Nationalismen er den europæiske tankes modstykke. Valget i Catalonien står mellem at forblive åben eller at lukke sig om sig selv. Det er Cataloniens selvforståelse, som er på spil til det regionale parlamentsvalg på torsdag.

Feature af Sara Høyrup

19.12.2017 | SPANIEN | ”Nationalismer er dybt reaktionære og udspringer af en frygt for forandring,” fastslår Mario Varga Llosa, en af den spansksprogede litteraturs grand old men.

”Det er så dejligt nemt kun at være omgivet af folk, der taler samme sprog som en selv, som har samme skikke og tror på de samme guder,” uddyber den peruvianske intellektuelle.

”Nationalismen er reaktionær, selv når den i kolonierne fremstår progressiv som modsvar til metropolens magtudøvelse”.

Og når Vargas Llosa taler om kolonier, har han sit eget kontinent i tankerne – det som Columbus faldt over ved en fejl, og hvor spanske missionærer siden fór hårdt frem under udbredelsen af den gode nyhed om vor frelser.

Vargas Llosa hører ikke til dem, der opfatter Spanien som en fremmed kolonimagt i nutidens Catalonien. Han boede her i halvfjerdserne under diktaturets dødskramper, hvor hele Spanien var ved at gå ud af sit gode skind for at komme med i det europæiske selskab. Det lykkedes, da den gamle generalíssimo omsider opgav ævred i 1975. For samfulde 42 år siden.

Vargas Llosa giver møde til det ikke-separatistiske parti Ciutadans’ valgarrangement (billedet i artiklens top) i det barceloninske Raval-kvarters Teatre Goya, der finder sted få dage før regionalvalget på torsdag den 21. december. Han er her sammen med de to partispidser Albert Rivera og Inés Arrimadas samt den lokalfødte Manuel Valls, tidligere fransk premierminister for Socialistpartiet og nu Macron-mand.

Valls taler et fremragende spansk med fransk farve. Ligesom de andre deltagere kaster han lidt catalanske gloser ind hist og pist som markør og fortæller, at han er vokset op i en catalansktalende familie. For godt nok går skellet i Catalonien i vidt mål ned mellem de spansksprogede og de catalansksprogede, men Ciutadans’ liberale og antinationalistiske projekt handler om mere og andet end sproget som stridsemne og dets fordeling på socialklasser.

”Nationalisme er krig”
Det er en kamp om selve definitionen af Catalonien som kosmopolitisk motor eller lukket land. Korrupt morads eller en politik til borgernes bedste. Det er en kamp for den europæiske tanke og for sameksistens. ”Nationalisme er krig” understreger Valls med et citat fra François Mitterand. Franskmanden sluttede sig for få uger siden til Ciutadans’ projekt og bliver mødt med vajende EU-faner i salen.

Og for denne eks-socialist er liberalisme ikke et fyord, sådan som det er blandt mange progressive danskere, der forveksler termen med vulgærliberale angreb på velfærdsstaten. For de liberale i dette lokale handler det om frihedsrettigheder og den internationalisme, som venstrefløjen verden over synes at have glemt.

Vargas Llosa byder ind med et citat af franske Andrés Malraux: ”Sikke mærkelige tider, hvor venstrefløjen ikke er venstreorienteret, højrefløjen ikke højreorienteret og centrum ikke ligger i midten.” Latter og applaus i salen.

Og der er i sandhed gået kuk i koncepterne i Catalonien. Politiske ideologier kastes til side for det overordnede projekt, der er enten lokalnationalistisk eller fællesspansk, EU-begejstret og verdensvendt. Reaktionære partier kalder sig for esquerra (venstre) eller omtales som antisistema (anarkister), alt imens de – med professor og kommentator Jordi Gràcias ord – foretrækker at gå i valgforbund med det nationalistiske borgerskab frem for sammen med socialdemokraterne at klæde velfærdsstaten på. I det scenarie udpeger Vargas Llosa Ciutadans som det mest progressive parti.

Velfærdsstat?
Hvad Ciutadans’ sociale projekt er, er der ingen der ved. Måske ved de det heller ikke selv. De taler godt nok om velfærd og siger, at de vil kradse de penge, der med urette er blevet spenderet på løsrivelseskampagnen, ind igen og bruge dem på sociale projekter. Og det kan der nok være brug for: 2008-krisen gik hårdt ud over et velfærdssystem, som findes mere af navn end af gavn.

