Nye og gamle drømmemagere på banen ved italiensk valg

I dag higer den italienske befolkning efter nogle, der kan få dem til at drømme igen – drømme om en lysere fremtid, med økonomisk stabilitet, arbejde til deres børn og forsørgelse til de gamle. Det italienske parlamentsvalg den 4. marts vil blive afgjort ud fra hvem, der formår at sælge det bedste drømmescenarium.

Baggrund af William Schou

22.02.2018 | TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Eurozonens tredjestørste økonomi går til valg med en statsgæld på cirka 135 procent af BNP og en euroskepticisme, der ikke til at tage fejl af. En migrantkrise, som har medført en tilstrømning, alene i 2017 på godt og vel 185.000 flygtninge og mere end 620.000 de seneste fire år, som har skabt grobund for en voksende indvandrerkritisk højrefløj.

Arbejdsløshedsraten er godt 11 procent højere end gennemsnittet i de andre EU-lande, og ungdomsarbejdsløsheden er røget op på omkring 35 procent.

Man fristes næsten til at sige, alt er ved det gamle i ”den evige stad”. Problemer har aldrig været en mangelvare i italiensk politik, og det synes til tider at være den eneste konstant i Italiens unge republik.

Da man i 1946 overgik fra et monarki til en republik, gjorde man det på baggrund af mere end tyve års diktatur med Mussolini ved magten. Den italienske forfatning af 1948 er skrevet som et modsvar til enevælde, despoter og magtelite. To-kammer systemet skulle være med til at sikre en demokratisk proces, hvor magten aldrig kunne havne i hænderne på én skør mand.

70 år efter sidder Italien i en økonomisk og politisk krise, hvor vælgerne for længst har forladt de klassiske partier og ideologier. Ligesom resten af den vestlige verden er man ikke optaget af idéer såsom, socialisme, liberalisme og konservatisme. De politiske synspunkter er blevet udskiftet med et stigende fokus på partilederne, fremfor reelle politiske løsningsforslag.

Drømmemagerne
Italien har altid været en nation af drømmere. Lige fra Julius Cæsar kastede terningerne og drømte om at overtage Romerriget til Christopher Columbus krydsede Atlanten med drømmen om at finde en hurtigere søvej til Indien. I dag higer den italienske befolkning efter nogle, der kan få dem til at drømme igen – drømme om en lysere fremtid, med økonomisk stabilitet, arbejde til deres børn, og forsørgelse til de gamle. Det italienske valg den 4. marts vil blive afgjort ud fra hvem, der formår at sælge det bedste drømmescenarium.

Så lad os tage et kig på de drømmemagere, italienerne skal sætte deres lid til de kommende år.

Den uheldige helt
Den pro-europæiske centrum-venstre fløj er vingeskudt efter fem år med tre forskellige ministerpræsidenter, opsplitning af moderpartiet, Partito Democratico, og store nederlag ved de seneste lokalvalg.

Manden i front er den 43-årige tidligere borgmester i Firenze og nu detroniserede premieminister Matteo Renzi.

Renzi blev leder af det store centrum-venstre parti i slutningen af 2013 og sad som ministerpræsident fra 2014-2016. Han satte sin egen ministerpost på spil, da han forsøgte at få en ny valglov stemt igennem ved en folkeafstemning i slutningen af 2016. Folkeafstemningen kom til at handle mere om Matteo Renzi end om selve loven.

Dette faux pas fra Renzis side blev starten på flere drabelige slag internt i partiet, hvor mange af de gamle koryfæer fra venstrefløjen så deres snit til at ydmyge ham og hans mere moderate, progressive fløj. Det endte med en opsplitning af partiet, og nye partier så dagens lys, det største af dem, Liberi e Uguali (De Frie og Lige) ledet af formanden for senatet, Pietro Grasso. Alt i alt kommer Partito Democratico og derved også venstrefløjen svækket ind i valgkampen, og Renzis folk er uden tvivl den svageste af de tre regeringskoalitioner, der bejler til magten ved dette års parlamentsvalg.

Gepetto og Pinocchio
Klassens frække dreng er partiet Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen). Partiet blev født ud af komikeren Beppe Grillos indignation og foragt overfor magtelitens korruption og mangel på reelle reformer til gavn for den almene italiener.

Den højtråbende komiker ramte i 2007 en nerve såvel som et tomrum i det italienske vælgerhav. Partiet er nu det største parti i Italien, hvis man skal stole på meningsmålingerne, men til gengæld nægter de at indgå i koalitioner med andre partier. Femstjernebevægelsen er historien om en lille græsrodsorganisation, der transformerede sig til et topstyret parti uden at have en præcis defineret politik. Dette betyder også, at de er gået på strandhugst hos alt fra den yderste venstrefløj til den mest ekstreme højrefløj. Ingen ved, hvad partiet mener før det står på Grillos blog. Denne strategi har indtil videre været en succes for de utrænede parlamentarikere i partiet.

Grillo kan ifølge partiets egne forskrifter ikke stille op til parlamentet, da han har en dom for uagtsomt manddrab på samvittigheden. I stedet er den unge 31-årig Luigi Di Maio blevet sat i spidsen for partiet og er den yngste premierministerkandidat i feltet. I 2013 blev han valgt til viceformand i deputeretkammeret, den yngste i republikken historie. Han bliver ofte beskyldt for at være uuddannet og uerfaren, da han hverken formåede at afslutte sine studier på hverken ingeniørstudiet eller jurastudiet. Derudover har han ikke haft et rigtigt arbejde inden han viede sit liv til politik.

Di Maio og Femstjernebevægelsen er dem, alle frygter. Med deres anti-establishment holdning, EU-kritiske røster og mangel på samarbejdsvillighed med andre partier, er det ikke kun de politiske modstandere der frygter dem, men i Bruxelles ryster man også i bukserne over denne ukontrollable flok af vrede italienere.

De bliver ved med at ligge stabilt i meningsmålingerne omkring 27-30 procent af stemmerne som enkeltparti. Især i syden står de stærkt, og netop syden er der, hvor valg som regel bliver vundet i Italien. Syditalienerne er de mindst loyale vælgere, Det er her de store slag skal vindes.

Den gamle, den onde og den grusomme
På centrum-højrefløjen finder vi en trekløver koalition med Forza Italia, Lega Nord og Fratelli d’Italia. Koalitionen er ledet af italiensk politiks grand old man, Silvio Berlusconi. Denne gang i en ny og mere fri rolle. I 2013 blev han dømt for skattesvindel af de italienske domstole. Én af konsekvenserne var, at han ikke kunne stille op til offentlige embeder før 2019. Men præcis som Grillo, har det ikke afskrækket ham fra at føre valgkamp.

Berlusconis parti har befundet sig i en tilstand af dvale de seneste fem år, men nu er bjørnen vågnet fra sit hi og er på imponerende vis i fuld gang med at føre sin koalition til en valgsejr. I efteråret lå Forza Italia og rodede rundt på den kedelig side af 15 procent af stemmerne, men her få måneder senere har Il Cavaliere fået partiet op på den anden side af 20 procent. Og med de to koalitionspartnere er centrum-højrefløjen lige nu i spidsen.

Matteo Salvinis parti, Lega Nord ,er Berlusconis vigtigste allierede i centrum-højrekoalitionen. Den 43-årige partileder overtog ledelsen i 2013 efter at stifteren, den mangeårige minister, Umberto Bossi, kom i juridiske vanskeligheder på grund af underslæb og så sig nødsaget til at trække sig fra posten.

Salvini har fornyet det højreorienterede separatist parti, blandt andet ved at udfase ideen om kun at være et regionalt parti fra det privilegerede Lombardiet i Norditalien. Han er kendt for sine tætte bånd til Marine Le Pen i Frankrig og Geert Wilders i Holland. Nu appellerer partiet til hele landet med en stærk indvandrekritisk stemme, klare familieværdier og en skarp profil, hvad angår dyrevelfærd. Salvinis Lega Nord har hele valget igennem været det mest stabile kort. I meningsmålingerne har de ramt et plateau, der svinger mellem 12 og 16 procent.

Den tredje koalitionspartner på højrefløjen er det neofascistiske parti Fratelli d’Italia (Italiens Brødre). Til at føre den fascistiske tradition videre i italienske politik har vi den 40-årige journalist Giorgia Meloni.

Fratelli d’Italia er den lille i koalitionen, men deres cirka fem procent af stemmerne er helt centrale, hvis Berlusconis plan skal lykkes. Ud over de direkte racistiske holdninger til alt, der ikke er ærkeitaliensk, er partiet også store modstandere af euroen såvel som EU.

Dette har fået flere af de italienske medier til at teoretisere om muligheden for en samlingsregering mellem Fratelli d’Italia og Femstjernebevægelsen, da de vil kunne mødes om deres euroskepticisme. Deres sammenlagte stemmer vil formentligt være lige akkurat nok til et absolut flertal efter valget. Denne artikelforfatter mener dog, at det er et højest usandsynligt scenarium.

En italiensk historie
Ved det seneste valg i 2013 blev valgresultatet en mudret affære og der skulle flere dronningerunder til før præsident Napolitano kunne annoncere en koalitionsregering. Den seneste regering med Partito Democratico i spidsen har på fem år haft tre forskellige ministerpræsidenter, Enrico Letta, Matteo Renzi og den nuværende Paolo Gentiloni.

Dengang kunne ingen af de tre fløje, som i hovedtræk er de samme som i dag, forme et flertal efter valget og man endte med en impotent koalition, der har brugt mere tid på egen overlevelse end på at bedrive politik for et gældsplaget Italien.

Det samme resultat kan italienerne meget vel ende med efter den 4. marts. Meningsmålingerne dømmer dødt løb mellem de tre fløje. Denne gang hedder republikkens præsident Sergio Mattarella, og det bliver interessant at se om han, lige som sin forgænger Napoletano, formår at konstruere en regeringsduelig koalition, eller om italienerne skal til stemmeurnerne igen inden sommer.

William Schou er Cand. mag i italiensk.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Giuseppe Lami/

Læs hele vores tema “Det ustabile Italien” her.