Terrorisme udgør en alvorlig trussel mod demokratiet, hvilket gør det til en legitim forpligtelse for staterne at bekæmpe terror. Alligevel sætter en del eksperter spørgsmålstegn ved, om det skal ske på bekostning af de individuelle frihedsrettigheder? Og modarbejder overtrædelser af menneskerettigheder muligvis i sidste ende formålet om at bekæmpe terror?

Baggrund af Dyveke Vestergaard Johansen

18.12.2017 | TEMA: DANMARK, EUROPARÅDET OG MENNESKERETTIGHEDERNE | Den 1. november 2017. Et år, 11 måneder og 18 dage efter terrorangrebene den 13. november 2015 i Paris og omegn, hvor 130 mennesker mistede livet, sluttede Frankrigs længste undtagelsestilstand i nyere tid. Landet har i de næsten to år levet permanent under et regime, der per definition er en tidsbegrænset, nødstilstand, der sættes i værk for at beskytte statens vitale interesser.

En ny og strammere anti-terrorlovgivning, der viderefører flere af undtagelsestilstandens beføjelser, er blevet indført og har ifølge den franske regering muliggjort ophævelsen af tilstanden. Menneskerettigheds ngo’er og Europarådets menneskerettighedskommissær har løbende været på banen med advarsler.

Også Tyskland, der på grund af erfaringen med Det Tredje Riges rædselsregime, har været meget forsigtig, når det kom til at begrænse menneskers fundamentale rettigheder, har styrket overvågningen af udlændinge. Ifølge FN er loven ude af proportioner og diskriminerer udenlandske statsborgere.

I 2016 skete der et skred i mange europæiske lande væk fra de bløde modeller, i form af for eksempel mentorprogrammer for hjemvendte jihadister, over til hårdere metoder. Man har fra politisk hold ville statuere et eksempel i takt med, at det i højere grad er blevet en sikkerhedsudfordring.

”Det er naturligvis svært for politikerne at finde en balance mellem på den ene side at facilitere et sikkert samfund og på den anden side sikre individets rettigheder”, forklarer Tore Hamming, Ph-d. forsker ved Sciences Po, Paris.

”Der er kolliderende rettigheder. Derfor er der brug for kontrol af, om man er gået for vidt”, forklarer Jon Kjølbro den danske dommer ved Menneskerettighedsdomstolen i et interview til Information.

Sikkerhed frem for menneskerettigheder
Anti-terror foranstaltningerne i flere europæiske lande respekterer ikke blandt andet retsstatsprincipper, øger overvågningen og begrænser ytringsfriheden i terrorbekæmpelsens navn, peger Amnesty International’s franske afdeling på. 

For eksempel kan den udøvende magt under den nuværende franske anti-terrorlovgivning, altså efter undtagelsestilstandens ophør, give folk forbud mod at forlade deres kommune og lukke religiøse institutioner. Der er ikke umiddelbart nogen domstolskontrol.

Europarådets menneskerettighedskommissær Nils Muiznieks har også advaret om problemer i forhold til Den Duropæiske Menneskerettighedskonvention for eksempel at muligheden for at lukke religiøse institutioner kan skabe problemer i forhold til den enkeltes ret til at frit dyrke sin religion.

Selvom terrorismen udgør en alvorlig trussel mod menneskerettighederne og demokratiet, som staterne dermed legitimt er forpligtet til at bekæmpe, så må spørgsmålet stilles. om det skal ske på bekostning af de individuelle frihedsrettigheder?

Vi rammer ikke sagens kerne
Jeg har ikke gjort noget, så for mig har anti-terrorlovgivningen ingen betydning, siger mange mennesker. Den franske undtagelsestilstandsperiode er et godt eksempel på, at det ikke hænger sådan sammen. I omegnen af 4500 administrative ransagninger har ført til 600 sager om almindelige lovovertrædelser, såsom overtrædelse af våbenlovgivningen og ulovlig besiddelse af stoffer. Under 20 af retssagerne havde noget med terror at gøre, forklarer Patrice Spinosi, fransk menneskerettighedsadvokat til Le Monde.

Men på trods af, at politiet ikke fandt noget under ransagningen, eller at det viste sig, at der ikke var nogen grund til, at man var blevet sat i husarrest, så kan konsekvenserne af anti-terrortiltagene være umenneskelige. Lige fra naboer der ikke længere vil hilse på én, til at man mister sit arbejde.”

Forud for de politiske tiltag er der en mangel på en nuanceret analyse. Politikerne vil vise hurtige resultater. Og her er problemet, at man betragter terrorismefænomenet udelukkende som et sikkerhedsspørgsmål. Men det er også et socialt problem, forklarer Tore Hamming.

Den nemme, men alt for simple, forklaring er, at terrorangrebene kun begås på grund af religion. Det er den forklaring, der søges fordi alternativet er, at vi skal kigge indad. Og se på hvordan Vesten har fejlet i måden, der er blevet ageret i forhold til de lande, hvor terroren udspringer fra. Eller se på hvordan man socialpolitisk har fejlet. Unge ender som religiøse fanatikere, der begår terrorangreb. Men oftest handler det om sociale problemer, for eksempel som det var tilfældet med den danske Kundby-pige, der er følelsesmæssigt forstyrret og har et lavt selvværd.

Hvilket samfund ønsker vi?
Men udfordringen er også, at en mere nuanceret analyse kalder på nogle mere komplekse og kostbare løsninger end blot at give politiets efterretningstjeneste flere midler.

Sikkerhed er vores mest basale og umiddelbare behov, der gør os villige til at ofre frihedsrettighederne. Men det er også fordi analysen i udgangspunktet er forkert. At det kun er et sikkerhedsproblem, og det derfor er der, løsningen skal findes, understreger Tore Hamming.

Spørgsmålet vi må stille er, om vi ønsker at være et samfund, der overtræder menneskerettighederne? Lovgivningssvarene på terrortruslerne udfordrer vores individuelle menneskerettigheder, men ser samtidig heller ikke ud til at være hele løsningen på terrorproblemet. Tværtimod er der også tendenser til, at tiltagene og debatten bidrager til et uheldigt narrativ om, hvordan vestlige lande ser på og behandler mindretalsgrupper – for eksempel retter burka-lovgivning sig mod muslimer. Det negative narrativ kan være med til at styrke følelsen af eksklusion og radikalisering.

Og det kommer samtidig med en bølge af højerorienterede, nationalistiske partier der vinder frem henover Europa. Den simple analyse og det negative narrativ er en del af deres diskurs. Der er en stigende frygt i befolkningen og den er således meget nem at udnytte for de partier, der får den serveret på et sølvfad, forklarer Hamming.

Dyveke Vestergaard Johansen er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i Frankrig og Europa. Hun har tidligere arbejdet for Danmarks udenrigstjeneste i Frankrig og er nu Paris-baseret freelancejournalist.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Martin Meissner.

Læs hele vores tema om “Danmark, Europarådet og menneskerettighederne” her.