – de politiske ledere bag etniske udrensninger under krigen i Bosnien 1992-95. Mladic var den militære hjerne. Han planlagde de bosniske serberes erobringstogt af vigtige knudepunkter og industrielle anlæg og dirigerede rundt med den bosnisk serbiske hær.

Mange serbere ser den dag i dag Mladic som en folkehelt. Nyhedsbureauet AP besøgte forleden Mladic’ fødeby Bozinovici i Bosnien, hvor han har fået en gade opkaldt efter sig. AP rapporterede, at landsbyboerne er stolte over deres bysbarn og har billeder af ham hængende i deres stuer. For dem er Mladic en helt, ikke en forbryder.

Også andre steder i det serbisk kontrollerede Bosnien og i Serbien kan man ifølge AP finde plakater med ordene: ”General, tak for Srebrenica”. I Bosnien finder man til gengæld graffiti med ordene: ”Glem ikke Srebrenica”.

Der findes serbiske stemmer, der betegner Mladic som forræder imod det serbiske folk. Blandt dem er den tidligere oberst i den militære kontraspionage i Beograd, Petar Ajdinovic, som jeg interviewede i sommeren 2015 til bogen ”Krigen i Europas baggård” (Lindhardt & Ringhof, 2016). Ajdinovic berettede, hvordan Mladic solgte kampvogne til den kroatiske hær, hvorefter kroaterne brugte kampvognene i angrebet på Republika Srpska Krajina i august 1995. Forinden havde Mladic ifølge Ajdinovic svækket de kroatiske serberes positioner alvorligt ved at trække store styrker ud af Republika Srpska Krajina og indsætte dem i stormløbet mod Srebrenica.

”Benægtelses-kultur”
Journalisten Julian Borger, der er udenrigsredaktør på den britiske avis The Guardian og forfatter til bogen ”The Butcher’s Trail”, har i et interview med webmagasinet BIRN argumenteret for, at der er opstået en kultur af benægtelse af skyld, krigsforbrydelser og folkemord i Serbien. Det skyldes, lyder argumentet, at Serbien ikke fik nogen straf for gennem så mange år at have skjult Mladic, der ellers havde været eftersøgt og krævet udleveret til Tribunalet i Haag siden 1995.

En af Mladic’ forsvarere, Miodrag Stojanovic, sagde for nylig i et interview med BIRN, at Ratko Mladic overhovedet ikke var tilstede i Bosnien i dagene 14.-17 juli. Underforstået, at Mladic dermed skulle være uskyldig i anklagerne for meddelagtighed og for at have udstedt ordrer til massakren. Han vidste ikke, at den fandt sted, sagde Stojanovic. Massakren på de 8.000 muslimer begyndte 11. juli og stod på i flere dage.

Logikken i ræsonnementet forekommer mildest talt hul. Tv-billeder fra Srebrenica-området i dagene op til og efter erobringen af byen viser en sejrssikker Mladic tale med både ukrainske og hollandske FN-soldater og siden stolt lykønske sine underordnede med sejren på torvet i den erobrede, mennesketomme by.

Til gengæld erkender forsvarsadvokaten åbent, at der blev begået ”forfærdelige forbrydelser” efter de bosniske serberes erobring af Srebrenica. Denne erkendelse er Mladic selv ikke nået til. Og dommen har ikke hjulpet på det.

Trods tv-billeder og domme over en række gerningsmænd, anerkender mange i Serbien stadig ikke, at der var tale om en massakre, for slet ikke at tale om folkemord. Det er måske her, at journalisten Julian Borgers argument om benægtelse af skyld kommer mest til sin ret.

Reaktionerne på dommen i Serbien og de øvrige tidligere jugoslaviske republikker har været forudsigelige, siger Tea Sindbæk Andersen:

“Dommens betydning bliver større senere. Lige nu reagerer folk ud fra deres faste positioner. Organisationer for ofrenes efterladte siger, at det var en god og rigtig dom, og at de er lettede. Omvendt har den serbiske justitsminister sagt, at dommen er udtryk for Tribunalets ensidighed. Det begrunder hun med, at 62 ud af nu 82 dømte krigsforbrydere er serbere.”

I Republika Srpska, den serbisk kontrollerede del af Bosnien, har præsident Milorad Dodik erklæret, at Mladic er en serbisk helt uanset hvad dommen måtte lyde på.

Radovan Karadzic, der efter dommen på 40 års fængsel afventer sin appelsag i en celle i Haag, har erkendt massakren, som han nu lægger afstand til. Det skete i december 2016 i sit første interview efter dommen med et serbisk sproget nyhedsmedie. Interviewet blev derefter bragt i beskåret form af et engelsksproget webmedie i Beograd. Til gengæld lancerede Karadzic samtidig en konspirationsteori om, at det var fjender af Serbien, der stod bag massakren og begik den for at skade Serbiens ry. Ifølge teorien skulle det være, fordi de vidste, at forbrydelsen var så alvorlig, at den ville plette Serbien i en generation. Karadzic blev bl.a. dømt for medskyld i folkedrabet.

Netop derfor var dommen i dag så vigtig, understreger Tea Sindbæk Andersen:

“Domstolen skulle vise, at den kan dømme. Bevise, at krigsforbrydelser ikke kan begås uden retsforfølgelse. For domstolen har virket lidt slingrende i sin kurs.”

Hermed hentyder hun til en periode med usikkerhed omkring Tribunalets afgørelser. Det skyldtes ikke mindst, at den kroatiske general Gotovina, yderligere en kroatisk general samt tre serbiske militære topfolk i løbet af 2012-13 blev frikendt ved appelsager efter tidligere at være idømt lange fængselsstraffe.

