Medlemmer af SPD skal i de kommende uger stemme ja eller nej til spørgsmålet om, hvorvidt SPD skal deltage i en koalition med CDU/CSU. Koalitionen er i tråd med tyskernes ønske om flertalsregeringer, men den er en nødløsning uden store visioner og kan meget let gå hen og blive en døgnflue i tysk politik. SPD’ernes afstemning vil også have indflydelse på, om kansler Angela Merkels sidste tid som politiker bliver en triumf eller katastrofe.

Analyse af Heidi Dachs

12.02.2018 | TEMA: NABOLAND TYSKLAND | En usædvanlig kendsgerning forbinder de tre personer, der står bag det nye regeringsgrundlag i Tyskland: Angela Merkel, Horst Seehofer og Martin Schulz er alle tre politikere, der har lagt deres bedste politiske år bag sig, og ingen af dem kan se frem til yderligere en lang karriere i tysk politik.

Med regeringsforliget har Angela Merkel fra den kristelige demokratiske union CDU sikret sig, at hun kan fortsætte som kansler, og det er også lykkedes for Horst Seehofer, lederen af søsterpartiet, den kristne sociale union CSU, at redde sig den vigtige post som indenrigsminister i Berlin. Denne stilling kommer meget belejligt for ham netop nu, hvor hans efterfølger Markus Söder skal overtage posten som ministerpræsident i Bayern.

Forligets helt store taber er derimod Martin Schulz, der på grund af intern kritik i SPD er blevet tvunget til at meddele, at han giver afkald på både en ministertaburet og sin post som SPD’s partiformand. Det sidste for at øge chancen for, at SPD-medlemmerne ved en kommende urafstemning vil stemme ja til koalitionen, som også ikke mindst Andrea Nahles (til venstre på billedet i artiklens top), gruppeformand for SPD i Bundesdagen og ny, midlertidig partileder, har været med til at forhandle på plads.

Ensformighed og status quo
De seneste 13 år har de såkaldte storkoalitioner, bestående af CDU/CSU og SPD, præget det politiske billede i Tyskland. Den første koalition blev dannet med Angela Merkel som kansler i 2005, og den nuværende koalition kom i stand i 2013. Kun i årene 2009 til 2013 har Tyskland oplevet fløjpolitik, da Merkel var kansler for en borgerlig regering bestående af unionspartierne (CDU/CSU) og det liberale FDP.

Ensformigheden i tysk politik har de seneste år fået mange politiske iagttagere til at klage over, at regeringer dannet hen over midten i tysk politik på langt sigt er skadelige for demokratiet. Ifølge flere valgforskere giver store koalitioner vælgerne det indtryk, at der ikke findes alternativer – bortset altså fra partierne på de to yderfløje, hvilket i tysk politik vil sige det socialistiske parti Die Linke og det højrenationale parti Alternative für Detschland (AfD).

Før parlamentsvalget i september sidste år håbede mange politiske kommentatorer på, at en omvæltning var på vej, og at de store koalitioners tid ville være forbi.

Men på trods af lederskiftet i SPD ser det nu ud til, at alting forbliver status quo i tysk politik – i hvert fald de næste par år.

Angela Merkel forsøgte ganske vist lige efter valget i efteråret at danne en flertalsregering med De Grønne og det liberale FDP, men det mislykkedes, da FDP vredt forlod forhandlingsbordet.

Den bedste regering efter omstændighederne
Dermed er den eneste mulighed for en flertalsregering, som Angela Merkel har tilbage, at danne regering med socialdemokraterne. Og socialdemokraterne kan på den anden side også kun danne en flertalsregering med CDU/CSU, eftersom SPD, Die Linke og De Grønne sammenlagt ikke har mandater nok til at udgøre et flertal i det tyske parlament.

Tyskerne har altid foretrukket flertalsregeringer, og hvis de vil holde fast i dette princip, ER der altså med andre ord intet alternativ til en koalition bestående af CDU/CSU og SPD.

Chefredaktør ved avisen Süddeutsche Zeitung, Kurt Kister, udtrykker mange tyskeres tanker, når han i en leder i avisen vurderer, at en regering med SPD og unionen ikke er den bedste tyske regering nogensinde, men at den i det mindste vil være det bedste, som landet under de nuværende omstændigheder kan få.

Bedste godbidder til SPD
Men hvordan ser regeringsforliget så ud? Selvom SPD størrelsesmæssigt udgør det mindre parti i regeringen med sine kun 20,5 procent af stemmerne, har netop socialdemokraterne kunnet forhandle sig til de bedste godbidder. Partiet får seks ministerposter, heriblandt det meget vigtige finansministerium og det populære udenrigsministerium, og fremover vil det for socialdemokraterne så betydningsfulde arbejdsministerium også blive ledet af en SPD minister.

