Den danske professor i statskundskab blev kendt vidt og bredt i Spanien for sin afhøring af den undvegne separatistleder Carles Puigdemont på Københavns Universitet. Nu har hun skrevet en bog, hvor den catalanske nationalisme er kroneksemplet på en truende balkanisering.
Interview af Sara Høyrup
Damen med de skrappe øjenbryn er leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, og hun er ikke sådan at bide skeer med. Dansk Folkeparti har før været ude efter hendes skalp, men det lykkedes ikke de fulddanske forsvarere af ”os selv først”-princippet at få hende fyret. ”Hun bedriver politik”, sagde partiet dengang. Hvad hun reelt gør, har alt at gøre med hendes fag.
Den 22. januar 2018 kom Carles Puigdemont til byen. Han havde gemt sig i bagagerummet på en bil kørt af en lokal politibetjent og var stukket af over grænsen til Frankrig den sidste weekend i oktober året før. En håndfuld løsrivelsesledere fra hans eget parti Pdecat var informeret og stak også af, og de fordelte sig strategisk på forskellige europæiske lande for at ”internationalisere sagen”.
Samarbejdspartnerne i det andet store separatistparti – ERC som siden har vokset sig størst – lod el presidente forblive i den tro, at de skulle bare møde frem på regionens ministerkontorer om mandagen. I stedet blev de varetægtsfængslet og sat på anklagebænken for forsøg på statskup og misbrug af offentlige midler. Der sidder de stadig.
Frelseren
Puigdemont er rundet af journalistikken. Ligesom hele den identitære bevægelse i Catalonien er han sig meget bevidst, at det vigtige er, hvordan ting fremstår. Han bosatte sig i en kæmpe kasse i Waterloo uden for den Europæiske Unions grå hjerte i Bruxelles, og der bor han stadig. Troende tilrejser stedet til fods og tager hellig jord med tilbage derfra.
Carles Puigdemont mødte medierne i Bruxelles under valget til Europa-Parlamentet den 26. maj. – Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Yves Herman/
Der har alle dage været et religiøst aspekt ved den catalanske nationalisme: Puigdemont er – eller var – en frelserfigur. Hans konkurrent til magten, Oriol Junqueras som lige er blevet valgt ind i det spanske parlament, gør en god figur som mild, kuglerund munk i sin celle. Valgplakaterne for Puigdemonts parti råber CREIEM. Det er en opfordring til at tro, også på trods af fakta og al modgang. Blind tro kendetegner da også mange af de catalanske nationalisters forhold til sagen.
Europa
Og så tog Puigdemont på turné. Det gik strålende til trods for det spanske retsvæsens forsøg på at få ham anholdt og udleveret til retsforfølgelse. Den ellers så velsmurte maskine til retssamarbejde hen over Europas åbne grænser gik pludselig i stå.
Han var både i Finland, Sverige og Danmark. Og her var det, at han mødte den danske amazone, som ikke holdt sig til reglerne om at stryge den catalanske nationalisme med hårene. Hun gik til benet og spurgte ham ud om alt det, dansk presse og danske fans i Folketinget slet ikke tænker på at tage op.
Og Marlene Wind må have fået blod på tanden, for nu har hun skrevet en bog om den nye balkanisering af Europa med den catalanske separatisme som kroneksempel. De spanske medier står i kø for at interviewe hende. Originalen er skrevet på engelsk, men bogen er udkommet først på spansk. Til september kommer den på dansk på Gyldendal og først næste år på engelsk.
Udelukkelse
Men hvad er da problemet med det identitariske, spørger vi professor og centerleder Marlene Wind.
”Identitetspolitik er utroligt farlig. Når en uenighed bliver skubbet ud af det politisk rum og ind i det kulturelle, lukker det af for modargumenter og dialog. Det er de catalanske seperatister et godt eksempel på. De bruger kultur og sprog som et våben til at udelukke. De hindrer kritik og udelukker andre, der ikke tænker, som de gør. Og det er kimen til en voldelig konflikt, hvis det ikke bliver modarbejdet.”
Men så loven da. Hvad er der galt i at ønske løsrivelse fra en eksisterende stat?
“Separatistlederne har brudt den spanske forfatning fra 1978. Den har alle spanierne stemt for. Med den indførte landet demokrati efter Francos diktatur.”
Hvordan vil et løsrevet Catalonien stå i EU?
”Ikke godt. En ulovligt løsrevet region vil jo ikke blive anerkendt som stat. Den vil dermed heller ikke kunne søge optagelse i EU.”
Hvad skal den spanske stat stille op?
”Man er nødt til at gøre som Spaniens socialdemokratiske statsminister Pedro Sanchez. Han rækker hånden frem og og går i dialog. Han forhandler ikke om løsrivelse, men om en bedre måde at samarbejde med resten af Spanien på. Det er meget macho at sætte hårdt mod hårdt, sådan som det yderste højreparti Vox vil.
Men i virkeligheden er det de catalanske separatister, som kommer til at fremstå svage og uden statsmandskraft, hvis de ikke vælger fredens og kompromissets vej i konflikten. Separatisterne udgør ikke flertallet i Catalonien. De har ingen ret eller legitimitet til at fratage fremtidige catalanske generationer muligheden for at være en del af et samlet demokratisk Spanien.”
Marlene Wind: La tribalización de Europa. Una defensa de nuestros valores liberales. Barcelona: Editorial Espasa 2019 (Stammetendenser i Europa – et forsvar for vores frihedsværdier)
Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Jens Nørgaard Larsen/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 