Det catalanske diplomatkorps Diplocat står anklaget i løsrivelsesforsøgets retlige efterspil. Sammen med nationalistforeningerne ANC og Òmnium stod regionsrepræsentanterne for den ”internationalisering af processen”, som separatistbevægelsen betragtede som afgørende for succes. Verden skulle forarges og presse den spanske stat til at give efter.

Baggrund af Sara Høyrup

I disse måneder udstiller der sig et webstreamet retsdrama i den spanske højesteret. Befolkningen følger ivrigt reality-retsdramaet, som søger at opklare forløbet, der rystede landet.

Først er løsrivelseslederne blevet hørt med de anklagedes ret til at fortie og fordreje sandheden. Siden blev det vidnernes tur til under ed at skulle fortælle sandheden. Blandt vidnerne er chefen for Diplocat og de ”internationale gæster” ved den forfatningsstridige folkeafstemning den 1. oktober 2017 .

Diplocat fungerede og præsenterede sig som regionens udenrigstjeneste. Dets repræsentationer i udlandet foregav at være ambassader og henhørte under den regionsminister, der præsenterede sig som Cataloniens udenrigsminister: den tidligere svømmestjerne Raül Romeva. Det i sig selv er lovstridigt og en overskridelse af beføjelser, da ingen har lov til at overtage statens opgaver uden videre.

Diplocat har stået for meget af  den ”internationalisering af processen”, som er separatisternes term for regionsadministrationens og nationalistforeningernes lobbyvirksomhed ude i Europa og resten af verden. Derfor sidder Diplocat på anklagebænken i de retssager, der er fulgt i kølvandet på løsrivelsesforsøget. Albert Royo, chef for det catalanske diplomatkorps under den årelange opvarmning til det hede efterår 2017, vidnede  i højesteret midt i marts. Ved en anden domstol er han selv anklaget for det store misbrug af midler, som korpset beviseligt har begået.

Royo har et behageligt væsen, et ungdommeligt udseende og en baggrund i EU-institutionerne. Hjemme i Catalonien hepper hans nationaltsindede journaliststuderende på ham og forstår slet ikke,  hvorfor deres underviser i internationale relationer er kommet i fedtefadet. Royo bedyrer på forespørgsel, ligesom han også har gjort det under retssagen, at de tilrejsende skam ikke var rigtige valgobservatører, netop fordi afstemningen ikke var et rigtigt valg. Det er nye toner.

Det er også nyt for alle, at Diplocat pludselig slet ikke har noget med løsrivelsesforsøget at gøre, skønt korpset verden over har talt for netop løsrivelse. Det er nyt, at Diplocat slet ikke repræsenterer regionsadministrationen, La Generalitat, som Royo ellers vedstår afholdt op til 90 procent af korpsets budget.

Og hvis Diplocat ikke repræsenterer regionsadministrationen – hvem repræsenterer korpset og dets faux ambassadører så? Hvem er det egentlig, der har betalt for de udenlandske politikeres tur ned i solen? Det vil retssagerne vise, når dommene falder til sommer.

Gæster som vidner
Den igangværende retssag i Madrid søger at opklare, hvad der egentlig skete under løsrivelsesforsøget og i tiden op til det. Der er masser af dramatiske øjeblikke at udspørge vidnerne om i både september 2017 og i løbet af oktober, men noget helt centralt er også: follow the money.

Diplocat spenderede ifølge efterforskningen knap halvanden million danske kroner på afstemningen, som er den anden af sin slags: Hvad omverdenen ikke ved er, at der allerede i 2014 blev afholdt en forløber for ”folkeafstemningen” ved navn ”rådslagningen”. Dengang kunne selv illegale indvandrere få lov at stemme, og deres catalanske kærester instruerede dem i, at hvis de stemte for løsrivelse, ville catalanerne vide at værdsætte det og give dem arbejde. Det fortæller en ung afrikaner uden opholdstilladelse, som i mellemtiden er havnet i Midtjylland.