Socialdemokraterne har ganske vist ikke fået en række af sine vigtige punkter – for eksempel en reform af sundhedssystemet – igennem i regeringens politiske program. Men alligevel indeholder forliget flere punkter, der passer godt ind i socialdemokratisk politik.

Det går Tyskland rigtig godt med en rekordlav arbejdsløshed og stigende eksport, og derfor kan regeringen tillade sig at have spenderbukserne på. Der er planer om at give flere penge ud til familier, uddannelsessystemet og udbygningen af infrastrukturen.

Alligevel ligger det i luften, at der kun er tale om en overgangsregering, og for eksempel omtaler avisen Süddeutsche Zeitung regeringssamarbejdet under overskriften ”Varer ikke længe.”

Ingen store planer for fremtiden
Allerede under regeringsforhandlingerne legede socialdemokraterne med tanken om eventuelt kun at deltage i et regeringssamarbejde i to år og derefter gå i opposition. Hvis partiet vælger denne taktik, vil det i realiteten betyde, at der udskrives nyvalg senest i 2020, og det er en mulighed, som ifølge mange politiske iagttagere er yderst realistisk. Det er nemlig langt fra sikkert, at SPD på grund af intern uenighed kan holde til fire års regeringssamarbejde med unionen.

Hvis regeringen kun eksisterer et par år, vil man nærmest kunne betegne den som en politisk døgnflue. Tyskerne er nemlig vant til, at regeringer sidder tiden ud og at der ikke udskrives valg i utide.

Man får også en fornemmelse af, at der er tale om en overgangsregering, når man ser på, hvad forliget indeholder. Der er tale om en regering uden store planer for fremtiden. Det tyske pensionssystem kunne bruge en omstrukturering, og skattesystemet burde forenkles, men ingen af disse områder indgår i forliget. Regeringen har også helt opgivet at gøre noget for at indfri de klimamål, som landet tidligere har sat sig.

Afgørende uger venter forude
De næste uger bliver altså meget afgørende i tysk politik. I løbet af de kommende dage udsender SPD stemmesedler til alle partiets medlemmer, og de skal efterfølgende have mulighed for enten at stemme ja eller nej til spørgsmålet om, hvorvidt SPD skal deltage i en koalition med CDU/CSU på basis af det aftalte forlig. Dermed har socialdemokraterne fået en utrolig stor magt lagt i deres hænder: Partiets 464.000 medlemmer udgør ikke engang én procent af de valgberettigede tyskere, men de bestemmer nu, om 82 millioner tyskere skal have en stor koalition eller ej.

I disse dage ser ikke alene tyskerne men hele verden med spænding på, hvad socialdemokraterne vælger.

Hvis partiet siger ja, er det som sagt et ja til politisk status quo i Tyskland, i hvert fald for de næste par år. Angela Merkel vil i så fald kunne ånde lettet op. Hun har betalt en meget høj pris for at blive kansler igen ved at give SPD de bedste ministerposter, men eftersom hun har planer om at holde op i tysk politik om fire år, har hun intet at miste, hvis hun nu kan fortsætte som kansler. Selv hvis der udskrives nyvalg allerede om to år, vil hun kunne trække sig ud af politik på en ordentlig måde: Hun er landets første kvindelige kansler og har ledet fire regeringer, hvilket er en præstation, som ellers kun Helmut Kohl har klaret.

Et ja fra socialdemokraterne til den store koalition vil også styrke SPD selv, fordi partiet så får tid og ro til at komme sig ovenpå lederkrisen under Martin Schulz.

Hvis socialdemokraterne derimod afviser et nyt regeringssamarbejde, kan det indlede et politisk jordskælv både i SPD og i CDU, for begge partier risikerer at komme ud i en alvorlig lederkrise.

Under regeringsforhandlingerne har Angela Merkel givet indrømmelser til SPD på så mange områder, at mange CDU-folk allerede nu er meget forbitrede. Ikke mindst er der en ulmende vrede blandt mange konservative over, at partiet har givet afkald på den vigtige finansministerpost, der ellers altid har været CDU ressort.

Kaos og magtkamp truer
Et socialdemokratisk nej vil derfor betyde, at Angela Merkel slutter sin karriere på den værst tænkelige måde: Landet vil være uden regering, og i hendes eget parti raser en magtkamp.

Et nej ved urafstemningen vil også skade socialdemokratiet selv. Partiet har i så fald ikke alene mistet sin leder Martin Schulz, men sandsynligvis også Andrea Nahles. Hun har engageret sig meget i forhandlingerne om den nye koalition, og hvis medlemmerne stemmer nej, vil det kunne tolkes som en mistillidserklæring overfor hendes politik. Dermed risikerer partiet at stå helt uden rutinerede ledere, og mange tyskere vil med rette spørge sig selv om, hvad det egentlig er, SPD vil, og om partiet overhovedet er i stand til at tage del i et regeringsarbejde.

I det hele taget vil konsekvenserne nærmest være uoverskuelige, hvis SPDs urafstemning ender med et nej.

Angela Merkel er vant til at regere med komfortable flertalsregeringer, hvor hun ikke må gå ud og forhandle sig til et flertal fra sag til sag i parlamentet, og hun har ofte betonet, at en mindretalsregering ikke kommer på tale for hende. Derfor vil hun nærmest være tvunget til at udskrive nyvalg, hvis SPD siger nej til regeringssamarbejdet.

Et nyvalg vil signalere manglende respekt
I et land med voksende politikerlede vil et nyvalg så hurtigt efter valget i september have fatal symbolvirkning. Det vil være et signal om, at det politiske system har spillet fallit, og at politikerne ikke respekterer vælgernes afgørelse og heller ikke tager dem alvorligt.

Som Kurt Kister skriver i Süddeutsche Zeitung: ”Valg må ikke gentages, blot fordi partierne ikke kan enes om at danne en koalition, der egentlig burde være politisk mulig.”

Tyskland har allerede ventet i mere end fire måneder på en regeringsdannelse, og et nyvalg kan derfor styrke fløjene i parlamentet. Ikke mindst det højrenationale parti AfD vil – endda med rette – kunne føre valgkamp på, at de traditionelle partier i parlamentet ikke længere er i stand til at regere landet. Det kan ikke udelukkes, at partiet endda bliver større end SPD ved et nyvalg.

Intern splittelse i SPD
Når SPD-medlemmerne nu sætter deres kryds, er det et meget splittet parti, der holder urafstemning. Aldrig har der været så meget intern uro i SPD som i de seneste uger.

Lederen af socialdemokratiets ungdomsorganisation Kevin Kühnert, der hele tiden var været en af de skarpeste modstandere af et nyt regeringssamarbejde med CDU/CSU, har opfordret tyskerne til at melde sig ind i SPD udelukkende med det formål at kunne stemme nej til den store koalition. Det skønnes, at 40.000 tyskere har fulgt hans opfordring, men spørgsmålet er, om det er nok til at hindre dannelsen af den ny regering.

På et tidspunkt så urafstemningen ud til også at blive en afstemning for eller imod Martin Schulz. Det lå i luften, at hvis medlemmerne stemte ja, ville de få ikke alene den store koalition men også Martin Schulz som udenrigsminister, og hvis de stemte nej, ville partiet hurtigt kunne blive af med den efterhånden meget upopulære leder.

Martin Schulz havde i februar 2017 forladt sin gode stilling som formand for Europa-Parlamentet for at blive SPD’s kanslerkandidat. Han blev valgt til partiformand med 100 procent af stemmerne, og de første måneder var han utroligt populær, men derefter gik det pludselig hurtigt ned ad bakke for ham.

Under valgkampen afviste han, at han nogensinde ville være minister i en regering ledet af Angela Merkel, og på valgaftenen sagde han kategorisk nej til tanken om, at SPD igen skulle danne koalition med unionen. På begge områder skiftede han senere hen mening, og dermed var hans troværdighed ødelagt blandt socialdemokraterne. Under regeringsforhandlingerne har han også i stigende grad været udsat for voldsom kritik fra sine egne partifæller.

Forrykte, hvis de stemmer nej
Efter at Martin Schulz den 9. februar meddelte, at han trækker sig ud af tysk politik, vurderer mange socialdemokrater og journalister nu, at chancerne for et SPD-ja til den store koalition er steget: Allerede under regeringsforhandlingerne i januar viste flere meningsmålinger, at flertallet af socialdemokrater støttede tankerne om en koalition, men at de ville foretrække, at den ny regering blev dannet uden Martin Schulz.

Med Martin Schulz afgang har modstanderne af koalitionen altså mistet et vigtigt argument for at stemme nej ved urafstemningen.

Udenfor SPD’s rækker er der bred enighed om, at partiet har opnået langt mere i regeringsforhandlingerne, end det på grund af sin skrumpede størrelse kunne forvente. Avisen Die Welt vurderer for eksempel, at SPD har forladt forhandlingsbordet som vinder, og journalisten Tobias Peter udtrykker sin holdning i avisen Berliner Zeitung på en meget klar og bramfri måde, når han skriver: ”Hvis SPD siger nej til den store koalition, er partiet forrykt.”

SPD-medlemmerne vil i løbet af de kommende dage få tilsendt deres stemmesedler, og det ventes, at resultatet af afstemningen vil blive kendt i weekenden 3.-4. marts.

Til den tid vil det så stå fast, om tyskerne for fjerde gang får en kansler ved navn Angela Merkel eller et politisk kaos.

Heidi Dachs er freelancejournalist, bosiddende i Tyskland.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Markus Schreiber/