En bosnisk-muslimsk familie risikerede alt for at redde en jødisk familie, da Sarajevo i 1941 blev besat af de tyskstøttede kroatiske ustašaer. På tragisk vis kunne den gode gerning gengældes et halvt århundrede senere.
Baggrund af Jimmy Munk Larsen
Kast et blik på det ikoniske fotografi, som i dag er at finde på blandt andet Muzej Sarajeva. Bosnisk-muslimske Zeineba Hardaga (til højre) skjuler med sit slør jøden Rivka Kabiljos gule armbind, mens de i sommeren 1941 går gennem Sarajevo med deres døtre. Til venstre ses svigerinden Bahrija. Fotoet (kredit: Vad Yashem) er taget nær Hotel Central i Baščaršija, på den daværende Kong Petars Gade, der i dag hedder Zelenih beretki.
Billedet fortæller historien om, hvordan den muslimske Hardaga-familie gemte den jødiske Kabiljo-familie, da der i 1941 for alvor skete et brud på den ellers fortrinsvise lykkelige sameksistens mellem muslimer, ortodokse, katolikker og jøder i Sarajevo. Det er en fascinerende historie, hvis detaljer beskrives lidt senere i artiklen, og som havde sin baggrund i storpolitikken.
For da Jugoslavien blev oprettet efter Første Verdenskrig, var der tale om et skrøbeligt serbisk-domineret kongerige med mange indgroede etniske spændinger. Nabolandene så med sultne øjne på den nye stat, der balancerede mellem stormagterne. I september 1940 indgik Tyskland, Italien og Japan Tremagtspagten, som snart fik tilslutning af Ungarn, Rumænien og Slovakiet. I 1941 tilsluttede Bulgarien sig, og den 25. marts underskrev Jugoslavien forsvarsalliancen på Belvedere i Wien. Det blev dog en kort fornøjelse: To dage efter gennemførtes et provestligt, antitysk kup med moralsk opbakning fra Kommunistpartiet, som afsatte regent og regering og indgik en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen. Det fik aksemagterne til at invadere Jugoslavien. Luftwaffe bombede Sarajevo og mange civile flygtede til skovene omkring byen.
Én af de familier der flygtede, var den jødiske Kabiljo-familie. Da de om aftenen vendte tilbage, stod de uden tag over hovedet, da deres lejlighed på tredje sal var blevet ramt.
Besat fra alle sider
Tyskland, Italien, Ungarn og Bulgarien snuppede hver en del af Jugoslavien, og udlagde resten som protektorater eller marionetstater. Den Uafhængige Stat Kroatien (NDH-Kroatien) udgjordes i grove træk af Kroatien og Bosnien og blev ledt af den fascistiske terrorgruppe Ustaša.
I Serbien indsatte Wehrmacht en protysk ledelse, som blev mødt af modstand fra de serbiske četnikker, der kæmpede for et konservativt serbisk kongedømme. De begyndte dog hurtigt at arbejde sammen med tyskerne og Ustaša mod de kommunistiske partisaner. Ustaša opfattede muslimerne som kroater med en anden tro, og forfulgte dem ikke – og op mod 30 procent af Ustaša-soldaterne var muslimer. Der blev desuden opstillet en Waffen SS division bestående af bosniske muslimer.
Derfor var det langt fra ufarligt, da Mustafa Hardaga gav husly til familien Kabiljo. De var på vej til faderen Jozefs rørfabrik for at overnatte, da de på vejen mødte Mustafa der ejede fabriksbygningen. Da han hørte hvordan det stod til, bad han familien om at følge med ham hjem.
“Det er ikke en synd at slå syv-årige børn ihjel”
Blot tre dage efter etableringen af NDH-Kroatien, angreb og ødelagde Ustaša og folketyskere synagogen og den jødiske begravelsesplads i Osijek. Den nye stat adopterede de tyske racelove, og jøder skulle derfor bære et gult armbånd med bogstavet ž for židov – serbokroatisk for jøde.
Forfølgelserne af mindretallene kom helt ud af kontrol, hvilket selv tyskerne kritiserede. Det var serberne der var hovedmålet, men også jøderne og sigøjnerne var jaget vildt. Det samme gjaldt de kroater og muslimer, der ikke var enige med Ustaša. Beskyttelsen af den ariske race og det kroatiske herrefolk nød stor klerikal opbakning. Vatikanet velsignede udryddelsespolitikken og internt i NDH-Kroatien blev der bakket op om ugerningerne. En Franciskanerpræst, Dionysius Juričev, skrev i avisen Novi List “at slå mindst syv år gamle børn ihjel er ikke en synd”.
Armbind båret af jøder under Anden Verdenskrig. – Foto: Jimmy Munk Larsen.
Selv om der hang skriftlige advarsler på byens mure, som truede dem der skjulte serbere eller jøder med dødsstraf, blev familien Kabiljo budt velkommen under Hardaga-familiens tag. Udover Mustafa talte husstanden hans kone Zeineba, broderen Izet og dennes kone Bahrija samt deres børn. Ind flyttede nu Jozef og Rivka samt børnene Benjamin og Tova. Zeineba og Bahrija skjulte deres ansigter for fremmede mænd.
Gik med slør i eget hjem
Derfor var de i princippet nødt til at gå med slør i deres eget hjem, da der nu overnattede en fremmed mand hos dem. Mustafa og Izet bød dog familien Kabiljo velkommen med ordene: ”Vores hjem er jeres hjem; føl jer hjemme. Vores kvinder vil ikke skjule deres ansigter i jeres nærhed, for I er som familie for os.”
Zeineba og Bahrija kunne derfor lade hverdagen fortsætte som hidtil. Overfor Hardaga-familiens hus lå Gestapos hovedkvarter. Om natten kunne man høre skrigene fra kommunisterne der blev tortureret på den anden side af gaden. Når Ustaša eller Gestapo rutinemæssigt kom for at checke papirer, gemte den jødiske familie sig bag tøjet i et walk-in-closet.
Ashkenazi-synagogen fra 1902, er i dag Sarajevos eneste fungerende synagoge. (Foto: Jimmy Munk Larsen)
Gav en familie kristne navne
Det var ikke uvant for familien Hardaga at hjælpe deres medmennesker. Der fortælles om Zeineba, at hun ved én lejlighed trak en jøde ud af en togvogn, der var på vej til en dødslejr. Hun skaffede også engang et slør til en jøde, så denne kunne flygte – forklædt som en muslimsk kvinde.
Hun havde det ikke fra fremmede. Zeinebas far – Ahmed Sadik – reddede i starten af 1942 hele familien Papo fra koncentrationslejren Jasenovac, da han talte dem fra at tage toget til Sarajevo, og i stedet tog dem sig hjem, hvor han skaffede falske papirer til dem med kristne navne.
Myrdede børn i Jasenovac. Fotoudstilling på Muzej Republike Srpske i Banja Luka. – Foto: Jimmy Munk Larsen.
Efter nogen tid under familien Hardagas tag, lykkedes det Jozef at få Rivka og børnene smuglet til Mostar i Hercegovina, der var under italiensk besættelse. Her huserede Gestapo og Ustaša ikke, og jøderne var ikke nær så forfulgte i de italienske zoner, som i de tysk-kontrollerede. Jozef blev selv tilbage i Sarajevo for at holde sin fabrik i gang, og endte med at blive taget af Ustaša.
Undgik Jasenovac
Det var meningen at Jozef skulle deporteres til Jasenovac, der var den værste af udryddelseslejrene. Der lå imidlertid så meget sne i vinteren 1942, at transporten nordpå var umulig. Ustaša satte i stedet de kædebundne fanger til at skovle sne dag ud og dag ind i Sarajevo. En dag fik Jozef øje på en tildækket kvinde, der stod på et gadehjørne og græd – det var Zeineba. Fra den dag kom hun eller Bahrija hver dag forbi med mad til ham.
En nat forsøgte Jozef og en anden fange at flygte, men de blev fanget, dødsdømt og sendt til fængslet i Pale. Her blev de sat til at reparere vand- og kloakrør som partisanerne havde ødelagt. Ustaša gav ikke fangerne mad, så de levede af græs og snegle. Én af vagterne fortalte Hardaga-familien hvor Jozef var fængslet, og efter et par uger kom der pakker med mad fra Sarajevo.
