Jonathan Wilson kom til Barcelona før Olympiaden i 1992, som blev startskuddet til den by, vi kender i dag. Turisterne har gjort den til deres, og indbyggerne savner gamle dage. Da den catalanske krise var på sit værste, overvejede Wilson at flytte tilbage til Nordirland. Hans hjemegns egne tragiske erfaringer ligger i fortiden, men han ser visse paralleler til det catalanske spørgsmål.
Interview af Sara Høyrup
”Jeg har boet i Catalonien hele mit voksne liv. Og jeg er ikke expat – jeg er indvandrer. Begrebet expatriate skaber en falsk skelnen mellem velhavende, hvide nytilkomne og andre migranter. Jeg er for øvrigt heller ikke udsendt af noget stort firma.”
Jeg har sat Jonathan Wilson stævne for at høre hans opfattelse af det, der går i svang i det Catalonien, vi begge har betragtet som vores hjemland siden halvfemserne. Wilson kommer ud af en protestantisk familie i Nordirland, som forsøgte at holde sig fri af de sekteriske stridigheder i the six counties.
”Og det passer altså ikke, at jeg var drummer boy for de britiskloyale unionister,” siger han, inden vi går 100 år tilbage i tiden.
Den irske erfaring
”Det var ingen religiøs strid mellem protestanter og katolikker. Religionen blev bare brugt som belæg. Nordirland opstod som enhed, fordi den nordøstligste del af Irland ikke ville være med i øens løsrivelse fra Storbritannien. De probritiske unionister takkede dog nej til at få de sydligste amter i Irlands nordøstlige Ulster med. De ville fremtidssikre det eksisterende flertal for at forblive en del af Storbritannien – og de var bange for, at de høje katolske fødselstal med tiden skulle skabe et nordirsk flertal for løsrivelse også i Nordirland,” siger Wilson.
Jonathan Wilson. – Foto: Sara Høyrup.
Man kan godt få det indtryk, at et af de mangeartede forbilleder for den catalanske separatisme er den blodige irske påskeopstand i 1916. Dengang kastede et lille antal militante patrioter sig ud i et håbløst oprør mod overmagten. Det blev slået ned på under en uge og kostede mange døde. Få år senere løsrev den irske republik sig. Men altså ikke Nordirland. Resten af århundredet gik med en krigslignende militær tilstedeværelse i den britiske del af Irland og med IRA’s bombninger af fjenden og kriminelle terrorregimente i egne områder.
Catalanske unionister
I Catalonien bryder de spansktro sig ikke om at blive kaldt for ”unionister”, der klinger af nordirske britiskloyale. Begrebet er vist nok opfundet af separatistsiden. De spansktro mener ikke selv, at der er noget forgjort, forræderisk eller fidelt ved at insistere på at overholde spillereglerne i forfatningen og retsstaten.
De spansktro catalanere mener heller ikke, at separatisterne gør ret i at jævnføre Cataloniens spanske tilhørsforhold med datidens brutale britiske behandling af irerne. De spansktro ser en himmelvid forskel på det rige Cataloniens rolle i Spanien og den massive fattigdom i randområdet Irland for hundrede år siden.
Men den spansktro blok rækker helt fra progressive antinationalister over underklassens spansktalende ”indvandrere” til de spansknationalistiske højreradikale. Blokken spænder så bredt ideologisk, at det forenklende begreb ”unionister” derfor ikke er helt urimeligt som samlende udtryk for separatismens modstandere.
Antinationalisterne tror på den europæiske tanke og er trygge ved globaliseringen, som er hovedbyen Barcelonas varemærke. Jonathan Wilson er en af dem. ”Indvandrerne”, der kom til Catalonien som led i vandringen fra land til by, har været ydmyge og tavse i et halvt århundrede. De tog først bladet fra munden, da den catalanske nationalisme gik planken ud i fjor. Deres protester mod den diskriminering, de har tålt, bliver næppe til at lukke ned for igen.
Og så er der det yderste højre, der er blevet vækket af deres dvale af det catalanske løsrivelsesforsøg. De er krøbet frem fra de sten, de har gemt sig under i de 40 år, der er gået siden diktaturet. Nu er de klar til dåd. Deres sammenstød med de mest rabiate separatister udgør den største fare for en eskalering af konflikten i Catalonien.
Det frie Tabarnia
En unionistisk kommunikatør fandt for år tilbage på sloganet ”Barcelona is not Catalonia” som ironisk spejling af de catalanske udkantsnationalisters påstand om, at ”Catalonia is not Spain”. Begge slogans appellerer på engelsk til omverdenen, for det er ikke ligegyldigt, hvad verdenssamfundet mener om sagen.
Siden fandt samme kommunikatør på fantasilandet “Tabarnia” dannet af det, der i dag er Barcelona og byen Tarragona længere mod syd med samt de industrialiserede områder omkring de to.
Det danske spansklærerblad Rodrigo nr. 144 fra marts i år interesserer sig for fænomenet. Sidst i 2017 interviewede jeg den kendte højreradikale aktivist Jaime Vizern om det troldspejl for separatismen, som Tabarnia er. Jeg fandt ham i en Tabarnia-bod på Plaça Catalunya i det centrale Barcelona, som blæste rock ud over pladsen for fuld musik. Jeg kendte intet til hans nærmere meritter dengang, men fornemmede godt en rem af ultra-huden hos ham.
”Tabarnia startede som en spøg,” fortæller Jonathan Wilson. ”Men mange har taget spøgen i alvor, for det kan rent faktisk godt lade sig gøre at løsrive hovedstaden Barcelona fra resten af Catalonien, hvis regionen løsriver sig fra Spanien. Så ville der kun være landområderne tilbage som catalansk stat.”
Det er der ingen økonomi i for den catalanske provins, og de catalanske udkantsnationalister er derfor meget lidt glade for tanken om Tabarnia. Der findes i dag diverse Tabarnia-foreninger, en Tabarnia Radio og Tabarnias helt egen fjollede folkeafstemning afholdt på den spanske nationaldag den 12. oktober.
I klassisk Tabarnia-stil gør den grin med udkantsnationalisternes faux og forfatningsstridige adhoc-afstemning for løsrivelse i fjor. Dengang stod det enhver frit for at stemme, lige så mange gange man måtte ønske, og det var uklart, hvem der egentlig havde stemmeret. Catalonien er nemlig fuld af fastboende uden statsborgerskab eller sågar uden opholdstilladelse, og de ansvarlige for afstemningen i 2017 ville ikke på forhånd fortælle, om vi kunne stemme. Under Tabarnia-afstemningen i år skulle man bare smide sin stemmeseddel direkte i affaldscontaineren…
”Folk siger, at der ingen præcedens er for, at en del af en region løsriver sig fra regionen i forbindelse med, at denne løsriver sig fra landet,” siger Jonathan Wilson. ”Men det er der: Nordirland er Tabarnia!”
Løgn og latin
”Jeg har i og for sig intet imod selve ønsket om løsrivelse,” understreger nordireren. ”Jeg kan bare ikke udholde alle løgnene.”
Og hvad er det så for løgne?
”Separatistlederne siger altid, at de taler på folkets vegne. Men de har aldrig kunnet mønstre blot halvdelen af befolkningen i Catalonien!”
Det er et ofte overset fænomen i den internationale pressedækning. Den catalanske journalist Juan Pablo Cardenal forbereder for tiden en bog om det svigt, som han mener verdenspressen har begået i sin dækning af lokalstatens løsrivelsesforsøg. En af Cardenals anker er, at medierne udefra igen og igen forsømte at fortælle, at der på ingen måde var tale om ét samlet catalansk folk, der ville være ”frit”.
”Og så siger separatisterne jo også altid, at de er ikkevoldelige og har Gandhi og Martin Luther King som forbillede,” fortsætter Jonathan Wilson.
Faktisk er det kommet så vidt, at Martin Luther King Institute i New York har måttet bede den aktuelle catalanske regionschef Quim Torra om at holde lidt igen med sammenligninger, som kustoderne for den sorte borgerrettighedsmartyr har meget svært ved at se rimeligheden i.
”Der er ikke noget fredeligt ved at ville fratage folk deres spanske statsborgerskab. En løsrivelse ville indebære, at folk i regionen fortabte alle de rettigheder, de har i henhold til den spanske forfatning. Det var meget uklart, hvad de ville få i stedet for. Der stod i alt fald ikke nogen demokratisk retsstat klar med tredeling af magten.”
Er det sandt, at catalanerne er iboende fredelige?
”Nej. Det er bare en del af hele forestillingen om at være bedre end resten af landet. Løsrivelsesforsøget var et oplæg til borgerkrig,” siger Wilson.
Sara Høyrup er Spanienskorrespondent · www.sarahoyrup.com
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Niall Carson/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 