De lande, der opstod midt i Europa efter Første Verdenskrigs afslutning, fejrer i disse år 100 års uafhængighed. Landene er i dag fuldgyldige medlemmer af EU, men EU bør benytte jubilæet til at overveje sin praksis og sætte foden ned over for medlemsstater, der overtræder EU-traktaten, skriver Vibe Termansen i sin nye bog ”Kampen om Centraleuropa”, som vi her bringer et uddrag af:
”Tysk-østrigerne var valsedansere og drikkevisesangere, ungarerne stank,
tjekkerne var fødte støvlepudsere, rutenerne formummede og forræderiske
russere, kroaterne og slovenerne … børstenbindere og kastanjeædere,
og polakkerne … kurmagere, frisører og modefotografer.”
Joseph Roth, Radetzkymarch, 1932.
Fra det øjeblik, man får øje på den, begynder hjernen at sende lyksalige signaler om det festfyrværkeri af lynhurtige kalorier, der venter. Den forventer belønning og begynder at gøre alle fordøjelseskanalerne klar, begyndende med ekstra spytproduktion, der skal facilitere nedsvælgelsen af de mange herlige kulhydrater.
Nederst en kagebund, farvet rød. Så et lag rød gelé med små, lækre overraskelser af hele hindbær, toppet af et tykt lag hvid flødeskum, pyntet med røde kagekrummer og endnu mere hvid flødeskum, fint tyllet ud. En hvid-rød drøm af sødt og fedt. En belønning, for hvad man nu end lige kan finde på. For den sølle pris af 4,80 złoty, godt 8 kroner. Min sjæl, hvad vil du mere? Foran rækken af kager står et lille skilt med 100 lat, 100 år. Kagerne er min lokale Warszawa-bagers bud på fejringen af 100-året for Polens selvstændighed den 11. november 1918.
Han var ikke alene om at fejre begivenheden (eller profitere på den). Et 100-års-uafhængighedsskib sejlede rundt i hele verden i 2018 og lagde også til i Københavns havn. Der var jubilæumsudstillinger og jubilæumsteaterstykker, jubilæumsudgivelser og jubilæumsseminarer. Parlamentarikere fra andre EU-lande blev inviteret til en stor fælles fejring af 100-året for Polens uafhængighed og 550-året for det polske ”demokrati”, det vil sige adelsforsamlingerne i det nationale parlament, Sejm, og de lokale parlamenter, Sejmiki.
Præsident Duda havde ikke for travlt til at dukke op til en katolsk ungdomssamling i Lednica, uddele hvid-røde flag og udtale sin taknemmelighed over, at polsk ungdom var samlet for at synge sange, bede og bygge et samfund, over hvilket hvide og røde flag vajer. ”Tag disse flag med hjem,” sagde han, ”behold dem og respekter dem. Det er, hvad jeg beder jer om. Men jeg beder jer også om at bruge dem: at flage med disse hvide og røde farver, der er så dyrebare, i vigtige øjeblikke for jer, for vores land, vores historie og vores identitet.”
Det med flaget var vigtigt for Duda. På Polens ene nationaldag, grundlovsdag den 3. maj, havde han bebudet, at det polske flag skulle vaje fra alle offentlige bygninger frem til den anden nationaldag, den 11. november. Hver dag. Hver. Dag.
I autosignaturen på e-mails fra personer ansat i statsadministrationen blev der nederst indsat et Niepodłegla (Uafhængigheds)-logo. Fly fra det polske luftfartsselskab blev malet over og pyntet op til 100-årsfejringen.
En prisopgave for skoleelever om 100-års-uafhængighedsjubilæet blev udskrevet. Eleverne kunne vælge mellem fem emner, der lidt odiøst alle handlede om Lech Kaczyński, født i 1949, altså 31 år efter at uafhængigheden blev opnået. At give ham æren for det alligevel, er da i sandhed en prisopgave værdig.
Dmowski, Piłsudski og alle de andre helte og martyrer blev heller ikke glemt. På Polens officielle hjemmeside 2018.pl, kunne man orientere sig i, hvad og hvem regeringen mener bør huskes fra de forskellige perioder i historien:
Tidlige tider
Billede af Władysław II Jagiełło (der jo strengt taget var en litauisk storfyrste, der giftede sig til Polen gennem den 12-årige prinsesse Jadwiga).
1. verdenskrig
Albin Fleszar, en for mig ganske ukendt ung ”romantisk, kunstnerisk sjæl”, med ”uovertruffen heroisme og blind tro på befalingen”, der faldt for sit land i 1916.
Mellemkrigstiden
Józef Piłsudski.
2. verdenskrig:
Stanisław Mikołajczyk, fra 1943 premierminister i den polske eksil-regering i London efter general Władysław Sikorskis død i en flyulykke.
20. århundrede
Pave Johannes Paul 2., selvfølgelig.
Samtid
Lech Kaczyński, endnu mere selvfølgelig.
Umiddelbart ikke skyggen af Lech Wałęsa, så jeg søgte efter ham. Intet resultat. Stanisław Szczesny Feliks Potocki – altså ham med Targowica- konføderationen, forløberen for Polens anden deling? Heller ikke. Targowica, da? Nix. Jedwabne? Come on.
Selvfølgelig kan sådan en hjemmeside ikke være fyldestgørende, der må udvælges, og nogle forglemmelser skyldes sikkert også tilfældigheder. Men under alle omstændigheder er det vel sigende, at den kun findes i en polsk version. Ikke en engelsk, ikke en fransk og slet ikke en tysk eller russisk.
(…)
De 100 års selvstændighed er blevet fejret forskelligt i de ti nationer, der opstod af asken fra 1. verdenskrig. I Finland blev 100-året fejret med et gigantisk blåt-hvidt festfyrværkeri i Helsinki den 6. december 2017 til tonerne af Sibelius’ Finlandia og med opførelsen af et prægtigt bibliotek. Ikoniske bygninger i hele verden, inklusiv Bosporusbroen i Istanbul og Kulturpaladset i Warszawa, blev oplyst i blåt og hvidt, statschefer (inklusiv Lars Løkke Rasmussen) sendte hilsner, alle finske ambassader afholdt 100-årsreceptioner, syv millioner lykønsknings-sms’er blev afsendt, og de sociale medier flød over med billeder og lykønskninger. Man kan se billeder og læse om begivenhederne (på et væld af sprog, derunder tegnsprog og somali) på hjemmesiden suomifinland100.fi.
I Estland begyndte 100-årsfejringen allerede i april 2017. Jubilæet blev fejret med poesifestivaler og lejrbål, vandre- og cykelture gennem Estland, yoga, plantning af egetræer og en verdensomspændende sing-along med traditionelle, estiske sange. På selve jubilæumsdagen, den 24. februar 2018, stod folk, godt pakket ind i huer og halstørklæder, i snevejret foran parlamentet i Tallinn og så det blå-sort-hvide flag blive hejst på det samme 45 meter høje tårn som i 1918. ”Estlands uafhængighed er nu bedre beskyttet end nogensinde før, da vi har venner og allierede. Estland er del af den frie verden,” udtalte parlamentets talsmand. Nogle gange kan det være nyttigt at minde landets store nabo, Rusland, om netop det.
I Letland har de sat hele fem år af til trin-for-trin-fejring af forskellige udviklinger, begyndende i 2017 med 100-årsfejringen af Letgallens (Latgales) beslutning om at slå sig sammen med regionerne Kurland (Kurzeme) og Livland (Vidzeme) for sammen at kæmpe for en uafhængig lettisk stat, over den faktiske uafhængighed den 18. november 1918 og kampene i 1919 til den endelige juridiske anerkendelse af staten i 1921. Den officielle fejring begyndte den 4. maj 2017, hvor der blev plantet egetræer hele vejen rundt om Letlands grænse. Disse træer skulle på symbolsk vis borge for styrken de kommende 100 år.
I Litauen tændte man den 16. februar 2018 også 100-årslejrbål, folk kunne varme sig ved, ligesom i Estland. Fokus var ikke på at fejre selve dagen for 100 år siden, da Litauen blev selvstændigt, men på at fejre alle de 100 års selvstændighed. Klokken 12.30 ringede alle kirkeklokker i Litauen for at markere begyndelsen på festligholdelsen, der blandt andet omfattede 75 kulturelle begivenheder rundt om i verden med det absolutte klimaks sommeren 2018, hvor der blev afholdt sangfestival med 20.000 deltagere, som sluttede med en fælles afsyngelse af den litauiske nationalsang kloden rundt.
Tjekkoslovakiet ophørte med at eksistere ved fløjlsskilsmissen den 1. januar 1993, og de to efterfølgerstater, Tjekkiet og Slovakiet, kunne derfor kun fejre 25-årsjubilæm i 2018. Det lod de sig nu ikke rigtigt mærke med, og Tjekkiet fejrede 100-året for Grundlæggelsen af den Uafhængige Tjekkoslovakiske Stat hele 2018, men særligt den 28. oktober (hvor Tjekkoslovakiet udråbtes som stat i 1918) og den 17. november (datoen for de massive studenterdemonstrationer mod nazi-besættelsen i 1939 og mod kommunismen i 1989).
Det årlige fyrværkeri den 1. januar er officielt ikke på grund af nytåret, men på grund af grundlæggelsen af staterne Tjekkiet og Slovakiet. I Tjekkiet hedder dagen Genoprettelsesdag for den Uafhængige Tjekkiske Stat. I Slovakiet hedder den Dagen for Etableringen af den Slovakiske Republik.
2018 markerede også et andet vigtigt jubilæum, nemlig 50-året for foråret i Prag og den deraf følgende massive militære invasion fra Warszawapagt-landene Sovjetunionen, DDR, Polen, Ungarn og Bulgarien i 1968. Året huskes med blandede følelser. Foråret, tøbruddet, huskes overordnet som positivt, den militære invasion naturligvis negativt.
Østrig og Ungarn kan fejre 100-året med mindst lige så blandede følelser. Det, der før 1918 hed Østrig-Ungarn, ligger nu i tolv forskellige nationalstater (Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Polen, Ukraine, Rumænien, Italien, Slovenien, Kroatien, Bosnien-Herzegovina og Serbien). For 100 år siden opstod Østrig og Ungarn således også som selvstændige nationalstater, men det var oven på en tabt verdenskrig, et imploderet imperium, enorme skyldige summer i krigsskadeerstatning (Østrig) og et uhyre tab af territorium og befolkning (Ungarn). Hvordan fejrer man egentlig det?
I Ungarn forbigår man det i tavshed. Opløsningen af det historiske Ungarn anskues generelt af det ungarske samfund som en tragedie og et traume. Der var vindere og tabere i 1. verdenskrig, og Ungarn tabte. Begrebet Csonka-Magyarorszag, det amputerede Ungarn, var vidt udbredt i mellemkrigstiden, blev forbudt under kommunismen og givet frit igen efter kommunismens fald i 1989. Det var et åbent begreb, der beskrev fakta efter at have mistet to tredjedele af landets territorium, men var naturligvis også åbent for irredentisme. I dag bliver det næsten aldrig brugt, og selvom der i dag naturligt nok ikke er den store lyst til at fejre tabet af så stor en del af territoriet for 100 år siden, finder man kun vaskeægte irredentister i marginale grupperinger.
I Østrig ser man tilbage på forne tider med en vis nostalgi, en melankoli over den tabte storhed. Åh, havde vores land engang adgang til havet? Næh, var Karpaterne en del af vores rige? Ih, løb den skønne, blå Donau så længe gennem vores imperium? Ak, at gå fra at være Europas tredjestørste land, målt i antal indbyggere, og med et areal større end Frankrigs i dag, til en sølle mellemstor stat, kun 5.000 kvadratkilometer større end Tjekkiet, med under ni millioner indbyggere (mod 51 millioner i 1910).
(…)
De ti lande, der opstod midt i Europa – fra nord til syd – i årene umiddelbart efter 1. verdenskrigs afslutning, er i dag blevet til 17 stater på grund af den tjekkisk/slovakiske skilsmisse og omkalfatringen af det tidligere Jugoslavien. Europakortet, som det blev fastlagt ved Versailles og de efterfølgende fredsslutninger, holdt altså ikke 100 år. Faktisk holdt det kun i sølle 15 år – fra begyndelsen af 1920erne, da der endelig faldt ro på, til Nazi-Tyskland indlemmede Sudeterland ved München-aftalen i 1938. Grænserne efter 2. verdenskrig holdt heller ikke, hvilket de blodige, etnisk dirigerede konflikter på Balkan i 1990erne bevidner.
Ligesom 1. verdenskrig ikke blev krigen, der endte alle krige, blev fredsslutningen ikke fredsslutningen, der endeligt fastslog grænser, hvorefter staterne ville kunne koncentrere sig om andre ting, såsom indre genopbygning, demokrati, menneskerettigheder og velfærd.
Umiddelbart efter 1. verdenskrig stod Masaryks model for regionens organisering, Střední Evropa, som en ubetinget vinder. Siden har grænserne flyttet sig i Finland, de har flyttet sig i Baltikum, hele Polen har flyttet sig flere hundrede kilometer mod vest, Tjekkiet og Slovakiet har slået op, og Jugoslavien er gået i (syv) stykker. Hele området var involveret i 2. verdenskrig på den ene eller den anden side (eller, for nogles vedkommende, først den ene, så den anden side), og de fleste af staterne i området var i hele perioden fra 2. verdenskrigs afslutning til 1989 underlagt sovjetisk hegemoni.
Der er masser af forbehold, men når de alle er nævnt, er udgangspunktet i dag stadig Masaryks uafhængige nationalstater, der skulle fungere som en buffer mellem Tyskland og Rusland, omend det i dag er i en stærkt amputeret form. Og dog. For hovedparten af de stater er i dag medlemmer af EU – eller vil gerne være det. Og EU er vel en slags frivillig samling af stater, der har samme værdier (eller sindelag), som har stor fordel af at handle med hinanden, og som efter migrantkrisen har fundet ud af, at skal de indbyrdes åbne grænser fungere, er det nødvendigt at befæste de ydre.
(…)
Under og lige efter 1. verdenskrig arbejdede folk som Masaryk og Piłsudski benhårdt på at få oprettet deres respektive uafhængige nationalstater med hjælp fra noget, der kaldtes Centraleuropa. Det lykkedes mirakuløst. I 1980 arbejdede dissidenter som Milan Kundera, György Konrad og Czesław Miłosz lige så benhårdt (men udelukkende ikke-voldeligt) på at få genoprettet begrebet Centraleuropa som det østligste af det vestlige Europa – det sande Europa med sande værdier, som skulle reeksporteres til Vesteuropa, der havde glemt dem, for på den måde at distancere sig fra det hadede, totalitære Østeuropa og nærme sig det forjættede Vesteuropa. Det lykkedes minsandten også.
I dag er staterne i regionen fuldblodsmedlemmer af EU. Intet Øst-, intet Central-, intet Vest-. Bare EU. Den 7. himmel. Paradis. Selvfølgelig må de genåbne diskussionen om, hvad EU’s grundlæggende begreber skal betyde. Diskussion er faktisk del af den demokratiske tradition. Og hvis definitionen af begreberne er vigtig for det resterende EU, må det slås fast – og så må Polen og Ungarn tage konsekvensen af det.
Det er ikke blot Polen/Ungarn/Centraleuropa, der må vælge, hvor i Europa de vil ligge. Også EU må tage stilling – og stå ved det valg, man træffer. At undlade at gøre noget er en farlig vej. Særligt, hvis verdensledere som Donald Trump, Vladimir Putin og Xi Jinping, der måske er bedre til at holde ro på bagsædet, skulle finde på at udnytte den manglende beslutningsdygtighed.
Hvis man ikke sætter foden ned, når medlemsstater overtræder ”Grundloven”, EU-traktaten, men blot lader stå til, fordi man ikke helt kan overskue, hvad de besværlige stater vil gøre, hvis de ikke får deres vilje – så ender man med et EU, som ikke ved, hvad det selv betyder. Hvad det skal. Hvad det må og ikke må. Og man ender med et Europa bestående af stater med vidt forskellige værdier og med mere eller mindre tilfældige blokopdelinger og alliancer. Ligesom i mellemkrigstiden.
Der er, i dag som for 100 år siden, da de centraleuropæiske stater (gen-)opstod, glat derude i Europas centrum, sådan som den højt berømmede britiske historiker og journalist Timothy Garton Ash skrev i New York Times i 1994 i citatet, der indleder denne bog. Lad os håbe, at Centraleuropa – og EU – finder noget at holde fast i.
Ovenstående er et uddrag af kapitlet ”Øst for Paradis” fra bogen ”Kampen om Centraleuropa”, skrevet af historiker og journalist Vibe Termansen. I bogen beskriver Vibe Termansen de bagvedliggende årsager til udviklingen i Centraleuropa i de sidste 100 år. Bogen udkommer i dag, 13. maj.
Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Agencja Gazeta/Jakub Porzycki/
Læs eller lyt til temaet “1919 – et afgørende år”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 