Socialdemokraterne har sikret den politiske status quo i Tyskland

Efter de socialdemokratiske partimedlemmernes ja til en ny koalition med CDU, får partiet nu ro til at reformere sig selv. Samtidig får en rutineret delstats-ministerpræsident fra CDU mulighed for at køre sig selv i stilling som Angela Merkels efterfølger.

Baggrund af Heidi Dachs

05.03.2018 | TEMA: NABOLAND TYSKLAND | Mange tyskere drager et lettelsens suk efter offentliggørelsen af det tyske socialdemokratiske SPD’s ja til deltagelse i en ny koalition med den konservative, kristeligt-demokratiske union CDU/CSU, som blev bekendtgjort søndag formiddag.

Flere end 78 procent af partiets 463.000 medlemmer deltog i urafstemningen, og heraf sagde to tredjedel ja til et nyt regeringssamarbejde med unionen. Et ja, som var langt større, end mange havde ventet eller håbet på.

”Hurra, vi bliver regeret,” jubler for eksempel politikredaktør ved t-online news, Johannes Bebermeier, i glæde over, at landet endelig fem måneder efter valget i september har en ny regering.

Det er den fjerde regering, som kansler Angela Merkel leder, og det er tredje gang, at CDU/CSU og SPD er koalitionspartnere.

Status quo efter langt tovtrækkeri
EU har længe med spænding afventet SPD’s afgørelse, og ikke mindst i den franske regering kunne man efterhånden spore en voksende utilfredshed over, at Tyskland nærmest var handlingslammet udenrigspolitisk.

Nu er status quo altså blevet sikret i Tyskland politik, og landet vil kunne fortsætte den udenrigspolitiske linje, som det har ført i EU de seneste fire år.

Socialdemokratiets afstemning gør en ende på et 161 dages langt, uværdigt, politisk tovtrækkeri, hvor flere partier nærmest kappedes om IKKE at blive del af en ny regering.

Som Heribert Prantl, der er medlem af avisen Süddeutsche Zeitungs chefredaktion, skriver i en kommentar, virkede det de seneste måneder ofte, som om Angela Merkel var den eneste, der overhovedet var villig til at tage et politisk ansvar på sig.

”Angela Merkel handler ansvarsbevidst. Hun har gjort alt for, at Tyskland får en valgt regering,” skriver Heribert Prantl rosende i Süddeutsche Zeitung.

Merkels afløser kan køres i stilling
Med den nye regering begynder også Angela Merkels sidste tid som politiker. SPD-medlemmernes ja til koalitionen giver hende nu mulighed for at bygge Annegret Kramp-Karrenbauer, der hidtil har været ministerpræsident i delstaten Saarland, op som sin politiske efterfølger.

Angela Merkel har for nogle dage siden udnævnt Kramp-Karrenbauer til CDU’s generalsekretær, og samtidig har hun lukket munden på en af sine værste kritikere inden for partiet, Jens Spahn, ved at gøre ham til sundhedsminister.

Jens Spahn tilhører partiets højrefløj, hvor der er voksende utilfredshed med, at Angela Merkel har givet køb på en række typiske CDU-mærkesager. Partiet har under hendes ledelse blandt andet besluttet at afskaffe atomkraft og værnepligt, og til gengæld har partiet været med til at lempe reglerne for abort. Der er i partiets højrefløj også stor utilfredshed med Merkels håndtering af flygtningekrisen i 2015, hvor hun åbnede grænsen for tusindvis af mennesker på flugt.

Mange konservative CDU-folk ønsker – ikke mindst på grund af det indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschlands (AfD) voksende popularitet – at CDU orienterer sig mere mod højre for på den måde at vinde de stemmer tilbage, som unionen har tabt til AfD.

Magttaktisk genialt
Journalist ved magasinet Der Spiegel, Markus Feldkirchen, vurderer over for den tyske tv-station ARD, at Angela Merkel nu handler magttaktisk genialt ved at gøre Spahn til minister, for på den måde minimerer hun risikoen for, at Spahn stiller op til posten som partiets gruppeformand eller senere hen ligefrem satser på at blive Merkels efterfølger som partileder.

CDU’s nye generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer kommer fra delstaten Saarlands CDU, en afdeling inden for CDU, der betragtes som temmelig midtsøgende i partiet. Annegret Kramp-Karrenbauer kalder da også CDU for ”et folkeparti i Tysklands politiske midte,” hvilket er et klart signal om, at hun ikke har planer om at skabe en højredrejning inden for partiet og heller ikke vil lefle for AfD’s vælgere.

Takket være SPD’s ja ved urafstemningen har CDU’s nye generalsekretær nu tid til at knytte kontakter i inden for CDU på landsplan og kan i det stille arbejde for at blive Merkels efterfølger.

Den 55-årige, tidligere ministerpræsident fra Saarland er den eneste CDU-leder, der allerede har erfaringer med en såkaldt Jamaica-koalition. I den første tid som ministerpræsident i Saarland i 2011, ledede hun en regering bestående af CDU, der har partifarven sort, FDP, der har partifarven gul, og partiet De Grønne. (Koalitionssammensætningen er derfor opkaldt efter farverne i Jamaicas nationalflag, som netop er sort, gul og grøn).

Efterfølgende har Annegret Kramp-Karrenbauer i flere år regeret Saarland i samarbejde med SPD, og hun er dermed en politiker, der har erfaringer med alle de partier, der overhovedet kan komme på tale som regeringspartnere på landsplan for CDU/CSU: nemlig FDP, De Grønne og SPD.

