En lang række anerkendte professorer kritiserer i et åbent brev Jean-Claude Juncker, Donald Tusk og Antonio Tajani for ikke at gøre mere for at forhindre den ungarske regerings chikane af Det Centraleuropæiske Universitet (CEU) og for ikke at smide Viktor Orbans parti, Fidesz, ud af den fælleseuropæiske konservative partigruppe, EPP.
Baggrund af Helga Molbæk-Steensig
Den 10. december sendte 28 Jean Monnet professorer et åbent brev til EU-institutionernes højeste ledere, Jean-Claude Juncker, Donald Tusk og Antonio Tajani. Brevet kritiserer de tre ledere af EU’s Kommission, Parlament og Råd for ikke at gøre mere for at forhindre Ungarns chikane af Det Centraleuropæiske Universitet (CEU) og, hvad er endnu mere centralt, for ikke at smide Viktor Orbans parti, Fidesz, ud af den fælleseuropæiske konservative partigruppe, EPP, som alle de tre ledere er affilierede med.
Jean Monnet var en af arkitekterne bag det europæiske samarbejde og den første leder af Kul og Stålunionens Høje Myndighed. I dag bruges navnet Jean Monnet mestendels om et netværk af EU-integrations undervisere og modtagere af forskningsbevillinger under Jean Monnet programmet, som er del af Erasmus+. Det betyder, at afsenderne af det åbne brev til Juncker, Tusk og Tajani er højtestimerede professorer som i kraft af deres bevillinger har EU-institutionernes anerkendelse af deres viden og engagement i det europæiske samarbejde.
Siden udgivelsen af brevet på den uafhængige tysk- og engelsksprogede blog verfassungsblog.de har yderligere 35 Jean Monnet professorer underskrevet i kommentarfeltet.
Ungarns udvikling
Ulovliggørelsen af CEU, som er delvist finansieret af den amerikanske rigmand George Soros, er blot en af mange problematiske love Ungarns Fidesz-regering har gennemført siden de vandt supermajoritet i april 2018 takket være en ny valglov, der oversatte Fidesz’ knap 50 procent af stemmerne til 2/3 flertal i parlamentet. Et andet indgreb i ungarernes forskningsfrihed er regeringens forbud mod kønsstudier, som regeringen mener er ideologisk uforenelige med ungarsk kultur.
Et anden lov, som i dén grad undergraver retsstaten i Ungarn, er etableringen af en ny, parallel ’administrativ domstol’ direkte under justitsministeriet. Dommerne til denne domstol, som kommer til at tage sig af alle sager mod regeringen, kommer til at blive valgt direkte af en af regeringens medlemmer, justitsministeren.
Efter kritik fra Europarådet har ministeriet svaret, at der da er masser af europæiske lande, hvor det er Justitsministeren, der udpeger dommerne. Dette er ikke forkert, men de fleste europæiske retsstater har forskellige mindre kendte uafhængige råd og nævn, hvis rådgivning af ministeren skal følges. Det er for eksempel tilfældet i Danmark, hvor det uafhængige Dommerudnævnelsesråd afgiver indstillinger til Justitsministeren. Denne form for sikringer af både officiel og reel uafhængighed er helt fraværende i udpegningen af dommere til Ungarns nye administrative domstol, som også overtager opgaver fra deres nuværende højesteret.
Det, der fylder mest i lokale ungareres bevidsthed, er dog den såkaldte ’slavelov’ som tillader arbejdsgivere at beordre overarbejde op til 400 ekstra timer – eller 50 8-timers dage – om året, og udsætter deadline for betaling for overarbejde til 3 år. Rigeligt tid til at gå konkurs eller få en ny lov vedtaget om at tidligere tiders overarbejde ikke behøver honoreres. Denne lov har medført store demonstrationer i blandt andet Budapest i snart mange dage med voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter.
Junckers, Tusks og Tajanis ansvar
Når brevet er stilet til Juncker, Tajani og Tusk, handler det om, at både EU og den fælleseuropæiske konservative partigruppe EPP er i en unik position til at presse Ungarn. Forsøgene på at presse ved hjælp af vedtagelsen af artikel 7 procedurer imod Ungarn har vist sig svære at gennemføre på grund af Ungarns allierede i Polen, men der har også været tale om i budgetforhandlingerne at kræve artikel 2-efterlevelse for overførslen af strukturelle midler. Fidesz’ vedvarende medlemskab af EU-parlamentets største parti er en af de helt store stopklodser for at presse regeringen.