Her er ingen kære mor i noget videre omfang, hvis man bliver sat på gaden eller mister sit arbejde. Her er ikke råd til at sikre kapabel undervisning i ordentlige faciliteter – folkeskolen stiller sig tilfreds med at gøre alle nye generationer catalansktalende, skolefrafaldet er højt, og alle, der kan, sætter deres børn i privatskole. Her er et sundhedspersonale, der med kaldsfølelse løfter en umulig opgave (når de altså ikke lige bliver kommanderet i nationalistisk ”generalstrejke” af den lokale statsmagt).

Her i hovedbyens Raval mødes immigrationens dybe armod med det boheme og i nyere tid også med forkælet ungdom nordfra. Mod bjerget Montjüic afgrænses bydelen af Avinguda Paral·lel med det historiske teaterområde. Til den anden side afgrænses den af turisternes Rambla, og inde i midten har nedrevne karreer givet plads til Rambla del Raval, der er blevet overladt til jordens bærme som en slags Christianshavns Torv i stor skala. Barcelona er et yndet sted at gå i hundene. Hjemløse kommer rejsende til langvejs fra, fordrukne mænd afkræver kvinder med børn en slant, og ”de italienske narkoturister” går rundt som levende spøgelser så afmagrede, som det ikke er set siden Istedgade i København i senfirserne.

Els comuns
Barcelonas borgmester Ada Colau kom til magten på et løfte om at skabe en bedre by for byens indbyggere. Colau har skuffet fælt. I hendes tid er boligspekulationen fortsat tøjlesløst, og lokale beboere presses ud for at give plads til det massive pres fra turismen. Barcelona har oplevet en decideret turismekrise og kampagner mod AirBnB, indtil den politiske ustabilitet dette efterår drev tallene ned og gav lidt plads til lokalbefolkningen igen.

Samtidig har narkoen gjort sit indtog i centrum efter mange års fravær, uden at bypolitiet overhovedet viser sig i bydelen bag Ramblaen. Der går pålidelige rygter om, at la Guardia Urbana har ordre ovenfra om at lade stå til. Selv har jeg ikke set dem i min bydel Raval i årevis.

Colau er et behjertet menneske, men ikke nogen stor politiker. Hun udspringer af boligaktivisternes bevægelse og er en del af den brogede nye venstrepopulisme, som går under mange navne og samlet kaldes els comuns og også har vundet borgmesterposten i Madrid. Denne sociale bevægelse står uafklaret i det aktuelle drama og forventes at blive kongemagere mellem separatisterne og deres tre modstandere lokalt: liberale Ciutadans, socialdemokratiske PSC ledet af Miquel Iceta, som separatister håner for hans homoseksualitet, og det trængte konservative PPC ledet af kæmpemanden Xavier Albiol.

De gamle partier
Der er en uundertrykkelig trang til fornyelse i hele Spanien, og der tales med foragt om ”de gamle partier”, som på landsplan hedder PSOE og PP. Venstrepopulister som Podemos taler om ”PPSOE” og påstår, at de er ét fedt og har delt magten imellem sig, men blå og rød er nu nemme nok at skelne fra hinanden.

For eksempel var det socialdemokraterne, som i dette hede efterår sikrede, at indgrebet i det catalanske selvstyre blev holdt til minimaludgaven af den berygtede paragraf 155, og de offentlige medier således ikke blev interveneret til trods for TV3’s vedvarende rolle som propagandakanal – modsat hvad det danske journalistforbund ilede med at påstå uden kildehenvisning og uden at afklare, hvorfor det er så meget bedre, at den politiske kontrol udøves fra lokalt hold.

I Catalonien har PSC igennem mange år underlagt sig den nationalistiske diskurs, og Iceta har allerede lagt op til at eftergive de anklagede politikere de fængselsstraffe, der truer. Partiet forsøger at bløde fronterne op, hvilket ingen andre synes interesseret i, for separatisterne er bandsat opsat på at blive sig selv ”igen”, og deres modstandere er vågnet til strid efter lang tids dvale. PPC identificerer sig modsat PSC med den spanske enhed i en grad, der giver mindelser om franquismen, som PP da også udspringer af.

I Spanien er der langt klarere forskel på socialdemokrater og borgerlige end i Danmark – men den forskel er ikke længere nok i et land med ulmende social utilfredshed. Og det er en helt anden akse, den catalanske konflikt drejer sig om.

Separatisterne
Men hvad blev der af Carles Puigdemont og hans afsatte regionsregering? De er spredt for alle vinde. Expresident Puigdemont (PDECat/JxCat) skal ikke nyde noget af at møde frem før valget, sådan som hans tilhængere tigger ham om. For så ville han komme i kachotten. Hans vision er p.t. en permanent eksilregering placeret i trygge omgivelser blandt flamske nationalister. Vicekspresident Oriol Junqueras (ERC) og viceminister Joaquim Forn (PDECat) sidder som de eneste af de afsatte stadig i varetægtsfængsel.

De fleste andre er blevet lukket ud mod kaution efter at have bedyret, at de skam ikke mente det så alvorligt endda med erklæringen af den frie catalanske republik. Alle de afsatte står anklaget for underslæb og forfatningsbrud.

Blut und Boden
I varetægt sidder også els jordis: Nationalisterne Jordi Sànchez (ANC) og Jordi Cuixart (Òmnium Cultural) er under anklage for anstiftelse af opstand. ”Jordierne” spillede en vigtig rolle i den køreplan for løsrivelsesprocessen, som blev beslaglagt af gendarmer fra la Guardia Civil i netop de husundersøgelser 20. og 21.09.17, som de to ”kulturaktivister” søgte at hindre ved at opildne en stor menneskemængde til fysisk at hindre politiets arbejde og deres mulighed for at komme væk fra stedet. Under hele løsrivelsesprocessen har disse lokalstatsstøttede identitarister deltaget i præsidiets møder i det catalanske regionsparlament, hvilket er meget symptomatisk for, hvor let nationalismen tager på de demokratiske spilleregler og skotterne mellem offentligt og privat.

I Danmark er ANC repræsenteret ved formanden for de danske sommerhusudlejere. I det hele taget har den borgerlige del af den catalanske nationalisme altid været tæt viklet ind i erhvervslivet, som dog slår syv kors for sig ved tanken om en løsrivelse, der er bad for business.

Det er da også lidt af et mysterium, hvordan det gamle Convergència i form af PDECat gik hen og begyndte at kræve en selvstændig stat og lyde som de BZ-lignende typer i CUP (og stadig gør det med parolerne om at ”befri de politiske fanger”). Førhen stillede de sig tilfredse med at lænse landet for midler gennem systematisk korruption, sådan som landsfader Jordi Pujol et al. vides at have gjort det, og fastholde deres iboende overlegenhed vis-a-vis den spansktalende underklasse. Deres gamle regeringspartner, den moderate Josep Antoni Duran Lleida fra det kristentkatolske Uniò, er himmelfalden og protesterer tidligt og silde mod det separatiske tog ud i intetheden.

Hårdknude
Det kan meget vel blive umuligt at danne regering efter det regionale parlamentsvalg den 21. december, som den spanske regeringschef Mariano Rajoy udråbte, da Puigdemont presset af sit bagland nægtede at taget dette skridt til måling af, hvilket folkeligt mandag han egentlig havde til sin selvstændighedserklæring. Den betegner Societat Civil Catalana – foreningen, der organiserede de store moddemonstrationer i dagene derpå – som et decideret statskup i en rapport, der blev offentliggjort  den 15. december. Den øredøvende lobbyisme til trods er der faktisk flertal i Catalonien mod løsrivelse og har hele tiden været det, men stemmerne i Barcelona vægtes mindre end dem i provinsen, og derfor forventes begge blokke hver at få cirka halvdelen af pladserne igen.

Udsigten til et muligt regeringsflertal fortoner sig med de mange erklæringer om alle dem, de enkelte partier i alt fald ikke vil samarbejde med, fordi der både skal tages hensyn til den nationalistiske akse og den ideologiske. Den danske TV-serie Borgen fremhæves som et eksempel på koalitionens kunst, men lige meget hjælper det: Skyttegravene er gravet, og ingen har hverken lyst eller råd til at gå på kompromis.

Sara Høyrup rapporterer fra den catalanske valgkamp, og hvad der videre sker. Se også med på TV2. www.hoyrup.biz

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Manu Fernandez.