Kaos, dit navn er Brexit. Forløbet omkring briternes skilsmisse fra EU er gået fra meget besværligt til fuldstændig kaotisk. Ethvert forsøg på at finde en løsning eller et kompromis mellem de stridende fraktioner synes helt umuligt. Det britiske parlaments forsøg på at overtage kontrollen i slutfasen har kun skabt mere kaos og forvirring, som ikke er blevet mindre med Theresa Mays annoncerede afgang, og tilbage står spørgsmålet om, hvordan det overhovedet er endt her?
Analyse af Thomas Lie Eriksen
TEMA: BREXIT | Hvordan er spørgsmålet om Brexit overhovedet endt i det kaos, som der er tale om? For at finde svaret på det spørgsmål, er vi nødt til at bevæge os langt tilbage i historien. I en vis forstand er Brexit, forstået som spørgsmålet om de britiske øers relation til kontinental Europa, langt ældre end Storbritannien selv. Geopolitisk har problemet om, hvordan et mindre ørige i Nordatlanten skulle forholde sig til det store og skræmmende kontinent på den anden side af kanalen, altid måttet stå uhyre centralt. Ikke mindst fordi kontinentet gang på gang har vist sig ikke at ville lade øboerne være i fred. Romerne, anført af Cæsar, er således et af de tidligste forsøg, hvorpå kontinentale imperier har forsøgt at underlægge sig det britiske ørige. Forsøg, der bestemt ikke sluttede med romerne: Vikingerne, normannerne, det spanske imperium og Hitler er alle eksempler på grunden til, at kontinentet i bedste fald må betragtes med ambivalens. Samtidig viser den voldsomme forhistorie, hvorfor det er bydende nødvendigt for Storbritannien aktivt at forholde sig til det europæiske kontinent og dets komplekse magtstruktur.
Et politisk mønster dannes
Spørgsmålet om, hvordan man bedst forholder sig til kontinentet og dets stormagter, er til evig debat, og svaret blæser med de historiske vinde. Med normannerkongen Vilhelm Erobrerens (1028-1087) sejr i slaget ved Hastings i 1066 overtog et nyt dynasti den engelske trone, et dynasti der samtidig kontrollerede Normandiet. Hermed begyndte en kamp mellem England og Frankrig om kontrollen over de engelske besiddelser på kontinentet. Denne tvekamp fandt sin kulmination med Hundredårskrigen (1337 – 1453), der endte med Englands endelige forvisning fra kontinental Europa. Endnu engang måtte London ændre sit geopolitiske udblik. Med Nordfrankrig eller dele af det, under engelsk kontrol, var det muligt selv at forsøge at blive en kontinentalmagt, og hvis det mislykkedes, havde man i det mindste en defensiv barriere, der kunne beskytte øriget mod fornyede invasionsforsøg. Med afslutningen af Hundredårskrigen blev taktikken nu at hæve vindebroen og håbe på det bedste, mens man koncentrerede sig om indre stridigheder, ikke mindst kampen mod Skotland.
Disse stridigheder fortsatte i lang tid og fik fornyet fremdrift med reformationen og det spor af ødelæggelse, den førte med sig gennem Europa, og samtidig var faren fra kontinentet ikke ovre.
Filip den 2’s (1527-1598) grandiose forsøg på at undertvinge England med den spanske armada i 1588 fik epokal betydning for engelsk udenrigspolitik og selvforståelse. Invasionsforsøget mislykkedes spektakulært (delvist pga. af voldsomt uvejr), men myten om the Royal Navy, der kunne klare enhver udfordring og beskytte de britiske øer mod kontinentale fjender, opstod her anført af Francis Drake (1540-1596) en af de første blandt mange britiske søhelte. Konsekvensen af sejren over spanierne var en øget mistænksomhed, frygt og afstandtagen fra kontinentale forhold. De indre stridigheder forsatte dog – med både revolution og borgerkrig – men i 1707 kunne den endelige konsolidering af Storbritannien afsluttes med Skotlands indlemmelse i den britiske union.
En yderligere konsekvens af det mislykkede spanske invasionsforsøg var en indrepolitisk udvikling, der kom til at adskille sig markant fra det øvrige Europa. Briterne kunne nu føle sig nogenlunde sikre i forhold til faren for nye invasionsforsøg, hvilket medførte, at statsmagten ikke blev så stærk og konsolideret, som tilfældet var i mange kontinentalstater. Det betød den tidligere udvikling af demokratiet, men også udvikling af store klasseskel, som fortsat har betydning i vore dage. Sideløbende hermed fandt den industrielle revolution sted med Storbritannien som sit epicenter. Det muliggjorde opbygningen af det britiske verdensrige, som på højden af sin magt dækkede en fjerdedel af klodens samlede areal, hvor den britiske flåde herskede uantastet.
Skabelsen af imperiet medførte, at briterne nu definitivt aflagde sin europæiske identitet og antog et i sandhed globalt udsyn, men opmærksomheden var dog fortsat nødvendigvis rettet mod Europa. Den europæiske magtbalance skulle opretholdes for enhver pris, og hertil var briternes bidrag ofte altafgørende. Syvårskrigen (1756-1763), Napoleonskrigene (1803-1815) og Første og Anden Verdenskrig (1914-1918 & 1939-1945) er de mest prominente eksempler på krige og konflikter, hvor Storbritannien var nødsaget til at kæmpe med næb og klør – primært mod Frankrig og Tyskland – for at opretholde den europæiske balance og dermed forhindre dannelse af et kontinentalt imperium, der ville kunne true britisk uafhængighed.
Afslutningen på Anden Verdenskrig indvarslede imidlertid også afslutning på imperiet, og dermed stod briterne i tiden efter 1945 på ny i en verden, der var under fuldstændig forandring, og et geopolitisk miljø, der blev radikalt anderledes end de foregående mange århundrede.
Efterkrigstiden
I 1945 var alt forandret, men det politiske mønster, der var blevet dannet gennem århundreder, og som bestod i det evige dilemma mellem at holde afstand til fastlandseuropa og samtidig agere aktivt for at forhindre, at en kontinentalhegemon rejste sig på ny, var fortsat til stede. I tiden efter 1945 var Europa imidlertid ikke længere herre over sin egen skæbne. Kontinentet og store dele af den øvrige verden blev delt mellem de to supermagter, der nu rejste sig på ruinerne af Anden Verdenskrig: USA og Sovjetunionen. Storbritannien havde baseret sin overlevelse under krigen på at skabe og opretholde et nært forhold til amerikanerne. Efter en indledende tøven trådte Washington som bekendt ind på scenen for fuld kraft, men tog sig samtidig godt betalt for sin støtte, der i efterkrigstiden i praksis kom til at betyde opløsning af det britiske imperium.
Britisk udenrigspolitik i tiden efter 1945 skulle således komme til at hvile på to søjler: “Det specielle forhold” til USA, som Churchill benævnte det, og parallelt hermed en fodslæbende politisk og økonomisk integration med Vesteuropa. Umiddelbart efter krigsafslutningen støttede London de første forsøg på europæisk integration, som kom til udtryk med oprettelsen af Kul- og Stålunionen i 1952 og undertegnelsen af Rom-traktaten i 1958. Men derfra og så til selv at skulle deltage i disse projekter var springet endnu for stort. Imperiet eksisterede fortsat og udgjorde den primære økonomiske og kulturelle ramme for udøvelsen af britisk magtpolitik. Det var først i 1960erne, hvor imperiet definitivt hensmuldrede, at London for alvor fik appetit på det europæiske projekt.