“Derfor var det vigtigt at markere, at det kan lade sig gøre at dømme højtstående militærfolk for krigsforbrydelser og sågar folkemord,” siger Tea Sindbæk Andersen

Dødsfald forhindrer retfærdighed
Der er en meget vigtig og gennemgående forklaring på, at det for anklagemyndigheden i Haag har været så afgørende at holde Mladic i live indtil domsafsigelsen. Den er, at en dom vil styrke følelsen af, at retfærdigheden er sket fyldest.

Indtil videre er mindst 12 tiltalte krigsforbrydere døde, enten under retssagen eller mens de ventede på at afsone. Den vigtigste af dem er den tidligere serbiske præsident Slobodan Milosevic. Han blev i efteråret 1999 tvunget til at forlade præsidentposten efter endnu et forsøg på udbredt valgsvindel. I sommeren 2001 blev han udleveret til Haag-domstolen, som gik i gang med at formulere et anklageskrift. Retssagen var i gang, men sagen langt fra slut, da Milosevic i marts 2006 blev fundet død i sin celle.

En anden vigtig person i retsopgøret var de kroatiske serberes leder, Goran Hadzic. Tiltalen mod ham lød på 14 sager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelserne blev begået i årene 1991-93, hvor tusindvis af etniske kroater blev myrdet eller tvunget ud af serbisk kontrollerede områder.

Sagen mod ham måtte midlertidigt afbrydes, så han kunne blive behandlet for cancer i hjernen. Han døde på et serbisk hospital i april 2015.

Sager som disse har fået ofrenes efterladte til kritisere Tribunalet for en langsommelighed, der gjorde, at de formodede gerningsmænd ikke nåede at få deres straf.

Dødsfaldene har også fået Radovan Karadzic til at fremkomme med endnu en konspirationsteori – nemlig at det store mandefald blandt Tribunalets fanger ikke havde naturlige årsager. Derfor bad Karadzic i efteråret 2015 FN om at foretage en officiel undersøgelse for at afsløre de egentlige dødsårsager. 10 af de 12 var etniske serbere, de to sidste bosniske muslimer. FN foretog ikke nogen undersøgelse.

Et af de vigtige resultater, som anklagemyndigheden håber at opnå ved at færdiggøre retssagerne imod tiltalte krigsforbrydere, er at skabe en følelse af retfærdighed og af, at de skyldige har fået deres velfortjente straf.

Det har været vigtigere end at begrænse udgifterne til sagen imod en mand som Mladic. Hans forsvarsadvokat Miodrag Stojanovic oplyser i øvrigt, at udgifterne til forsvaret er løbet op i to millioner euro, som for størstedelens vedkommende er betalt af Tribunalet. Udgifterne til anklagemyndigheden sætter advokaten til seks millioner euro. Holder regnestykket, er de samlede udgifter for at få dømt Mladic løbet op i godt 60 mio. kr.

Massegrave afsløres stadig
Der har været usandsynlig stor opmærksomhed på sagen. Stort set alle det tidligere Jugoslaviens medier har haft sagen på forsiden i dag. Det aktualiserer konflikten og sætter også et effektivt punktum, mener Tea Sindbæk Andersen:

“Når tingene er kommet på afstand, og folk skal komme overens med deres fælles fortid, så kan denne afgørelse rykke på opfattelserne. Om nogle år bliver der behov for at se på retsopgøret og på det store arkiv med millioner af dokumenter, som Tribunalet har opbygget i forbindelse med retsopgøret efter krigen i 1990erne. Her kan eftertiden finde de faktuelle oplysninger.”

På Balkan er forsonings processen efter krigen i 1990’erne langt fra færdig, endsige kommet rigtig i gang. Der dukker stadig nye massegrave frem i dagens lys, når efterforskere leder de rigtige steder. Senest skete det i september i år, hvor bosniske retsmedicinere fandt 86 kranier i en dyb kløft nær byen Prijedor i det nordvestlige Bosnien.

Massakren fandt sted i august 1992, da op mod 700 muslimske mænd blev gennet op i busser med besked på, at de skulle udveksles med serbiske fanger. I stedet stoppede busserne i et øde bjergområde, hvor de mange mænd blev stillet op på kanten af en kløft. Her blev de dræbt en efter en med nakkeskud, hvorefter de døde kroppe tumlede ned i bunden af kløften.

Kun ganske få overlevede. En af dem kom til Danmark som krigsflygtning og bor her stadig. Han overlevede, fordi hans far nåede at skubbe ham ud over skrænten, inden morderne nåede frem til dem. Hans far blev for nogle år siden identificeret ved hjælp af en dna-analyse. Det eneste, der blev fundet af faderen, var et stykke af den ene underarm, kæbeben og en tand. Den overlevende har siden flere gange optrådt som vidne ved Tribunalet i Haag. Hans historie kan læses i bogen ”I Bosnien” (Tiderne Skifter, 1995).

Når Slagteren fra Srebrenica tager hul på livstidsdommen, kommer han formentlig til at afsone sammen med fire af sine nærmeste rådgivere. De har tidligere fået lange fængselsdomme for deres rolle i folkemordet.

Steen Ramsgaard er freelancejournalist, forfatter, foredragsholder og rejseleder med speciale i Balkan. Han har blandt andet udgivet bogen “Krigen i Europas baggård – historien om Jugoslaviens sammenbrud”. Læs mere her.  

Foto i artiklens top: /ritzau/AP/Peter Dejong/