Krisen om Brexit er ikke blot en parodi. Den truer med at hindre Europas evne til at klare sig i en global verden med Kinas voksende betydning og USA’s tilbagegang.
Kommentar af Hugo Gaarden
TEMA: BREXIT | EU’s 27 regeringschefer havde vist strategisk format, hvis de havde brugt otte timer torsdag aften på at forhandle med Kinas præsident, Xi Jinping, om et fremtidigt partnerskab fremfor at bruge samme antal timer på den britiske premierminister, Theresa May. Xi hører fremtiden til. May fortiden. Xi var i nabolaget og havde et statsbesøg i Italien i fredags. Men EU-lederne nøjedes med endnu engang at tale om bedre handelsadgang til Kina og bedre kontrol med kinesiske investeringer i Europa i stedet for at tænke strategisk.
Nuvel, et topmøde med May var en nødvendighed, men prioriteringen viser, at Europa stadig er ekstrem optaget af sin egen navle, mens de globale visioner bliver forbeholdt avisartikler fra præsident Emmanuel Macron’s hånd.
Mødet med May viste, hvor umodent Storbritannien fungerer i dag, og hvor modent EU trods nok så megen intern uenighed er. May har i måneder haft en plan – som Egon i Olsenbanden. Hendes deal. Hun vil deliver. Hun vil give 17 millioner briter den Brexit, de stemte for, mens 16 millioner ville forblive i EU. Hun har ikke formået at forene nationen. Hendes plan har lidt det ene nederlag i det britiske parlament efter det andet, og hun har kritiseret Underhuset for at stå bag problemerne. Derfor bad hun EU om at få tre måneder mere tid til en forberedelse af Storbritanniens udtræden.
Hun fik ikke tre måneder, men 12 dage mere tid. Hun fik skolemester-irettesættelse af EU’s regeringschefer: nemlig at vende tilbage til netop parlamentet for at få en klar opbakning til et ”alternativ” til hendes plan. EU’s regeringschefer rystede på hovedet, da May ikke kunne fortælle, hvad hun ville gøre, hvis parlamentet en tredje gang afviser hendes plan. Hun formåede ikke noget så simpelt som at operere med politiske alternativer til sin egen plan. Egon røg i fængslet, når hans planer kiksede, mens May sandsynligvis meget snart mister regeringsposten. Sagen kan ende med en ny folkeafstemning eller nyvalg – og Storbritanniens forbliven i EU.
Det finurlige i processen er, at det stadig er uvist, om briterne skal deltage i valget til EU-parlamentet. Hvis det sker, hvordan kan briterne så træde ud, mens der lige er valgt nye medlemmer? Den britiske parodi risikerer at gøre EU til en parodi op til valget i slutningen af maj. Derfor var Macron meget opsat på at få en hurtig afklaring på briternes situation, for ellers risikerer de franske EU-modstandere at få vind i sejlene. EU risikerer at blive lammet.
Topmødet og de seneste måneders forhandlinger med EU viste dog, at EU – dvs. samspillet mellem regeringerne og embedsmandsapparatet i Bruxelles –fungerer. EU kunne holde sammen, og EU har haft en klar prioritering: Sammenholdet og grundprincipperne i EU må fastholdes, mens briterne har været totalt forvirrede uden prioriteter. Det har overrasket alle, at de ellers så diplomatisk kløgtige briter har kunnet reagere så amatøragtigt, men ifølge flere diplomater og iagttagere skyldes det, at hensynet til de enkelte partier – og i dette tilfælde primært de konservative – totalt har overtaget nationens interesser. Mange topdiplomater og EU-eksperter blev skubbet ud af Brexit-processen, og der har ikke været forsøg på at skabe et nationalt kompromis, som det f.eks. skete under den danske Maastricht-afstemning.
Briterne har glemt et kernepunkt i statsledelse: At finde frem til det uundgåelige og hjælpe det på vej, som Henry Kissinger har udtrykt det. Det uundgåelige er, at briterne hører til Europa og er dybt afhængig af Europa. Spørgsmålet er så, om briterne skal være fuldt medlem eller have en særordning som f.eks. Danmark. At få det afklaret er lige så meget en fælles opgave som en opgave kun for briterne, og på det felt kniber det med europæiske ideer. Den tidligere debat om et Kerneeuropa og koncentriske cirkler er mere eller mindre død. Meget tyder på, at tyskerne vil have det fint med, at briterne er økonomisk integreret i EU, men står lidt uden for magtens centrum.
Ligesom briterne overser den uundgåelige europæiske dimension, overser resten af Europa, hvor nødvendig briterne – og deres diplomatiske kløgt – er, når Europa skal finde sin globale plads, f.eks. når EU skal konkretisere Macron’s ideer om en europæisk renaissance.
Macron sagde på topmødet, at den europæiske ”naivitet” nu må høre op, og dermed hentydede han til Xi’s besøg i Rom og manglen på en stærk europæisk holdning over for Kina. Op til topmødet havde kommissionens diplomater udarbejdet en plan, hvor man taler om Kina som en ”systemisk rival.” Man undgik udtryk som ”strategisk trussel”, men erkendte, at Kina er blevet et alternativt ledelsessystem i forhold til Vesten.
Og det er ganske vidst. Kina er i enhver henseende blevet en aktør, der på alle områder er blevet et alternativ til Vesten – og ikke bare et alternativ til USA. Det er ubegribeligt, at det ikke for længst er gået op til Vestens folk. Nu kommer det alternative især til udtryk med den nye Silkevej gennem Asien. Det bliver dér, og ikke over Atlanten, at fremtidens økonomi ligger – 40 pct. af verdens økonomi. Kina får en teknologisk nøglerolle, som det ses i debatten om – og frygten for – Huawei. Vil EU være partner i den udvikling og være med til at sætte standarder for fremtiden globale samarbejde?
EU har ikke siden 1989 haft en strategisk diskussion om Kina, hvor man indførte en våbenembargo efter den såkaldte Tiananmen-massakre. At have en europæisk våbenembargo over for et Kina, der er langt mere avanceret end Europa, er den rene parodi, men EU kan begynde at ændre på sine verdensfjerne opfattelse af Kina med det EU-topmøde, der er den 9. april med Kinas regeringschef, Li Keqiang.
EU kommer uundgåeligt til at tage stilling til, om EU skal vælge side – USA eller Kina – eller om ikke EU skal vælge sig selv og få et økonomisk partnerskab med Kina, ligesom Europa har et politisk og sikkerhedspolitisk partnerskab med USA. Dén debat bliver den vigtigste for EU de næste mange år og årtier, for den handler om, hvorvidt fremtidens verdensorden skal bygge på blokpolitik eller et multilateralt samarbejde.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Olivier Hoslet/
Læs hele temaet Brexit.
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 