Her opstod der imidlertid problemer, for nu, hvor Storbritannien var klar til Europa, var Europa måske ikke længere klar til briterne, eller rettere en stor personlighed var ikke parat til at lukke London ind i den europæiske varme: Charles de Gaulle blokerede i to omgange i 1963 og 1967 for britisk medlemskab, og i begge tilfælde var generalens begrundelse den samme: Det britiske politiske og økonomiske system adskilte sig markant fra det øvrige Vesteuropa, hvilket besværliggjorde enhver form for integration, og dertil kom, at de Gaulle overhovedet ikke stolede på Londons europæiske sindelag, samt en frygt for, at Storbritannien ville komme til at fungere som en trojansk hest for amerikanske interesser, hvilket stod i direkte modstrid til de Gaulles egen vision om et Vesteuropa under fransk ledelse.
En bristende regering
Efter de Gaulles afgang i 1969, var vejen imidlertid banet for briternes optagelse i den europæiske union, som fandt sted samtidig med Danmark i 1973. Allerede i 1975 opstod der dog problemer og den første folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte deltagelse i det europæiske projekt fandt sted. Selv om afstemningen endte med en komfortabel sejr for fortsat britisk deltagelse, var de første skyer at se i horisonten. Med Margaret Thatchers ankomst til magten i 1979, tog den britiske Europa-skepsis for alvor fart. Thatchers mere end tiår lange regeringsperiode var præget af mange og barske opgør mellem London og Bruxelles, og selv begivenhederne omkring Murens fald i efteråret 1989 kunne ikke dæmme op for det ulmende opgør. Tværtimod så Thatcher sammen med Frankrigs præsident Mitterrand med stor skepsis på det genforenede Tyskland og dets nye rolle i det Europa, der opstod med Sovjetunionens opløsning i 1991.
Den historisk begrundede frygt for, at Tyskland på ny ville dominere kontinentet, var igen til stede, men det lykkedes i første omgang for Frankrig at få inddæmmet forbundsrepublikken, og det var vel først med finanskrisen og dens konsekvenser fra 2008 og frem, at man kan begynde at tale om (modvillig) tysk dominans af Europa. Den britiske Europa-skepsis var fortsat ikke til at stoppe, og i tiden efter Thatcher har ingen af de efterfølgende premierministre: Major, Blair, Brown eller Cameron været i stand til afgørende at vende udviklingen. Især i det konservative parti er modviljen mod det europæiske projekt kun vokset, og Theresa Mays forsøg på med al magt at redde stumperne af både sit eget parti og nationen er mislykket totalt.
Enden på den evige fortælling
Ovenstående fremstilling og analyse er ikke skrevet for at undskylde det kaos og den forvirring, som den britiske politiske elite har placeret Storbritannien og det øvrige Europa i. Det ville altid blive en vanskelig øvelse, når et medlemsland måtte ønske at forlade den europæiske union, om ikke andet så fordi de politiske processer omkring den europæiske integration ikke i noget videre omfang opererer med et scenarium, hvorved en stat kunne ønske at forlade systemet. Det er bestemt ikke blevet mindre kompliceret af, at der er tale om et af Unionens største medlemslande.
Det historiske rids, der her er blevet udfoldet, viser hvilke strukturelle og kulturelle udfordringer enhver britisk regering møder, når den skal forsøge at manøvrere i den komplicerede relation til kontinentet. Storbritannien kan ikke leve uden Europa, men kan samtidig heller ikke leve med Europa. I spændingsfeltet mellem disse uforenelige modsætninger er det en evig vanskelig opgave at forsøge at formulere en nogenlunde meningsfuld Europa-politik. Brexit kan opfattes som afslutningen på endnu en cyklus i den endeløse fortælling om Storbritannien og Europa, hvor det britiske medlemskab af den europæiske union aldrig blev den store succes. Allerede i januar 1952 formulerede den daværende udenrigsminister Anthony Eden tanken om Storbritanniens mulige medlemskab af en europæisk sammenslutning på denne måde: “This is something which we know, in our bones, we cannot do”
Thomas Lie Eriksen er cand. mag i historie – med speciale i internationale relationer – og freelanceskribent.
Foto i artiklens top: / Ritzau Scanpix/Reuters/Hannah McKay/
Læs hele vores Brexit-tema
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 