Donald Trump mødtes mandag 16. juli i Helsinki med Vladimir Putin for at diskutere forholdet mellem USA og Rusland. Det skete umiddelbart efter, at Trump havde udskældt sine allierede til NATO-topmødet en uge forinden for ikke at bruge penge nok på forsvaret mod Rusland. Der hersker stadig mange uenigheder mellem Vesten og Rusland, og det bliver spændende at se, om en fortsat dialog mellem Trump og Putin kan føre til konkrete løsninger.
Baggrund af Celine Emma la Cour
(Denne artikel bygger på interviews med Ruslands ambassadør til Danmark, Mikhail V. Vanin, Estlands ambassadør til Danmark, Märt Volmer, og lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen. Disse er foretaget inden selve mødet mellem Trump og Putin).
STORPOLITIK | Forholdet mellem USA og Rusland er køligt, men om der er tale om en ny kold krig er tvivlsomt, især efter mandagens møde, hvor både Trump og Putin erklærede, at forholdet imellem de to lande er i bedring. I resten af Vesten kiggede man dog skeptisk med, da de to verdensledere mødtes, ikke mindst fordi Trump kort tid forinden til NATO-topmødet i Bruxelles skabte usikkerhed om USA’s fortsatte støtte til alliancen og henviste til EU som en modstander. Nu kan man undre sig over, hvorfor Ukraine ikke fyldte mere på mødet, da annekteringen af Krim og urolighederne i Østukraine er det, som ligger de NATO-allierede allernærmest. Hvis mødet mellem de to skal føre til løsninger, som både NATO-alliancen og Rusland kan stå inde for, må begge parter forstå konfliktens forskellige udlægninger og aspekter. Der er nemlig stor uenighed om omfanget af truslen og årsagen til konflikten, og det bliver umiddelbart svært at nå til enighed om løsninger, med mindre mødet bliver afsæt for seriøse indrømmelser fra den ene eller den anden part.
NATO: Offensiv ekspansion eller fredsudvidelse?
Efter afslutningen på Den Kolde Krig i 1991 var der i Vesten en opfattelse af, at fred ville præge Europa, idet truslen fra øst forsvandt sammen med Sovjetunionens opløsning. Men i Rusland, som blev produktet af Sovjetunionens reduktion i både geografi og befolkning, herskede der næppe samme begejstring, og nu befinder vi os atter i en konfliktpræget situation. Ifølge den russiske ambassadør til Danmark, Mikhail V. Vanin, skyldes den nuværende konflikt hovedsageligt NATO’s ekspansion mod øst.
”Efter Den Kolde Krig aflagde NATO en masse løfter, herunder at de ikke ville betragte de nye baltiske lande som fremtidige medlemmer af NATO. Nu har NATO på trods af disse løfter udvidet massivt mod øst og snakker om også at indlemme Georgien og Ukraine. Når man kigger på kortet, kan man se en NATO-mur op ad Ruslands grænser, som går helt fra Norge til Tyrkiet, og NATO’s missilforsvar er nu udvidet til Rumænien og Polen,” påpeger Vanin.
Fra et russisk perspektiv er NATO et produkt af Den Kolde Krig, hvis hensigt med sin offensive ekspansion udelukkende er ny konfrontation med Rusland. Man mener derfor, at NATO går imod intentionerne om at konstruere en ny og bedre sikkerhedssituation i Europa. Dertil har Putin efter mandagens møde været ude og sige, at Rusland ville reagere ”ekstremt negativt”, hvis Georgien og Ukraine skulle blive optaget i NATO.
Vesten anser dog løfterne om ikke at udvide organisationen som en myte. Fra NATO’s perspektiv bliver verden fredeligere, jo flere der er med i klubben, og udvidelsen anses som en indikator på, at flere lande bliver demokratiske og bidrager til fred i Nordatlanten. Derfor har NATO en såkaldt ”Open Door Policy”, som gør det muligt for ethvert demokratisk nordatlantisk land at blive medlem, hvis de efterlever NATO’s principper. Det, påpeger Estlands ambassadør til Danmark, Märt Volmer, har været til stor gavn for Estland og resten af Baltikum.
”Realiteten er, at hvis man vil være medlem af NATO, skal man arbejde hårdt for at blive det. Så NATO ekspanderede ikke – Estland kæmpede selv hårdt for at blive medlem ved at indføre reformer og gennemgå omfattende demokratiske udviklingsprocesser. Nu er den baltiske region en af de mest velstående i verden,” siger Volmer.
Krim: Ulovlig annektering eller ulovligt statskup?
Vesten fremhæver ofte den russiske annektering af Krim-halvøen i Ukraine i 2014 som årsag til den aktuelle konflikt. Annekteringen skete i kølvandet på demonstrationer i Kiev, fordi den daværende præsident, Viktor Janukovitj, gik fra en associeringsaftale med EU for at indgå i den russiske toldunion. Demonstrationerne endte med, at Janukovitj blev afsat og Ukraines status som alliancefrit land blev ophævet. I Rusland blev begivenhederne opfattet som et statskup og forbundet med NATO’s ønske om yderligere offensiv ekspansion. Fra et vestligt perspektiv var annekteringen af Krim ulovlig og et bevis på, at Rusland er villig til at tage militære midler i brug for at understøtte nationale interesser. Peter Viggo Jakobsen, Ph.d. og lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, forklarer baggrunden:
”Russerne drog en rød linje med krigen i Georgien i 2008. At man så ikke stoppede rent geopolitisk fik store konsekvenser. EU har siden 2009 tvunget lande som Ukraine og Hviderusland til at vælge økonomisk mellem EU og Rusland, hvilket fik russerne til at lægge massivt pres på den ukrainske regering i 2014 i forhold til, at de skulle sige nej til associeringsaftalen med EU. Russerne havde en regering i Kiev, der gjorde, hvad der blev sagt, men da den nye regering efter Janukovitj begyndte at nærme sig EU og NATO blev russerne bange. Derfor tog de Krim, og derfor laver de stadig ballade i det østlige Ukraine i dag. Så jeg ser Rusland som en stormagt, der desperat forsøger at fastholde sin stormagtsstatus og er villig til at bruge militær magt for at forhindre EU og NATO i at komme tættere på,”, siger Jakobsen.
Den estiske ambassadør, Märt Volmer, mener ligeledes, at Ruslands engagement i Ukraine skyldes frygt for, at Ukraine skulle vælge den vestlige levevis frem for den russiske.
”Hvis man vil være en stormagt, er det ikke nok at have Hviderusland og Kasakhstan i ryggen, så Rusland har brug for at bibeholde indflydelsen i Ukraine og Georgien. Derfor fortæller Rusland, at den vestlige levevis ikke kan få medgang i tidligere sovjetiske lande. Nu har de baltiske lande vist sig at kunne blive succesfulde liberale demokratier, så hvis Ukraine også succesfuldt integreres i Vesten, vil det være fatalt for den russiske fortælling. Annekteringen af Krim var første hårde bevis på Ruslands brud på international lov og deres ekspansionistiske udenrigspolitik,” udtaler Volmer.
I Rusland forklares annekteringen af Krim med kulturelle årsager og som et resultat af et lovligt demokratisk valg. Urolighederne i Ukraine skal derfor forstås som interne anliggender og bør tages helt ud af ligningen, når man snakker om Ruslands udenrigspolitik. Netop derfor var det heller ikke overraskende, da Putin nægtede, at annekteringen af Krim og mulig returnering af halvøen til Ukraine skulle være en del af dagsordenen ved mandagens møde med Trump.
”Genforeningen af Krim med Rusland handlede først og fremmest om mennesker. To millioner russere bor på Krim, og der var et stærkt ønske blandt dem om igen at blive en del af Den Russiske Føderation. Befolkningen på Krim accepterede ikke de nye autoriteter, der kom til magten som følge af statskuppet,” siger Vanin.
Peter Viggo Jakobsen udlægger sagen således: ”Hvis ikke det havde være et pro-vestligt styre, der kom til magten, havde Vesten nok også hældt til den fortolkning, at det var et ulovligt statskup. Men jeg ser det som irrelevant, for på det her tidspunkt er konflikten kommet så vidt, at vi ikke vil prøve på at finde en fælles løsning med Rusland hverken i forhold til handelsaftaler eller i forhold til Janukovitj’ afsættelse.”
NATO’s tilstedeværelse i Baltikum: Nødvendig eller unødvendig optrapning?
I Vesten skabte annekteringen af Krim bekymring for, hvorvidt Rusland kan tænkes at udvise samme aggressive adfærd over for andre lande med russiske befolkningsgrupper. Af denne årsag besluttede NATO i 2016 at udstationere fire kampklare bataljoner på omkring 4.000 soldater fordelt i Estland, Letland, Litauen og Polen – den såkaldte ’Enhanced Forward Presence’. Ifølge den estiske ambassadør er tilstedeværelsen en nødvendighed.
“Et militært angreb fra Rusland er meget usandsynligt, men så længe det ikke helt kan udelukkes, er NATO’s militære tilstedeværelse i Baltikum meget vigtig. Det skal vise, at NATO vil forsvare sine allierede uanset hvad, og at NATO’s artikel 5 er pålidelig,” siger Volmer.
Det er vigtigt for Volmer at understrege, at truslen fra Rusland ikke kun kan betragtes som en trussel mod Baltikum, men at det er en trussel mod hele den vestlige alliance. Derfor mener han også, at den nuværende militære tilstedeværelse er minimal i forhold til missionens formål – nemlig at afskrække Rusland. Det blev på det nyligt afsluttede NATO-topmøde besluttet at øge indsatsen i Baltikum ved at udstationere flere tropper og arbejde på at kunne deployere tropperne hurtigere imellem NATO-landene. Landene forpligter sig således til det amerikanske ’4×30’-mål om at kunne stille 30 krigsskibe, 30 eskadriller kampfly og 30 bataljoner soldater inden for 30 dage, og der oprettes to nye hovedkvarterer i NATO’s kommandostruktur – ét i Tyskland og ét i USA.
Fra et russisk perspektiv kan tilstedeværelsen i Baltikum dog ikke retfærdiggøres på grund af en trussel fra Rusland. Spørger man på den russiske ambassade om situationen i Baltikum, peger den russiske ambassadør i stedet på NATO’s tilstedeværelse som en unødvendig optrapning af konflikten.
”At man retfærdiggør tilstedeværelsen på baggrund af en russisk trussel, virker slet ikke plausibelt. Rusland har absolut ingen intentioner om at angribe et NATO-land – det ville jo være en selvmordsmission. Ruslands befolkning og militærbudget er samlet set ti gange mindre end NATO’s. Men NATO vil gerne bruge en masse penge på militær oprustning, og derfor har de brug for en stor fjende. Den fjende blev Rusland. Selvfølgelig er NATO’s tilstedeværelse i Baltikum nær den russiske grænse en stor trussel og en indikation på tvivlsomme intentioner. Af den årsag bliver Rusland nødt til at svare igen og holde sig klar,” siger Vanin.
Putin har efter mandagens møde sagt, at NATO ikke burde være til stede i regionerne nær den russiske grænse, og at tilstedeværelsen er en ”destabiliserende faktor”. Selvom det angiveligt er en stor bekymring for Rusland medgiver han dog, at problemet ikke blev diskuteret mellem ham og Trump.
Øgede forsvarsbudgetter: På grund af Putin eller Trump?
Netop NATO-alliancens forsvarsudgifter var det helt store emne ved det nyligt afsluttede NATO-topmøde. Trump forlanger, at NATO-landene lever op til deres løfter om at bruge 2 pct. af BNP på forsvar, fordi USA bruger alt for mange penge i forhold til andre NATO-lande på blandt andet at beskytte selvsamme lande mod fjenden fra øst.
Flere NATO-lande har siden 2014 øget deres forsvarsbudgetter, herunder Danmark, som ved forhandlingerne af sidste forsvarsforlig besluttede at øge forsvarsudgifterne med 1,4 milliarder kroner. Det øgede forsvarsbudget blev i høj grad retfærdiggjort af truslen fra Rusland. Med denne indsats kommer vi dog stadig kun op på 1,3 pct. af BNP i modsætning til NATO-gennemsnittet på 1,38 pct. og medlemmer som Letland, Estland og Grækenland.
”Forsvarsministeren skal jo legitimere over for den almindelige dansker, hvorfor man hæver forsvarsbudgetterne, og den eneste måde politikerne mener, at man kan gøre det på, er ved at sige, at russerne er farlige. De kan ikke sige, at det er fordi, at de er bange for, at Trump vil reducere engagementet i NATO, men det er det. Danmark og de øvrige europæiske NATO-medlemmer er nødt til at sørge for, at amerikanerne forbliver i alliancen, for så længe de er det, er russerne i hvert fald ikke et militært problem. Og forsvarsministeren lyver jo ikke, når han siger, at russerne har kapacitet til at hacke vores hospitaler, eller at de har missiler i Kaliningrad, som kan nå København. Han glemmer bare at sige, at det har de haft siden engang i 50’erne,” påpeger Jakobsen.
Ifølge flere eksperter har sammenhængskraften og pålideligheden internt i NATO aldrig været så udsat, som den er i dag, blandt andet på grund af Trumps udmeldinger. Blandt NATO-allierede herskede der dyb bekymring omkring, hvordan Trump ville italesætte NATO over for Putin, fordi han så åbenlyst stiller spørgsmålstegn ved NATO’s grundprincipper. Sten Rynning, som er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, har for eksempel kaldt Donald Trumps opførsel for ’en gave for Putin’. Ifølge Peter Viggo Jakobsen er der dog ikke grund til at bekymre sig på NATO’s vegne.
”Truslerne mod alliancen skaber større sammenhængskraft i NATO, end der har været i lang tid. I øst er det truslen fra Rusland, og mod syd er det immigration og Islamisk Stat, og så bliver USA i stigende grad presset af spillere som Kina. Så vi betaler for, at amerikanerne hjælper os i Europa, og så kan NATO hjælpe USA i Asien. Der er ingen nationale eliter, som ikke kan se, at NATO er en del af løsningen,” siger han.
Vejen til en løsning: Skal Rusland ændre politik eller skal Vesten ændre retorik?
Der, hvor Trump og Putin kom tættest på en løsning, er i forhold til konflikten i Syrien, hvor parterne blev enige om at stabilisere situationen, sikre Israels grænser og få syriske migranter tilbage til deres hjemland så hurtigt som muligt. Det helt store emne var dog den formodede russiske indblanding i det amerikanske valg i 2016, men her nægter Rusland fortsat at have noget med det at gøre. Når det kommer til en løsning i Ukraine var de to verdensledere forbavsende tavse. Putin nævnte i en bisætning ved mandagens presseseance, som fandt sted efter ledernes to timer lange private møde, at amerikanerne vil begynde at lægge mere pres på Kiev i forhold til at bidrage til freden og implementere Minsk-aftalen, mens Trump helt undlod at italesætte konflikten. Det giver imidlertid en uventet drejning, fordi urolighederne i Ukraine fra NATO’s perspektiv er Ruslands ansvar – ikke ukrainernes. Ifølge både Peter Viggo Jakobsen og Märt Volmer er det også russerne, der må tage det første skridt.
”Den nødvendige forudsætning for, at Vesten kan starte en normaliseringsproces, er, at folk holder op med at dø på slagmarken. Så i min optik ligger bolden hos russerne. Hvis russerne går med til at lade være med at skyde flere i det østlige Ukraine, så er det op til Vesten at få ukrainerne til at gøre det samme. Alt andet er retorik og propaganda. I det omfang vi når til en forståelse med russerne, og vi holder op med hele tiden at føle, at vi bliver truet mod øst, samtidig med at det bliver klart for dem, at vi ikke kommer væltende ind og vil male alle landene blå, så tror jeg også, at cyberangrebene og alt det andet vil aftage,” siger Jakobsen.
I tråd med dette udtaler Märt Volmer: ”Så længe konflikten i Ukraine fortsætter, er der ikke meget, vi kan gøre fra vestlig side. Presset fra Vesten vil fortsætte, og Rusland vil fortsætte med at forsøge at skabe splid internt i Vesten for at lette sanktionerne imod dem. De vil blive ved med at forsøge at underminere vestlige institutioner og værdier gennem indblanding i valg, spredning af disinformation og cyberangreb, og de vil fortsætte med at benægte det. I mine øjne er der derfor ikke tale om en ny kold krig men en paradokskrig, hvor den ene part fører skjult krig imod os, mens vi – de vestlige liberale demokratier – ikke svarer tilbage med samme intensitet, fordi det er svært at bevise. Jeg håber, at Vestens sammenhold består, og at vi kan bibeholde presset. Så vil Rusland måske ændre sig en dag, men det kan tage meget lang tid.”
I den modsatte lejr peger Mikhail Vanin på, at løsningen først kan findes, når Vesten ændrer deres retorik om Rusland og beskyldningerne imod dem.
“Vesten bliver nødt til at ændre deres retorik om Rusland, før vi kan begynde at tale om løsninger. Hver eneste dag hører vi om en russisk trussel i de danske medier, og det er bestemt ikke basis for konstruktiv dialog. På en måde er denne konflikt endnu værre end Den Kolde Krig. Dengang var begge parter indforstået med, hvilke regler der gjaldt. Nu virker det som om, at der ikke er nogle regler,” siger Vanin.
Det bliver spændende at se, om dialogen mellem Trump og Putin kan føre til enighed om en fælles forståelse, fælles regler, og fælles løsninger. En amerikansk anerkendelse af Krim-annekteringen er meget urealistisk, men en returnering af Krim til Ukraine eller en russisk indrømmelse af intentionerne i Østukraine er mindst ligeså urealistisk. Håbet fra russisk side er i stedet, at USA vil trodse NATO og lette på sanktionerne.
Selvom der er lang vej til de konkrete løsninger, tror Trump på, at en bedre personlig relation til Putin vil bidrage til at reducere konflikten og skabe grobund for en fredeligere verden – for ”hvis ikke man taler om problemerne, kan man heller ikke løse dem”, sagde den amerikanske ambassadør til Rusland, Jon Huntsman, da han blev spurgt til Trumps formål med mødet. Det kan der være noget om, men om mødet kommer til at gavne Europa såvel som USA afhænger af, om Trump kan tale på de NATO-allieredes vegne, eller om ’America First’ bliver til ’America Only’.
Celine Emma la Cour (f. 1994) studerer Statskundskab på Københavns Universitet og har tidligere studeret kommunikation på Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Ud over at studere arbejder hun som studentermedhjælper i kommunikationssektionen i Værnsfælles Forsvarskommando i Forsvaret.
Artiklen har oprindeligt været bragt i MagasinetrØST den 18.07.2018.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Pablo Martinez Monsivais/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 