En sag om en gruppevoldtægt, der blot blev kategoriseret som seksuelt misbrug, har bragt sindene i kog i Spanien. Dommernes kvindesyn og snævre definition af voldtægt er blevet udsat for kritik fra FN, Europa-Parlamentet og den spanske justitsminister og har ført til store demonstrationer landet over. Dommerforeningerne oplever det med en vis ret som en underminering af magtens tredeling. Hvad der er helt sikkert er, at intet vil forblive det samme efter dommen mod la manada. Det vil landets kvinder ikke tillade.
Analyse af Sara Høyrup
”Vi kneppede hende alle fem. Det var for vildt. Overfed tur. Vi har videooptagelser.”
Sådan pralede la manada, spansk for ’flokken’, i chatten med vennerne efter at have overfaldet en ung pige under byfesten San Fermín.
Men voldtægten blev ikke kategoriseret som sådan. I stedet for en højere straf for gruppevoldtægt blev de fem mænd hver idømt ni års fængsel for ”seksuelt misbrug” ved regionsretten i Navarra. Strafferammerne er generelt meget højere i Spanien end i Danmark. Den tre mand store dommergruppe var enige om at argumentere med, at hændelsen var fri for vold og intimidering – for pigen kunne da bare have sat sig til modværge og sagt fra. Det gjorde ikke indtryk på dommerne, at gruppeangrebet er flokkens faste modus operandis, som det fremgår af en lignende retssag mod de samme mænd i den anden ende af landet. For dommer Ricardo González at se burde de friske fyre ligefrem frikendes helt, for ”de havde jo bare en fest.”
Sagen har ført til omfattende protester over hele Spanien, og uddrag af den 371 sider lange dom er sammen med flokkens egne beskeder blevet læst højt og skammet ud ved offentlige arrangementer. Selv justitsministeren kom for skade at mumle noget om den mest ekstreme dommers sære tilgang til sagen og mærkværdige forståelse af seksualitet. Og så gik også dommerstanden i gang med at protestere, for der skal jo gerne være en tredeling af magten, og den tredeling er i forvejen under pres i Spanien på grund af Catalonien-konflikten.
Date rape og døde piger
”Dumme svin, jeg er grøn af misundelse. Sådan skal det være, når man rejser!” lød vennernes svar. Flokken kom fra Sevilla, pigen kom fra Madrid, og festen foregik i Pamplona. Den ene af mændene var soldat, og en af de andre var gendarm. To måneder tidligere misbrugte fire af dem en ung pige i Córdoba, som på flokkens egne optagelser befinder sig i en tilstand af bevidstløshed.
Også dengang var vennerne med på en kigger. ”Sig mig, har I givet hende et date rape drug?” ”Er hun død eller hvad?” En af vennerne advarer om, at det der kommer man altså i fængsel for. En anden spørger om, hvad flokken har gjort af hende bagefter.
”De har da smidt hende i floden.” ”En ny Marta del Castillo, hahaha!” Marta del Castillo var en pige på bare 17 år, der forsvandt i 2009. Hendes ekskæreste endte med at erkende drabet på hende og fik ifølge anklageren hjælp af vennerne og en anden pige til at gemme Marta del Castillo af vejen. Før hun blev dræbt, var hun blevet voldtaget af to af mændene.
Uantagelig partnervold
Og så er der Diana Quer uden for la Coruña i 2016 og Mari Luz Cortés ved Huelva i 2008: Det skorter ikke på døde, voldtagne kvinder i Spanien. Og heller ikke på hustrudrab. Hvis Spanien havde en tabloidpresse, ville den vælte sig i grufuldheder.
I 2005 blev der oprettet særlige domstole til bekæmpelse af den hustruvold, der i nogle tilfælde går hele vejen og tager kvindens liv. Jeg tolkede der et par år og oplevede, at i alt fald alle de udenlandske kvinder, jeg tolkede for, når naboer eller hotelpersonale havde anmeldt volden, bakkede deres mænd op og hævdede, at der ikke var sket noget. ”Men hvis han gør det igen, så går jeg altså fra ham!” som en ung canadisk kvinde sagde til mig.
Og det var nu heller ikke, fordi omgivelserne var gode til at gribe ind. Mellem 1996 og 2004 oplevede jeg tre gange mænd fastholde en kæreste med magt og agere truende ude i det offentlige rum, uden at nogen gjorde noget. (Jeg gjorde.) Det kunne jo godt tyde på en udbredt accept af, at kvinden er mandens, eller måske at ingen skal have noget klinket.
I dag er bevidstheden om det uantagelige i partnervold og -tvang så stor, at de samme scener næppe ville kunne gentage sig ude i det åbne, uden at omkringstående ville gribe ind eller tilkalde politiet. Eller måske ville folk bare filme det for deres egen fornøjelses skyld?
Moderne tider
Der er tale om intimsfærens vold, der som regel først bliver til mord, når kvinden forlader manden eller prøver på det. Sexistisk vold er vel nok en rest fra forne tiders forestillinger om, hvad der er kvindens plads. Samtidig kan det tænkes, at netop nutidens muligheder for som kvinde at leve et selvstændigt liv og måske sågar forlade manden og beholde børnene fungerer som ved på bålet.
Hvad la manada angår, stikker det fuldstændige fravær af empati i øjnene. Flokkens grelle forbrugstilgang til kvinder, fravær af skyldfølelse og uigennemtænkte brug af sociale medier hører nok snarere nutiden til. Det er næppe en rest fra de gamle tider, der med ét røg på skrotbunken, da den nationalkatolske diktator døde i 1975 og med ham hele det traditionalistiske samfund.
I overgangsårene frem til 1981, hvor Spanien omsider blev et moderne demokrati, foregik el destape, som filmmageren Pedro Almodóvar udspringer af. ”Låget røg af”, som udtrykket betyder, og trykkogeren gik helt agurk: Landet var blevet moderne, bøsserne sprang ud af skabene, kvinderne begyndte at bestemme selv, og en hel generation røg på heroin.
Den kolde frihed
Familien har stadig en større funktion i Spanien end i Danmark, men meget af omsorgen kan uddelegeres til indhyrede tjenestefolk uden opholdstilladelse. De gamle bor stadig hjemme, men det er traditionalistisk opdragede kvinder fra andre himmelstrøg, der tager sig af dem, hvis ellers man har råd.
Familien var det sikkerhedsnet, der fik mange sikkert igennem den økonomiske krise, der aldrig rigtigt har sluppet taget i Spanien, skønt den officielt er overstået. Men ellers er alt i opbrud på godt og ondt, skilsmisser er normale, og kampen om børnene er også nået til Spanien.
Nu kræver kvinderne med opbakning fra mange mænd, at landet tager det sidste skridt ind i moderniteten og ud af fortidens forestillinger om kvinden som underlagt manden. Senmoderniteten byder blot også på en forbrugsfarvet egoisme og en isnende kulde i følelseslivet, der kan tænkes at være det, der koblet med gammeldags mandschauvenisme får fænomener som la manada til florere.
Det mærkelige er, at retsvæsnet ikke er på højde med situationen.
Den dømmende og den lovgivende magt
Både FN og EU-parlamentet har kritiseret dommen, mennesker er gået på gaden i stort tal over hele landet, og den spanske justitsminister Rafael Catalá har udtalt, at den af dommerne i manada-sagen, der forholdt sig allermest apologetisk til voldtægten og er blevet beskyldt for at betragte bevisførelsen som en pornofilm, ”er kendt for at have et særligt problem”. Hvad det så end skal betyde. Det vil socialisternes leder Pedro Sánchez og mange andre gerne vide.
Imens protesterer samtlige dommerforeninger mod den indblanding i deres arbejde, som de internationale forsamlingers, toppolitikerens udsagn og det folkelige pres også må ses som. Der er nemlig et akut behov for at forsvare domstolenes uafhængighed i et land, hvor regeringen går til domstolene med Catalonien-konfliktens juridiske aspekter, og separatisterne lægger pres på dommerne og jager dem ud af deres lokalsamfund.
Det er i dét lys, at man skal se dommernes protest. Måske. For der er også dem, der peger på en høj grad af kammerateri i sektoren og en uvilje mod at komme på omgangshøjde med nutidens normer. Om den upopulære dom over de fem mænd skyldes mangler i lovgivningen eller i dommernes fortolkning af den bliver nu debatteret livligt. Hvad der er helt sikkert er, at intet vil forblive det samme efter dommen mod la manada.
Det vil landets kvinder ikke tillade.
Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent – www.sarahoyrup.com – F + I + T: @lahoyrup
Foto i artiklens top: /RitzauScanpix/AFP/Xabier Lertxundi/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb via MobilePay Støt os fast via Patreon