I år er internationale gæster fra valgdagen i 2017 indkaldt som vidner og bliver af alle juridiske parter i salen afæsket svar på, hvad de fik betalt og af hvem. De fleste forsikrer om, at de skam kun fik udgifterne betalt, og at de ikke fik noget honorar for med deres tilstedeværelse og udtalelser at blåstemple valghandlingen. Newzealandske Helena Catt blev den første til at vedstå, at hun fik betalt for at skrive pænt om løsrivelsesforsøget. Knap 60.000 danske kroner plus diæter og betalt ophold for en venligtsindet rapport. Pengene kom fra Diplocat, fortalte hun den 27. marts i år til den spanske højesteret.

International støtte til vennepris
Offentlige figurer som Julian Assange og Yoko Ono tog sig langt dyrere betalt for deres støtte til catalansk løsrivelse: Anklagemyndigheden taler om et samlet beløb på over 17 millioner danske kroner til den internationale lobby bare i 2017, der havde i opdrag at sikre opmærksomhed og opbakning til sagen. På de sociale medier siger nogle kun halvt i sjov, at hvis Ono kunne splitte Beatles ad, kan hun vel også splitte Spanien …

Hvem der tilkaldte ”gæsterne” og sendte dem rundt i byen på valgdagen, har i alt fald de tyske vidner straks sværere ved at huske. Det gjaldt eksempelvis den 29. april, da det var Andrej Hunkos tur. Den grånende herre fra Die Linke fortalte med stolthed om sit besøg i Catalonien, mens en dygtig konferencetolk var hårdt spændt for i det skærende lys fra den offentlige opmærksomhed og alle interessenters nidkærhed om de nærmere detaljer.

Med protestantisk mådeholdenhed som ideal forklarede den tyske politiker fra det yderste venstre – ligesom vores egen Pelle Dragsted, som også var med, har gjort det – at det skam var en billigrejse og ”ikke noget luksushotel”. Og det er meget muligt, skønt den spanske statsrevisionsret i en 758 sider lang rapport har godtgjordt, at det lokalnationalistiske lobbyfremstød ude i verden foregik med dyre vine og høj cigarføring.

Revisionsretten afslører i rapporten, at der er blevet formøblet i alt fald en milliard danske kroner på at tale separatismens sag ude i verden. Heriblandt en grupperejse for 13 til USA til en pris af over 800.000 danske kroner – og et besøg fra fransk presse, hvis tur syd over grænsen stod de catalanske borgere i 111.000 danske kroner. Pengene til Diplocat er i langt overvejende grad taget fra offentlige midler, iblandt dem også fra velfærdskasserne.

Spaniens nationalistiske processer
Ét skiller – foreløbigt – det catalanistiske virke fra de voldsomme tider med ETA’s terrorangreb og politiske mord: Hvor de baskiske separatister på et tidspunkt besluttede at ”socialisere” pinen ved at dræbe modstandere og andre uskyldige i flæng, har de catalanske nationalister søgt at ”internationalisere” sagen. Det er moderne tider inden for nationsopbygning, og PR er altafgørende.

Diplocat var en vigtig aktør i den proces. Diplocat fortsætter sit virke, efter at ligth-udgaven af en suspendering af selvstyret blev ophævet, så snart socialdemokraterne kom til magten for et år siden. I Skandinavien har man flyttet den catalanske repræsentation fra København til Stockholm, efter at Puigdemonts visit på Københavns Universitet gav bagslag i mødet med professor Marlene Wind.

Retssagen om løsrivelsesforløbet kan ende med en mafiamodel i den forstand, at selv hvis løsrivelseslederne bliver frikendt for anklagerne om forsøg på statskup, kan de – og aktivistdiplomaten Albert Royo med dem – stadig forvente at blive dømt for økonomisk kriminalitet i omgangen med borgernes penge.

Magasinet Europa følger løbende retssagerne mod løsrivelseslederne i de kommende måneder.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Emilio Naranjo/

Dansk indsats for catalansk løsrivelse

Danske folketingspolitikere blev sponseret af en partshaver, da de deltog som “internationale gæster” i rollen som valgobservatører den 1. oktober 2017. “Jeg blev inviteret af en ngo,” siger Pelle Dragsted (Ø). En offentlig ngo.

Baggrund af Sara Høyrup

“Jeg fik rejsen og opholdet betalt af en ngo,” hævdede Enhedslistens Pelle Dragsted på forespørgsel om hans tur sydpå i efteråret 2017, og det holdt han fast i.

Hvilken non-governmental organization var det så? “Diplocat,” forklarede den danske folketingspolitiker, der har gjort den separatistiske sag i Catalonien til sin.

Enhedslisten siger, at partiets anliggende blot er, at det gerne ser en lovlig folkeafstemning om “Cataloniens ønske om løsrivelse”. Partiet har ikke valgt side mellem separatister og unionister, lyder den officielle linje. Ikke desto mindre gentager liste Ø løsrivelseslobbyens argumenter ord for andet.

Det samme gjorde Dansk Journalistforbunds formand Lars Werge i et irettesættende åbent brev til Spaniens ambassadør, samme dag regionslederen Carles Puigdemont erklærede Catalonien selvstændigt.

Journalistformanden reagerede på forbundsintern kritik af faktafejlene i brevet med, at ”nu er det jo sendt”. Det ville ellers ikke være første gang, Werge ville have været nødt til at trække en bandbulle tilbage, men det spansk diplomati havde fået besked fra udenrigsministeriet derhjemme på at forholde sig passivt. Og passivt var det hele vejen igennem – til mange spanieres frustration.

Imens svøbte partispidserne på det yderste danske venstre sig foran kameraerne i det stjernespækkede løsrivelsesflag i den overbevisning, at det er regionens flag, Det blev klart, da udenrigsordfører Nikolaj Villumsen skulle forklare sig i DR Deadline midt under løsrivelsesforsøget i oktober 2017 – dengang selv besindige iagttagere i Spanien frygtede, at resultatet ville blive en borgerkrig.

Ikke alle i Spanien er sikre på, at den fare er ovre. Danske Else Duus er bekymret for, hvad der kan ske, hvis separatistlederne bliver dømt skyldige i anklagerne om forsøg på statskup. Hun frygter voldsomme situationer som dengang, ekstreme grupper forsøgte at besætte regionsparlamentet. Den separatistisk sindede skolelærer E.C. bekræfter, at ”noget” har separatisterne planlagt, men vil ikke nærmere ind på hvad.

Venstre og højre hånd i hånd
Pelle Dragsted (Ø), Rasmus Nordqvist (Å), Lars Aslan Rasmussen (S), Alex Ahrendtsen (O) og den færøske lokalnationalist Magni Arge var af sted fra Danmark i rollen som internationale valgobservatører, da regionsmyndighederne i Catalonien afholdt en folkeafstemning, der ikke var hjemmel til. Det samme var den danske journalist Karin Bergqvist – det tog hun selv kontakt for at fortælle uopfordret. ”Rigtig valgobservatør,” understregede hun fire uger efter rejsen til Catalonien.

I valglokalet på ghettoskolen i Barcelonas calle Àngel var der fuldt af tilrejste lokalnationalister fra Norditalien. En ung kvinde ringede bevæget hjem til sin mor og fortalte om det, hun forstod som en stor demokratisk begivenhed. En ældre herre fra Lega Nord var også til stede. Den dag mødtes det yderste venstre i autonom mundering med det yderste højre i jakkesæt om en fælles sag.

Fordi afstemningen var både grundlovsstridig og krænkede selvstyrestatutten, hang der om halsen på de mange sympatisører fra andre lande blot et skilt med teksten ”INTERNATIONAL GUEST”. Ikke desto mindre havde de i opdrag at afrapportere om valgets gyldighed, og gyldigt var valget altså ikke engang i udgangspunktet. Pelle Dragsted citeres i Le Monde-korrespondent Sandrine Morels bog om Catalonien-krisen for allerede tidligt på valgdagen at udtale, at valgets ureglementerede og ukontrollerede udførelse gjorde det ugyldigt. Det står han ved, men kaster skylden på den spanske stat.

Det er blevet påvist, at det stod enhver frit for at stemme lige så mange gange, de orkede – og resultatet kender vi kun fra separatisterne selv. 90 procent af stemmerne gik ind for løsrivelse, hvilket ikke kan undre, eftersom unionisterne – der udgør halvdelen af lokalbefolkningen – simpelthen boykottede afstemningen. I det overvejende spansktalende Catalonien har der aldrig været noget flertal for løsrivelse, skønt valglovens skæve stemmevægtning til fordel for landområderne hver gang giver udkantsnationalisterne flertal i regionsparlamentet.

Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.

 

---

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast: