I dag mindes Barcelona ofrene for terrorattentatet den 17. august for et år siden. Men der findes ikke det, der ikke bliver instrumentaliseret politisk i Catalonien. Her har efterårets løsrivelsesforsøg optaget sindene i en grad, så vi rent har glemt at tale med hinanden om, hvordan det kunne gå så galt den sommerdag. Mindedagen risikerer at blive taget gidsel i en identitetsstrid, der hellere vil splitte end samle.
Analyse af Sara Høyrup
En kamikaze-bilist jernede i zigzag ned igennem turisternes Rambla klokken fem om eftermiddagen og tog på den 600 meter lange strækning 14 menneskeliv, hvoriblandt to små børn. Den 22-årige Yunes Abuyaqub sårede 131 mennesker, traumatiserede et utal af andre, såede frygt i samfundet og berøvede hvem ved hvor mange mennesker deres kære og deres tillidsfuldhed.
Under flugten dræbte terroristen yderligere en mand for at få fingre i hans bil, og samme nat dræbte hans kammerater en kvinde med kniv i badebyen Cambrils, før de blev skudt ned af regionspolitiet.
Det var en torsdag midt i den spanske sommerferie, og der var som altid masser af turister i byens centrum. De flygtede gennem de tilstødende bydele, hvorved det blev klart for alle, at et attentat havde fundet sted. Der er stadig garvede markedsfolk fra tilløbsstykket La Boqueria, der ikke tør gå hjem fra arbejde ad Ramblaen. Ud for dette ikoniske sted, som er forlægget for Københavns Torvehaller, endte vanvidskørslen, og terroristen stak af igennem de smalle gange mellem boderne og op gennem Raval Nord.
Drengene fra provinsen
Terrorgruppen var en flok purunge mænd fra den lille, rolige provinsby Ripoll, der ikke er blevet sig selv siden. Efterforskerne har gjort deres arbejde til trods for det nedbrud i samarbejdet mellem de forskellige myndighedsniveauer, som løsrivelsesprocessen førte med sig straks efter attentatet. I det år, der er gået siden, har efterforskerne stykket et billede sammen:
De unge mænd havde marokkansk baggrund og var for en overfladisk betragtning velintegrerede. De havde deres forældre og søskende hos sig og lod til at leve gode liv.
De er blevet radikaliseret det første stykke på internettet, hvis sorteste sider spiller en vigtig rolle i reklamen for drabet på næsten. Siden kom den skumle type Abdelbaki es Satty til byen tæt ved den franske grænse og tog knægtene med sig resten af vejen til martyrdøden. Det skete, efter at et muslimsk lokalsamfund i Belgien havde afvist den selverklærede imam, fordi han ikke levede op til deres baggrundstjek.
Drengene bistod med at radikalisere hinanden og holde hinanden fast, idet de var tæt forbundne som brødre og fætre og venner i den lille by. De havde under afdriften fra omgængelige knægte til rabiate mordere ændret karakter og tillagt sig en anden adfærd. Vennerne fortæller om en af dem, Yussef Aalla på 20, at han blev kold og distanceret, ødelagde sin mindste lillebrors ugudelige tablet og pludselig ikke kunne hverken se eller hilse på det smukke køn.
Drengenes familier
Den ændring benægter hans mor dog, og hun vil heller ikke kendes ved, at hendes anden søn Said i forblommede vendinger advarede hende få dage før angrebet. Faren derimod bemærkede forandringen, da Yussef lagde en usund interesse for narkotika bag sig og i stedet blev overdrevent religiøs, hvilket faren bestemt ikke betragtede som et fremskridt.
Det er en klassiker inden for islamistisk terror, at fortidens synd forsøges vasket af med hellig krig; men ellers forlyder det ikke, at drengegruppen havde deres gang i underverdenen. De var i arbejde og under uddannelse. Socialrådgivere, der kendte til dem gennem det lokale integrationsarbejde, så slet ikke tragedien komme.
Lillebroren Said på 19 deltog selv i terroren, han forgæves forsøgte at advare sin mor om, og blev dræbt af regionspolitiet i Cambrils syd for Barcelona. Hans storebror Yussef og imamen var blandt de døde i den forladte landejendom i Alcanar endnu længere syd for Barcelona, da de kom for skade at sprænge de kolossale mængder flydende gas i luften, som gruppen havde indsamlet.
Planerne gik oprindeligt ud på at sprænge turistattraktionen Sagrada Familia – som efter hundrede års byggeri omsider nærmer sig fuldendelse –, F.C. Barcelonas Camp Nou og sågar Eiffeltårnet i Paris i luften. Det vilde ridt ned ad hovedfærdselsåren og nattens knivstikkeri akkompagneret af visuel teatertorden i form af falske bombeveste var blot plan B.
Imamen fra Islamisk Stat
Efterforskerne vurderer, at bagmanden Abdelbaki Es Satty agerede på direkte foranledning af Islamisk Stat, som har bragt krigen ind i fjendens lejr i de seneste år. Det er sket, samtidig med at bevægelsens egen uhyggelige statsstruktur krøllede sammen i Mellemøsten på grænsen mellem diktaturet Syrien og det Irak, hvor Vestmagterne havde sikre et regimeskifte med vold og magt og efterladt et magttomrum.
Det såkaldte islamiske kalifat var nemlig meget hurtige til at tage den tvivlsommme ære for angrebet – hurtigere end terrorbevægelsen har været, da den eksempelvis indforskrev en af Christiania-pushernes stikirenddrenge som sin soldat uden andet belæg, end at han skød en betjent i hovedet og havde bosniakisk baggrund og jihadisympatier.
Den midaldrende Es Satty har for få år tilbage afsonet narkodomme i Spanien og ageret meddeler for både politi og efterretningsvæsen: en rolle, der endnu ikke er kastet lyst over. Han prædikede drab på de vantro i højttalerne i sin interimistiske moské i ”det dybe Catalonien”, som provinsen langt fra storbyerne kaldes i Spanien.
Og hvem ved, om de troende troede, det bare var mundsvejr; i alt fald var der ingen, der anmeldte den opildnende imam; eller ingen, der lyttede til dem og reagerede. En lære af forløbet må være, at trossamfund skal kontrollere deres prædikanters baggrund, trusler skal anmeldes og anmeldelser tages alvorligt, og adfærdsændringer henimod det skinhellige skal konfronteres af de nærtstående.
Trængte trosfæller
De muslimske lokalsamfund i både Barcelona og Ripoll – inklusive terroristernes sønderknuste familier – fordømte omgående ugerningen. I dagene efter var det værste udsagn, pressen kunne opdrive fra det hold, noget sludder fra en enkeltperson i bydelen Ravals moské om en konspiration, der på magisk vis skulle fritage islam for et medansvar.
Den 17. august 2017 var ikke nogen god dag at ligne en araber. De mørklødede i byen havde sværere end andre ved at blive lukket ind i sikkerhed i de restaurante og forretninger, hvor mange hundrede mennesker gemte sig i timevis, indtil faren var drevet over. En tjener i min bydel turde næsten ikke gå hjem gennem gaderne den aften: Han er spanier og noget af det mest fredsommelige, men han har sin søfarende berberfars mørke farver.
Efterretning fra CIA
Ligesom alle overhørte de bimlende alarmklokker i Ripoll, reagerede beredskabet ikke på meddelelsen fra det amerikanske efterretningsvæsen den 25. maj 2017 om, at ukendte gerningsmænd angiveligt lagde planer om at angribe turismen i Barcelona. Det spanske efterretningsvæsen CNI, det spanske rigspoliti Policía Nacional og gendarmene i Guardia Civil erkendte straks, at man havde siddet advarslen overhørig: Den var simpelthen druknet i det altid terrortruede Spanien.
Politidirektøren for de catalanske Mossos d’Esquadra, Josep Lluis Trapero, og ordenmagtens øverste chef, regionens indenrigsminister Joaquim Forn, gjorde derimod noget besynderligt:
De benægtede pure gang på gang, at nogen efterretning var indløbet fra CIA og gik til giftigt modangreb på regionsavisen El Periodico, som bragte nyheden.
Den 26. oktober – dagen før løsrivelseserklæringen, der som forventet førte til en omgående suspendering af selvstyret i regionen og dermed en intervention af regionspolitiet – tog lokalbetjente papirdokumentationen med sig ud til forbrændingen. Her blev de pågrebet af rigspolitiet og gendarmerne i færd med at skaffe dette spor og megen anden dokumentation af vejen.
Det har vi stadig ikke fået nogen forklaring på.
Mundkurv på pressen
CIA’s advarsel var kommet til avisens kendskab allerede sidst i maj, men redaktionen holdt dengang den alarmerende viden for sig selv for ikke at skabe panik. Det bad regionspolitiet nemlig avisen om, og det kunne der være en vis ræson i … kunne man mene, før lynet slog ned.
El Periodico er ligesom resten af de store, private medier i Catalonien helt afhængig af direkte og indirekte støtte fra lokalstatens nationalistiske institutioner. Det lokale journalistforbund, Col·legi de Periodistes de Catalunya, havde ikke nogen indvendinger imod lokalmagtens forsøg på også efter attentatet at undertrykke vigtig viden.
Politisamarbejdet de mange korps imellem lider under mistro og ulige løn: Regionspolitiet er langt bedre lønnet end rigspoliti og gendarmer, helt ligesom Cataloniens regeringschef Quim Torra aflønner sig selv langt bedre, end hele landets regeringschef Pedro Sánchez, uden at nogen kan give nogen god grund til nogen af delene.
Els Mossos har ikke altid har haft den nødvendige adgang til alle data, der skal til for at sikre terrorforebyggelsen i et område, hvor terrortruslen jævnt væk ligger helt oppe på 4 ud af 5 (mere end Bruxelles selv efter angrebet på lufthavnen Zaventem). Denne tåbelige logistiske mangel er der omsider blevet rådet bod på.
Til gengæld stoler de spanske politikorps i regionen ikke på deres catalanske kollegaer, efter at Els Mossos blev brugt af den lokale statsadministration i det fejlslagne paladskup umiddelbart efter terrorangrebet. Offentligt støttede nationalistforeninger praler sågar af, at denne væbnede politistyrke vil gå forrest i en eventuel borgerkrig om løsrivelse.
Og sålunde kører de forskellige tandhjul rundt med hinanden, og væsensforskellige begivenheder får konsekvenser for hverandre.
Reaktionen dengang
Ud over at alle meget hurtigt kom på andre tanker, fordi en ganske anden ballade straks gik i gang, har den spanske befolkning som så ofte før udvist generøsitet og sindsro efter angrebet. Men helt som forventeligt kom der også en fremmedfjendtlig reaktion:
Selverklærede fascister forsøgte at piske en antimuslimsk stemning op med en lille, forkølet demonstration på Ramblaen. Den mødte massiv modstand fra AFA-typer (Anti-Fascistisk Aktion), som dog selv fremstod så fascistoide i sammenstødet, at det var svært at se forskel på de to grupperinger.
Ramblaen blev i de dage dækket til i blomster, lys og andre bidrag til fælles mindealtre for de faldne. En rum tid lå de smukke sørgesamlinger som perler på en snor fra Plaça Catalunya og halvvejs ned ad Ramblaen til minde om ofrene og uskyldstabet.
Dagen efter angrebet bød et stort, folkeligt optog terroren trods under sloganet: ”Vi er ikke bange”. Det optog forsøgte separatisterne med en sjældent set sans for det usmagelige at bringe ind under deres egne bannere, som ikke har en disse med sagen at gøre.
Reaktionen nu
Og det samme har de rabiate dele af separatismen truet med at gøre på mindedagen i år – og blandt de rabiate hører regionschefen Quim Torra. I en omgang røræg mellem højre og venstre går de gamle borgerlige fra det evigt navneskiftende Convergència hånd i hånd med de BZ-lignende typer i CUP og CDR, der naturligvis er antimonarkister.
En af de mange ting, de kan blive hjertens enige om, er, at den spanske konge skal i alt fald ikke formaste sig at dukke op på mindedagen. Han er nemlig deres nye ærkefjende, efter at den konservative spanske statsminister Mariano Rajoy er faldet fra magtens tinder og blevet afløst af den forvirrende forhandlingsvillige socialdemokrat Pedro Sánchez.
I Spaniens kong Filip VI’s person samler de catalanske lokalnationalister nu skylden for den våbenhandel, som den spanske stat bedriver ligesom så mange andre lande, der burde vide bedre. Og den kan der være al mulig grund til at kritisere kraftigt; men den har ikke noget med terrorangrebet den 17. august 2017 at gøre, og han ville være en ringe pyntekonge, hvis ikke han dukkede op på sørgedagen.
Kollektiv neurose
Blandt unionisterne taler man om at bakke op om ”vores konge” og går således ind på legen om at lade mindedagen handle om alt muligt andet end at mindes og sørge og sende en kærlig tanke til ofrene og de pårørende. På den før så spage unionistiske side har en kampvillighed, en spansk nationalisme og sågar nogle farlige typer vundet indpas.
Mødes man op til de fælles mindehøjtideligheder, kan man hurtigt komme til at stå under et separatistisk banner, man ikke identificerer sig med. Der er også risiko for fysiske sammenstød mellem regionens to fjendtligt stemte halvdele.
På begge sider retfærdiggør man sig med, at det var den anden side, der begyndte: ”Unionisterne blander da også altid tingene sammen,” siger journalisten Jordi Rovira, der er fast i troen som separatist. ”Kun en landsforræder vil sige, at kommende sammenstød er unionisternes skyld,” siger onlinesignaturen Salvador Joan; og han er ikke alene om den holdning, hvis man skal tro de sociale medier.
Lægen Iván Gómez diagnosticerer en kollektiv neurose: ”Den frugtesløse politisering af alting i Catalonien er et symptom på, at samfundet er sygt.”
Lønligt håb
Enkelte vigtige stemmer maner for en gangs skyld til besindighed på separatistsiden, som ellers til dato har roet fra land ved hver en given lejlighed. I den 11. time har både de to store nationalistforeninger Assamblea Nacional Catalana og Òmnium Cultural, exindenrigsminister Forn og regionens expolitidirektør Trapero opfordret til at lade mindedagen handle om ofrene – uden at de tre første dog har kunnet nære sig for også at rette spotlyset mod sig selv.
I den besindige del af pressen er der enighed om, at lige netop årsdagen for terrorangrebene ikke bør handle om separatismens gule sløjfer og det aldrig stilnende skænderi om udlægningen af begivenhedernes gang under løsrivelsesprocessen. Det får tilslutning fra Pedro Altamiran, formand for Asamblea Nacional de Andalucía, en støtteforening til separatismen:
”Det ville være en alvorlig fejl. Vi bør stå sammen mod terroren. Vi må ikke udnytte den politisk.”
Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent · www.sarahoyrup.com · F+I+T: @lahoyrup
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/EPA/Alejandro Garcia/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 