Efter to måneders fængsel fortalte kaptajn Reichman fra den regulære hær, at han ville efterlade døren åben. Fangerne forstod hentydningen og de flygtede alle. Jozef vendte tilbage til Sarajevo, hvor han tidligt om morgenen bankede på Hardaga-familiens dør. Han blev budt velkommen med åbne arme, og fandt endda ud af, at Mustafa havde sendt penge til Rivka og børnene i Mostar. Da Jozef var kommet til kræfter igen, tog han selv flugten til Mostar.
I kamp for Tito – og siden til Israel
I september 1943 kom de italiensk-besatte områder under tysk kontrol. Det betød, at familien Kabiljo igen måtte flygte. De flygtede til bjergene, hvor de sluttede sig til Titos kommunistiske partisaner. Efter befrielsen vendte de tilbage til Sarajevo, hvor de igen fik husly hos familien Hardaga. Gensynsglæde blev dog afløst af sorg, da de erfarede at Zeinebas far, Ahmed Sadik, i 1945 var blevet taget af Ustaša og sendt med den allersidste transport til Jasenovac, hvor han blev henrettet for at have reddet jøder.
Da Anden Verdenskrig startede var der 14.000 jøder i Bosnien-Hercegovina. Da den sluttede var de 10.000 blevet myrdet. I 1950 udvandrede Kabiljo-familien til Israel og slog sig ned i Jerusalem. Mustafa Hardaga døde i 1960’erne. Den 29. januar 1984 blev han sammen med Zeineba, Izet og Bahrija samt Ahmed Sadik anerkendt som Righteous Among the Nations af Yad Vashem – som de første muslimer. Året efter kom Zeineba til Jerusalem, og plantede et træ i hendes families navn på De Retfærdiges Allé.
Den ene tjeneste er den anden værd
I februar 1994 kom Zeineba igen til Israel. Det skete under borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina og belejringen af Sarajevo. Rivka Kabiljo havde på tv set billeder fra hendes gamle hjemby, og var begyndt at søge efter Hardaga-familien. En israelsk journalist fik historien, før han tog til Bosnien for at dække krigen. Her fik han ad omveje kontakt til familien. Med hjælp fra organisationen Joint Distribution Committee, appellerede Yad Vashem til den bosniske præsident om at lade den hjertesyge Zeineba flygte ud af Sarajevo.
Hun endte sammen med sin datter Sara, svigersønnen Moshe og barnebarnet Stell på en bus, der via Budapest bragte dem til Jerusalem, hvor de blev budt velkommen af repræsentanter for regeringen, Yad Vashem og Tova Kabiljo, der som 3-årig reddede livet ved at gemme sig i Zeinebas walk-in-closet.
De Retfærdiges Allé ved Yad Vashem er fyldt med navne på ikke-jøder, der satte livet på spil for at redde jøder under Holocaust. – Foto: Jimmy Munk Larsen.
Der er ingen tvivl om, at historien i Israel var en kærkommen mulighed for at opnå sjælden god omtale. Man nøjedes med at tage omkring 100 bosniske krigsflygtninge – til sammenligning tog Danmark over 20.000. Internt i Israel, særligt blandt israelsk-arabiske politikere, var der et udbredt ønske om at tage flere, men det blev ved det symbolske antal.
Efter et par måneder blev Zeineba bedt om at møde præsident Yitzhak Rabin. Hun spurgte efter sigende om hun måtte give ham et råd. ”OK,” sagde han, og hun sagde ”Please, try to make peace in the Middle East. Don’t let Jerusalem become Sarajevo.” Zeineba døde i oktober 1994. Samme måned modtog Rabin sammen med Yasser Arafat og Shimon Peres Nobels Fredspris, efter at have forhandlet Oslo-aftalen i hus. Året efter blev han myrdet i Tel Aviv af en højreekstremistisk modstander af fredsprocessen.
Jimmy Munk Larsen er cand.mag. i Historie og Kulturarvsformidling, og har rejst i det tidligere Jugoslavien og arbejdet med krigene på Balkan.
Billede i artiklens top: /Yad Vashem/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 