Når Merkels æra er slut, kan det vise sig at være en fordel, hvis CDU/CSU ledes af en politiker, der netop har disse erfaringer.

Socialdemokratisk åndehul
SPD’s ja til den store koalition betyder også, at ikke alene CDU kan få tid til at vænne sig til årene efter Merkel, men at SPD også selv får et vigtigt åndehul til at få bugt med de interne stridigheder, der har plaget partiet de seneste måneder.

Under regeringsforhandlingerne har flere socialdemokrater leget med tanken om, at partiet kun deltager i en regering i en periode på to år, og at partiet derefter går i opposition, hvilket i realiteten ville betyde, at der udskrives nyvalg senest i 2020. Hvorvidt denne mulighed bliver realitet, afhænger meget af, hvordan SPD nu markerer sig i regeringen. Medlemmernes ja ved urafstemningen var så markant, at det burde styrke SPD-ministrene meget i deres samarbejde med unionen.

I tidligere regeringer virkede SPD ministrene ofte lidt forsagte, og nogle af dem blegnede nærmest i forhold til CDU’s og CSU’s ministre.

Som et eksempel kan nævnes landets indre sikkerhed. Angsten for terror og kriminalitet spiller en stadig større rolle i det tyske samfund, og i den afgående regering forstod CDU’s indenrigsminister Thomas de Maziére at fremstille sig selv som en garant for landets og folkets sikkerhed. I realiteten var landets justitsminister, socialdemokraten Heiko Maas, mindst lige så aktiv og indførte en række regler og skærpede lovgivningen i forbindelse med bekæmpelsen af kriminalitet og terrorisme, men alligevel var det først og fremmest Thomas de Maziére, der stjal rampelyset med udtalelser om, at man skulle beskytte tysk Leitkultur, og om at “Tyskland ikke er burkaer”, og at landet byggede på kristelige værdier.

Selvbevidsthed og praleri
Spørgsmålet er altså, om socialdemokraterne har lært af fortidens fejl. Lidt mere selvbevidst optræden og lidt mere praleri (så længe det ikke er overdrevent) af egne præstationer kan gavne partiet. Hvis SPD ministrene nu forstår at gøre god reklame for de ting, de får gennemført, og hvis de kan markere sig i forhold til unionens ministre, stiger chancerne for, at regeringen sidder tiden ud: For hvis SPD oplever fremgang i meningsmålingerne, behøver partiet ikke at frygte, at det taber terræn over for unionen.

Den helt store taber her og nu efter SPD medlemmernes ja til koalitionen er Kevin Kühnert, lederen af SPD’s ungdomsorganisation.

Men han er paradoksalt samtidig også lidt af en vinder.

Kevin Kühnert har rejst landet tyndt med sin nej-kampagne til den store koalition, og han opfordrede alle modstandere til at melde sig ind i socialdemokratiet, så de kunne stemme nej ved urafstemningen.

Det skønnes, at cirka 24.000 mennesker har fulgt hans opfordring, men det var altså ikke nok til at hindre et overvældende ja ved afstemningen.

Den 38-årige politiker kræver, at SPD udformer et helt nyt principprogram, og at partiet gennemgår en fornyelsesproces og bliver bedre til at profilere sig. Det skal efter hans mening blandt andet ske ved, at partiet vender tilbage til rollen som et socialistisk folkeparti, som beskatter store indtægter højere og sørger for mere social retfærdighed i landet.

Nu diskuteres der politisk indhold
Utilfredsheden har i årtier ulmet i socialdemokratiets ungdom, men uden at man tog det særlig alvorligt i partiets ledelse.

Det er takket være Kevin Kühnerts kampagne mod unionen, at partiet for alvor er begyndt at diskutere indholdet af den politik, det fører. Nu har de unge medlemmer pludselig fået så stor indflydelse på partiet, som de aldrig nogensinde tidligere har haft.

Og dermed er Kevin Kühnert ikke bare en taber men også en vinder. Han har tabt afstemningen, men er samtidig blevet lidt af en politisk stjerne inden for SPD, og de ældre medlemmer ved, at der ikke går nogen vej forbi om ham. Hvis de vil have intern fred i partiet, er de fremover nødt til at tage hensyn til, hvad Kevin Kühnert og de andre ungdomsmedlemmer mener. Partiledelsen vil derfor i de kommende år være tvunget til at åbne sig for debatter med partiets ungdom og græsrødder.

Nøglerolle til Nahles
Netop på dette område kan Andrea Nahles (billedet i artiklens top) få en meget vigtig rolle. I dag er hun SPD’s gruppeformand i det tyske parlament, men det ventes også, at hun vil overtage posten som leder af partiet efter Martin Schulz, når SPD holder partikongres den 22. april.

Hun har tidligere i årene 2013-17 været arbejds- og socialminister i en regering under Angela Merkel, men i den nye regering får hun altså ingen ministertaburet.

Det er taktisk klogt af hende at afstå fra at få et ministerium. Netop fordi hun ikke er minister men derimod både gruppeformand i parlamentet og samtidig partileder, vil hun have mere handlefrihed til at profilere sig og kan på den måde skabe bro mellem SPD’s parlamentsmedlemmer og de personer i partiets ungdom, der ønsker en fornyelse.

Heidi Dachs er freelancejournalist, bosiddende i Tyskland.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/DPA/AP/Kay Nietfeld/

Læs hele vores tema “Naboland Tyskland” her.