Sverige er kendt for både udenrigs- og indenrigspolitisk at være et humanistisk foregangsland. Dog er der en del paradokser, for eksempel landets store våbeneksport, og på det seneste er selvforståelsen som humanistisk stormagt kommet i krise med udlændingepolitikkens dominans på den politiske dagsorden. Krisen giver også grund til at tænke over, hvordan humanismen, som er tæt forbundet med demokrati og menneskerettigheder, kan overleve og måske endda styrkes i en tilsyneladende stadig mere kaotisk verden.
Analyse af Anders Engberg
TEMA: SVERIGES MANGE SIDER | Efter Anden Verdenskrig blev Europa delt i to, et vestligt kapitalistisk anført af USA og et østligt kommunistisk, reelt besat af Sovjetunionen. I den situation skulle der findes en balance i Norden, og det endte med at Norge og Danmark blev medlem af NATO, mens Sverige og Finland var neutrale, men politisk-økonomisk en del af Vestblokken.
Sveriges neutralitet lå i forlængelse af en tradition for neutralitet, der begyndte efter Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Neutralitetsstatussen gav efter verdenskrigen mulighed for at føre en aktiv udenrigspolitik som mægler og humanistisk bolværk imellem to militære blokke. Samtidig måtte man opbygge et stærkt militært forsvar for at give neutraliteten troværdighed.
Små og alliancefrie landes indsats var vigtig, mente man, og her kunne Sverige spille en rolle. Det nyoprettede verdensorgan, Forenede Nationer (FN) var redskabet igennem hvilket landet kunne spille en positiv rolle i forbindelse med udvikling og fred, to centrale målsætninger for FN og for svensk udenrigspolitik. Det var i tiden for afkolonisering, hvor Sverige, som et europæisk land uden kolonier, kunne spille en progressiv rolle i forbindelse med koloniernes selvstændighedsproces.
Hammarskiöld og Wallenberg
Denne politik og aktive indsats blev personificeret i Dag Hammarskiöld, en svensk diplomat og politiker. Han var FN’s generalsekretær fra 1953 og til sin død i 1961 ved et flystyrt i det nuværende Zambia. Han var en af en række store svenske personligheder, der gjorde sig gældende på den internationale scene og bidrog til opfattelsen af Sverige som en vigtig aktør i forbindelse med en fredelig og mere retfærdig udvikling i verden.
En forgænger var Raoul Wallenberg, der stod i spidsen for redningen af tusinder af ungarske jøder i 1944-45, og som angiveligt døde i sovjetisk fangenskab. Efter Hammarskiöld fulgte Gunnar Jahring, som i perioden 1967 – 1990 var FN’s mægler i Palæstina-konflikten. Olof Palme blev meget kendt som en markant og kontroversiel politisk figur i verdenssamfundet fra 1960’erne til 1980’erne. Som svensk statsminister og leder af det socialdemokratiske Sverige var han en stærk kritiker, ikke bare af den amerikanske krigsførelse i Vietnam, men også af vestlige diktaturer såsom Spanien og Chile samtidig med at han udtrykte solidaritet med det kommunistiske Cuba, som han besøgte allerede i 1975, før nogen anden vestlig leder. Hans holdninger lå i realiteten i forlængelse af en udenrigspolitik, der blev ført allerede i 1960’erne, hvor Sverige som det første vestlige land støttede befrielsesbevægelser i Afrika økonomisk. Palme udtrykte, at Sverige var og skulle være en humanistisk stormagt, og det var i disse årtier at forestillingen om Sverige som en moralsk overlegen lille stormagt blev forankret.
Nobel, fredsprisen og våbeneksporten
Grundpillerne til denne forestilling blev skabt langt tidligere da opfinderen af dynamit, Alfred Nobel, indstiftede en fredspris blandt de priser, der stadig uddeles årligt i hans navn (skønt der er en formentlig forbigående krise i Det Svenske Akademi, der uddeler priserne). De øvrige priser uddeles i Stockholm, mens fredsprisen uddeles i norske Oslo. Nobel ønskede dette fordi Sverige og Norge på dette tidspunkt (1896) var i personalunion, og da Sverige styrede udenrigspolitikken var der en større risiko for korrumpering ved at lade Sverige være vært for uddelingen af fredsprisen. Samtidig havde Sverige en gammel militaristisk tradition, som ikke var så udpræget i Norge.
Og her er vi fremme ved det svenske paradoks. Nobel var pacifist og ønskede at dynamitten skulle bruges til at sprænge i klipper til tunneller og lignende. Han købte Bofors-fabrikken i midtsvenske Karlskoga. Men fabrikken udviklede sig til at blive våbenproducent og er i dag en af verdens store producenter af våben.
– Foto: /Ritzau Scanpix/Gunnar Lundmark/
Det betyder også, at Sverige har en stor våbeneksport, som er en vigtig brik i den svenske økonomi. Der er dog begrænsninger for denne eksport, man må ikke sælge våben til krigsførende og udemokratiske lande. Dette påbud er dog umuligt at overholde i praksis. Svenske våben havner hos bl.a. arabiske diktaturer, som i nogle tilfælde tilmed er krigsførende. Desuden er den svenske våbeneksport næsten tredoblet siden år 2000.
På den ene side fremstår Sverige som en vigtig aktør i arbejdet for en fredelig, retfærdig og bæredygtig udvikling i verden, og det er der bestemt belæg for at landet på mange måder gør, på den anden side bidrager landet til krige, vold og ødelæggelse qua den store og økonomisk vigtige våbeneksport. Det er et paradoks, som nogle måske vil opfatte som hykleri. Og det er ikke noget, der har en fremtrædende plads i den svenske offentlige debat.
Samerne og den udenlandske kulturarv
At Sverige er modsætningsfuldt kan også ses af andre forhold. Sverige er et imperium inden for sine grænser. Man har erobret land fra sine naboer, danskere, nordmænd, finner og samer. Samernes traditionelle levevis har været rensdyrhold, som kræver store landområder at færdes på, hvilket der er højt mod nord. Men det har afstedkommet mange stridigheder med de svenske myndigheder angående retten til land.
Det er grunden til Sverige ikke har underskrevet en bestemt konvention fra Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, idet det ville medføre anerkendelse af at samerne skal have større indflydelse på mark og vand i deres områder. Norge har ratificeret denne konvention.
1600-tallet var den svenske stormagtstid, hvor landet ikke alene erobrede landområder fra naboerne, men også besad landområder rundt om det meste af Østersøen. Denne status blev skabt gennem krige og på den tid var det kotume at den sejrende part plyndrede de erobrede områder med loven bag sig. Derfor befinder store dele af især den danske, polske og tyske kulturarv sig i Sverige. Det vil naturligvis være fuldstændig uoverskueligt og også urimeligt at aflevere alt dette tilbage i dag, men udvalgte stykker kunne måske komme på tale ud fra hensynet til at de pågældende ting var centrale for det pågældende lands kulturelle selvforståelse og historie. Sverige er en af de stejleste modstandere af dette. De stjålne sager er fælles kulturarv og må beses hvor de er, i Mellemsverige. På den måde klinger fortiden som militær og aggressiv stormagt dårligt med nutidens image som en humanistisk ditto.
Tog mange flygtninge, men måtte sige stop
Selvforståelsen som humanistisk stormagt kom i spil, da Europa i 2015 oplevede at hundredetusinder af flygtninge fra især borgerkrigen i Syrien søgte mod Europa. Sverige og Tyskland tog imod en hel del, mens andre lande ikke tog imod nogen.
Mange vil nok mene, at det ikke var en fornuftig og rimelig fordeling af denne opgave. Presset i Sverige blev hurtigt så stort, at man så sig nødsaget til at lukke langt færre ind. I dag står man overfor store udfordringer med hensyn til at integrere disse mange fremmede med en helt anden kulturel baggrund end den svenske. I forvejen havde man en relativt stor gruppe af indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande. I dag er ca. 1,6 millioner af landets godt ti millioner indbyggere født i udlandet. Udlændingepolitik er blevet et centralt emne i svensk politik, som det længe har været i Danmark.
– Foto: /Ritzau Scanpix/Simon Læssøe/
I spidsen for denne debat står Sverigedemokraterne, et højrepopulistisk parti, der minder om Dansk Folkeparti, der også og til enhver tid, har udlændingepolitik øverst på dagsordenen. Hidtil har de øvrige partier lagt afstand til Sverigedemokraterne og derfor har man haft brug for at ”afpolitisere” emnet. Der var bred enighed om spørgsmålet, som, ligesom alt andet, hviler på et humanistisk grundlag. Undtagelsen fra dette var Sverigedemokraterne.
Selvforståelsen og humanismens fremtid
Men denne position holder ikke længere. Udfordringerne med de mange udlændinge er for store og emnet optager svenskerne i stigende grad. Det ses bl.a. af den øgede opbakning til Sverigedemokraterne, som står til et kanonvalg den 9. september. Det er gradvist blevet sværere at ignorere højrepartiet. Både Socialdemokraterne og de borgerlige partier har i de senere år strammet gevaldigt op med hensyn til udlændingepolitikken. Og så er det svært at opretholde selvforståelsen og billedet udadtil af landet som en humanistisk stormagt.
Billedet af en humanistisk og moralsk stormagt er altså under angreb fra flere sider. Sveriges selvforståelse er i krise og dermed er Sverige i krise. I en turbulent og stadig mere integreret verden ses humanisme af mange som naive og verdensfjerne tosserier.
Sveriges situation leder til et fundamentalt spørgsmål i vor tid. Hvordan kan humanismen, som er tæt forbundet med demokrati og menneskerettigheder, overleve og måske endda styrkes i en tilsyneladende stadig mere kaotisk verden, hvor man ikke kan regne med noget andet end at menneskevandringer og klimaforandringer – i det mindste på den korte bane – vil tiltage i omfang og styrke? For vi ved alle hvad alternativet til humanisme er.
Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk.
Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Valentin Flauraud/
Læs hele temaet “Sveriges mange sider”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 