Forud for valget til Europa-Parlamentet i maj 2019 er nye politiske bevægelser ved at jævne EU’s etablerede magtforhold med jorden. Senest har drøftelser mellem den franske præsident Emmanuel Macron og Hollands regeringschef, Mark Rutte, ført til, at Macrons parti En Marche! nu vil gå sammen med den liberale gruppe ALDE i Europa-Parlamentet. Sammen agter de danne en ny gruppe i parlamentet med det formål at bryde den magtfulde koalition mellem det konservative European People’s Party (EPP) og Socialists & Democrats (S&D). I kulissen lurer spørgsmålet om den kommende formand for Europa-Kommissionen og Tysklands indflydelse.
Analyse af Louise Lindhagen
Med otte måneder til et af historiens mest uforudsigelige valg er de fremtidige grupper i Europa-Parlamentet ved at blive støbt. I denne uge blev sløret løftet for et nyt partnerskab mellem den franske præsident Emmanuel Macron og den hollandske ministerpræsident Mark Rutte. De har efter valget i maj 2019 intention om at opbygge en ny gruppe med tilslutning fra En Marche! og den nuværende liberale gruppe, ALDE.
Macron viste ved det franske præsidentvalg, at han er mester i at køre det traditionelle politiske landskab over. Gennem længere tid har Macron sonderet det politiske terræn i Europa for at finde ud af, hvordan han kunne bygge videre på sin tidligere mission. Ligesom i Frankrig vil han erstatte det traditionelle centrum-venstre og centrum-højre med en ny pro-europæisk bevægelse på midten af den politiske akse.
”Jeg vil ikke give de store europæiske partier monopol på at debattere Europas fremtid og det europæiske valg,” sagde den franske præsident ved sin tale om Europas fremtid på Sorbonne-universitetet sidste efterår.
Macrons mange valgmuligheder
Ud af forskellige muligheder har Macron valgt et partnerskab med ALDE. Foreløbigt kan det nye partnerskab bedst forstås som en fælles værktøjskasse. Planen er, at de liberale partier vil skabe en fælles platform, som partierne kan føre kampagne ud fra. Forhåbningen er, at de liberale partier får nok mandater til at danne den næststørste gruppe i parlamentet efter European Peoples Party (EPP). Den officielle gruppe vil først blive etableret efter parlamentsvalget.
Med andre ord skal det nye partnerskab bryde de traditionelle magtforhold i Europa-Parlamentet, der gennem mange år har været som støbt i beton mellem det konservative EPP og det socialdemokratiske S&D.
Politisk passer En Marche! og ALDE sammen som fod i hose, og lederen af ALDE i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, har tidligere gjort kur til Macrons kommende mandater. For et par uger siden erklærede Verhofstadt i den franske provinsavis SudOuest, at ALDE gerne vil slå pjalterne sammen med En Marche!
Guy Verhofstadt, leder af den liberale ALDE-gruppe i Europa-Parlamentet. – Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Jean-Francois Badias/
Indtil nu har Macron dog virket uinteresseret i at træde ind i en eksisterende gruppe i Europa-Parlamentet. Når han nu alligevel vælger at gå sammen med ALDE, skyldes det, at det øjeblikkeligt løser hans største udfordring: Hans manglende indflydelse i EU’s politiske maskinrum.
En Marche! var ikke opstillet ved sidste valg til Europa-Parlamentet, og derfor har Macron ingen mandater i den europæiske folkeforsamling eller i Europa-Kommissionen.
Macrons alternativ til at gå sammen med ALDE havde været at opbygge en ny gruppe i Europa-Parlamentet på egen hånd. I en ny gruppe ville det være lettere at tiltrække pro-europæiske medlemmer af EPP og S&D og dermed gentage successen fra det franske præsidentvalg ved at bygge bro mellem det politiske højre og venstre i det politiske system. Det er sværere i en etableret gruppe. For at kunne tage imod afhoppere fra parlamentets to store grupper taler embedsmænd om muligheden for et nyt navn til gruppen, eksempelvis Team Europe eller en gentagelse af Macrons nationale succes med Europe En Marche!
For Macron havde risikoen ved en ny gruppe været, at En Marche! stod alene efter valget. Hans bevægelse havde dermed været nødt til at tilslutte sig en gruppe af ren og skær nødvendighed.
Spillet om formandsposten for Kommissionen
Macron er ikke kun interesseret i at have sine mandater siddende i en af Europa-Parlamentets mest magtfulde grupper. Han vil også selv have størst mulig indflydelse på valget af en kommende formand til Europa-Kommissionen. Det nye partnerskab giver Macron mulighed for at pege på et navn i spillet om formandsposten. Det spil er yderst komplekst. Ifølge EU-traktaten er det regeringscheferne i Det Europæiske Råd, der udpeger en kandidat til posten ”under hensyntagen” til udfaldet af Europa-Parlamentsvalget.
Til valget i 2014 opfandt Europa-Parlamentet den såkaldte Spitzenkandidat-procedure, hvor de europæiske partigrupper på forhånd indstiller deres kandidat til posten. Flere nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet har allerede meldt ud, at de ikke vil kunne støtte en kommissionsformand, der ikke har været spidskandidat. Med Europa-Parlamentets briller skal proceduren være en solid søjle for hele EU-systemets demokratiske legitimitet.
Indtil nu har ALDE været modstander af Spitzenkandidat-proceduren, der giver en fordel til EPP’s og S&Ds kandidater på grund af gruppernes størrelse. Med en forventning om at blive den næststørste gruppe og med otte ud af 27 pladser i Det Europæiske Råd har ALDE nu en langt bedre mulighed for at vinde posten som kommissionsformand.
Frankrig har ikke umiddelbart en kandidat til navnekabalen på plads. Landet er i dag repræsenteret af den socialistiske Pierre Moscovici, mens den anden franske EU-toppost, posten som chefforhandler for Brexit, er besat af den republikanske Michel Barnier. Ingen af disse flirter med tanken om at blive chauffører for Macrons europæiske ambitioner. Til gengæld har Macron tidligere peget på den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, som et muligt bud på en person, der kunne føre Europa fremad.
En torn i øjet på Tyskland
Den nye alliance mellem En Marche! og ALDE kan samtidig være med til at mindske Tysklands magt i EU’s institutioner. Tyskland er det største, rigeste og dermed mest magtfulde medlemsland i EU. Især under den konservative kansler Angela Merkel har Tyskland haft stor indflydelse på valget af kommissionsformand, herunder på genvalget af José Manuel Barroso i 2009 og valget af Jean-Claude Juncker i 2014.
Samtidig er Merkel under pres på hjemmefronten. Hun havde svært ved at samle en regering efter sidste års valg til den tyske forbundsdag, og en koalition over midten kunne have splittet de tyske socialdemokrater ad. Det populistiske højrefløjsparti Alternative für Deutschland spiller med musklerne. Alligevel er det tyske partisystem forholdsvist stabilt, og de tyske europaparlamentarikere fra EPP og S&D vil gøre, hvad de kan for at holde magten i deres etablerede koalition efter næste års valg.
Men deres forsøg kan være forgæves. Partnerskabet mellem En Marche og ALDE kan blive en bulldozer i Bruxelles politiske landskab, der jævner de eksisterende magtforhold med jorden. De to progressive, pro-europæiske ledere, Macron og Rutte, har én ting til fælles: De har begge overvundet den populistiske højrefløj i deres hjemlande med henholdsvis Marine Le Pen og Geert Wilders.
Deres næste stop er et opgøret med den traditionelle højre- og venstrefløj i Europa.
Louise Lindhagen er selvstændig kommunikationsrådgiver og skribent. Hun er uddannet cand.mag. i Historie og EU-studier med speciale i EU’s historie og valg til Europa-Parlamentet.
Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Francois Mori/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 