Brevet blev udgivet på engelsk på verfassungsblog.de. Læs det i originalversionen her: https://verfassungsblog.de/europes-shameful-silence-an-open-letter-to-eu-leaders-from-jean-monnet-chairs/
Herunder en oversættelse til dansk:
Brevet
10. december 2018
Kære Formænd og Præsidenter Juncker, Tajani og Tusk,
Alle de her undertegnede har eller har haft Jean Monnet-professorater, en ærefuld titel uddelt af Europa-Kommissionen til universitetsundervisere som anerkendelse for ekstraordinær dygtighed i undervisning om og forskning i europæisk integration. Vi kommer fra forskellige baggrunde, bor i alskens lande i og udenfor EU, og vores holdninger og partitilhørsforhold breder sig over hele det politiske spektrum. På trods af vores forskelligheder har vi dog en ting til fælles. Vi mener, at EU skal værne om sine kerneværdier som de er beskrevet i Traktaten om den Europæiske Unions artikel 2, og lyder: ”Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.”
Fordi vi alle deler en forpligtelse overfor en Europæisk Union baseret på demokratiske værdier, skriver vi nu til jer, for at udtrykke vores tilbundsgående skuffelse og harme over EU’s mangel på håndfaste reaktioner til den seneste udvikling i Ungarn. Den 1. December 2018 valgte den ungarske regering, efter en lang kampagne med eklatant chikane, at tvinge CEU til at forlade landet. Det faktum, at et uafhængigt universitet kan blive landsforvist fra et EU-medlemsland, er et uforskammet angreb på forskningsfriheden og i rank modstrid med EU’s mest centrale demokratiske værdier. Vi er desværre blevet vant til at se sådanne angreb på forskningsfriheden i autoritære regimer såsom Rusland og Tyrkiet, men at det kan ske indenfor EU, gør det til en skamfuld stund i den europæiske integrations historie.
Det er naturligvis den ungarske regering, der primært skal bebrejdes denne udvikling. Angrebet på forskningsfriheden er del af et bredt angreb på landets pluralistiske demokrati – et angreb, der er glimrende beskrevet i Europa-Parlamentets Sargentini Rapport. Jeres og andre EU-lederes passivitet overfor Ungarns regerings angreb på CEU har dog også været medvirkende til at lade dette ske. EU har ikke alene været ude af stand til at pålægge Orbans regering reelle sanktioner, hans parti Fidesz har også bibeholdt sin blåstempling som afholdt medlem af Det Europæiske Folkeparti (EPP) – den fælleseuropæiske partigruppe som I alle tre er affilierede med.
Hvor den nylige afstemning i Europa-Parlamentet om at indlede artikel 7(1)-proceduren mod Ungarn markerer et vigtigt skridt i den rigtige retning, har EU-institutionerne på et mere overordnet plan set passivt til overfor Orbans regerings gentagne og vedvarende angreb på demokratiske værdier. Og det er ikke fordi vi ikke var advaret. I 2013 udkom Tavares Rapporten, som var et opråb om mærkbar handling, men alligevel er intet meningsfuldt sket. Udvisningen af CEU viser med al ønskelig tydelighed, at den ungarske regering har opdaget, at den straffrit kan krænke EU-normer, overskride en hvilken som helst streg i sandet uden at stå ansigt til ansigt med konsekvenser af nogen art.
Men nok er nok. Vi beder jer stå fast på de demokratiske værdier, som EU er bygget på. Vi opfordrer jer, og de institutioner I står i spidsen for, til på det kraftigste og før de næste Europa-Parlamentsvalg, at fordømme den ungarske regerings landsforvisning af CEU. Hertil opfordrer vi til, at I, som fremtrædende personer i EPP, kræver at partiets ledere straks handler for at sikre de grundlæggende principper som EPP og EU er bygget på, og gør det klart, at der ingen plads er i EPP for partier som Fidesz, der krænker disse værdier i så stor stil. Det er ikke kun forskningsfriheden, der står på spil, men retten for alle EU-borgere til at tænke, bevæge sig frit og handle indenfor det unikke rum for frihed, retsstatsprincipper og demokrati, som er den Europæiske Union.
