Når forskellige øjne ser på Danmarks og Islands fælles fortid

Den historiske forbindelse mellem Danmark og Island er fuld af skiftende grundmyter, som kommer i spil, når debatten om den danske kolonimagts undertrykkelse af Island med jævne mellemrum blusser op. Lag på lag ligger de oven på den historiske forskning. Her midt i det 21. århundredes omvæltninger er det en nyttig viden, der kan ruste borgerne mod nationalistisk propaganda.

Her følger et uddrag af Søren Mentz’ bog “Den islandske revolution”:

Kolonimagt og udbytning – skiftende brug af historien

Den historiske virkelighed ligger fast. Begivenheder kan ikke ændres, men alligevel omskriver vi historien. Synet på fortiden afhænger af samtidens problemstillinger, og når samfundet forandres, ændres også historiesynet. Når man tager det dansk-islandske forhold i betragtning, er der en række forskellige historiesyn i spil på samme tid. Sammenfaldet er med til at komplicere billedet, men det viser også, hvordan nationale myter opstår. I Danmark blev Island hovedsagelig betragtet som udgangspunktet for en fælles nordisk identitet. Sagalandet gav kraft og næring til den unge danske nationalstat, som opstod efter enevældens afskaffelse i 1848.

Islændingene betragtede derimod den norrøne kultur som et produkt af de unikke livsbetingelser, som naturen tilvejebragte. Det islandske folk blev først defineret gennem kulturel nationalisme. Fokus var at opretholde den oprindelige livsform og så vidt muligt undgå modernitetens forandringer, selv om det omfattede fortsat tilknytning til det danske kongehus. Den anden model var præget af modernitet. Den moderne nationalstat tog godt nok udgangspunkt i den kulturelle nationalisme, men forandring og industrialisering var en nødvendighed. De islandske nationalister brugte derfor historien til at beskrive vejen til selvstændighed som en naturlig konsekvens af et ulige fællesskab med Danmark.

Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Og der er i den grad skiftende historiesyn på forholdet mellem Danmark og Island.

Befrielsen fra et ondt styre
I årene mellem Københavns bombardement i 1807 og Jørgen Jürgensens islandske revolution i 1809 legede den britiske regering med tanken om at besætte Island. Øen var afskåret fra Danmark og kunne hverken regne med militær eller økonomisk støtte. Den britiske krigsminister udbad sig råd fra Joseph Banks, som kendte forholdene på øen. Banks hævdede, at en britisk annektering ville løse Islands problemer. Det handlede ikke kun om regelmæssige leverancer af fødevarer, men også om den islandske mentalitet. Engang havde islandske søfolk været eventyrlystne og modige. De opdagede Amerika før Columbus, men under flere hundrede års dansk styre var de degenereret ”til deres nuværende dvaske karakter”. Som del af det britiske rige ville de igen blive ”aktive og nidkære” og forsyne flåden med hårdføre søfolk.

Revolutionens bagmand forsvarede også sine handlinger ved at henvise til et tyrannisk dansk styre. I et upubliceret manuskript – Historical Account of a Revolution on the Island of Iceland in the Year 1809 – forklarede Jürgensen, at de danske købmænd undertrykte øens befolkning uden kongens vidende. Han fortsatte:

”Hvis en englænder, der er så afhængig af frihed, havde været til stede, ville han have rejst sig med indignation mod de modbydelige tyranner, som holdt dette milde folk i slaveri.”

Jürgensen havde aldrig ønsket at regere Island. Omvæltningerne var sket i folkets navn og i håbet om at indføre frihed og selvstyrende institutioner, som islændingene med tiden selv ville overtage. Jürgensen var kun Islands midlertidige ’beskytter’, indtil folket havde udfærdiget en grundlov, hvor den fattige mand havde lige så stor andel i regeringen som den fornemme. Titlen ’beskytter’ henviste til Oliver Cromwells (1599-1658) styre i England i årene efter den engelske revolution og henrettelsen af Charles 1. (1600-1649). Cromwell havde afskaffet kongedømmet og indført en republik, som han regerede over i sin egenskab af ”Lord Protector”. Jürgensen havde med andre ord kun gjort, hvad enhver frihedselskende brite ville gøre, hvis han blev konfronteret med tyranniet.

I Danmark betragtede man Jørgen Jürgensen som forræder. Det var rent held, at han overlevede de 11 måneder, han tilbragte på et fangeskib (et såkaldt prison-skib) i Themsen, hvor danske krigsfanger sad indespærret. Søfolkene fik nys om Jürgensens bedrifter og var bestemt ikke tolerante over for manden, som havde løsrevet Island fra Danmark. Jürgensen genså aldrig sit fædreland. Efter en omflakkende tilværelse i Storbritannien røg han i gældsfængsel og blev sendt til Tasmanien som straffefange.

Hans farverige liv blev dog ikke glemt. I 1832 udkom en dansk beretning om revolutionen i 1809, og den førte til en livlig debat i København. Diskussionen gik ikke så meget på Jørgen Jürgensens handlinger, men derimod på islændingenes passivitet under forløbet. De burde selv have sat en stopper for enmandsrevolutionen, men udstrålede mangel på energi, mod og driftighed.

De mange samtidige synspunkter på begivenhederne i 1809 viser, hvordan argumenter kan ændre karakter. Var revolutionen ”blevet påtvunget et uskyldigt folk, der er loyalt og trofast mod dets konge” – sådan som stiftamtmand Trampe erklærede – eller var det et forsøg på at løsrive islændingene fra et tyrannisk styre, der holdt et livskraftigt folk i trældommens lænker? I lange perioder af fællestiden var det tanker, man overhovedet ikke beskæftigede sig med. Islændingene passede sig selv, og de skænkede hverken nationalitet eller rigsfællesskab mange tanker.

Nationalitetsbølgen kom til Island gennem Danmark. I 1800-tallet voksede nationalismen frem, først i en kulturel version, som søgte at fastholde det traditionelle samfund ved at henvise til en glorværdig fortid, siden som en politisk nationalisme, der ønskede modernitet og selvstændighed. I Danmark blev den fælles nordiske fortid brugt til at definere danskheden og sætte grænser for en dansk nationalstat. Der var således tale om flere former for konkurrerende historiesyn.

Den postkoloniale kamp om historien
Den postkoloniale islandske nationalisme opdeler Islands historiske udvikling i tre faser. En gylden tid i middelalderen, en efterfølgende forfaldsperiode i ’mellemtiden’ og endelig en moderne tid, som blev indledt i starten af 1900-tallet, kulminerede i 1944, og som blevet videreført i det industrialiserede og højteknologiske islandske samfund. Mellemtidens forfald skyldes ikke islændingene, men derimod den danske stats undertrykkelse af de tidligere så frihedselskende øboere.

Debatten om den danske kolonimagts undertrykkelse af Island er blusset op med mellemrum i tiden efter 1971. Der er ikke fremkommet nye argumenter, og der har ikke været forskningsmæssige nybrud. Det er den gamle debat fra begyndelsen af det 20. århundrede, som af og til støves af.

Kernen i dette opgør med fortiden blev formuleret i den islandske avis Morgenbladet den 23. juni 1944:

”Islands historie er meget begivenhedsrig og må ses som symbol for kampen for frihed, mod undertrykkelse og for genoprettelsen af frihed og kultur. Det unge Island må huske denne historiske kamp for at højne ånden til den fremtidige kamp for nationens eksistens.”

Den nationalistiske historieopfattelse gjorde Danmark til fjendebillede. Under højtideligholdelsen på Tingvalla den 17. juni 1944 havde politikeren Gísli Sveinsson erklæret, at Island endelig var frigjort fra en fremmed magts herredømme, og oldgamle rettigheder var blevet genoprettet. Det var med andre ord ikke en ny stat, der så dagens lys, men derimod opfyldelsen af en gammel og længenæret drøm om genopretning af fortidens selvstændighed, der blev effektueret. Danmark havde undertrykt Island og behandlet islændingene, som europæerne havde undertrykt befolkningerne i deres kolonier.

Fx hævdede den berømte forfatter og Nobelpristager Halldór Laxness, at København var bygget for islandske penge. Han henviste til det danske handelsmonopol, som havde reguleret den dansk-islandske samhandel fra begyndelsen af 1600-tallet til ophævelsen i 1787. Rigsfællesskabet var baseret på et ulige forhold, der havde beriget Danmark og ødelagt det højtudviklede samfund, som havde præget øen i middelalderen, og som havde skabt velstand og verdenslitteratur i form af sagaerne. Lignende argumenter formede Jørgen Jürgensens revolutionære retorik og Joseph Banks’ påstand om, at frigørelsen fra Danmark ville vække den gamle islandske urkraft.

Selv Jón Sigurðsson fremførte – under forhandlingerne om Islands forfatningsmæssige forhold til Danmark i 1860’erne – at den danske stat var forpligtet til at kompensere den islandske økonomi. Der var ikke tale om tilskud, snarere renter af den enorme gæld, som Danmark havde pådraget sig gennem århundredes herredømme over Island. Det er nærmest et ekko af Jørgen Jürgensens proklamationer i 1809:

”Jeg eftergav folket al gæld til den danske stat, som så skændigt havde tilbageholdt de bidrag, som var blevet indsamlet til undsætning af folket af andre europæiske lande … efter Heklas frygtelige udbrud i 1783.”

Statskassen støttede med andre ord aldrig Island. Tværtimod blev penge holdt tilbage til gavn for danskerne.

Sådanne beskrivelser har historikeren Guðmundur Hálfdanarson (1956-) kaldt for den islandske republiks grundmyte. Det nationale selvværd blev stivet af ved at fremstille republikkens oprettelse som et nødvendigt opgør med fortiden. Et par årtier forinden, i 1906, fortalte den første minister i det islandske hjemmestyre, Hannes Hafstein, de danske aviser, at ”der, så vidt han vidste, ikke var et eneste menneske i Island, der for alvor tænkte på, at øen kunne løsrive sig fra Danmark.” Opgøret med fortiden kom hurtigere, end man kunne forudse. Grundmyten havde gode vækstbetingelser i årene efter 1906 og især under det lange forløb om udleveringen af de islandske håndskrifter. Den lever stadig i Island.

I 2003 producerede den islandske performancekunstner Ragnar Kjartansson (1976-) en videoinstallation med titlen Colonization. Handlingen er henlagt til Islands tid under dansk styre og viser en dansk købmand i færd med at banke en islandsk bonde. Afstraffelsen foregår i et rum med træbeklædte vægge og gulv. I baggrunden ses bondens redskaber og et dansk flag. Danskeren sidder på ryggen af den islandske bonde. Han har hvidpudret paryk på hovedet og er iklædt halsklud og fin vest. Tydeligvis en rig mand. Med et sikkert greb i den islandske bondes hår holder han sit offer fast, mens han gennembanker ham med den anden hånd. Den islandske bonde ligger hjælpeløst på alle fire og hyler af smerte. Scenen varer i flere minutter. Så bliver afstraffelsen afløst af turistbilleder fra København, hvor blodet flyder ned over billederne. På den måde fortsætter videoinstallationen i flere minutter med skiftende afstraffelsesmetoder – kun afløst af turistfotos.

Ragnar Kjartansson er en anerkendt kunstner. Han har repræsenteret Island ved den internationale kunstmesse Biennale i Venedig og har udstillet flere steder i verden. Hans præsentation af mellemtiden i den islandske historie gengiver den islandske grundmyte og udstiller det danske overherredømme som brutalt og undertrykkende. Men når man har set videoinstallationen, er man ikke sikker på, om man skal tage den alvorligt eller betragte den som et opgør med den islandske grundmyte. Kunstneren er kendt for sin ironiske og humoristiske distance til de emner, han behandler, og videoen kan derfor også tolkes som det 21. århundredes frigørelse fra nationalisternes historiesyn. Det moderne Island har fundet sit eget kulturelle ståsted og behøver ikke længere at bruge fortiden som argument for selvstændighed. Herved knytter Kjartanssons videoinstallation fra 2003 sig til udgivelsen af de islandske sagaer i 2014, hvor forlæggeren ikke længere betragtede håndskrifterne som unikke islandske klenodier, men som en del af en fælles nordisk og europæisk tradition.

Den økonomiske udbytning er en god historie, som både passer ind i billedet af det imperiale forhold mellem center og periferi og i opfattelsen af den centralistiske og bureaukratiserede stat. Det er et argument, som nordmændene også har fremført om deres relation til Danmark. Fx kaldte forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754) Norge for ”Nordens Potosí” med henvisning til den økonomiske betydning, kolonierne i Central- og Sydamerika havde for det spanske kongedømme i det 16. og 17. århundrede. Påstanden om økonomisk udbytning diskuteres også internationalt: Uden Indien og de øvrige oversøiske kolonier var Storbritannien aldrig blevet en global supermagt og et økonomisk og finansielt center.

Men i forholdet mellem Danmark og Island er der ingen tegn på systematisk udbytning. Der var ingen tung skattebyrde pålagt de islandske bønder, tiendeindbetalinger til kirken blev ikke overført til København, og oprettelsen af monopoler var den mest almindelige måde at organisere handlen på i 1600-tallet. Fra centralmagtens side sikrede monopolet, at Island modtog forsyninger af fødevarer og andre livsnødvendigheder, selv om det ikke var en rentabel forretning set med købmandsøjne.

Men monopolet fratog også islændingene initiativ og lysten til at søge andre afsætningsmarkeder – som fx det britiske. Historikeren Ove Malling havde i 1700-tallets anden halvdel også argumenteret for, at monopolet havde haft en skadelig virkning på islændingene. Folket ”blev forrykt, modløst og uvirksomt”. I 1852 gentog islændingen Gísli Brynjúlfsson (1827-1888) argumentet og hævdede, at danskerne i hele fællestiden havde afholdt fremmede impulser fra at få indflydelse i Island. Islændingene havde fået politiske og intellektuelle ideer fra Tyskland og Frankrig gennem Danmark i stedet for at suge lærdom fra Storbritannien og USA til sig. De vestlige strømninger ville have været meget mere gavnlige for Island. Den primære årsag til uvidenheden var handelsmonopolet, og derfor var rigsfællesskabet skyld i den islandske fattigdom. Brynjúlfssons kritik var et opgør med oplysningstidens positive billede af den danske stats indsats på at forbedre de økonomiske betingelser på øen.

Med Islands geografiske placering i Nordatlanten ville det have været naturligt at orientere sig mod Storbritannien og siden mod USA, sådan som den selvstændige islandske stat også gjorde. Monopolets ophævelse i 1787 skete på et tidspunkt, hvor regeringen afviklede merkantilismens kompagnier og indførte frihandel som princip. Således falder ophævelsen af det islandske handelsmonopol ind under en bevidst handelsstrategi, som også viste sig ved, at Asiatisk Kompagnis monopol på Indienshandlen blev ophævet.

Kritikken af det danske styre indgår i et generelt opgør med den vestlige imperialisme og handler om de samme følelser, der fik islændingene til at reagere voldsomt i 1905 over koloniudstillingen i Tivoli. Det drejer sig i sidste ende om Islands status i fællestiden: Var Island en koloni, og betragtede danskerne Island som en koloni? Hvis man i 1803 havde stillet den islandske student Finnur Magnússon spørgsmålet, ville hans svar have været et nej. I dette år skrev han om rigsfællesskabet i et dansk tidsskrift: ”Vor ø ved have og vande på nogle hundrede mil er adskilt fra moderlandet; og dets indbyggere tillige ved sprogets og sædernes forskellighed fra tvillingrigets øvrige borgere.” Men begreberne moderland og tvillingrige knyttede kongedømmets egne sammen. Selv om islændingene var adskilt fra det øvrige Danmark-Norge af hav, af sprog og kulturelle vaner, var de stadig en del af fællesskabet.

Stillede vi samme spørgsmål til popikonet Björk (1965-), ville svaret blive et ganske andet. I 2008 beskrev hun sangen Declare Independence som et politisk opråb baseret på Islands historiske erfaringer. Hun uddybede sin holdning til det amerikanske internettidsskrift Pitchfork: ”Vi var en koloni i 600 år, og vi blev behandlet rigtig slemt – ligesom alle andre kolonier.” Danskerne havde også behandlet Grønland og Færøerne dårligt, og Björk opfordrede landene til at gøre sig fri af kolonimagten.

Hermed genfortalte hun grundmyten fra 1944, hvor islandske nationalister sammenlignede kampen for uafhængighed med slavernes ret til personlig frihed og menneskerettighedernes fulde beskyttelse.

Set fra en dansk synsvinkel er det en absurd erklæring. Danskerne er ikke vant til rollen som kolonimagt og har det meget svært med den imperialistiske skurkerolle. Danskerne har lettere ved at påtage offerrollen, især efter nederlaget i 1864 og besættelsen i 1940-45. Men fortidens danske rige var en kolonimagt. Det var ganske vist en forholdsmæssigt lille en af slagsen, der ikke havde stor militær slagkraft, men tilpassede sig den politiske virkelighed, de vestlige imperier skabte, eller som blev dikteret af den lokale magtelite i Afrika og Indien.

Danske købmænd transporterede afrikanere over Atlanten og solgte dem som slaver til danske plantageejere, som udnyttede den ufri arbejdskraft til dyrkning af sukkerrør. I 1917 blev De Dansk Vestindiske Øer solgt for 25 millioner dollars til USA, og selv om det kan lede tankerne tilbage til overvejelserne om at tilbyde Preussen Island som kompensation for Sønderjylland, forblev det en flygtig tanke. I statsforvaltningen signalerede stiftamtmandsposten, at Island indgik på lige fod med de øvrige amter i kongedømmet.

Der var ingen reaktion på Björks sang og hendes fortolkning af Danmarks rolle som undertrykker af det islandske folk. Historikeren Henrik Jensen (1947-) undrede sig:

”Måske fatter vi ikke rigtigt, hvordan dette med årligt at kaste milliarder og atter milliarder af kroner ud i Nordatlanten kvalificerer som overgreb. Måske føler vi os vagt skyldige og dermed vagt forstående, eftersom vi jo også er påvirket af denne postkoloniale, offercentrerede tidsånd. Nogle kunne ovenikøbet komme i tanker om, at det måske var på sin plads med en undskyldning. Sådan for en sikkerheds skyld. Når det er sagt, må det vel indrømmes, at de fleste danskere er vagt ligeglade.”

Erindringen om rigsfællesskabet er gået tabt. De islandske sagaer har ikke status af dansk urkraft længere. Hvad er grunden til hukommelsestabet? Ifølge Guðmundur Hálfdanarson udgjorde den islandske nationalisme ikke nogen trussel mod den danske identitet, men understøttede de argumenter, som lå til grund for den dansk-tyske grænsedragning i 1920. De islandske selvstændighedskrav blev aldrig for alvor anfægtet af den danske regering, og uafhængigheden virkede nærmest som en naturlig følge af den generelle udvikling i det 20. århundrede. Måske skulle Danmark alligevel have tilbudt Island til Preussen i 1864.

I Nordatlanten er Danmark en stor nation. Færøerne og Grønland indgår i rigsfællesskabet, og den oprindelige befolkning i Grønland kan med god ret hævde, at den er blevet styret fra København som en koloni. En historisk gennemgang af den dansk-islandske forbindelse påviser en anden relation.

Eftertanke
”Vi ved, at forbindelsen mellem de to lande ikke altid har været tolket på den venligste måde, men nu har emotionerne lagt sig, og i dag er der et usynligt kulturbånd mellem Island og Danmark.” Sådan sagde Islands præsident Vígdis Finnbogadóttir i 2008. Hun glædede sig over, at et mere nuanceret billede af fortiden havde erstattet grundmyten og revurderet fremstillingen af Island som offer for dansk dominans og udbytning.

Fællestiden dukker af og til frem i offentligheden – mest i sportslige sammenhænge, når landsholdene i håndbold eller i fodbold tørner sammen. Men der var også interesse for Island og for den islandske historie i forbindelse med den fremadstormende islandske økonomi i 00’erne. Det var næsten, som om islandske forretningsmænd opkøbte hele Danmark – fra Magasin du Nord til landets banksektor.

I 2006 holdt den islandske præsident Ólafur Ragnar Grímsson (1943-) et foredrag, hvor han forklarede, hvordan den moderne, succesfulde forretningsmand var formet af fortiden. Den islandske velfærd havde rod i den islandske kultur, som vikingerne havde skabt. Vikingernes liv var ofte chancebetonet og præget af hårdt arbejde. De rejste ud og vendte hjem til hæder og respekt. Ikke et ord sagde præsidenten om fællestiden, han talte kun om den slående lighed mellem vikingerne og finansfolkene. Måske led denne tolkning af islandsk identitet et knæk under finanskrisen fra 2008.

I dag kan historien om det dansk-islandske rigsfællesskab og dets opløsning tjene som eksempel. I det 21. århundrede sprænges mange lande, som er blevet holdt sammen af mere eller mindre åbenlyse grunde. Når processen er blevet sat i gang, skal man have fokus på de forskellige historiesyn. De skaber misforståelser og opbygger nationalistiske grundmyter, der ikke handler om, hvordan fortiden var, men er argumenter for de ønskede forandringer.

Den historiske forbindelse mellem Danmark og Island er fuld af skiftende grundmyter. Lag på lag ligger de oven på den historiske forskning. Når følelserne falder til ro, kan man anskue fortiden mere nøgternt og diskutere fælles problemstillinger. Det viser det dansk-islandske eksempel. I 1835, godt 30 år efter den islandske revolution, kunne Jørgen Jürgensen se tilbage på sin rolle med sindsro: ”Jeg mener med tilfredshed at vide, at de love og vedtægter, jeg udformede, for størstedelens vedkommende stadig er i kraft og uændrede til i dag.” Der er altid nuancer at tage hensyn til, men Jürgensen havde ret i en ting: Begivenhederne i 1809 gav for første gang islændingene en alternativ styreform i forhold til rigsfællesskabet.

”I dag drejer det sig ikke længere om bestemte politiske holdninger, men om at genfinde den nationale identitet og stolthed.” Sådan sagde forfatteren Einar Már Guðmundsson (1954-) til Ritzaus Bureau efter finanskrisen. Den globale verden udfordrer de nationale identiteter. Dansk og islandsk kultur er blevet internationale, og det er vanskeligt at se, hvad der adskiller dem fra andre vestlige kulturer.

Rigsfællesskabets historie viser, hvordan nationalitet kan udvikle sig til en ideologisk slagmark, og hvordan to små nationer trods fælles udgangspunkt kan opbygge forskellige nationale grundmyter. I det 21. århundredes omvæltninger er det en nyttig viden, der kan ruste borgerne mod nationalistisk propaganda. Nationalitet er ikke en trussel mod andre, men både en måde at forstå verden på og søge nye fællesskaber.

I de næste otte år udgiver Aarhus Universitetsforlag hver måned en bog om vigtige begivenheder og temaer i danmarkshistorien – i alt 100 bøger og 10.000 siders danmarkshistorie. Søren Mentz har skrevet januar måneds bog: “Den islandske revolution”. Man kan læse meget mere om bøgerne og serien på 100danmarkshistorier.dk

Søren Mentz er historiker, ph.d., forfatter og museumsleder på Museum Amager og var flittigt benyttet i DR’s “Historien om Danmark”. Han har i mange år beskæftiget sig med kolonihistorie og Island og har skrevet artikler og bøger om emnet.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/

 

Vi ønsker hverken at være annonce- eller abonnementsbaserede. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

 

Støt os med et engangsbeløb via MobilePay                          Støt os fast via Patreon