Forfattere:
Professor R. Daniel Kelemen, Jean Monnet Chair in EU Politics, Rutgers University
Professor Laurent Pech, Jean Monnet Chair of EU Public Law (2014-17), Middlesex University
Professor Alberto Alemanno, Jean Monnet Chair of EU Law and Regulation, HEC Paris
Undertegnede:
Prof. Dr. Luis Arroyo Jiménez, Jean Monnet Chair in European Administrative Law in Global Perspective, University of Castilla-La Mancha
Francisco Balaguer Callejón, Jean Monnet Professor ad personam of European Constitutional Law and Globalization, Universidad de Granada
Professor Gavin Barrett, Jean Monnet Chair of European Constitutional and Economic Law (2014-17), University College Dublin
Dr Giacomo Benedetto, Jean Monnet Chair in European Union Budget Policy, Royal Holloway, University of London
Professor Tanja Börzel, Jean Monnet Chair in European Integration, Berlin Center for European Studies, Otto Suhr Institute for Political Science, Freie Universität Berlin
Professor Tamara Ćapeta, Jean Monnet Chair (2012 -16); coordinator of the Jean Monnet Centre of Excellence ‘EU’s Global Leadership in the Rule of Law’ since 2018, Faculty of Law, Zagreb University
Prof Giuseppe Cataldi, Full Professor of International Law, University of Napoli “L’Orientale” – Coordinator, Jean Monnet Network “MAPS – Migration and Asylum Policy Systems. Weaknesses, Shortcomings and Reform Proposals”
Professor Michelle Cini, Jean Monnet Chair in European Politics, University of Bristol
Beatriz Pérez de las Heras, Jean Monnet Chair of Interdisciplinary Studies on European Integration, University of Deusto (Bilbao, Spain)
Sergio Fabbrini, Dean, Department of Political Science, Professor, Politics and International Relations, Jean Monnet Chair in European Institutions and PoliticsLUISS Guido Carli, Roma
Professor Amelia Hadfield, Jean Monnet Chair in European Foreign Affairs, Canterbury Christ Church University
Tamara K Hervey LLB PhD FAcSS PFHEA, Jean Monnet Professor of European Union Law, School of Law, University of Sheffield
Amie Kreppel, Jean Monnet Chair, Department of Political Science, University of Florida
Michael LaBelle, Associate Professor and Jean Monnet Chair in Energy and Innovation Strategies, Central European University, Department of Environmental Sciences and Policy and Department of Economics and Business
Professor Brigid Laffan, Director Robert Schuman Centre for Advanced Studies, European University Institute (EUI), Jean Monnet Professor of European politics at University College Dublin, 1991-2004
Professor John O’Brennan, Jean Monnet Chair of European Integration, Maynooth University
Dr. Triantafyllia (Lina) Papadopoulou, Associate Professor of Hellenic and European Constitutional Law, Jean Monnet Chair for European Constitutional Law and Culture (2012-2015)
Professor Argyris G. Passas, Jean Monnet Chair in Public Administration and European Integration (2014-2017), Panteion University, Athens
Mark A. Pollack, Professor of Political Science and Law, Jean Monnet Chair, Director of Global Studies, Temple University
Dr Karolina Pomorska, Jean Monnet Chair, Leiden University
Uwe Puetter, Professor of European Public Policy and Governance, and formerly Jean Monnet Chair in European Public Policy and Governance, Central European University
Dr. Jorrit Jelle Rijpma, Associate Professor of EU law, Jean Monnet Chair in Mobility and Security in Europe (2017-20), Leiden Law School, Leiden University
Vivien Schmidt, Jean Monnet Professor of European Integration, Boston University
Professor Christina J. Schneider, Jean Monnet Chair of EU Politics, University of California, San Diego
Bernard Steunenberg, Jean Monnet ad personam chair in European Politics, and Chair in Public Administration, Leiden University
Amy Verdun, Jean Monnet Chair ad Personam, University of Victoria
Hvis du er Jean Monnet professor og ønsker at være medunderskriver på dette brev og vise din støtte, så gå ind og kommentér med dit navn og tilhørsforhold på brevet på verfassungsblog.de.
Brevet er oversat af Helga Molbæk-Steensig og bringes med tilladelse fra verfassungsblog.de samt professor R. Daniel Kelemen, professor Laurent Pech og professor Alberto Alemanno.
Engelsksproget udgave tilgængelig her: https://verfassungsblog.de/europes-shameful-silence-an-open-letter-to-eu-leaders-from-jean-monnet-chairs/
Helga Molbæk-Steensig har undervist i menneskerettigheder og retsfilosofi på Københavns Universitet og arbejder til daglig som projektleder med folkeoplysning om EU i Oplysningsforbundet DEO.
Tegning i artiklens top: Helga Molbæk-Steensig.
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: